Sådan går det efter operationen

I har efterlyst en update på hvordan operationen for delte mavemuskler gik, og nu er det vidst på tide at den kommer. Jeg blev jo som bekendt opereret for en uge siden, så der er sket meget på en uge. Operationen gik tog nogle timer og gik rigtig godt. Jeg var virkelig groggy bagefter, og brugte rigtig meget tid på at sove. Som I allerede ved, har jeg selv valgt at betale (den formue det koster) for operationen, og valgte i den forbindelse, at det skulle være Aleris Hamlet der stod for operationen. Det skyldes at jeg i flere andre tilfælde har haft rigtig god erfaring med dem og senest fik opereret mine bihuler der. Det valg har jeg absolut ikke fortrudt. De er simpelthen så profesionelle og man får bare lige præcis den ro man har behov for, efter sådan en operationen, hvilket jeg synes står i skærende kontrast til det offentlige.

Da jeg endelig vågnede op (efter en meget lang lur) på opvågningen, fik jeg som det første en is, for er du gal hvor var min hals tør, og jeg kunne bare mærke at jeg skulle hoste, hvilket man virkelig bare ikke har lyst til, skal jeg hilse og sige. Jeg kom ned på min stue igen, hvor kirurgen kort tid efter kom ind og fortalte mig, at det hele var gået rigtig godt. Mine mavemuskler viste sig at være delte med hele 8 cm og ikke 4 cm, som de først antog. Så allerede der er jeg lykkelig for min beslutning om, at få det gjort, selvom jeg ikke opnåede det ønskede vægttab. Der blev fjernet en hulens masse overskydende hud fra maven, så min mave nu er jævn og ikke har den der hængevom. Åh ja tvillinge graviditet, du gjorde ikke meget godt for kroppen.

Jeg skulle overnatte på Aleris hamlet en enkelt nat inden jeg kunne komme hjem igen, og det er jeg virkelig glad for. Om aftenen kunne jeg godt mærke at smerterne var slemme og jeg fik nogle morfin piller for at slå dem ned. Det resulterede desværre bare i, at jeg virkelig fik kvalme og hedeture og slet ikke kunne finde ro. Jeg endte med at få væske i drop og få noget kvalmestillende, hvilket heldigvis gjorde underværker, så jeg til sidst kunne få ro og få en rimelig god søvn (på ryggen) natten over.

Næste morgen blev min mave tjekket grundigt og jeg fik endelig lov til at slippe for de to dræn, der var blevet placeret i lysken. Min “gamle” navne eksisterer ikke mere, da min hud er blevet trukket ned i forbindelse med sammensygningen af mine mavemuskler og fjernelsen af det overskydende hud, så de har i stedet lavet en ny navne, som jeg stadig spændt venter på at se, da den stadig er tapet godt sammen og stadig har sting hele vejen rundt. Men jeg er ærlig talt rigtig glad for at have fået en ny navne, for da jeg i sin tid fik fjernet galdeblæren, fik jeg i den forbindelse 4 ar på maven, hvoraf det ene sad på den øverste kant af navlen, og ærlig talt ikke var noget kønt syn, særligt ikke efter graviditeten.

Hjemme igen

Nogle timer efter fik jeg lov til at komme hjem. De første dage er egentlig lidt en tåge, og er præget af, at jeg var på meget stærk smertestillende (2 slags morfin), og nogle dage havde så meget kvalme, at jeg vågnede om natten for at kaste op, hvilket er så ubeskriveligt smertefuldt. Jeg stoppede derfor på de piller en dag før jeg egentlig vat sat til, og fik det heldigvis rimelig hurtigt bedre, selvom det betød at smerterne bed lidt mere fra sig. Men dag for dag kan jeg mærke klar bedring og jeg står ikke nær så foroverbøjet (oh yes, man ligner en 90-årig), som jeg gjorde de første dage. Og de sneak peaks jeg har fået af maven ser rigtig lovende ud. Så nu glæder jeg mig bare virkelig meget, til at få fjernet plastrene og de knuder på stingene (som er selvopløselige) som generer lidt.

