Mommy time med smagen af den lækreste rødvin

Reklame for vinmedmere.dk

Ordet alene-tid svarer faktisk for det meste til at fyre en joke af herhjemme. Ikke fordi vi ikke under hinanden det, men fordi det mere eller mindre aldrig kan lade sig gøre i praktis. Men det er dog stadig noget vi sætter høj på prioriterings listen, selvom det mange gange ender med enten en eller to små unger, der insisterer på at være med. Så røg konceptet alligevel.

I fredages skete det dog. Hænderne i vejret, frem med flagene og sejrsdansen, for mor her fik sig noget tiltrængt mommy time. Vilde tider alligevel!

Alene-tiden blev brugt i et fyldt karbad med masser af skum og den lækreste rødvin. Faktisk så lækker at det er den bedste jeg nogensinde har smagt. Og nej, det er ikke noget jeg siger, fordi det er en reklame. Det er vitterligt den bedste rødvin jeg nogensinde har smagt. Jeg bød efterfølgende herren i huset på et glas, og han sluttede sig hurtigt til fanklubben.

Den perfekte vin til en god bøf (er testet og godkendt af undertegnede), men så sandelig også til alenetid i badekarret med masser af ro omkring. Den er virkelig lækker fyldig og minder næsten om en virkelig god portvin. Procenterne er i den høje ende, men det gør bestemt ikke noget skidt for den, når den har så lækker og fyldig en smag.

Så her fik du altså forklaringen på, hvorfor billeder af mig, der ligger og blomstrer i et badekar, altså har set dagens lys (eller bloggens, vel rettere sagt). Mommy time er til en hver tid noget der bør fejres og nogle gange er det nu også meget fint, at have et synligt bevis på at det fandt sted, når glemslens slør har lagt sig over den travle hverdag og børnefamilien igen.

Du kan finde rødvinen jeg har smagt her (reklame link) samt et hav af andre lækre vine, specialøl samt spiritus.

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