Mommy time med smagen af den lækreste rødvin

Reklame for vinmedmere.dk

Ordet alene-tid svarer faktisk for det meste til at fyre en joke af herhjemme. Ikke fordi vi ikke under hinanden det, men fordi det mere eller mindre aldrig kan lade sig gøre i praktis. Men det er dog stadig noget vi sætter høj på prioriterings listen, selvom det mange gange ender med enten en eller to små unger, der insisterer på at være med. Så røg konceptet alligevel.

I fredages skete det dog. Hænderne i vejret, frem med flagene og sejrsdansen, for mor her fik sig noget tiltrængt mommy time. Vilde tider alligevel!

Alene-tiden blev brugt i et fyldt karbad med masser af skum og den lækreste rødvin. Faktisk så lækker at det er den bedste jeg nogensinde har smagt. Og nej, det er ikke noget jeg siger, fordi det er en reklame. Det er vitterligt den bedste rødvin jeg nogensinde har smagt. Jeg bød efterfølgende herren i huset på et glas, og han sluttede sig hurtigt til fanklubben.

Den perfekte vin til en god bøf (er testet og godkendt af undertegnede), men så sandelig også til alenetid i badekarret med masser af ro omkring. Den er virkelig lækker fyldig og minder næsten om en virkelig god portvin. Procenterne er i den høje ende, men det gør bestemt ikke noget skidt for den, når den har så lækker og fyldig en smag.

Så her fik du altså forklaringen på, hvorfor billeder af mig, der ligger og blomstrer i et badekar, altså har set dagens lys (eller bloggens, vel rettere sagt). Mommy time er til en hver tid noget der bør fejres og nogle gange er det nu også meget fint, at have et synligt bevis på at det fandt sted, når glemslens slør har lagt sig over den travle hverdag og børnefamilien igen.

Du kan finde rødvinen jeg har smagt her (reklame link) samt et hav af andre lækre vine, specialøl samt spiritus.

Nyt år, nyt hår

Oh jesus min dårlige samvittighed, over ikke at dele vidt og bredt, om hvad de sidste dage har budt på med jer, nager mig. Men det er vel egentlig det der er meningen med julen, ikke? At tjekke ud og bare være til – sammen med dem man elsker. Og det er præcis hvad jeg har gjort. Jeg håber I er kommet godt igennem julen, uden alt for meget overspisning, dårlig samvittighed og stress, og at I er klar til at hoppe ind i 2019 lige om lidt.

Jeg tog en drastisk beslutning omkring jul og besluttede mig for, at et nyt år er lig med nyt hår. Derfor ringede jeg til Denice fra Guys and Dolls i Helsingør, som er den eneste jeg stoler på, når det kommer til mit hår. Hun var heldigvis med på min idé og jeg kom under saksen i dag.

Chop chop, og en del centimeter røg af. Resultatet blev en kort A-line page og en portion lyse striber. Modigt, sagde de andre i salonen, men lige præcis det der skal til lige nu. Som nogle andre gør, tager jeg også drastiske beslutninger hvad mit hår angår, når der sker større ting i mit liv. Det er præcis hvad der gør lige nu, så nu var det tid til, at lokkerne røg – og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde.

Jeg føler på en eller anden måde, at byrden på mine skuldre er lettet (hvilket selvfølgelig ikke lå i håret), men det er nok et meget godt symbol på, på det der sker omkring mig lige nu.

De perfekte vinterstøvler

Indlægget er lavet i samarbejde med Campz

Jeg synes det kan være vildt svært det der med at finde nogle vinterstøvler eller i hvert fald varmere støvler, som man rent faktisk også kan holde ud at se på. Jeg er jo selv ret glad for chunky og iøjenfaldende sko og kan virkelig også godt lide, at mine vinterstøvler også er sådan. Så jeg er mega kræsen – hvilket jo giver lidt begrænsninger og til tider bliver decideret åndsvagt. Da jeg fik tilbuddet om at lave et samarbejde med Campz, som har specialiseret sig i outdoor beklædning, var jeg ikke sen om at slå til. Netop fordi de har så bredt et udvalg og har sko og støvler (og sindssygt meget andet) der både er fashion og praktiske på samme tid. 

