Før/efter badeværelses renovering

UnavngivetEn længe ventet update på hvordan vores badeværelse endte med at se ud. Da vi købte huset blev vi mødt af et badeværelse der virkelig var slidt og decideret ulækkert. Det har været lidt en kamp for os at bruge det, mens vi ventede på at kunne få det ordnet, for alting var simpelthen så slidt og i så dårlig stand. Gulvet havde nærmest en permanent belægning af skidt, og havde en helt ru overflade. Så vi brugte det mere eller mindre kun til at få vasket vores tøj. Da vi endelig gik i gang med projekt renovering af badeværelse, havde vi virkelig mange overvejelser om hvorvidt vi skulle fjerne eller bevare den væg der var imellem vask/toilet og brusekabine. Vi endte som I kan se længere nede, med at fjerne væggen og i stedet få et badekar ind. Sådan her så det ud før, hvor I lige nøjagtig kan ane væggen i venstre side af billedet.1112I manges øjne er det umiddelbart en mærkelig beslutning, men for vores vedkommende har vi bare valgt at fokusere på, at få et badeværelse, der giver os den samme følelse, som når Mikkel og jeg har haft en weekend uden børn og har tjekket ind på et hotel som havde badekar. Det er virkelig noget vi har nydt, og noget som vi rigtig gerne ville integrere i vores eget badeværelse. Den der wellness følelse. 5

Vi har valgt at få lagt micro cement (noget der minder om Kabe) på gulvet og vægge, for at gøre det mere enkelt og råt. Vi var virkelig i tvivl om farvevalg, men valgte en lidt mørkere tone til gulvet. Og blev faktisk lidt overrasket over, at det er lysere end vi havde regnet med. Jeg havde nok håbet på et lidt mørkere resultat, men sådan er det med mikro cement – mønster og den præcise farve afhænger af måden det bliver blandet på samt hvordan strøgene man påfører det med bliver lagt. På billederne ser farven endda lidt lysere ud end det er i virkeligheden. Vi kiggede lidt rundt på forskellige håndvaske, men valget faldt i sidste ende på en ny model fra IKEA, hvor også underskab, “marmor” bordpladen (det er bare laminat, da en rigtig marmor bordplade ville være for tung) og spejlskab er fra. Vores tanke med underskabet fra IKEA er egentlig, at vi med tiden godt kunne tænke os låger fra Reform CPH eller lignende steder, som specialiserer sig i at arkitekt tegne låger til IKEA produkter. Alt armatur har vi denne gang valgt at få i messing, da vi gerne vil holde den røde tråd i og med at vi har en messing Quooker i køkkenet. Det har været en rimelig dyr omgang, men har helt sikkert været det værd. For det er uden tvivl messingen der gør badeværelset spændende og giver det en varme.7

Vi gik i gang med projektet i marts måned og blev oprindelig lovet, at det ville tage 4 uger maks. Yeah right! I stedet har projektet faktisk varet i 4 måneder! Vil egentlig ikke gå så meget i detaljer med hvorfor, andet end at jeg nu ved, hvilket firma jeg ikke vil anbefale. Så er det vidst sagt. Men det er færdigt og det er det vigtigste nu. Det har været en lang sej kamp, som absolut ikke har været god, for hverken Mikkels eller mit stress niveau. Men det er så fedt at vi nu endelig har et badeværelse der er færdigt og pænt. Og vigtigst af alt, med udsugning. Det var der nemlig ikke før, hvilket jeg simpelthen ikke begriber. 4

Reklame links: Underskab, bordplade og vask og spejlskab : IKEA     Toilet : Ifö    Armatur til håndvask : Mosaikhjørnet    Brusearmatur : Tapwell

English//

Guess it’s time for an update on the bathroom situation. Well it’s finally done. Not after 4 weeks as promised, but after 4 month! Nothing more to say about that besides that we now know who not to recommend. But it’s done. That’s the most important thing. We decided to tare down the wall between the toilet and the shower. By doing that we ended up with space for a bathtub. We wanted to a bathroom that gave us the same feeling as spending the weekend at a hotel. So we decided to go for brass fixtures. An expensive solution, but definitely worth it. The flor and walls are covered with micro cement. The colour seems lighter in the pictures than in real life, but the colour definitely surpriced us by being lighter than expected. But that’s how it is when you decide on micro cement.

