Pyntesyg juleindpakning

Kender I det om at have de bedste intentioner hvert år, om at lave den fineste indpakning til årets julegaver? Men alligevel ender man altid med den samme kedelige indpakning i form af papir og bånd. Jovist, det er vidst ikke til at komme udenom uanset hvad, sådan da i hvert fald. Men derfor kan man jo sagtens gøre lidt mere ud af det, også selvom evnerne måske ikke rækker så langt.

Før i tiden (oh Jesus, det lyder gammelt at sige det) gjorde jeg vildt meget ud af det. Et år blev alle gaverne pakket ind i avis papir der var farvet med teposer (spørg mig ikke hvorfor!), et andet blev papiret foldet sirligt, så både forside og bagside blev brugt i en form for origami og et helt tredje blev gaverne pakket ind i decopage papir og æsker (hjemmelavet of course). Men let’s face it, jeg har mistet det der touch eller måske er tiden og tålmodigheden der bare ikke mere.

Alligevel tænker jeg at det er lidt på tide at skrue op for indpakningen og give den (om end) lidt mere gas end jeg plejer. Derfor har jeg selvfølgelig trawlet igennem Pinterest (reklame) der som sædvanligt har nogle virkelig fine bud på det.

Er du mega krea hvad indpakning angår eller hopper du også først med på vognen nu?

English recap: I always tend to be so extremly boring when it comes to giftwrapping. So unlike the wrapping I always loved to design when I was younger. Ever since the boys “moved in” to my life, the creativity has only spiraled down I’m afraid. So I always end up envying those who have the time and mind to do that very special wrapping. But now ladies and gents it’s time to do something about it. So I had a look at Pinterest (affiliate link) and found these simple but really beautyful ideas for this christmas. 

At være glad for at være lige præcis der hvor man selv er i livet

IMG_8120Der er ikke nogen tvivl om, at der er en masse virkelig sure ting lige nu, som jeg rigtig godt gad være foruden. Men samtidig sidder jeg med en følelse af, at være utrolig glad for at være lige præcis der hvor jeg er nu.

At sukke over noget man ikke kan få

Før jeg fik børn kunne jeg vitterligt sukke over hvor heldige dem med børn var, og ønskede mig brændende at få lige præcis det en dag. Det blev selvfølgelig helt vildt forstærket af, at jeg ret hurtigt fik at vide, at det godt kunne være meget svært (hvis ikke umuligt) for mig at få børn i og med at mine stofskifte hormoner var helt hen i vejret. Den følelse glemmer jeg aldrig. Det var som at have en kæmpe knude i maven samtidig med at hele maven føltes som et stort hul. Drømmen om at få min egen lille familie brast virkelig den dag. Jeg gik i lang tid og sukkede videre og forberedte mig på, at det med at få børn, skulle blive et helvede. Heldigvis skulle det vise sig at være forkert. Da jeg stod med den positive test i hånden, var det med den mærkeligste følelse. Jeg var jo vildt glad, men havde utrolig svært ved at forholde mig til det, når nu jeg havde fået at vide, at det måske slet ikke kunne lade sig gøre. Selve graviditeten gik egentlig rigtig fint – så længe den varede altså. For drengene blev jo som bekendt født 2 måneder før tid, og vi brugte derfor en måned på hospitalet og en måned på hjemmeophold (hvor man teknisk set stadig er indlagt). Pludselig stod jeg (vi) igen der, hvor det hele lige pludselig kunne gå tabt. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det at de var så skrøbelige, var virkelig svært at forholde sig til. Så jeg gik i overlevelses mode. Ellers var jeg gået ned med stress.

Selve den præmature del havde jeg aldrig nogensinde forudset. Heller ikke at vi i mange måneder efter, stadig skulle tage hensyn og blandt andet passe på, med at deres kropstemperatur ikke blev for lav, fordi de ikke selv kunne regulere den, infektioner der pludselig kunne blive virkelig alvorlige, sanseindtryk der kunne blive for meget, fordi de dele slet ikke var udviklet på de små basser endnu. Og så var der det med refluksen. Jeg havde godt nok heller ikke lige set det komme, at begge ville få refluks. De måneder det stod på var forfærdelige. Gråd og smertefulde skrig fra morgen til aften – og jeg stod fuldstændig alene med dem. Absolut ikke den drøm det skulle have været. Men jeg var stadig lykkelig inderst inde. For i det mindste var de her. Nu var de her virkelig. Sådan rigtigt.