Til hverdag er jeg primært i høje hæle, men i fritiden trækker jeg virkelig ofte i praktiske sko – specielt når turen går mod legepladsen eller når vi er i sommerhus. De skal helst kunne klare at blive brugt sådan rigtigt, men samtidig skal de passe ind i min garderobe og ikke se alt for praktiske ud. 

De specielle såler

Valget faldt på Kinetic støvlerne (jeg valgte den korte, men der findes også en lang udgave) fra Sorel, som minder mig rigtig meget om Balenciagas sorte sneakers med hvide såler. De er tilpas neutrale og alligevel med en mega fed detalje – nemlig den bølgede hvide sål. De er lavet i ruskind, er vandtætte, hvilket virkelig er et kæmpe plus i mine øjne. Jeg har fået virkelig mange komplimenter for dem allerede, og de er bare perfekte til det vejr vi har lige nu, med det lækre microfleece for der er indeni.

I weekenden fik vi gået en del ture – blandt andet i vores gamle hood omkring Slotshaven, hvor jeg fik luftet støvlerne for første gang. De var som skabt til netop de ture, så de er allerede på favorit listen. Og da temperaturen mandag morgen røg langt ned under frysepunktet, droppede jeg de høje hæle og hoppede i stedet i mine Kinetic støvler igen. 

Så kig her hvis du mangler den perfekte julegave idé eller bare selv mangler de perfekte vintersko til de ekstra kolde dage 

English recap: I spent the weekend outdoor in my new comfy winterboots from Sorel. I love how the sole reminds me of the black/white sneakers from Balenciaga making them ekstra stylish.

At være glad for at være lige præcis der hvor man selv er i livet

IMG_8120Der er ikke nogen tvivl om, at der er en masse virkelig sure ting lige nu, som jeg rigtig godt gad være foruden. Men samtidig sidder jeg med en følelse af, at være utrolig glad for at være lige præcis der hvor jeg er nu.

At sukke over noget man ikke kan få

Før jeg fik børn kunne jeg vitterligt sukke over hvor heldige dem med børn var, og ønskede mig brændende at få lige præcis det en dag. Det blev selvfølgelig helt vildt forstærket af, at jeg ret hurtigt fik at vide, at det godt kunne være meget svært (hvis ikke umuligt) for mig at få børn i og med at mine stofskifte hormoner var helt hen i vejret. Den følelse glemmer jeg aldrig. Det var som at have en kæmpe knude i maven samtidig med at hele maven føltes som et stort hul. Drømmen om at få min egen lille familie brast virkelig den dag. Jeg gik i lang tid og sukkede videre og forberedte mig på, at det med at få børn, skulle blive et helvede. Heldigvis skulle det vise sig at være forkert. Da jeg stod med den positive test i hånden, var det med den mærkeligste følelse. Jeg var jo vildt glad, men havde utrolig svært ved at forholde mig til det, når nu jeg havde fået at vide, at det måske slet ikke kunne lade sig gøre. Selve graviditeten gik egentlig rigtig fint – så længe den varede altså. For drengene blev jo som bekendt født 2 måneder før tid, og vi brugte derfor en måned på hospitalet og en måned på hjemmeophold (hvor man teknisk set stadig er indlagt). Pludselig stod jeg (vi) igen der, hvor det hele lige pludselig kunne gå tabt. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det at de var så skrøbelige, var virkelig svært at forholde sig til. Så jeg gik i overlevelses mode. Ellers var jeg gået ned med stress.

Selve den præmature del havde jeg aldrig nogensinde forudset. Heller ikke at vi i mange måneder efter, stadig skulle tage hensyn og blandt andet passe på, med at deres kropstemperatur ikke blev for lav, fordi de ikke selv kunne regulere den, infektioner der pludselig kunne blive virkelig alvorlige, sanseindtryk der kunne blive for meget, fordi de dele slet ikke var udviklet på de små basser endnu. Og så var der det med refluksen. Jeg havde godt nok heller ikke lige set det komme, at begge ville få refluks. De måneder det stod på var forfærdelige. Gråd og smertefulde skrig fra morgen til aften – og jeg stod fuldstændig alene med dem. Absolut ikke den drøm det skulle have været. Men jeg var stadig lykkelig inderst inde. For i det mindste var de her. Nu var de her virkelig. Sådan rigtigt.