Affiliate links: Cabinet, countertop og sink and mirror cabinet : IKEA     Toilet : Ifö     Fixture for the sink : Mosaikhjørnet      Bathtub fixture : Tapwell

Nu sker det!

IMG_6656Bare det at skrive det her, er noget af det mest grænseoverskridende. Men nu sker det! I næste uge – nærmere bestemt på tirsdag tjekker jeg ind på Aleris og får endelig den operation jeg så længe har drømt om. Lige nu er det med ligedele begestring og bekymring, men jeg ved inderst inde at det nok skal blive godt. Men man kan nok ikke se sig fri for, at være bekymret for, om det nu er et resultat der kan mærkes. Særligt fordi jeg slet ikke er i nærheden af, at tabe mig det jeg skal og økonomien ærlig talt slet ikke er til at overskue lige nu. Men jeg gør det og håber at jeg bliver et gladere menneske og en bedre mor♥

//English recap

So I’m doing it. Even though my weightloss is far from the desired, I’m going through with the tummytuck operation. Hopefully this will fix my rectus diastasis – Oh god I really hope so. Hopefully this will all contribute to me being a better and more happy person – and in the end a better mom. So please wish me luck. Right now I’m 50/50 on excitement and anxiousness.

Update på projekt vægttab

ecf2e485e88c34493e7403098712d7d4

Jeg lovede jer en update på hvordan det går med træningen. Dette skal naturligvis gøres til billederne af intet mindre en Khloé Kardashian, som jo om nogen har formået at vende skuden. Så skulle motivationen da vidst være på plads. Nå pyha, vi må til det. Overordnet set går det rigtig godt. Jeg træner mindst 5 gange om ugen mellem 45 – 60 minutter. Jeg tror de fleste med små børn kan nikke rigtig meget genkende til dilemmaet med hvornår hulen man bedst lægger sin træning ind. For uanset hvordan man vender og drejer det, har man dybest set ikke tiden til det. Det betyder at tiden (i hvert fald i mit tilfælde) bliver taget fra noget andet. Nemlig fra tiden om aftenen hvor drengene er lagt i seng og hvor Mikkel og jeg normalt kobler fra og ser tv. Det har simpelthen været det eneste tidspunkt jeg har kunne få til at fungere. For jeg vil for alt i verden ikke have at det går ud over drengene. De skal kun mærke slutresultatet, som er en meget gladere mor. For det ved jeg at jeg vil blive.

Ikke alene vil jeg slippe af med de delte mavemuskler som hver dag er til stort ubehag men jeg vil også blive langt gladere for mit egen spejlbillede, hvilket også spiller en stor rolle. For sådan som det er nu, undgår jeg notorisk hvert et spejl. Min mave buler stadig ud som var jeg i 7 måned, og kommentarerne fra både bekendte og fremmede kan hurtigt anes på deres læber, indtil jeg hurtigt fortæller at vi ikke skal have flere børn. Men en gang i mellem sker det, at den jeg står overfor er væsentlig hurtigere end jeg, selvom jeg efterhånden altid er på vagt. Så kommer spørgsmålet som, hvis ikke alle, så en stor del af os kvinder frygter: ” Er du gravid? Hvor lang tid er der så til?”. Åh hvor er jeg træt af folk der blander sig i tide og utide. Uanset om man er ikke gravid eller gravid tror jeg, at det er et af de mest grænseoverskridende spørgsmål. For uanset hvad, er det nok noget man selv skal fortælle. Og har man ikke fortalt noget om nogen lykkelige omstændigheder, så skal andre ærlig talt klappe i. Der kan jo være så uendelig mange grunde til, at man ikke fortæller noget (hvis der overhovedet er noget at fortælle). Jeg har virkelig fået mange af den slags kommentarer. Men flere og flere kender heldigvis til delte mavemuskler, så rigtig mange kan også godt efterhånden forstå, at det er et stort problem – både fysisk og psykisk.