Forventninger til barslen

Min barsel har absolut ikke været som barsler er flest, men det er også helt okay. For mange af tingene vil jeg faktisk helst være foruden. Selvfølgelig ville det da have været rart at kunne tage på café med de små basser, hvis lysten meldte sig, men sådan noget som både at gå til babysvømning, babyrytmik og baby salmesang samtidig med at man går i mødregruppe, det er bare ikke mig. Jeg synes det virker alt for stressende. Så sådan ville jeg ikke have valgt at gøre det uanset hvad, hvis jeg havde haft et valg. Men det er jo vidt forskelligt, hvilke forventninger man har til sin barsel, og hvad man gerne vil fylde dagene ud med. For mig var det vigtigere at have friheden og ikke føle mig bundet op på en masse arrangementer og aftaler.

Den gang blev valget truffet for mig og min barsel viste sig at være benhård og dagene punktlige og skemalagte. Ellers kunne det ikke fungere med to præmature. Så den frihed jeg satte rigtig meget pris på, var det meget småt med. Men til gengæld nød jeg den virkelig når den endelig var der. Det har nok også været rigtig meget medvirkende til, at jeg har sat rigtig stor pris på, når der lige var de 5 minutter, hvor begge sov samtidig og hvor jeg fik lov til at sidde med en varm kop kaffe – i det hele taget bare at sidde ned. Det tror jeg til gengæld at mange mødre kan glemme at sætte pris på, hvis de måske ikke har været sat i det samme konstante pres.

Fra drengene blev født hørte vi rigtig mange sige, “Bare rolig, det bliver meget bedre når de er 1 år”. Da de så var ved at være 1 år, begyndte folk i stedet at sige, “Bare rolig, ved 2-års alderen letter det hele”. Muligvis af taktiske årsager, men til kæmpe forvirring for os. Men de havde jo ret. For det bliver jo kun nemmere. Ved 1-års alderen lettede det allerede, men her da de nåede 2 år skete der virkelig noget. Nu har vi to enormt omsorgsfulde børn der elsker at kramme og kysse, som man kan føre en rigtig samtale med, som har deres egne meninger og som godt nok også tit kommer op at skændes så taget er ved at lette herhjemme. Men det er super fedt. For det er det jeg har ventet på. De er bare  sjove og jeg glæder mig helt vildt meget til at holde jul med dem og opleve, hvor meget mere de bare forstår af det hele i år. Jeg er ved at boble fuldstændig over af spænding og begejstring, hvilket Mikkel vidst også har lagt mærke til. Han griner i hvert fald over at huset allerede har fået installeret en hel del lyskæder, til stor begejstring for både drengene og jeg. Forestil jer så lige hvordan de så reagerer, når de kommer ind i Tivoli? Lige præcis! Det er bare så sjovt med børn i den alder, hvilket fører mig tilbage til overskriften.

At være glad for at være lige præcis der hvor man er nu

For det er netop det jeg er. Jeg var spændt på at få lov til at sidde med en lækker lille nyfødt babybasse, som jeg glæder mig rigtig meget til at følge i livet. Spændt på den måde, om jeg nu selv ville savne alt det igen, om jeg ville føle mig forbigået, fordi jeg ikke fik lov til at opleve barselstiden på samme måde, ville jeg ønske mig endnu et barn? Men det gør jeg ikke. Jeg har lige præcis dem jeg skal have og jeg kan ikke ændre på det der er sket. Kun  nyde det der er nu, med alt det eddike sure og sukker søde der nu en gang er. Så det er lige præcis det jeg gør. Nu står jeg lige præcis der, hvor jeg sukkede over at komme til at stå. Jeg ville aldrig nogensinde have kunne gættet på hvordan vejen hertil ville se ud, og det var nok godt det samme.

Velkommen til livet som mor♥

Og til alle jer der står i samme eller lignende situation, kan jeg kun gentage det som I sikkert også har hørt et hav af gange. Det bliver bedre. Men hvis man ikke forsøger at være til stedet i nuet og nyde de sukkersøde øjeblikke, så lægger man ikke mærke til, at det rent faktisk bliver bedre.