Forventninger til barslen

Min barsel har absolut ikke været som barsler er flest, men det er også helt okay. For mange af tingene vil jeg faktisk helst være foruden. Selvfølgelig ville det da have været rart at kunne tage på café med de små basser, hvis lysten meldte sig, men sådan noget som både at gå til babysvømning, babyrytmik og baby salmesang samtidig med at man går i mødregruppe, det er bare ikke mig. Jeg synes det virker alt for stressende. Så sådan ville jeg ikke have valgt at gøre det uanset hvad, hvis jeg havde haft et valg. Men det er jo vidt forskelligt, hvilke forventninger man har til sin barsel, og hvad man gerne vil fylde dagene ud med. For mig var det vigtigere at have friheden og ikke føle mig bundet op på en masse arrangementer og aftaler.

Den gang blev valget truffet for mig og min barsel viste sig at være benhård og dagene punktlige og skemalagte. Ellers kunne det ikke fungere med to præmature. Så den frihed jeg satte rigtig meget pris på, var det meget småt med. Men til gengæld nød jeg den virkelig når den endelig var der. Det har nok også været rigtig meget medvirkende til, at jeg har sat rigtig stor pris på, når der lige var de 5 minutter, hvor begge sov samtidig og hvor jeg fik lov til at sidde med en varm kop kaffe – i det hele taget bare at sidde ned. Det tror jeg til gengæld at mange mødre kan glemme at sætte pris på, hvis de måske ikke har været sat i det samme konstante pres.

Fra drengene blev født hørte vi rigtig mange sige, “Bare rolig, det bliver meget bedre når de er 1 år”. Da de så var ved at være 1 år, begyndte folk i stedet at sige, “Bare rolig, ved 2-års alderen letter det hele”. Muligvis af taktiske årsager, men til kæmpe forvirring for os. Men de havde jo ret. For det bliver jo kun nemmere. Ved 1-års alderen lettede det allerede, men her da de nåede 2 år skete der virkelig noget. Nu har vi to enormt omsorgsfulde børn der elsker at kramme og kysse, som man kan føre en rigtig samtale med, som har deres egne meninger og som godt nok også tit kommer op at skændes så taget er ved at lette herhjemme. Men det er super fedt. For det er det jeg har ventet på. De er bare  sjove og jeg glæder mig helt vildt meget til at holde jul med dem og opleve, hvor meget mere de bare forstår af det hele i år. Jeg er ved at boble fuldstændig over af spænding og begejstring, hvilket Mikkel vidst også har lagt mærke til. Han griner i hvert fald over at huset allerede har fået installeret en hel del lyskæder, til stor begejstring for både drengene og jeg. Forestil jer så lige hvordan de så reagerer, når de kommer ind i Tivoli? Lige præcis! Det er bare så sjovt med børn i den alder, hvilket fører mig tilbage til overskriften.

At være glad for at være lige præcis der hvor man er nu

For det er netop det jeg er. Jeg var spændt på at få lov til at sidde med en lækker lille nyfødt babybasse, som jeg glæder mig rigtig meget til at følge i livet. Spændt på den måde, om jeg nu selv ville savne alt det igen, om jeg ville føle mig forbigået, fordi jeg ikke fik lov til at opleve barselstiden på samme måde, ville jeg ønske mig endnu et barn? Men det gør jeg ikke. Jeg har lige præcis dem jeg skal have og jeg kan ikke ændre på det der er sket. Kun  nyde det der er nu, med alt det eddike sure og sukker søde der nu en gang er. Så det er lige præcis det jeg gør. Nu står jeg lige præcis der, hvor jeg sukkede over at komme til at stå. Jeg ville aldrig nogensinde have kunne gættet på hvordan vejen hertil ville se ud, og det var nok godt det samme.

Velkommen til livet som mor♥

Og til alle jer der står i samme eller lignende situation, kan jeg kun gentage det som I sikkert også har hørt et hav af gange. Det bliver bedre. Men hvis man ikke forsøger at være til stedet i nuet og nyde de sukkersøde øjeblikke, så lægger man ikke mærke til, at det rent faktisk bliver bedre.