Nå men tilbage på sporet igen. Min træning har begrænset sig til spinning, da jeg som mange andre mødre ikke har kunne bestå “Trampolin testen”. Det har også fungeret rigtig fint. Med musik i ørerne og en masse blogs på mobilen får jeg snildt gennemført den daglige træning. På nær de 1-2 dage hvor man krop skal hvile. Som mange af jer allerede har set, købte vi i starten af projektet en el ladcykel, så jeg/vi i stedet for at køre i bil til vuggeren/arbejde kunne bruge cyklen. Det har fungeret virkelig godt og sparer os for en del myldretid, hvilket virkelig også er et plus. Det er en dyr løsning at købe sådan en ladcykel (særligt med el), men det er til gengæld noget vi har talt om længe inden vi fik drengene.

Jeg har løbende vejet mig igennem projektet. De første to uger tabte jeg 2,3 kilo (ud af de samlede 10 kilo jeg skal tabe). Så skete der det, at jeg pludselig tog det hele på, for så at tabe det igen. Sådan gik det lidt on/off. Jeg kan sige med 100% sikkerhed at det ikke er fordi jeg er faldet i mad fælden. For jeg holder til dags dato mit kalorieregnskab meget stramt. Det viste sig at være væske ophobninger i kroppen. De er kommet fordi mit stofskifte kæmper med at få min medicin til at virke, og når jeg tænker over det, er det faktisk noget der har været der længe. Jeg kontaktede derfor min endokrinolog (stofskifte læge) som udskrev nogle vanddrivende piller til mig og samtidig satte mig på noget ny stofskifte medicin. De vanddrivende virkede slet ikke som de skulle, men gav i stedet en masse bivirkninger og jeg er derfor efter en mindre kamp kommet på nogle andre nu, som indtil videre har bevist at jeg mindst har to kilo væske ophobning. Men vægten er stadig ikke god. Jeg formåede at tabe 5 kilo, men efterfølgende steg den igen og står nu totalt stille. Jeg kan godt selv se, at min muskelmasse i benene er blevet forøget væsentligt, og at det sagtens kan være noget af årsagen. Men frustrerende er det nu altså. På gode dage kan jeg godt se, at min krop har ændret sig og at fedtet fra maven er svundet ind, men på dårlige dage er den præget af væske ophobninger (forbandede stofskifte!) og hævelse. Det er de dage der næsten får mig til at give op. For ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg fået at vide at jeg helst skulle smide 10 kilo, hvis jeg ville have et pænt resultat. Og det er jeg slet ikke i nærheden af nu her, med få dage igen inden deadline.

