De perfekte vinterstøvler

Indlægget er lavet i samarbejde med Campz

Jeg synes det kan være vildt svært det der med at finde nogle vinterstøvler eller i hvert fald varmere støvler, som man rent faktisk også kan holde ud at se på. Jeg er jo selv ret glad for chunky og iøjenfaldende sko og kan virkelig også godt lide, at mine vinterstøvler også er sådan. Så jeg er mega kræsen – hvilket jo giver lidt begrænsninger og til tider bliver decideret åndsvagt. Da jeg fik tilbuddet om at lave et samarbejde med Campz, som har specialiseret sig i outdoor beklædning, var jeg ikke sen om at slå til. Netop fordi de har så bredt et udvalg og har sko og støvler (og sindssygt meget andet) der både er fashion og praktiske på samme tid. 

Til hverdag er jeg primært i høje hæle, men i fritiden trækker jeg virkelig ofte i praktiske sko – specielt når turen går mod legepladsen eller når vi er i sommerhus. De skal helst kunne klare at blive brugt sådan rigtigt, men samtidig skal de passe ind i min garderobe og ikke se alt for praktiske ud. 

De specielle såler

Valget faldt på Kinetic støvlerne (jeg valgte den korte, men der findes også en lang udgave) fra Sorel, som minder mig rigtig meget om Balenciagas sorte sneakers med hvide såler. De er tilpas neutrale og alligevel med en mega fed detalje – nemlig den bølgede hvide sål. De er lavet i ruskind, er vandtætte, hvilket virkelig er et kæmpe plus i mine øjne. Jeg har fået virkelig mange komplimenter for dem allerede, og de er bare perfekte til det vejr vi har lige nu, med det lækre microfleece for der er indeni.

I weekenden fik vi gået en del ture – blandt andet i vores gamle hood omkring Slotshaven, hvor jeg fik luftet støvlerne for første gang. De var som skabt til netop de ture, så de er allerede på favorit listen. Og da temperaturen mandag morgen røg langt ned under frysepunktet, droppede jeg de høje hæle og hoppede i stedet i mine Kinetic støvler igen. 

Så kig her hvis du mangler den perfekte julegave idé eller bare selv mangler de perfekte vintersko til de ekstra kolde dage 

English recap: I spent the weekend outdoor in my new comfy winterboots from Sorel. I love how the sole reminds me of the black/white sneakers from Balenciaga making them ekstra stylish.

Sådan går det efter operationen

I har efterlyst en update på hvordan operationen for delte mavemuskler gik, og nu er det vidst på tide at den kommer. Jeg blev jo som bekendt opereret for en uge siden, så der er sket meget på en uge. Operationen gik tog nogle timer og gik rigtig godt. Jeg var virkelig groggy bagefter, og brugte rigtig meget tid på at sove. Som I allerede ved, har jeg selv valgt at betale (den formue det koster) for operationen, og valgte i den forbindelse, at det skulle være Aleris Hamlet der stod for operationen. Det skyldes at jeg i flere andre tilfælde har haft rigtig god erfaring med dem og senest fik opereret mine bihuler der. Det valg har jeg absolut ikke fortrudt. De er simpelthen så profesionelle og man får bare lige præcis den ro man har behov for, efter sådan en operationen, hvilket jeg synes står i skærende kontrast til det offentlige.

Da jeg endelig vågnede op (efter en meget lang lur) på opvågningen, fik jeg som det første en is, for er du gal hvor var min hals tør, og jeg kunne bare mærke at jeg skulle hoste, hvilket man virkelig bare ikke har lyst til, skal jeg hilse og sige. Jeg kom ned på min stue igen, hvor kirurgen kort tid efter kom ind og fortalte mig, at det hele var gået rigtig godt. Mine mavemuskler viste sig at være delte med hele 8 cm og ikke 4 cm, som de først antog. Så allerede der er jeg lykkelig for min beslutning om, at få det gjort, selvom jeg ikke opnåede det ønskede vægttab. Der blev fjernet en hulens masse overskydende hud fra maven, så min mave nu er jævn og ikke har den der hængevom. Åh ja tvillinge graviditet, du gjorde ikke meget godt for kroppen.

