Lancering af Playstation Classic

playstationclassic_originalplaystation.jpg

Reklame for PlayStation®Classic

Da der forleden dag tikkede en mail ind, om at Sony Interactive Entertainment (SIE) den 3. december lancerer nyheden PlayStation®Classic, hoppede mit indre barn op og ned. Hvis den ser velkendt ud, er det nok fordi du, ligesom jeg, er barn/ung af 90’erne og dermed har tilbragt adskillige timer sammen med den originale PlayStation®. Den nye er nemlig en tro kopi af den, bare i et praktisk miniformat og med 20 forudindlæste originalspil. Rent nostalgi trip for os omkring de 30. Hvilket fik mig til at tænke på alle de ting så tydeligt kan huske fra jeg var barn. Hold op hvor var 90’erne ikke kønne, men de kunne dæleme noget alligevel. Kan du for eksempel huske de her ting?

 

Jeg kan lige så godt afsløre nu, at den der hals dimmer sgu ikke var noget kønt syn på mig. Men som et ægte 90’er barn, var den troligt at finde på halsen, selvom den nogle gange blev skjult af dobbelthagen. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange timer jeg har siddet og spillet PlayStation i min oppustelige sofa (jeg husker at min var grøn, og tænker straks hvad pokker skete der for dét farvevalg?!) som barn, derefter teenager i min futon seng og faktisk også op til den dag i dag, hvor futon sengen dog er skiftet ud med en vaske ægte voksen-sofa i rigtigt stof og det hele. Selvom man er voksen, kan man få vildt meget ud af, at sidde og fordybe sig i en anden verden, i et par timer eller fem. For let’s face it. Det er super vanedannende. Og det er faktisk noget Mikkel og jeg har taget med os, selv nu her hvor vi har både hus, børn og fuldtidsarbejde at passe. Man bliver aldrig for gammel til det!PlayStationClassic_Hand

Vi kan sagtens aftale, hvis vi har en weekend eller aften uden børn, at den skal bruges på at koble fra med GTA eller Need for Speed og synke ned i rent teenage mode. Det er SÅ befriende at gøre det. Og vildt hyggeligt! Derfor står den nye PlayStation®Classic allerede på ønskelisten til jul, da den er en oplagt efterfølger til min gamle Playstation 2, fordi den fylder så lidt og har ikke færre end de 20 forudindlæste spil på.

PlayStation®Classic lanceres i Japan, Nordamerika og Europa d. 3. december.

Sådan går det efter operationen

I har efterlyst en update på hvordan operationen for delte mavemuskler gik, og nu er det vidst på tide at den kommer. Jeg blev jo som bekendt opereret for en uge siden, så der er sket meget på en uge. Operationen gik tog nogle timer og gik rigtig godt. Jeg var virkelig groggy bagefter, og brugte rigtig meget tid på at sove. Som I allerede ved, har jeg selv valgt at betale (den formue det koster) for operationen, og valgte i den forbindelse, at det skulle være Aleris Hamlet der stod for operationen. Det skyldes at jeg i flere andre tilfælde har haft rigtig god erfaring med dem og senest fik opereret mine bihuler der. Det valg har jeg absolut ikke fortrudt. De er simpelthen så profesionelle og man får bare lige præcis den ro man har behov for, efter sådan en operationen, hvilket jeg synes står i skærende kontrast til det offentlige.

Da jeg endelig vågnede op (efter en meget lang lur) på opvågningen, fik jeg som det første en is, for er du gal hvor var min hals tør, og jeg kunne bare mærke at jeg skulle hoste, hvilket man virkelig bare ikke har lyst til, skal jeg hilse og sige. Jeg kom ned på min stue igen, hvor kirurgen kort tid efter kom ind og fortalte mig, at det hele var gået rigtig godt. Mine mavemuskler viste sig at være delte med hele 8 cm og ikke 4 cm, som de først antog. Så allerede der er jeg lykkelig for min beslutning om, at få det gjort, selvom jeg ikke opnåede det ønskede vægttab. Der blev fjernet en hulens masse overskydende hud fra maven, så min mave nu er jævn og ikke har den der hængevom. Åh ja tvillinge graviditet, du gjorde ikke meget godt for kroppen.

