Hvordan yoga har hjulpet mig

fullsizeoutput_1d8Annonce for Yogalove.dk (reklamelink)

Jeg synes det kan være super svært at finde tid til sig sig, når man er nogens mor. Sådan rigtig tid, hvor roen virkelig falder over en og hvor man kan fordybe sig i et eller andet – eller simpelthen lave ingenting. Jeg er med garanti ikke den eneste det har det sådan og min måde og slappe af på er med garanti heller ikke identisk med måden I måske ville slappe af på. Sådan er vi jo så forskellige – heldigvis.

For en del år siden brugte jeg rigtig meget tid på at meditere og lave yoga øvelser, men med tiden blev den interesse overtaget af andre ting. Den blev dog aldrig glemt og det er faktisk noget jeg er begyndt på igen efter drengene blev født. For det er virkelig en ren måde at få ro i både sind og krop, og så kræver det ikke alverdens udstyr og kan gøres alle steder – næsten da. I løbet af sommeren modtog jeg Begynder Yogabogen, der er skrevet af Karen Pallisgaards. Den er super god som netop en begynder bog, da jeg i hvert fald personligt godt kan blive overvældet, af alle de forskellige yoga varianter der findes og synes at det er svært at finde et sted at starte – selvom jeg allerede kender en del af øvelserne.

fullsizeoutput_1d3

Bogen indeholder nogle virkelig dybdegående forklaringer af hvad yoga egentlig er, og hvad det kan hjælpe på. For yoga er meget mere end de fleste går og tror, og som forsiden på bogen netop beskriver, kan yoga blandt andet hjælpe til: Mindre stress, Større styrke, Slankere krop, Dybere vejrtrækning, Bedre søvn, Finere fordøjelse, Færre spændinger, Smukkere hud, Skarpere koncentration og et stærkere immunforsvar. Sidstnævnte er noget jeg virkelig gerne vil ind og arbejde med, så jeg håber at bogen på sigt kan hjælpe med det. fullsizeoutput_1c3

Jeg modtog som sagt bogen i løbet af sommeren og har den stadig jævnligt mellem hænderne, for lige at tjekke op på nogle ting. En af de ting jeg jævnligt er vendt tilbage til, og som jeg faktisk har været inde på tidligere på bloggen, er Ayurveda som handler om balance for krop og sind. Ayurveda er en holistisk tilgang til helbredet og omhandler alt fra kost, kropsbehandlinger, urtemedicin, tilrettelæggelse af sin livsstil til hudpleje etc. Hele konceptet omkring Ayurveda kan godt virke meget omfattende, men når man begynder at sætte sig ind i det, vil der ofte være rigtig mange ting der giver god mening og princippet er kort sagt læring om sit eget sind og sin krop, hvilket gør det muligt at tilpasse det til lige præcis ens eget behov, for at finde den rette balance.

fullsizeoutput_1d4

I forbindelse med det her indlæg har jeg brugt en del tid på principperne i bogen, for at få ro hovedet og i kroppen. Det har virkelig været svært at finde fodfæstet igen efter den forskrækkelse, men bogen har faktisk vist sig at være en kærkommen hjælpende hånd til at finde ro. Den har hjulpet mig rigtig meget mentalt, til at nå til en eller anden form for accept og har desuden givet mig nogle værktøjer til, når hovedet bliver overfyldt med sorg, stress og bekymring.

Jeg tror faktisk godt at jeg sågar tør skrive, at herren i huset også har mod på at læse lidt i bogen, da han virkelig har problemer med stress og har talt med en stress coach om netop vejrtræknings øvelser og hjælp til fordybelse. Og med den måde bogen er skrevet på og de fantastisk flotte billeder der er i, kan alle være med.