Jeg skulle overnatte på Aleris hamlet en enkelt nat inden jeg kunne komme hjem igen, og det er jeg virkelig glad for. Om aftenen kunne jeg godt mærke at smerterne var slemme og jeg fik nogle morfin piller for at slå dem ned. Det resulterede desværre bare i, at jeg virkelig fik kvalme og hedeture og slet ikke kunne finde ro. Jeg endte med at få væske i drop og få noget kvalmestillende, hvilket heldigvis gjorde underværker, så jeg til sidst kunne få ro og få en rimelig god søvn (på ryggen) natten over.

Næste morgen blev min mave tjekket grundigt og jeg fik endelig lov til at slippe for de to dræn, der var blevet placeret i lysken. Min “gamle” navne eksisterer ikke mere, da min hud er blevet trukket ned i forbindelse med sammensygningen af mine mavemuskler og fjernelsen af det overskydende hud, så de har i stedet lavet en ny navne, som jeg stadig spændt venter på at se, da den stadig er tapet godt sammen og stadig har sting hele vejen rundt. Men jeg er ærlig talt rigtig glad for at have fået en ny navne, for da jeg i sin tid fik fjernet galdeblæren, fik jeg i den forbindelse 4 ar på maven, hvoraf det ene sad på den øverste kant af navlen, og ærlig talt ikke var noget kønt syn, særligt ikke efter graviditeten.

Hjemme igen

Nogle timer efter fik jeg lov til at komme hjem. De første dage er egentlig lidt en tåge, og er præget af, at jeg var på meget stærk smertestillende (2 slags morfin), og nogle dage havde så meget kvalme, at jeg vågnede om natten for at kaste op, hvilket er så ubeskriveligt smertefuldt. Jeg stoppede derfor på de piller en dag før jeg egentlig vat sat til, og fik det heldigvis rimelig hurtigt bedre, selvom det betød at smerterne bed lidt mere fra sig. Men dag for dag kan jeg mærke klar bedring og jeg står ikke nær så foroverbøjet (oh yes, man ligner en 90-årig), som jeg gjorde de første dage. Og de sneak peaks jeg har fået af maven ser rigtig lovende ud. Så nu glæder jeg mig bare virkelig meget, til at få fjernet plastrene og de knuder på stingene (som er selvopløselige) som generer lidt.

Jeg må nærmest ingenting løfte – 2 kg per arm. Hvilket jo selvsagt gør det umuligt at løfte børnene, så den tjans har Mikkel fået, og klarer det til UG, selvom der er virkelig meget der ligger på hans skuldre i de her uger. Men jeg ved jo inderst inde, at det her kommer til at gavne langt ud fremover, og at der ikke var nogen vej udenom, hvis jeg ville prøve at redde min ryg, så jeg prøver at gemme den dårlige samvittighed væk, selvom det er hulens svært. IMG_6957

Min mave har siden operationen været dækket til 24/7 med en kompressions bandage (nærmest et elastik korset), hvilket er forbandet varmt, særligt når den danske sommer for en gangs skyld viser sig, at være en sommer der batter rent temperaturmæssig. Den glæder jeg mig selvsagt også til at få at vide, hvornår jeg kan få af. Men så vidt jeg ved, kan det være om alt mellem 3-6 uger. Så det er lang tid. Med hensyn til løftene, er det faktisk mindst lige så lang tid. Intet mindre end 2 måneder, hvilket faktisk giver en del besvær når det kommer til vores ferie i slutningen af august. Men den tid den sorg.

Har det været det værd?