Jungle fødselsdag

Unavngivet 2

Indlægget er lavet i samarbejde med Vegaoo

Bb (2)For snart en måned siden fejrede vi drengenes fødselsdag. 2 år! Hvor vildt er det ikke lige, at der allerede er gået to år. Vi vidste allerede nogle måneder inden deres fødselsdag, at den skulle holdes i haven, og krydsede bare fingre for, at vejret ville holde. Og det gjorde det, må man sige. Temperaturen ramte ikke mindre end 30 grader i vores lille have, så friske forsyninger var det vigtigste på bordet.thumbnail_CF0FB199-C9BA-4186-9540-7E162375CFC1thumbnail_27BB6FD4-3DA1-4290-B4B4-1E147AA3A298Vi holdt det meget småt, da vi gerne ville have det så afslappet som muligt, og egentlig bare sørge for, at drengene fik verdens hyggeligste dag, hvor de bare kunne slappe af og være sig selv.thumbnail_C806A8AC-0C63-48D1-8D6B-76DD6C9C342A Jeg var ude i god tid og fandt på et tema. For selvom det var en lille fest, skulle der ikke mangle pynt og sjov for drengene. Valget faldt på jungle tema, da de virkelig bare elsker at se Junglebogen på Ramasjang om morgenen. I den forbindelse fandt jeg en masse udstyr hos Vegaoo, som er en fest butik med alt hvad hjertet begærer til temafester og fødselsdage. De har virkelig nogle fine ting og jeg vidste bare med det samme, at særligt palmen (som egentlig er en flaskekøler) ville fungere perfekt som et lille bassin, som drengene ville kunne hygge sig ved i varmen. Den oppustelige abe var lige så stor en succes og blev med det samme til Ludvigs kæreste eje. thumbnail_DFF27281-601E-4CED-A49B-CAE76E8E235Fthumbnail_8E8A6887-61A1-4FE8-939E-34CB3EA96223Til bordet med drikkevarer fandt jeg den fineste dug, der passede perfekt til jungletemaet og på døre og den pavillon (som verdens bedste far fik samlet i sidste sekund, fordi regnen væltede ned) hang jeg de fineste farverige pomponer. Regnen stoppede heldigvis i det sekund gæsterne kom, og blev i stedet erstattet af bagende varme og høj sol, så drengene fandt hurtigt badebukser frem og plaskede rundt ved palmen. thumbnail_5EBDAF72-5B6B-4064-82C7-6B89561CB3DBthumbnail_140CBDFA-8AA2-44CA-900D-3477EA520335Jeg supplerede pynten fra Vegaoo med lidt balloner  fra Netto, som jeg faktisk allerede havde fundet inden jeg fandt på jungletemaet, hvilket fungerede super godt. Det blev virkelig en fin dag og både drengene, Mikkel og jeg kunne ikke have ønsket det anderledes. Er virkelig glad for at jeg gik all-in på pynt, for det var virkelig med til at gøre en stor forskel og gjorde det bare til en endnu sjovere fest for drengene. 

Så hvis du står overfor at skulle holde fest (med eller uden tema), kan jeg virkelig anbefale, at tage et kig på Vegaoos hjemmeside. De har super hurtig levering, hvilket virkelig også er et plus efter min mening. 

Sådan går det efter operationen

I har efterlyst en update på hvordan operationen for delte mavemuskler gik, og nu er det vidst på tide at den kommer. Jeg blev jo som bekendt opereret for en uge siden, så der er sket meget på en uge. Operationen gik tog nogle timer og gik rigtig godt. Jeg var virkelig groggy bagefter, og brugte rigtig meget tid på at sove. Som I allerede ved, har jeg selv valgt at betale (den formue det koster) for operationen, og valgte i den forbindelse, at det skulle være Aleris Hamlet der stod for operationen. Det skyldes at jeg i flere andre tilfælde har haft rigtig god erfaring med dem og senest fik opereret mine bihuler der. Det valg har jeg absolut ikke fortrudt. De er simpelthen så profesionelle og man får bare lige præcis den ro man har behov for, efter sådan en operationen, hvilket jeg synes står i skærende kontrast til det offentlige.