Jeg er virkelig frustreret over det, men kan samtidig godt selv se, at jeg ikke har en chance. 10 kilo på to måneder er for et almindelig menneske uden en stofskiftesygdom i sig selv en kamp. Min kamp kan nok, uanset hvor hårdt jeg kæmper, nok ikke vindes. For min krop kæmper imod. Og i sidste ende kan jeg ende med at gøre mere skade end gavn, hvilket vil være katastrofalt. Så lige nu står jeg med 1000 tanker i hovedet om, hvordan jeg får det bedste mulige ud af situationen. På den ene side tænker jeg, at det må kunne lade sig gøre og at jeg så bare må affinde mig med resultatet, men på den anden side er det afsindigt mange penge (som jeg selv skal betale), for et resultat der dybest set ikke er helt tilfredsstillende. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og frustrationerne over alt det arbejde jeg har lagt i det, og som jeg fortsat lægger i det, som muligvis er spildt gør mig virkelig ked af det. For lige at forklare hvad jeg mener med at det kan være spildt, skal dertil siges at jeg har timet operationen efter mit arbejde og hvornår jeg vil kunne få mest hjælp af andre. I det her tilfælde passer det suverænt bedst om sommeren og i år holder vi først sommerferie til efteråret, vil betyder at drengene skal i vuggestue der hvor de fleste ellers normalt lægger deres ferie. Derfor vil jeg have mulighed for at tage 1-2 uger hjemme på langs uden at det generer hverken arbejde eller børnene. Og med hensyn til det psykiske kan jeg mærke at det bare skal være nu. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at jeg hele tiden er så ked af mit udseende, hvis jeg har en mulighed for at gøre noget ved det. Så min egen iver efter den rette planlægning har faktisk bare gjort mig endnu mere frustreret. Men jeg tror virkelig også at det spiller ind, at jeg ved hvor lidt der skal til at vælte vores verden omkuld. Der skal bare meget planlægning og struktur til, ellers giver det for meget uro for både drengene og os.

Deadline for vægttabet er på mandag og der kan enhver regne ud, at jeg umulig kan nå at tabe de nødvendige kilo, med mindre jeg vælter at amputere et ben eller to. Så lige nu er jeg i tænkeboks og jeg vil nok også bruge resten af weekenden på at tænke. En mulighed er simpelthen at sige at det skal gennemføres uanset hvad. For det resultat der måtte komme ud af det, er uanset hvad væsentlig pænere og bedre end udgangspunktet. Men samtidig nager det mig også bare, at det kunne være bedre. Til den løsning kan det eventuelt være en mulighed at få fjernet yderligere overskydende om 6-12 måneder såfremt min medicin der er begyndt at virke efter hensigterne. På den måde får jeg i sidste ende det resultat der er meningen, men gør det bare i etaper. Min hjerne siger at det klart er den bedste løsning, for på den måde får jeg også noget fred og føler at der sker noget, i hele det her projekt, men samtidig kan jeg bare se pengene flyve afsted. Og det er i forvejen en hård økonomisk omgang, så har jeg overhovedet råd til at gøre det på den måde?

Åh det er simpelthen så svært og frustrerende det hele. Og tankemylderet er bestemt ikke blevet mindre. Så hvis der sidder en af jer derude der har været noget lignende igennem, må I hjertens gerne melde ind♥

 

Når man glemmer sin egen fødselsdag!

pexels-photo-226718Har du fødselsdag? Cirka sådan spurgte frisøren mig om i går, da vi talte i telefon. Først fik jeg vidst fejet det af bordet med et stort og rungende “Næææ”, indtil det gik op for mig, at hun havde helt ret. Jeg har jo fødselsdag og jeg har for første gang nogensinde, fuldstændig glemt det. Ved ikke helt om det er pinligt eller bare en erkendelse af, at tingene de sidste uger simpelthen bare er gået så stærkt på alle andre områder, at jeg overhovedet ikke har kunne følge med.

I midten af januar blev Elliot indlagt akut med en virkelig alvorlig lungebetændelse, hvilket satte alt på standby (der kommer et indlæg om den oplevelse på et senere tidspunkt), og da vi endelig kom hjem gik der en uge, hvor jeg lige nåede til event her(reklame link) om hudpleje (hvilket der også kommer et indlæg om), og så blev Ludvig dæleme også indlagt. Så vi, eller mest mig, har brugt 14 dage på hospitalet omgivet af læger, slanger, ilt og virkelig meget medicin. Håber aldrig nogensinde at vi skal igennem det marridt igen!