Jeg er virkelig glad for at jeg valgte at få operationen, til trods for at det umiddelbart ikke var ideelt, i og med at jeg simpelthen ikke kunne tabe de kilo der skulle til for at give det mest jævne resultat. Men i og med at det viste sig (hvilket det desværre ofte gør) at mine muskler var delt med det dobbelte af først antaget, er operationen allerede der tjent ind, hvis jeg kan tillade mig at sige det. Aleris Hamlet har været det perfekte sted for mig at blive opereret og jeg har virkelig nydt godt af, at personalet er så professionelle og at der bliver tænkt over selv den mindste ting, så dem vil jeg til hver en tid anbefale. Jeg venter jo som sagt stadig på, at få bandage og plastre af, så det helt endelige resultat kan jeg ikke vise jer, da jeg stadig ikke selv kender det. Det kommer jeg desuden heller ikke til foreløbigt, da det faktisk kan tage helt op til et helt år, før det hele har sat sig, hvis I forstår hvad jeg mener. Men for mig har det hundrede procent været det værd. Jeg kan allerede nu se, at jeg er sluppet for bulen, fra de delte mavemuskler (også kaldet gravid maven), og jeg er sluppet for den overskydende hud som virkelig også har generet. Særligt når det kom til at finde tøj. Det er virkelig noget jeg glæder mig til, og ærlig talt slet ikke kan forholde mig til – nemlig det med tøjet. For som sygeplejersken sagde, så kan det faktisk betyde, at man skal ud og finde en helt ny garderobe, fordi maven er syet så meget ind, at man går flere størrelser ned i tøj. Det er syret at forholde sig til. Men nu må vi se. Jeg håber i hvertfald bare, at jeg ikke fremover skal knokle for at finde tøj, hvor jeg ikke ser gravid ud. For det er simpelthen så deprimerende at  blive ved med at have maven, når ens børn blev født for år tilbage.

Håber det har givet jer en lidt bedre indsigt i hele forløbet, ellers er I naturligvis meget velkomne til at skrive hvis I har nogle spørgsmål♥

Post barsel: Hvem er JEG egentlig?

B5

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg indrømmer det gerne, jeg synes det er vildt svært at balancere familielivet, arbejdslivet og min fritid og passion for blogging. Jeg synes det er så svært at nå det hele i døgnets nu en gang kun 24 timer. For det er jo desværre ikke sådan, at man med ankomsten af tvillinger, får tildelt 48 timer i døgnet. Næ nej. Det tror jeg ellers at mange tvillinge familier ville elske. Men igen, hvilken børnefamilie ville takke nej til det?

Jeg er tilbage på arbejde og prøver nu at finde mig selv igen, hvad angår job. Og jeg synes det er MEGA svært, for at sige det ligeud. For hvorfor pakke det ind over for jer? I har jo været med her hele vejen, og kender mig efterhånden ret godt. Det er møg hamrende svært, sådan lige at komme let og elegant tilbage på arbejde, efter en meget lang barsel. Min endte jo så endda med ufrivilligt at blive ca en måned længere, da jeg pludselig måtte tage fri igen, fordi vi ikke havde pasning til drengene. Super! Og tak til kommunen der efter eget udsagn “gerne vil have børnefamilier til kommunen”. Det ramte mig virkelig hårdt, at jeg igen skulle gå hjemme. For jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang igen. I gang med at være mig igen. Og ikke bare et nonstop service organ for to bavianer der ikke tager et nej for gode varer. Så da jeg endelig satte mig i kontorstolen igen, kunne jeg med det samme mærke, at det ville blive rigtig svært. For jeg har ændret mig meget siden jeg sidst sad der, og det der med at komme ind i tingene igen, virkede fuldstændig uoverskuelige. De første uger brugte jeg på at finde ud af hvad jeg ville. På sin vis kan jeg virkelig godt forstå dem der starter på en frisk efter barsel. Men det er bare ikke mig. Men samtidig kunne jeg godt mærke, at jeg følte mig udenfor og utilstrækkelig. Det tager nok noget tid. Og for mig har det været vigtigt, at komme rigtigt i dybden med, om det er det her jeg vil (læs: det her job) eller om jeg måske skulle kaste mig ud i noget helt andet.

Men som mor til to helt små børn, siger fornuften mig at det der er mest brug for lige nu, er ro. Og så kan det godt være at pludselig skifter spor. Men lige nu er jeg her, og så kan jeg lige så godt blive mit bedste “jeg”. For allerede før jeg gik på barsel, vidste jeg at jeg gerne ville noget mere med mit job. Men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg godt mærke, at jeg er frustreret over at have “spildt” et år, hvor jeg kunne have sørget for at komme derhen hvor jeg gerne ville med mit job. Giver mit vrøvl overhovedet mening? håber ikke jeg har hægtet dig af, men ellers er det faktisk fuldt forståeligt. Haha.