I forbindelse med mit yoga eventyr, har der desuden sneget sig nogle gevaldigt fine krystaller ind, hjemme hos os, som også skulle hjælpe på den indre balance (hvis man tror på den slags) og så har jeg tilføjet en ny fin jaderulle til samlingen – også fra www.yogalove.dk

fullsizeoutput_1c5

Jaderullen øger blodcirkulationen og elasticiteten i huden og er en enormt afslappende, ja nærmest meditativ måde at slutte sit morgen og aften ritual af på. Den fungerer super godt sammen med enten en creme eller et serum og køler rigtig dejligt, hvis den lægges i køleskabet før brug.

Find bogen Begynder Yogabogen og jaderullen hos www.yogalove.dk (reklame link)

English recap:

I’ve added a new book to the collection. This time the primary focus is on inner balance. Or more precise the balance between body and mind. I think the yoga book for beginners is a great start for people like me, that may or may not have tried yoga and the whole mindset around yoga before. A hope adding the book to my collection is a step on my further journey towards some sort of inner peace batteling with yet another autoimmune disease apart from Hashimoto – PIC and CNV. As I mentioned in  this post (in danish) it’s a total chock for me and I’ve found it extremely hard to handle, since it’s such a rare disease and the information about it is MIA. But I’ve found that the yoga book has been a great helper throughout this. 

Nye sneaks i mini format

IMG_5214Jeg synes virkelig bare at ugerne flyver afsted, men må ærligt indrømme, at jeg  i går sukkede lettet over at det var fredag og dermed weekend. Lige med undtagelse af, at vi endnu en gang har to syge børn. Men hvem har ikke syge børn på denne tid af året? Vi har indtil videre taget weekenden i et helt roligt tempo, hvor eneste aktivitet i dag, blev til nye sko (igen igen) til de to små labaner som man skulle tro, at vi fodrede med gødning, når man ser på hvor hurtigt de vokser.

Er det bare mig eller er der et eller andet vildt nuttet over de der miniature fødder i sneakers? Jeg elsker det virkelig, og køber gladeligt sneakers en masse til drengene, mens jeg er for nærig til at købe til mig selv. Haha, latterligt I know.

Men når man ser hvor glad de bliver for at få nye “Go” (læs: sko), så er det altså bare det hele værd♥

Er det for sent at spole tiden tilbage?

IMG_1951Jeg ved egentlig ikke hvad det skyldes. Måske er det mængden af ting, der alle er sket indenfor så kort tid, det gør at det er svært at følge med. Nogle dage har jeg tusindvis af tanker indeni hovedet, om hvad jeg gerne vil fortælle jer om. Hvad jeg brænder for at skrive herinde, og så alligevel. Larmende stilhed. Det der burde være den aller bedste tid, er i stedet blevet til stress og jag, og jongleren med alt alt for mange bolde på én gang, og når man i forvejen har svært ved bare at gribe den ene bold man kaster op i luften..ja så er det altså dømt til at gå galt.

Og nej det er jo ikke fordi verden er gået under, der er ingen der er døde, blevet skilt eller gået ned med stress. Og så alligevel. Nogle dage tænker jeg, var det mon bedre hvis vi bare var blevet i vores lejlighed, der var blevet alt for lille, hvor underboen havde ret voldsom ADHD og tydeligvis hadede hver en ting vi og drengene gjorde. Der hvor vi engang var fuldstændig trygge og indhyllet i ro og fred, men også der hvor vi til sidst følte at vi var nødt til at gå på listefødder hver gang vi var hjemme, fordi ovennævnte uderbo hørte selv den mindste skid der blev slået, og var barnlig nok til at hævne sig. Nogle gange tænker jeg. Men fornuften rammer heldigvis lige efter, og fortæller mig, at det var verdens bedste beslutning at flytte. Selvom det virkelig bogstaveligt har kostet blod, sved og tårer. For den sidste tid har simpelthen været noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet – kun overgået af drengenes alt for tidlige fødsel og hele forløbet på neo sidste år. Men jeg ved inderst inde – sådan helt inde i hjertet, at vi gør det, for at det hele bliver bedre. Det er det værd. Det er alt stressen, blodet, svedet og tårerne værd. Selvom der for at være helt hudløs ærlig, er rigtig meget af det lige nu.