Nå men der er jo egentlig ikke noget at sige til, at jeg stadig går og tror, at februar kun lige er begyndt, når vi er gået glip af så mange dage. Nå men vi er alle hjemme nu, og prøver bare at finde tilbage til hverdagen igen, selvom det ærlig talt godt kan være lidt svært, ovenpå alle de oplevelser. Og min dag….den skal bruges på ingenting. Eller det vil sige, om nogle timer smutter jeg forbi frisøren og får nusset lidt om mit hår, og så ryger der nok noget god mad og måske en enkelt drink ned senere i aften i anledning af de 28 år.pexels-photo-209620 Fredag smutter Mikkel og jeg afsted mod Malmø hvor vi bare skal hygge og shoppe, mens mormor og morfar passer drengene. Det glæder vi os (alle) helt vildt meget til. Det bliver virkelig bare rart med et afbræk. Det burde alle (eller okay, nogle gør det også lidt for ofte) forældre gøre noget oftere!

Nu vil jeg smutte på arbejde – håber I får en rigtig dejlig dag♥

The Union Kitchen og julehygge hos Amaze

IMG_3705Reklame//

I sidste uge var jeg inviteret til et hyggeligt juleevent inde i byen af pr bureauet Amaze PR & Communication. Jeg aftalte med hende her at det var på tide at mødes inden hun snart har termin og føder en dejlig lille dreng. Vi tog på The Union Kitchen og spiste avocado madder med pocherede æg. Og for at det ikke skulle blive for sundt, snuppede vi nogle trøffel fritter til (I blame the pregnant lady, haha).

Da det var tid smuttede vi ud i kulden og videre over i varmen til Amaze som havde inviteret på julehygge, gaver, tombola og julegodter i alverdens afskygninger. Cakelicious Copenhagen havde lavet de fineste cupcakes med små honningkagehuse på og Hotel Chocolat havde lavet de lækreste chokolader. Og sidst men ikke mindst, må vidst nævnes bland-selv buffeen som fik det barnlige op i selv de mest hårdkogte influensers;)

IMG_3704

De søde Amaze piger havde som altid knoklet for at julepynte og hygge om os og det var en rigtig fin eftermiddag, hvor vi også mødte Ditte og AliceIMG_3707

Nu vil jeg smutte ind og se til min ene lille bandit, som er blevet hjemme fra vuggeren i dag, fordi han ligesom os andre, desværre igen er nedlagt af en gang influenza. Senere står den på Nøddeknækkeren i det Kongelige teater for mit vedkommende. Så hvis jeg ikke har fundet den rette Christmas spirit frem endnu (just joking, den var der allerede lang tid før december!) så kommer den i hvert fald senere.

 

English recap//

Last week I was invited to a Christmas gathering at the PR agancy Amaze PR & Communication. I met up this sweet girl – possibly for the last time, before she becomes the mom of a little boy later this month. We had a late lunch at The Union Kitchen – avocado on rye bred with a poched egg and some truffel fries on the side. After the lunch we went to the Christmas gathering, where the sweet amaze girls had done their best to get us in the right Christmas spirit with the most tasty chocolate from Hotel Chocolat and the cutest cupcakes from Cakelicious Copenhagen with tiny gingerbread houses on top.

We also met these to nice influensers – so nice meet you Ditte and Alice before we went home.

Post barsel: Hvem er JEG egentlig?

B5

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg indrømmer det gerne, jeg synes det er vildt svært at balancere familielivet, arbejdslivet og min fritid og passion for blogging. Jeg synes det er så svært at nå det hele i døgnets nu en gang kun 24 timer. For det er jo desværre ikke sådan, at man med ankomsten af tvillinger, får tildelt 48 timer i døgnet. Næ nej. Det tror jeg ellers at mange tvillinge familier ville elske. Men igen, hvilken børnefamilie ville takke nej til det?