Da jeg endelig vågnede op (efter en meget lang lur) på opvågningen, fik jeg som det første en is, for er du gal hvor var min hals tør, og jeg kunne bare mærke at jeg skulle hoste, hvilket man virkelig bare ikke har lyst til, skal jeg hilse og sige. Jeg kom ned på min stue igen, hvor kirurgen kort tid efter kom ind og fortalte mig, at det hele var gået rigtig godt. Mine mavemuskler viste sig at være delte med hele 8 cm og ikke 4 cm, som de først antog. Så allerede der er jeg lykkelig for min beslutning om, at få det gjort, selvom jeg ikke opnåede det ønskede vægttab. Der blev fjernet en hulens masse overskydende hud fra maven, så min mave nu er jævn og ikke har den der hængevom. Åh ja tvillinge graviditet, du gjorde ikke meget godt for kroppen.

Jeg skulle overnatte på Aleris hamlet en enkelt nat inden jeg kunne komme hjem igen, og det er jeg virkelig glad for. Om aftenen kunne jeg godt mærke at smerterne var slemme og jeg fik nogle morfin piller for at slå dem ned. Det resulterede desværre bare i, at jeg virkelig fik kvalme og hedeture og slet ikke kunne finde ro. Jeg endte med at få væske i drop og få noget kvalmestillende, hvilket heldigvis gjorde underværker, så jeg til sidst kunne få ro og få en rimelig god søvn (på ryggen) natten over.

Næste morgen blev min mave tjekket grundigt og jeg fik endelig lov til at slippe for de to dræn, der var blevet placeret i lysken. Min “gamle” navne eksisterer ikke mere, da min hud er blevet trukket ned i forbindelse med sammensygningen af mine mavemuskler og fjernelsen af det overskydende hud, så de har i stedet lavet en ny navne, som jeg stadig spændt venter på at se, da den stadig er tapet godt sammen og stadig har sting hele vejen rundt. Men jeg er ærlig talt rigtig glad for at have fået en ny navne, for da jeg i sin tid fik fjernet galdeblæren, fik jeg i den forbindelse 4 ar på maven, hvoraf det ene sad på den øverste kant af navlen, og ærlig talt ikke var noget kønt syn, særligt ikke efter graviditeten.

Hjemme igen

Nogle timer efter fik jeg lov til at komme hjem. De første dage er egentlig lidt en tåge, og er præget af, at jeg var på meget stærk smertestillende (2 slags morfin), og nogle dage havde så meget kvalme, at jeg vågnede om natten for at kaste op, hvilket er så ubeskriveligt smertefuldt. Jeg stoppede derfor på de piller en dag før jeg egentlig vat sat til, og fik det heldigvis rimelig hurtigt bedre, selvom det betød at smerterne bed lidt mere fra sig. Men dag for dag kan jeg mærke klar bedring og jeg står ikke nær så foroverbøjet (oh yes, man ligner en 90-årig), som jeg gjorde de første dage. Og de sneak peaks jeg har fået af maven ser rigtig lovende ud. Så nu glæder jeg mig bare virkelig meget, til at få fjernet plastrene og de knuder på stingene (som er selvopløselige) som generer lidt.

Jeg må nærmest ingenting løfte – 2 kg per arm. Hvilket jo selvsagt gør det umuligt at løfte børnene, så den tjans har Mikkel fået, og klarer det til UG, selvom der er virkelig meget der ligger på hans skuldre i de her uger. Men jeg ved jo inderst inde, at det her kommer til at gavne langt ud fremover, og at der ikke var nogen vej udenom, hvis jeg ville prøve at redde min ryg, så jeg prøver at gemme den dårlige samvittighed væk, selvom det er hulens svært. IMG_6957

Min mave har siden operationen været dækket til 24/7 med en kompressions bandage (nærmest et elastik korset), hvilket er forbandet varmt, særligt når den danske sommer for en gangs skyld viser sig, at være en sommer der batter rent temperaturmæssig. Den glæder jeg mig selvsagt også til at få at vide, hvornår jeg kan få af. Men så vidt jeg ved, kan det være om alt mellem 3-6 uger. Så det er lang tid. Med hensyn til løftene, er det faktisk mindst lige så lang tid. Intet mindre end 2 måneder, hvilket faktisk giver en del besvær når det kommer til vores ferie i slutningen af august. Men den tid den sorg.