Jeg skulle overnatte på Aleris hamlet en enkelt nat inden jeg kunne komme hjem igen, og det er jeg virkelig glad for. Om aftenen kunne jeg godt mærke at smerterne var slemme og jeg fik nogle morfin piller for at slå dem ned. Det resulterede desværre bare i, at jeg virkelig fik kvalme og hedeture og slet ikke kunne finde ro. Jeg endte med at få væske i drop og få noget kvalmestillende, hvilket heldigvis gjorde underværker, så jeg til sidst kunne få ro og få en rimelig god søvn (på ryggen) natten over.

Næste morgen blev min mave tjekket grundigt og jeg fik endelig lov til at slippe for de to dræn, der var blevet placeret i lysken. Min “gamle” navne eksisterer ikke mere, da min hud er blevet trukket ned i forbindelse med sammensygningen af mine mavemuskler og fjernelsen af det overskydende hud, så de har i stedet lavet en ny navne, som jeg stadig spændt venter på at se, da den stadig er tapet godt sammen og stadig har sting hele vejen rundt. Men jeg er ærlig talt rigtig glad for at have fået en ny navne, for da jeg i sin tid fik fjernet galdeblæren, fik jeg i den forbindelse 4 ar på maven, hvoraf det ene sad på den øverste kant af navlen, og ærlig talt ikke var noget kønt syn, særligt ikke efter graviditeten.

Hjemme igen

Nogle timer efter fik jeg lov til at komme hjem. De første dage er egentlig lidt en tåge, og er præget af, at jeg var på meget stærk smertestillende (2 slags morfin), og nogle dage havde så meget kvalme, at jeg vågnede om natten for at kaste op, hvilket er så ubeskriveligt smertefuldt. Jeg stoppede derfor på de piller en dag før jeg egentlig vat sat til, og fik det heldigvis rimelig hurtigt bedre, selvom det betød at smerterne bed lidt mere fra sig. Men dag for dag kan jeg mærke klar bedring og jeg står ikke nær så foroverbøjet (oh yes, man ligner en 90-årig), som jeg gjorde de første dage. Og de sneak peaks jeg har fået af maven ser rigtig lovende ud. Så nu glæder jeg mig bare virkelig meget, til at få fjernet plastrene og de knuder på stingene (som er selvopløselige) som generer lidt.

Jeg må nærmest ingenting løfte – 2 kg per arm. Hvilket jo selvsagt gør det umuligt at løfte børnene, så den tjans har Mikkel fået, og klarer det til UG, selvom der er virkelig meget der ligger på hans skuldre i de her uger. Men jeg ved jo inderst inde, at det her kommer til at gavne langt ud fremover, og at der ikke var nogen vej udenom, hvis jeg ville prøve at redde min ryg, så jeg prøver at gemme den dårlige samvittighed væk, selvom det er hulens svært. IMG_6957

Min mave har siden operationen været dækket til 24/7 med en kompressions bandage (nærmest et elastik korset), hvilket er forbandet varmt, særligt når den danske sommer for en gangs skyld viser sig, at være en sommer der batter rent temperaturmæssig. Den glæder jeg mig selvsagt også til at få at vide, hvornår jeg kan få af. Men så vidt jeg ved, kan det være om alt mellem 3-6 uger. Så det er lang tid. Med hensyn til løftene, er det faktisk mindst lige så lang tid. Intet mindre end 2 måneder, hvilket faktisk giver en del besvær når det kommer til vores ferie i slutningen af august. Men den tid den sorg.

Har det været det værd?