Nå men jeg tror desværre der sidder rigtig mange, der ligesom jeg selv, synes det er mega svært at vende tilbage på arbejde igen. Som mange sagde til mig, så er det fuldt forståeligt fordi ens tanker kredser om at være mor. Sådan er det bare ikke i mit tilfælde. Altså jo, jeg er jo mor. Den del kan jeg jo aldrig løbe fra – og har heller ikke lyst til det. Men jeg har aldrig været typen der så min barsel som et langt mekka af kaffe, croissanter og hygge. Og det var også så svimlende langt fra det jeg fik. For min barsel har været hård og jeg har glædet mig til at komme tilbage på arbejdet, fordi det stress niveau der er der, trods alt er på en helt anden måde. Jeg spurgte rundt i mit netværk for ikke så lang tid siden, da jeg selv ramte bunden og ikke anede hvad der var op og ned på mine følelser. Og jeg tror ærligt at jeg kan sige, at der ikke var en eneste, der bare synes at det med at komme tilbage på sit arbejde og være sig selv, var super hårdt. For hvem er man egentlig, når man står der på den anden siden af barslen?

Jeg er i hvert fald ikke den samme. Hvem jeg er skal jeg lige have pejlet mig ind på, og det tager nok et godt stykke tid. Nogle ting har jeg lagt bag mig og har i stedet taget en masse nyt til mig, men selvom bloggen er mere stille end den nogensinde har været før, så kredser mine tanker faktisk endnu mere om den, end de har gjort tidligere. Så jeg slipper jer ikke.

God fredag søde mennesker. Håber I får alt den solskin der kan trækkes ud af solen og alle de G&T’s der skal til ovenpå en hård uge♥♥

Selv drømmer jeg lidt om det her, men okay..hvornår jeg gør jeg ikke det? Men skulle I drømme om det samme, så synes jeg I skulle slå et smut forbi Værftets Madmarked i Helsingør og smage løs hos blandt andet Gastro Trucken.

B3

 

Er det for sent at spole tiden tilbage?

IMG_1951Jeg ved egentlig ikke hvad det skyldes. Måske er det mængden af ting, der alle er sket indenfor så kort tid, det gør at det er svært at følge med. Nogle dage har jeg tusindvis af tanker indeni hovedet, om hvad jeg gerne vil fortælle jer om. Hvad jeg brænder for at skrive herinde, og så alligevel. Larmende stilhed. Det der burde være den aller bedste tid, er i stedet blevet til stress og jag, og jongleren med alt alt for mange bolde på én gang, og når man i forvejen har svært ved bare at gribe den ene bold man kaster op i luften..ja så er det altså dømt til at gå galt.

Og nej det er jo ikke fordi verden er gået under, der er ingen der er døde, blevet skilt eller gået ned med stress. Og så alligevel. Nogle dage tænker jeg, var det mon bedre hvis vi bare var blevet i vores lejlighed, der var blevet alt for lille, hvor underboen havde ret voldsom ADHD og tydeligvis hadede hver en ting vi og drengene gjorde. Der hvor vi engang var fuldstændig trygge og indhyllet i ro og fred, men også der hvor vi til sidst følte at vi var nødt til at gå på listefødder hver gang vi var hjemme, fordi ovennævnte uderbo hørte selv den mindste skid der blev slået, og var barnlig nok til at hævne sig. Nogle gange tænker jeg. Men fornuften rammer heldigvis lige efter, og fortæller mig, at det var verdens bedste beslutning at flytte. Selvom det virkelig bogstaveligt har kostet blod, sved og tårer. For den sidste tid har simpelthen været noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet – kun overgået af drengenes alt for tidlige fødsel og hele forløbet på neo sidste år. Men jeg ved inderst inde – sådan helt inde i hjertet, at vi gør det, for at det hele bliver bedre. Det er det værd. Det er alt stressen, blodet, svedet og tårerne værd. Selvom der for at være helt hudløs ærlig, er rigtig meget af det lige nu.