Venice♥

fullsizeoutput_1abSå er det vidst også på tide med en update på den der familieferie. Vi landede eller rettere sagt trillede hjem (i bil forstås) i mandags efter godt og vel 10 dages ferie i henholdsvis Tyskland, Østrig og Italien. Kameraet er selvfølgelig loaded med billeder, men jeg synes nu alligevel at jeg ville starte med Venedig, som vi tog til på dag 3. Der var godt og vel 2 timers kørsel fra Lido Di Pomposa, hvor vores campingplads lå. Efter det skulle vi beslutte om vi ville gå ind til Venedig, tage bus eller sejle. Efter som vi havde de to børn og klapvogne på slæb var gåtur udelukket og da jeg kan få røde knopper ved tanken om at sidde i bus og skulle bakse ind og ud med klapvogne og børn, faldt valget på at blive sejlet derind. Det kostede os 7 euro den ene vej og 5 euro retur. Rimelig godt givet ud, efter min mening.fullsizeoutput_1aefullsizeoutput_1afJeg var rimelig skeptisk, efter at have hørt stort set alle sige, at det er en turistfælde af rang. Men Venedig var simpelthen noget af det smukkeste jeg har set og jeg synes det var super nemt at se bort fra alt det turistede. Med hensyn til priserne, synes jeg bestemt heller ikke at det var så overpriced som mange siger – og absolut ikke i forhold til Københavner priser (som kan være skyhøje)fullsizeoutput_1acVejret var perfekt – ikke for varmt men stadig sommer. Vi havde som sagt klapvogne med. Totalt helvede! Men det siger sig selv. Der er jo trapper og broer overalt. Men med hjælp fra super søde mænd vi mødte på vejen (hvorfor gør danske mand aldrig det?!) gik det faktisk rigtig fint. Jeg kunne (og kan stadig) godt mærke, at jeg selvfølgelig har båret på en del mere vægt, end jeg rent faktisk må, men når jeg tænker på hvor meget slæberi der egentlig har været, synes jeg faktisk at det er ret godt gået. fullsizeoutput_19aGondoler var der selvfølgelig massere af. Men den del droppede vi dog denne gang. Men ærligt, så har jeg nok talt mindst 10 gange (efter vi kom hjem) om hvor gerne jeg vil til Venedig igen. Dog uden børn næste gang. For jeg vil super gerne have frihed til at gå ned af alle de bitte små gader der er, hvor de fineste små butikker ligger. Den del fik vi jo af gode grunde ikke gjort særlig meget – og det er også helt fint. Turen var nok højdepunktet på ferien og det kom virkelig bag på mig, hvor begejstret jeg ville ende med at blive.

Så Venedig kan helt sikkert anbefales. OG lyt ikke for meget til alt det negative mange har at sige, for der er altså stadig så mange fine perler, at det vil være synd at gå glip af♥♥

Update på projekt vægttab

ecf2e485e88c34493e7403098712d7d4

Jeg lovede jer en update på hvordan det går med træningen. Dette skal naturligvis gøres til billederne af intet mindre en Khloé Kardashian, som jo om nogen har formået at vende skuden. Så skulle motivationen da vidst være på plads. Nå pyha, vi må til det. Overordnet set går det rigtig godt. Jeg træner mindst 5 gange om ugen mellem 45 – 60 minutter. Jeg tror de fleste med små børn kan nikke rigtig meget genkende til dilemmaet med hvornår hulen man bedst lægger sin træning ind. For uanset hvordan man vender og drejer det, har man dybest set ikke tiden til det. Det betyder at tiden (i hvert fald i mit tilfælde) bliver taget fra noget andet. Nemlig fra tiden om aftenen hvor drengene er lagt i seng og hvor Mikkel og jeg normalt kobler fra og ser tv. Det har simpelthen været det eneste tidspunkt jeg har kunne få til at fungere. For jeg vil for alt i verden ikke have at det går ud over drengene. De skal kun mærke slutresultatet, som er en meget gladere mor. For det ved jeg at jeg vil blive.