Jeg er virkelig glad for at jeg valgte at få operationen, til trods for at det umiddelbart ikke var ideelt, i og med at jeg simpelthen ikke kunne tabe de kilo der skulle til for at give det mest jævne resultat. Men i og med at det viste sig (hvilket det desværre ofte gør) at mine muskler var delt med det dobbelte af først antaget, er operationen allerede der tjent ind, hvis jeg kan tillade mig at sige det. Aleris Hamlet har været det perfekte sted for mig at blive opereret og jeg har virkelig nydt godt af, at personalet er så professionelle og at der bliver tænkt over selv den mindste ting, så dem vil jeg til hver en tid anbefale. Jeg venter jo som sagt stadig på, at få bandage og plastre af, så det helt endelige resultat kan jeg ikke vise jer, da jeg stadig ikke selv kender det. Det kommer jeg desuden heller ikke til foreløbigt, da det faktisk kan tage helt op til et helt år, før det hele har sat sig, hvis I forstår hvad jeg mener. Men for mig har det hundrede procent været det værd. Jeg kan allerede nu se, at jeg er sluppet for bulen, fra de delte mavemuskler (også kaldet gravid maven), og jeg er sluppet for den overskydende hud som virkelig også har generet. Særligt når det kom til at finde tøj. Det er virkelig noget jeg glæder mig til, og ærlig talt slet ikke kan forholde mig til – nemlig det med tøjet. For som sygeplejersken sagde, så kan det faktisk betyde, at man skal ud og finde en helt ny garderobe, fordi maven er syet så meget ind, at man går flere størrelser ned i tøj. Det er syret at forholde sig til. Men nu må vi se. Jeg håber i hvertfald bare, at jeg ikke fremover skal knokle for at finde tøj, hvor jeg ikke ser gravid ud. For det er simpelthen så deprimerende at  blive ved med at have maven, når ens børn blev født for år tilbage.

Håber det har givet jer en lidt bedre indsigt i hele forløbet, ellers er I naturligvis meget velkomne til at skrive hvis I har nogle spørgsmål♥

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥

The Union Kitchen og julehygge hos Amaze

IMG_3705Reklame//

I sidste uge var jeg inviteret til et hyggeligt juleevent inde i byen af pr bureauet Amaze PR & Communication. Jeg aftalte med hende her at det var på tide at mødes inden hun snart har termin og føder en dejlig lille dreng. Vi tog på The Union Kitchen og spiste avocado madder med pocherede æg. Og for at det ikke skulle blive for sundt, snuppede vi nogle trøffel fritter til (I blame the pregnant lady, haha).

Da det var tid smuttede vi ud i kulden og videre over i varmen til Amaze som havde inviteret på julehygge, gaver, tombola og julegodter i alverdens afskygninger. Cakelicious Copenhagen havde lavet de fineste cupcakes med små honningkagehuse på og Hotel Chocolat havde lavet de lækreste chokolader. Og sidst men ikke mindst, må vidst nævnes bland-selv buffeen som fik det barnlige op i selv de mest hårdkogte influensers;)

IMG_3704

De søde Amaze piger havde som altid knoklet for at julepynte og hygge om os og det var en rigtig fin eftermiddag, hvor vi også mødte Ditte og AliceIMG_3707

Nu vil jeg smutte ind og se til min ene lille bandit, som er blevet hjemme fra vuggeren i dag, fordi han ligesom os andre, desværre igen er nedlagt af en gang influenza. Senere står den på Nøddeknækkeren i det Kongelige teater for mit vedkommende. Så hvis jeg ikke har fundet den rette Christmas spirit frem endnu (just joking, den var der allerede lang tid før december!) så kommer den i hvert fald senere.