De af jer der har fulgt med på her har kunne følge med i det møg forløb vi havde med drengenes dagplejemor, som selvfølgelig er faldet sammen med hele flytningen. Men lad mig lige tage den igen, så dem af jer der ikke er inde i det, også kan følge lidt med. Da vi skulle vælge om de skulle starte i dagpleje eller vuggestue var det 50/50. M har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, men vi har begge hver især været super glade for det. så hvad vælger man lige? Jo, vi var inde og google. I vores kommune bliver dagplejen virkelig rost (det gør vuggestuerne også), men der var noget der talte for dagpleje. Vi fik tildelt en nystartet dagplejemor, som selv havde 4 børn. Jeg havde det sådan lidt med at hun var helt ny, men trøstede mig ved at hun selv havde været igennem møllen 4 gange, og at hun jo måtte have nogle gode læremestre i de “gamle” etablerede dagplejemødre. Vi havde planlagt det sådan, at drengene skulle starte i dagpleje, og mens de så var det, brugte jeg de sidste måneder af min barsel, på at ordne hus. Altså de ting der ikke blev ordnet i løbet af de alt for sene nattetimer vi var oppe, for at male, samle skabe, ordne gulve osv. Starten var umiddelbart også rigtig fint. Lige med undtagelse af at indkøringen, ligesom blev ved med at blive trukket i langdrag. Undskyldningerne for det, var der mange af og de blev flere og flere. Og de gange vi havde planlagt at hente “sent” – forstået på den måde, at det er den tid de fleste forældre henter på, blev vi ringet op af hende, fordi hun mente at de fejlede alt muligt eller var “pylrede”. Hun sendte dagligt sms’er – eller det var nærmere på timebasis, hvor hun enten ville vide hvornår jeg kom og hentede dem, eller fortalte om en ny ting hun mente der var galt. Eller rettere en ny diagnose hun mente at have fundet til dem. Vi blev flere gange “truet med, at vi skulle have en lægeerklæring (på de ting hun mente at de fejlede), for ellers måtte de (i følge hende) ikke komme den følgende dag. Jeg tror alle forældre med børn ret hurtigt ved, hvor stressende det er, at blive kontaktet flere gange om dagen, når man egentlig bare prøver at passe sit arbejde. Eller det vil sige i det her tilfælde at ordne hus – hvilket rent faktisk var meget mere krævende. Min barsel blev derfor forlænget, i håb om at indkøringen så var slut, så jeg kunne få ro til at ordne nogle af alle de ting der skulle ordnes i vores nye hus, mens drengene var i dagpleje. Men heller ikke det lykkedes. Der blev bare ved med at være problemer. Og de kulminerede faktisk i slutningen af juni måned, med at begge drengene blev smittet med lungebetændelse af dagplejemoderens søn, fordi hun havde holdt ham hjemme, da hun mente at han havde problemer med sin astma.

Drengene blev simpelthen syge. I det øjeblik kiggede vi bare på hinanden, og var enige om, at de aldrig nogensinde skulle i nærheden af hende igen. Alt imens hun havde prøvet at presse adskillige diagnoser ned over hovedet på vores børn, havde hun totalt overset at hendes eget barn var syg med lungebetændelse, som i sidste ende smittede dem, hvilket kan være møghamrende farligt, når de er for tidligt fødte. Mens de var syge havde vi noget betænkningstid indtil M en uge efter fik ferie, for hvad pokker gjorde vi lige? Eller det vil sige, kort tid inde i den betænkningstid blev jeg syg. Sådan virkelig syg. Også med lungebetændelse. Så det var virkelig en kamp at holde sig nogenlunde oprejst og ikke gå helt under af søvnunderskud og sygdom, samtidig med at jeg skulle være en nogenlunde sygepasser for de to små bavianer, som virkelig havde det skidt. Dagene gik og vi var alle tre virkelig grundigt nedlagt, så før vi så os om, blev de to ugers ferie erstattet af adskillige lægebesøg og antibiotika i lange baner.