Jeg er tilbage på arbejde og prøver nu at finde mig selv igen, hvad angår job. Og jeg synes det er MEGA svært, for at sige det ligeud. For hvorfor pakke det ind over for jer? I har jo været med her hele vejen, og kender mig efterhånden ret godt. Det er møg hamrende svært, sådan lige at komme let og elegant tilbage på arbejde, efter en meget lang barsel. Min endte jo så endda med ufrivilligt at blive ca en måned længere, da jeg pludselig måtte tage fri igen, fordi vi ikke havde pasning til drengene. Super! Og tak til kommunen der efter eget udsagn “gerne vil have børnefamilier til kommunen”. Det ramte mig virkelig hårdt, at jeg igen skulle gå hjemme. For jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang igen. I gang med at være mig igen. Og ikke bare et nonstop service organ for to bavianer der ikke tager et nej for gode varer. Så da jeg endelig satte mig i kontorstolen igen, kunne jeg med det samme mærke, at det ville blive rigtig svært. For jeg har ændret mig meget siden jeg sidst sad der, og det der med at komme ind i tingene igen, virkede fuldstændig uoverskuelige. De første uger brugte jeg på at finde ud af hvad jeg ville. På sin vis kan jeg virkelig godt forstå dem der starter på en frisk efter barsel. Men det er bare ikke mig. Men samtidig kunne jeg godt mærke, at jeg følte mig udenfor og utilstrækkelig. Det tager nok noget tid. Og for mig har det været vigtigt, at komme rigtigt i dybden med, om det er det her jeg vil (læs: det her job) eller om jeg måske skulle kaste mig ud i noget helt andet.

Men som mor til to helt små børn, siger fornuften mig at det der er mest brug for lige nu, er ro. Og så kan det godt være at pludselig skifter spor. Men lige nu er jeg her, og så kan jeg lige så godt blive mit bedste “jeg”. For allerede før jeg gik på barsel, vidste jeg at jeg gerne ville noget mere med mit job. Men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg godt mærke, at jeg er frustreret over at have “spildt” et år, hvor jeg kunne have sørget for at komme derhen hvor jeg gerne ville med mit job. Giver mit vrøvl overhovedet mening? håber ikke jeg har hægtet dig af, men ellers er det faktisk fuldt forståeligt. Haha.

Nå men jeg tror desværre der sidder rigtig mange, der ligesom jeg selv, synes det er mega svært at vende tilbage på arbejde igen. Som mange sagde til mig, så er det fuldt forståeligt fordi ens tanker kredser om at være mor. Sådan er det bare ikke i mit tilfælde. Altså jo, jeg er jo mor. Den del kan jeg jo aldrig løbe fra – og har heller ikke lyst til det. Men jeg har aldrig været typen der så min barsel som et langt mekka af kaffe, croissanter og hygge. Og det var også så svimlende langt fra det jeg fik. For min barsel har været hård og jeg har glædet mig til at komme tilbage på arbejdet, fordi det stress niveau der er der, trods alt er på en helt anden måde. Jeg spurgte rundt i mit netværk for ikke så lang tid siden, da jeg selv ramte bunden og ikke anede hvad der var op og ned på mine følelser. Og jeg tror ærligt at jeg kan sige, at der ikke var en eneste, der bare synes at det med at komme tilbage på sit arbejde og være sig selv, var super hårdt. For hvem er man egentlig, når man står der på den anden siden af barslen?

Jeg er i hvert fald ikke den samme. Hvem jeg er skal jeg lige have pejlet mig ind på, og det tager nok et godt stykke tid. Nogle ting har jeg lagt bag mig og har i stedet taget en masse nyt til mig, men selvom bloggen er mere stille end den nogensinde har været før, så kredser mine tanker faktisk endnu mere om den, end de har gjort tidligere. Så jeg slipper jer ikke.

God fredag søde mennesker. Håber I får alt den solskin der kan trækkes ud af solen og alle de G&T’s der skal til ovenpå en hård uge♥♥

Selv drømmer jeg lidt om det her, men okay..hvornår jeg gør jeg ikke det? Men skulle I drømme om det samme, så synes jeg I skulle slå et smut forbi Værftets Madmarked i Helsingør og smage løs hos blandt andet Gastro Trucken.

B3