 

English recap//

Last week I was invited to a Christmas gathering at the PR agancy Amaze PR & Communication. I met up this sweet girl – possibly for the last time, before she becomes the mom of a little boy later this month. We had a late lunch at The Union Kitchen – avocado on rye bred with a poched egg and some truffel fries on the side. After the lunch we went to the Christmas gathering, where the sweet amaze girls had done their best to get us in the right Christmas spirit with the most tasty chocolate from Hotel Chocolat and the cutest cupcakes from Cakelicious Copenhagen with tiny gingerbread houses on top.

We also met these to nice influensers – so nice meet you Ditte and Alice before we went home.

Post barsel: Hvem er JEG egentlig?

B5

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg indrømmer det gerne, jeg synes det er vildt svært at balancere familielivet, arbejdslivet og min fritid og passion for blogging. Jeg synes det er så svært at nå det hele i døgnets nu en gang kun 24 timer. For det er jo desværre ikke sådan, at man med ankomsten af tvillinger, får tildelt 48 timer i døgnet. Næ nej. Det tror jeg ellers at mange tvillinge familier ville elske. Men igen, hvilken børnefamilie ville takke nej til det?

Jeg er tilbage på arbejde og prøver nu at finde mig selv igen, hvad angår job. Og jeg synes det er MEGA svært, for at sige det ligeud. For hvorfor pakke det ind over for jer? I har jo været med her hele vejen, og kender mig efterhånden ret godt. Det er møg hamrende svært, sådan lige at komme let og elegant tilbage på arbejde, efter en meget lang barsel. Min endte jo så endda med ufrivilligt at blive ca en måned længere, da jeg pludselig måtte tage fri igen, fordi vi ikke havde pasning til drengene. Super! Og tak til kommunen der efter eget udsagn “gerne vil have børnefamilier til kommunen”. Det ramte mig virkelig hårdt, at jeg igen skulle gå hjemme. For jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang igen. I gang med at være mig igen. Og ikke bare et nonstop service organ for to bavianer der ikke tager et nej for gode varer. Så da jeg endelig satte mig i kontorstolen igen, kunne jeg med det samme mærke, at det ville blive rigtig svært. For jeg har ændret mig meget siden jeg sidst sad der, og det der med at komme ind i tingene igen, virkede fuldstændig uoverskuelige. De første uger brugte jeg på at finde ud af hvad jeg ville. På sin vis kan jeg virkelig godt forstå dem der starter på en frisk efter barsel. Men det er bare ikke mig. Men samtidig kunne jeg godt mærke, at jeg følte mig udenfor og utilstrækkelig. Det tager nok noget tid. Og for mig har det været vigtigt, at komme rigtigt i dybden med, om det er det her jeg vil (læs: det her job) eller om jeg måske skulle kaste mig ud i noget helt andet.

Men som mor til to helt små børn, siger fornuften mig at det der er mest brug for lige nu, er ro. Og så kan det godt være at pludselig skifter spor. Men lige nu er jeg her, og så kan jeg lige så godt blive mit bedste “jeg”. For allerede før jeg gik på barsel, vidste jeg at jeg gerne ville noget mere med mit job. Men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg godt mærke, at jeg er frustreret over at have “spildt” et år, hvor jeg kunne have sørget for at komme derhen hvor jeg gerne ville med mit job. Giver mit vrøvl overhovedet mening? håber ikke jeg har hægtet dig af, men ellers er det faktisk fuldt forståeligt. Haha.

Nå men jeg tror desværre der sidder rigtig mange, der ligesom jeg selv, synes det er mega svært at vende tilbage på arbejde igen. Som mange sagde til mig, så er det fuldt forståeligt fordi ens tanker kredser om at være mor. Sådan er det bare ikke i mit tilfælde. Altså jo, jeg er jo mor. Den del kan jeg jo aldrig løbe fra – og har heller ikke lyst til det. Men jeg har aldrig været typen der så min barsel som et langt mekka af kaffe, croissanter og hygge. Og det var også så svimlende langt fra det jeg fik. For min barsel har været hård og jeg har glædet mig til at komme tilbage på arbejdet, fordi det stress niveau der er der, trods alt er på en helt anden måde. Jeg spurgte rundt i mit netværk for ikke så lang tid siden, da jeg selv ramte bunden og ikke anede hvad der var op og ned på mine følelser. Og jeg tror ærligt at jeg kan sige, at der ikke var en eneste, der bare synes at det med at komme tilbage på sit arbejde og være sig selv, var super hårdt. For hvem er man egentlig, når man står der på den anden siden af barslen?