Undervejs kontaktede vi alligevel lederen af dagplejen, fordi vi vidste at det bare skulle gå stærkt. Hun var fuldstændig lukket over for et møde – i hvert lukket for at holde et møde uden at dagplejemoderen deltog. Og det var slet ikke en mulighed, for vi havde ikke mere at tale med hende om. Vi købte os derfor tid, ved at få dem i gæstedagpleje hos de “ældre” dagplejemødre, når vores ferie var slut. Det var virkelig med en dårlig mavefornemmelse at sende dem af sted, for vi anede ingenting om hende. Men allerede første dag, var det fuldstændig klart, at der var en kæmpe forskel. Jeg gik konstant og ventede på at hun ville ringe os op. Alt imens jeg knoklede med at male og spartle, fordi jeg bare så gerne ville udnytte alt den tid jeg havde, fordi jeg var sikker på, at de ville blive ringet hjem inden længe og mens håndværkerne havde indtaget huet for at lave badeværelse. Men det skete ikke. Det jeg ellers havde oplevet dagligt hos den første dagplejemor skete slet ikke. Det var noget helt andet. Pludselig fik vi i stedet to drenge hjem der var propmætte, hamrende trætte og ufatteligt glade og veltilpasse. Og jeg var ikke blevet forstyrret én eneste gang. Det var helt vildt. Og efter en uge kunne vi se at begge havde taget betydeligt på. Det samme sagde gæstedagplejemoderen. Og der slog det mig. Alle de gange hvor jeg havde stået og kigget på Ludvig og havde kunne se hvor tynd han pludselig var blevet, det var på grund af hende. Den første dagplejemor, som efter sigende skulle være uddannet indenfor ernæring, men som ikke gav dem andet end rugbrød med leverpostej og frugt. Alt det vi var blevet lovet, så vi aldrig noget til. I det øjeblik vidste jeg bare med sikkerhed at det var det helt rigtige. Vi havde haft vores tvivl, for var det bare os der var sensitive? Men nej det var det ikke. Alvoren var bare først sådan rigtig gået op for os der.

Hele vores forestilling om hvordan den første tid med huset skulle være, blev vendt totalt op og ned der. Vi regnede jo med at drengene havde deres trygge “base” hos dagplejemoderen, mens vi kunne få deres egentlige base klar i mens. Men sådan skulle det ikke være. Forsinkelser på køkken, skabslåger vi blev snydt for, murerfejl osv. er ingenting i forhold til den uro alt det med dagplejen gav, men det har virkelig været med til at skubbe til et bægre der allerede var fyldt til randen. Og det kan vi virkelig mærke. Når folk ivrigt siger tillykke med huset, tror jeg vi begge står med en følelse af at det er alt for tidligt at sige endnu. For vi er slet ikke kommet på plads. Vi er ligesom stadig i den der bobbel hvor vi ikke ved om vi er købt eller solgt. For faktum er at intet er færdigt i huset. Alle projekter er halvfærdige, drengene pendler frem og tilbage mellem gæstedagplejere (men har gudskelov 7-9-13 haft de samme rigtige søde her de sidste 3 uger). På fredag skulle de egentlig starte i vuggestue – en plads vi har forsøgt at få til dem, fordi vi kan se at det ikke kommer til at gå, at de er i hver deres gæstedagpleje og hver skal hentes inden klokken det og det. Men i dag da vi var på besøg i den vuggestue – som var den eneste der kunne skrabe to pladser sammen (lykken ved tvillinger), var mavefornemmelsen bare helt off. Vi havde begge den største klump i maven, og vidste bare at det var helt forkert.

Så selvom det overhovedet ikke er ønskværdigt, har vi prøvet at høre, om de kan blive i dagplejen hos de to (virkelig søde) dagplejemødre de er hos nu. Godt nok hver for sig, men det er den bedste løsning lige nu. Så nu ser vi. Vi får mere at vide i næste uge. Men om vi skal grine eller græde, har vi stadig ikke fundet ud af. Så indtil videre tager vi én dag ad gangen, og svarer Fint, når folk spørger hvordan det går. For det er det vi kan overskue lige nu…