De af jer der har fulgt med på her har kunne følge med i det møg forløb vi havde med drengenes dagplejemor, som selvfølgelig er faldet sammen med hele flytningen. Men lad mig lige tage den igen, så dem af jer der ikke er inde i det, også kan følge lidt med. Da vi skulle vælge om de skulle starte i dagpleje eller vuggestue var det 50/50. M har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, men vi har begge hver især været super glade for det. så hvad vælger man lige? Jo, vi var inde og google. I vores kommune bliver dagplejen virkelig rost (det gør vuggestuerne også), men der var noget der talte for dagpleje. Vi fik tildelt en nystartet dagplejemor, som selv havde 4 børn. Jeg havde det sådan lidt med at hun var helt ny, men trøstede mig ved at hun selv havde været igennem møllen 4 gange, og at hun jo måtte have nogle gode læremestre i de “gamle” etablerede dagplejemødre. Vi havde planlagt det sådan, at drengene skulle starte i dagpleje, og mens de så var det, brugte jeg de sidste måneder af min barsel, på at ordne hus. Altså de ting der ikke blev ordnet i løbet af de alt for sene nattetimer vi var oppe, for at male, samle skabe, ordne gulve osv. Starten var umiddelbart også rigtig fint. Lige med undtagelse af at indkøringen, ligesom blev ved med at blive trukket i langdrag. Undskyldningerne for det, var der mange af og de blev flere og flere. Og de gange vi havde planlagt at hente “sent” – forstået på den måde, at det er den tid de fleste forældre henter på, blev vi ringet op af hende, fordi hun mente at de fejlede alt muligt eller var “pylrede”. Hun sendte dagligt sms’er – eller det var nærmere på timebasis, hvor hun enten ville vide hvornår jeg kom og hentede dem, eller fortalte om en ny ting hun mente der var galt. Eller rettere en ny diagnose hun mente at have fundet til dem. Vi blev flere gange “truet med, at vi skulle have en lægeerklæring (på de ting hun mente at de fejlede), for ellers måtte de (i følge hende) ikke komme den følgende dag. Jeg tror alle forældre med børn ret hurtigt ved, hvor stressende det er, at blive kontaktet flere gange om dagen, når man egentlig bare prøver at passe sit arbejde. Eller det vil sige i det her tilfælde at ordne hus – hvilket rent faktisk var meget mere krævende. Min barsel blev derfor forlænget, i håb om at indkøringen så var slut, så jeg kunne få ro til at ordne nogle af alle de ting der skulle ordnes i vores nye hus, mens drengene var i dagpleje. Men heller ikke det lykkedes. Der blev bare ved med at være problemer. Og de kulminerede faktisk i slutningen af juni måned, med at begge drengene blev smittet med lungebetændelse af dagplejemoderens søn, fordi hun havde holdt ham hjemme, da hun mente at han havde problemer med sin astma.

Drengene blev simpelthen syge. I det øjeblik kiggede vi bare på hinanden, og var enige om, at de aldrig nogensinde skulle i nærheden af hende igen. Alt imens hun havde prøvet at presse adskillige diagnoser ned over hovedet på vores børn, havde hun totalt overset at hendes eget barn var syg med lungebetændelse, som i sidste ende smittede dem, hvilket kan være møghamrende farligt, når de er for tidligt fødte. Mens de var syge havde vi noget betænkningstid indtil M en uge efter fik ferie, for hvad pokker gjorde vi lige? Eller det vil sige, kort tid inde i den betænkningstid blev jeg syg. Sådan virkelig syg. Også med lungebetændelse. Så det var virkelig en kamp at holde sig nogenlunde oprejst og ikke gå helt under af søvnunderskud og sygdom, samtidig med at jeg skulle være en nogenlunde sygepasser for de to små bavianer, som virkelig havde det skidt. Dagene gik og vi var alle tre virkelig grundigt nedlagt, så før vi så os om, blev de to ugers ferie erstattet af adskillige lægebesøg og antibiotika i lange baner.