Jeg er i hvert fald ikke den samme. Hvem jeg er skal jeg lige have pejlet mig ind på, og det tager nok et godt stykke tid. Nogle ting har jeg lagt bag mig og har i stedet taget en masse nyt til mig, men selvom bloggen er mere stille end den nogensinde har været før, så kredser mine tanker faktisk endnu mere om den, end de har gjort tidligere. Så jeg slipper jer ikke.

God fredag søde mennesker. Håber I får alt den solskin der kan trækkes ud af solen og alle de G&T’s der skal til ovenpå en hård uge♥♥

Selv drømmer jeg lidt om det her, men okay..hvornår jeg gør jeg ikke det? Men skulle I drømme om det samme, så synes jeg I skulle slå et smut forbi Værftets Madmarked i Helsingør og smage løs hos blandt andet Gastro Trucken.

B3

 

Vi har købt et hus!!!

00bf548c056cbc5c0f678c886f12822d

Nu kan jeg vidst ikke trække den længere. Og hvorfor jeg overhovedet har gjort det indtil videre, ved jeg faktisk ikke. Jeg har nok frygtet at jinxe det hele. Hvis du følger med her ved du det allerede, men huset er vores! Vores lejlighed blev sat til salg for knapt to uger siden, og allerede dagen efter (ja som i DAGEN EFTER!?) dukkede den rette køber op. Vi vidste allerede godt da vi satte lejligheden til salg, og egentlig også allerede da vi købte den i sin tid, at det er svært at finde en lejlighed der ligger lige så godt, er så pæn osv. osv. her i Hørsholm, men da vi havde skrevet under på huset, med den betingelse at vi fik solgt vores lejlighed, sad nerverne alligevel uden på tøjet. Alt det med huset skete jo så pludseligt og kun fordi vi har fulgt vores hjerte 100% og hele tiden vidst, at det var det her eller ingenting. For vi var som sådan ikke ude og lede efter et hus. Det ene tog bare det andet, og lige pludselig stod vi overfor vores drømmehus, som endda var til salg. Det var grænseoverskridende at skrive under og sige ja til, at sætte vores lejlighed til salg, for hvem kunne vide om vi lige ville ramme en dårlig periode hvor alle potentielle købere havde fundet noget andet, at den var sat for dyrt, at der ville gå en evighed inden den rette køber dukkede op og muligvis med prisforhandlinger frem og tilbage. Argh alle de tanker har bare været så ulidelige. For selvom vi havde skrevet under på huset og teknisk set havde forkøbsret, så havde vi også forhandlet os frem til et afslag i prisen. Og sæt nu der dukkede nogle op der ville give den fulde pris?

Og uden at det skal lyde alt for klerikalt, så var det altså som om nogen holdt en lille hånd over os, hver gang der kom potentielle købere til åbent hus. Ja, vi var med til hvert og et åbent hus der blev holdt. Og hver gang der trådte andre ind skar det en lille smule i hjertet, for det var jo vores, var det ikke? Og jo nu er det vores! Det er helt vildt og stadig fuldstændig uvirkeligt. Vi har købt et HUS!

Og i det hus skal det violinfigentræ som jeg havde lovet mig selv, at jeg godt måtte købe, hvis det hele faldt på plads, nu stå. Og forhåbentligt vokser det sig lige så stort og flot, som det på billedet (Photo credit: Pinterest)