Ikke alene vil jeg slippe af med de delte mavemuskler som hver dag er til stort ubehag men jeg vil også blive langt gladere for mit egen spejlbillede, hvilket også spiller en stor rolle. For sådan som det er nu, undgår jeg notorisk hvert et spejl. Min mave buler stadig ud som var jeg i 7 måned, og kommentarerne fra både bekendte og fremmede kan hurtigt anes på deres læber, indtil jeg hurtigt fortæller at vi ikke skal have flere børn. Men en gang i mellem sker det, at den jeg står overfor er væsentlig hurtigere end jeg, selvom jeg efterhånden altid er på vagt. Så kommer spørgsmålet som, hvis ikke alle, så en stor del af os kvinder frygter: ” Er du gravid? Hvor lang tid er der så til?”. Åh hvor er jeg træt af folk der blander sig i tide og utide. Uanset om man er ikke gravid eller gravid tror jeg, at det er et af de mest grænseoverskridende spørgsmål. For uanset hvad, er det nok noget man selv skal fortælle. Og har man ikke fortalt noget om nogen lykkelige omstændigheder, så skal andre ærlig talt klappe i. Der kan jo være så uendelig mange grunde til, at man ikke fortæller noget (hvis der overhovedet er noget at fortælle). Jeg har virkelig fået mange af den slags kommentarer. Men flere og flere kender heldigvis til delte mavemuskler, så rigtig mange kan også godt efterhånden forstå, at det er et stort problem – både fysisk og psykisk.

Nå men tilbage på sporet igen. Min træning har begrænset sig til spinning, da jeg som mange andre mødre ikke har kunne bestå “Trampolin testen”. Det har også fungeret rigtig fint. Med musik i ørerne og en masse blogs på mobilen får jeg snildt gennemført den daglige træning. På nær de 1-2 dage hvor man krop skal hvile. Som mange af jer allerede har set, købte vi i starten af projektet en el ladcykel, så jeg/vi i stedet for at køre i bil til vuggeren/arbejde kunne bruge cyklen. Det har fungeret virkelig godt og sparer os for en del myldretid, hvilket virkelig også er et plus. Det er en dyr løsning at købe sådan en ladcykel (særligt med el), men det er til gengæld noget vi har talt om længe inden vi fik drengene.

Jeg har løbende vejet mig igennem projektet. De første to uger tabte jeg 2,3 kilo (ud af de samlede 10 kilo jeg skal tabe). Så skete der det, at jeg pludselig tog det hele på, for så at tabe det igen. Sådan gik det lidt on/off. Jeg kan sige med 100% sikkerhed at det ikke er fordi jeg er faldet i mad fælden. For jeg holder til dags dato mit kalorieregnskab meget stramt. Det viste sig at være væske ophobninger i kroppen. De er kommet fordi mit stofskifte kæmper med at få min medicin til at virke, og når jeg tænker over det, er det faktisk noget der har været der længe. Jeg kontaktede derfor min endokrinolog (stofskifte læge) som udskrev nogle vanddrivende piller til mig og samtidig satte mig på noget ny stofskifte medicin. De vanddrivende virkede slet ikke som de skulle, men gav i stedet en masse bivirkninger og jeg er derfor efter en mindre kamp kommet på nogle andre nu, som indtil videre har bevist at jeg mindst har to kilo væske ophobning. Men vægten er stadig ikke god. Jeg formåede at tabe 5 kilo, men efterfølgende steg den igen og står nu totalt stille. Jeg kan godt selv se, at min muskelmasse i benene er blevet forøget væsentligt, og at det sagtens kan være noget af årsagen. Men frustrerende er det nu altså. På gode dage kan jeg godt se, at min krop har ændret sig og at fedtet fra maven er svundet ind, men på dårlige dage er den præget af væske ophobninger (forbandede stofskifte!) og hævelse. Det er de dage der næsten får mig til at give op. For ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg fået at vide at jeg helst skulle smide 10 kilo, hvis jeg ville have et pænt resultat. Og det er jeg slet ikke i nærheden af nu her, med få dage igen inden deadline.