Undervejs kontaktede vi alligevel lederen af dagplejen, fordi vi vidste at det bare skulle gå stærkt. Hun var fuldstændig lukket over for et møde – i hvert lukket for at holde et møde uden at dagplejemoderen deltog. Og det var slet ikke en mulighed, for vi havde ikke mere at tale med hende om. Vi købte os derfor tid, ved at få dem i gæstedagpleje hos de “ældre” dagplejemødre, når vores ferie var slut. Det var virkelig med en dårlig mavefornemmelse at sende dem af sted, for vi anede ingenting om hende. Men allerede første dag, var det fuldstændig klart, at der var en kæmpe forskel. Jeg gik konstant og ventede på at hun ville ringe os op. Alt imens jeg knoklede med at male og spartle, fordi jeg bare så gerne ville udnytte alt den tid jeg havde, fordi jeg var sikker på, at de ville blive ringet hjem inden længe og mens håndværkerne havde indtaget huet for at lave badeværelse. Men det skete ikke. Det jeg ellers havde oplevet dagligt hos den første dagplejemor skete slet ikke. Det var noget helt andet. Pludselig fik vi i stedet to drenge hjem der var propmætte, hamrende trætte og ufatteligt glade og veltilpasse. Og jeg var ikke blevet forstyrret én eneste gang. Det var helt vildt. Og efter en uge kunne vi se at begge havde taget betydeligt på. Det samme sagde gæstedagplejemoderen. Og der slog det mig. Alle de gange hvor jeg havde stået og kigget på Ludvig og havde kunne se hvor tynd han pludselig var blevet, det var på grund af hende. Den første dagplejemor, som efter sigende skulle være uddannet indenfor ernæring, men som ikke gav dem andet end rugbrød med leverpostej og frugt. Alt det vi var blevet lovet, så vi aldrig noget til. I det øjeblik vidste jeg bare med sikkerhed at det var det helt rigtige. Vi havde haft vores tvivl, for var det bare os der var sensitive? Men nej det var det ikke. Alvoren var bare først sådan rigtig gået op for os der.

Hele vores forestilling om hvordan den første tid med huset skulle være, blev vendt totalt op og ned der. Vi regnede jo med at drengene havde deres trygge “base” hos dagplejemoderen, mens vi kunne få deres egentlige base klar i mens. Men sådan skulle det ikke være. Forsinkelser på køkken, skabslåger vi blev snydt for, murerfejl osv. er ingenting i forhold til den uro alt det med dagplejen gav, men det har virkelig været med til at skubbe til et bægre der allerede var fyldt til randen. Og det kan vi virkelig mærke. Når folk ivrigt siger tillykke med huset, tror jeg vi begge står med en følelse af at det er alt for tidligt at sige endnu. For vi er slet ikke kommet på plads. Vi er ligesom stadig i den der bobbel hvor vi ikke ved om vi er købt eller solgt. For faktum er at intet er færdigt i huset. Alle projekter er halvfærdige, drengene pendler frem og tilbage mellem gæstedagplejere (men har gudskelov 7-9-13 haft de samme rigtige søde her de sidste 3 uger). På fredag skulle de egentlig starte i vuggestue – en plads vi har forsøgt at få til dem, fordi vi kan se at det ikke kommer til at gå, at de er i hver deres gæstedagpleje og hver skal hentes inden klokken det og det. Men i dag da vi var på besøg i den vuggestue – som var den eneste der kunne skrabe to pladser sammen (lykken ved tvillinger), var mavefornemmelsen bare helt off. Vi havde begge den største klump i maven, og vidste bare at det var helt forkert.

Så selvom det overhovedet ikke er ønskværdigt, har vi prøvet at høre, om de kan blive i dagplejen hos de to (virkelig søde) dagplejemødre de er hos nu. Godt nok hver for sig, men det er den bedste løsning lige nu. Så nu ser vi. Vi får mere at vide i næste uge. Men om vi skal grine eller græde, har vi stadig ikke fundet ud af. Så indtil videre tager vi én dag ad gangen, og svarer Fint, når folk spørger hvordan det går. For det er det vi kan overskue lige nu…