Jeg må nærmest ingenting løfte – 2 kg per arm. Hvilket jo selvsagt gør det umuligt at løfte børnene, så den tjans har Mikkel fået, og klarer det til UG, selvom der er virkelig meget der ligger på hans skuldre i de her uger. Men jeg ved jo inderst inde, at det her kommer til at gavne langt ud fremover, og at der ikke var nogen vej udenom, hvis jeg ville prøve at redde min ryg, så jeg prøver at gemme den dårlige samvittighed væk, selvom det er hulens svært. IMG_6957

Min mave har siden operationen været dækket til 24/7 med en kompressions bandage (nærmest et elastik korset), hvilket er forbandet varmt, særligt når den danske sommer for en gangs skyld viser sig, at være en sommer der batter rent temperaturmæssig. Den glæder jeg mig selvsagt også til at få at vide, hvornår jeg kan få af. Men så vidt jeg ved, kan det være om alt mellem 3-6 uger. Så det er lang tid. Med hensyn til løftene, er det faktisk mindst lige så lang tid. Intet mindre end 2 måneder, hvilket faktisk giver en del besvær når det kommer til vores ferie i slutningen af august. Men den tid den sorg.

Har det været det værd?

Jeg er virkelig glad for at jeg valgte at få operationen, til trods for at det umiddelbart ikke var ideelt, i og med at jeg simpelthen ikke kunne tabe de kilo der skulle til for at give det mest jævne resultat. Men i og med at det viste sig (hvilket det desværre ofte gør) at mine muskler var delt med det dobbelte af først antaget, er operationen allerede der tjent ind, hvis jeg kan tillade mig at sige det. Aleris Hamlet har været det perfekte sted for mig at blive opereret og jeg har virkelig nydt godt af, at personalet er så professionelle og at der bliver tænkt over selv den mindste ting, så dem vil jeg til hver en tid anbefale. Jeg venter jo som sagt stadig på, at få bandage og plastre af, så det helt endelige resultat kan jeg ikke vise jer, da jeg stadig ikke selv kender det. Det kommer jeg desuden heller ikke til foreløbigt, da det faktisk kan tage helt op til et helt år, før det hele har sat sig, hvis I forstår hvad jeg mener. Men for mig har det hundrede procent været det værd. Jeg kan allerede nu se, at jeg er sluppet for bulen, fra de delte mavemuskler (også kaldet gravid maven), og jeg er sluppet for den overskydende hud som virkelig også har generet. Særligt når det kom til at finde tøj. Det er virkelig noget jeg glæder mig til, og ærlig talt slet ikke kan forholde mig til – nemlig det med tøjet. For som sygeplejersken sagde, så kan det faktisk betyde, at man skal ud og finde en helt ny garderobe, fordi maven er syet så meget ind, at man går flere størrelser ned i tøj. Det er syret at forholde sig til. Men nu må vi se. Jeg håber i hvertfald bare, at jeg ikke fremover skal knokle for at finde tøj, hvor jeg ikke ser gravid ud. For det er simpelthen så deprimerende at  blive ved med at have maven, når ens børn blev født for år tilbage.

Håber det har givet jer en lidt bedre indsigt i hele forløbet, ellers er I naturligvis meget velkomne til at skrive hvis I har nogle spørgsmål♥

Nu sker det!

IMG_6656Bare det at skrive det her, er noget af det mest grænseoverskridende. Men nu sker det! I næste uge – nærmere bestemt på tirsdag tjekker jeg ind på Aleris og får endelig den operation jeg så længe har drømt om. Lige nu er det med ligedele begestring og bekymring, men jeg ved inderst inde at det nok skal blive godt. Men man kan nok ikke se sig fri for, at være bekymret for, om det nu er et resultat der kan mærkes. Særligt fordi jeg slet ikke er i nærheden af, at tabe mig det jeg skal og økonomien ærlig talt slet ikke er til at overskue lige nu. Men jeg gør det og håber at jeg bliver et gladere menneske og en bedre mor♥

//English recap

So I’m doing it. Even though my weightloss is far from the desired, I’m going through with the tummytuck operation. Hopefully this will fix my rectus diastasis – Oh god I really hope so. Hopefully this will all contribute to me being a better and more happy person – and in the end a better mom. So please wish me luck. Right now I’m 50/50 on excitement and anxiousness.

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