Jeg er virkelig frustreret over det, men kan samtidig godt selv se, at jeg ikke har en chance. 10 kilo på to måneder er for et almindelig menneske uden en stofskiftesygdom i sig selv en kamp. Min kamp kan nok, uanset hvor hårdt jeg kæmper, nok ikke vindes. For min krop kæmper imod. Og i sidste ende kan jeg ende med at gøre mere skade end gavn, hvilket vil være katastrofalt. Så lige nu står jeg med 1000 tanker i hovedet om, hvordan jeg får det bedste mulige ud af situationen. På den ene side tænker jeg, at det må kunne lade sig gøre og at jeg så bare må affinde mig med resultatet, men på den anden side er det afsindigt mange penge (som jeg selv skal betale), for et resultat der dybest set ikke er helt tilfredsstillende. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og frustrationerne over alt det arbejde jeg har lagt i det, og som jeg fortsat lægger i det, som muligvis er spildt gør mig virkelig ked af det. For lige at forklare hvad jeg mener med at det kan være spildt, skal dertil siges at jeg har timet operationen efter mit arbejde og hvornår jeg vil kunne få mest hjælp af andre. I det her tilfælde passer det suverænt bedst om sommeren og i år holder vi først sommerferie til efteråret, vil betyder at drengene skal i vuggestue der hvor de fleste ellers normalt lægger deres ferie. Derfor vil jeg have mulighed for at tage 1-2 uger hjemme på langs uden at det generer hverken arbejde eller børnene. Og med hensyn til det psykiske kan jeg mærke at det bare skal være nu. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at jeg hele tiden er så ked af mit udseende, hvis jeg har en mulighed for at gøre noget ved det. Så min egen iver efter den rette planlægning har faktisk bare gjort mig endnu mere frustreret. Men jeg tror virkelig også at det spiller ind, at jeg ved hvor lidt der skal til at vælte vores verden omkuld. Der skal bare meget planlægning og struktur til, ellers giver det for meget uro for både drengene og os.

Deadline for vægttabet er på mandag og der kan enhver regne ud, at jeg umulig kan nå at tabe de nødvendige kilo, med mindre jeg vælter at amputere et ben eller to. Så lige nu er jeg i tænkeboks og jeg vil nok også bruge resten af weekenden på at tænke. En mulighed er simpelthen at sige at det skal gennemføres uanset hvad. For det resultat der måtte komme ud af det, er uanset hvad væsentlig pænere og bedre end udgangspunktet. Men samtidig nager det mig også bare, at det kunne være bedre. Til den løsning kan det eventuelt være en mulighed at få fjernet yderligere overskydende om 6-12 måneder såfremt min medicin der er begyndt at virke efter hensigterne. På den måde får jeg i sidste ende det resultat der er meningen, men gør det bare i etaper. Min hjerne siger at det klart er den bedste løsning, for på den måde får jeg også noget fred og føler at der sker noget, i hele det her projekt, men samtidig kan jeg bare se pengene flyve afsted. Og det er i forvejen en hård økonomisk omgang, så har jeg overhovedet råd til at gøre det på den måde?

Åh det er simpelthen så svært og frustrerende det hele. Og tankemylderet er bestemt ikke blevet mindre. Så hvis der sidder en af jer derude der har været noget lignende igennem, må I hjertens gerne melde ind♥

 

“Ugly” sneaks

fullsizeoutput_12d.jpegReklame links        Øverst til venstre   //   Øverst til højre   //   Nederst til venstre   //   Nederst til højre

 

Hvad dækker trenden “ugly” sneaks egentlig over? Det vil jo altid være en smags sag – sådan er det jo med alt fashion. “Ugly” sneaks kan virkelig dele vandene, men de er efterhånden svære at komme udenom. De passer super godt til den meget feminine mode der er nu, med de fine florlette maxi skirts og de feminine rødlige farver som også præger modebilledet netop nu.

“Ugly” sneaks er ofte sneaks med med ekstreme detaljer, som f.eks. en virkelig chunky sål, grove sneaks der måske ikke ligefrem er de kønneste man har set og detaljer der i det hele taget er overdimensioneret. Jeg er V.I.L.D med dem! Jeg elsker det at man kan kombinere nogle “uperfekte” sko med en næsten alt for perfekt kjole, og på den måde bruge det classy og ultra feminine sammen med street stilen. Og så er det også fedt med trends man rent faktisk kan holde ud at have på og ikke de der absurd høje hæle som ikke gør andet end at ødelægge ens fødder.

Jeg har fundet mine bud på ugly sneaks som nemt kan integreres i garderoben. Hvad siger I?

pexels-photo-705121.jpg