Har det været det værd?

Jeg er virkelig glad for at jeg valgte at få operationen, til trods for at det umiddelbart ikke var ideelt, i og med at jeg simpelthen ikke kunne tabe de kilo der skulle til for at give det mest jævne resultat. Men i og med at det viste sig (hvilket det desværre ofte gør) at mine muskler var delt med det dobbelte af først antaget, er operationen allerede der tjent ind, hvis jeg kan tillade mig at sige det. Aleris Hamlet har været det perfekte sted for mig at blive opereret og jeg har virkelig nydt godt af, at personalet er så professionelle og at der bliver tænkt over selv den mindste ting, så dem vil jeg til hver en tid anbefale. Jeg venter jo som sagt stadig på, at få bandage og plastre af, så det helt endelige resultat kan jeg ikke vise jer, da jeg stadig ikke selv kender det. Det kommer jeg desuden heller ikke til foreløbigt, da det faktisk kan tage helt op til et helt år, før det hele har sat sig, hvis I forstår hvad jeg mener. Men for mig har det hundrede procent været det værd. Jeg kan allerede nu se, at jeg er sluppet for bulen, fra de delte mavemuskler (også kaldet gravid maven), og jeg er sluppet for den overskydende hud som virkelig også har generet. Særligt når det kom til at finde tøj. Det er virkelig noget jeg glæder mig til, og ærlig talt slet ikke kan forholde mig til – nemlig det med tøjet. For som sygeplejersken sagde, så kan det faktisk betyde, at man skal ud og finde en helt ny garderobe, fordi maven er syet så meget ind, at man går flere størrelser ned i tøj. Det er syret at forholde sig til. Men nu må vi se. Jeg håber i hvertfald bare, at jeg ikke fremover skal knokle for at finde tøj, hvor jeg ikke ser gravid ud. For det er simpelthen så deprimerende at  blive ved med at have maven, når ens børn blev født for år tilbage.

Håber det har givet jer en lidt bedre indsigt i hele forløbet, ellers er I naturligvis meget velkomne til at skrive hvis I har nogle spørgsmål♥

Nu sker det!

IMG_6656Bare det at skrive det her, er noget af det mest grænseoverskridende. Men nu sker det! I næste uge – nærmere bestemt på tirsdag tjekker jeg ind på Aleris og får endelig den operation jeg så længe har drømt om. Lige nu er det med ligedele begestring og bekymring, men jeg ved inderst inde at det nok skal blive godt. Men man kan nok ikke se sig fri for, at være bekymret for, om det nu er et resultat der kan mærkes. Særligt fordi jeg slet ikke er i nærheden af, at tabe mig det jeg skal og økonomien ærlig talt slet ikke er til at overskue lige nu. Men jeg gør det og håber at jeg bliver et gladere menneske og en bedre mor♥

//English recap

So I’m doing it. Even though my weightloss is far from the desired, I’m going through with the tummytuck operation. Hopefully this will fix my rectus diastasis – Oh god I really hope so. Hopefully this will all contribute to me being a better and more happy person – and in the end a better mom. So please wish me luck. Right now I’m 50/50 on excitement and anxiousness.

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥

Nye sneaks i mini format

IMG_5214Jeg synes virkelig bare at ugerne flyver afsted, men må ærligt indrømme, at jeg  i går sukkede lettet over at det var fredag og dermed weekend. Lige med undtagelse af, at vi endnu en gang har to syge børn. Men hvem har ikke syge børn på denne tid af året? Vi har indtil videre taget weekenden i et helt roligt tempo, hvor eneste aktivitet i dag, blev til nye sko (igen igen) til de to små labaner som man skulle tro, at vi fodrede med gødning, når man ser på hvor hurtigt de vokser.

Er det bare mig eller er der et eller andet vildt nuttet over de der miniature fødder i sneakers? Jeg elsker det virkelig, og køber gladeligt sneakers en masse til drengene, mens jeg er for nærig til at købe til mig selv. Haha, latterligt I know.

Men når man ser hvor glad de bliver for at få nye “Go” (læs: sko), så er det altså bare det hele værd♥