De perfekte vinterstøvler

Indlægget er lavet i samarbejde med Campz

Jeg synes det kan være vildt svært det der med at finde nogle vinterstøvler eller i hvert fald varmere støvler, som man rent faktisk også kan holde ud at se på. Jeg er jo selv ret glad for chunky og iøjenfaldende sko og kan virkelig også godt lide, at mine vinterstøvler også er sådan. Så jeg er mega kræsen – hvilket jo giver lidt begrænsninger og til tider bliver decideret åndsvagt. Da jeg fik tilbuddet om at lave et samarbejde med Campz, som har specialiseret sig i outdoor beklædning, var jeg ikke sen om at slå til. Netop fordi de har så bredt et udvalg og har sko og støvler (og sindssygt meget andet) der både er fashion og praktiske på samme tid. 

Til hverdag er jeg primært i høje hæle, men i fritiden trækker jeg virkelig ofte i praktiske sko – specielt når turen går mod legepladsen eller når vi er i sommerhus. De skal helst kunne klare at blive brugt sådan rigtigt, men samtidig skal de passe ind i min garderobe og ikke se alt for praktiske ud. 

De specielle såler

Valget faldt på Kinetic støvlerne (jeg valgte den korte, men der findes også en lang udgave) fra Sorel, som minder mig rigtig meget om Balenciagas sorte sneakers med hvide såler. De er tilpas neutrale og alligevel med en mega fed detalje – nemlig den bølgede hvide sål. De er lavet i ruskind, er vandtætte, hvilket virkelig er et kæmpe plus i mine øjne. Jeg har fået virkelig mange komplimenter for dem allerede, og de er bare perfekte til det vejr vi har lige nu, med det lækre microfleece for der er indeni.

I weekenden fik vi gået en del ture – blandt andet i vores gamle hood omkring Slotshaven, hvor jeg fik luftet støvlerne for første gang. De var som skabt til netop de ture, så de er allerede på favorit listen. Og da temperaturen mandag morgen røg langt ned under frysepunktet, droppede jeg de høje hæle og hoppede i stedet i mine Kinetic støvler igen. 

Så kig her hvis du mangler den perfekte julegave idé eller bare selv mangler de perfekte vintersko til de ekstra kolde dage 

English recap: I spent the weekend outdoor in my new comfy winterboots from Sorel. I love how the sole reminds me of the black/white sneakers from Balenciaga making them ekstra stylish.

At være glad for at være lige præcis der hvor man selv er i livet

IMG_8120Der er ikke nogen tvivl om, at der er en masse virkelig sure ting lige nu, som jeg rigtig godt gad være foruden. Men samtidig sidder jeg med en følelse af, at være utrolig glad for at være lige præcis der hvor jeg er nu.

At sukke over noget man ikke kan få

Før jeg fik børn kunne jeg vitterligt sukke over hvor heldige dem med børn var, og ønskede mig brændende at få lige præcis det en dag. Det blev selvfølgelig helt vildt forstærket af, at jeg ret hurtigt fik at vide, at det godt kunne være meget svært (hvis ikke umuligt) for mig at få børn i og med at mine stofskifte hormoner var helt hen i vejret. Den følelse glemmer jeg aldrig. Det var som at have en kæmpe knude i maven samtidig med at hele maven føltes som et stort hul. Drømmen om at få min egen lille familie brast virkelig den dag. Jeg gik i lang tid og sukkede videre og forberedte mig på, at det med at få børn, skulle blive et helvede. Heldigvis skulle det vise sig at være forkert. Da jeg stod med den positive test i hånden, var det med den mærkeligste følelse. Jeg var jo vildt glad, men havde utrolig svært ved at forholde mig til det, når nu jeg havde fået at vide, at det måske slet ikke kunne lade sig gøre. Selve graviditeten gik egentlig rigtig fint – så længe den varede altså. For drengene blev jo som bekendt født 2 måneder før tid, og vi brugte derfor en måned på hospitalet og en måned på hjemmeophold (hvor man teknisk set stadig er indlagt). Pludselig stod jeg (vi) igen der, hvor det hele lige pludselig kunne gå tabt. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det at de var så skrøbelige, var virkelig svært at forholde sig til. Så jeg gik i overlevelses mode. Ellers var jeg gået ned med stress.

Selve den præmature del havde jeg aldrig nogensinde forudset. Heller ikke at vi i mange måneder efter, stadig skulle tage hensyn og blandt andet passe på, med at deres kropstemperatur ikke blev for lav, fordi de ikke selv kunne regulere den, infektioner der pludselig kunne blive virkelig alvorlige, sanseindtryk der kunne blive for meget, fordi de dele slet ikke var udviklet på de små basser endnu. Og så var der det med refluksen. Jeg havde godt nok heller ikke lige set det komme, at begge ville få refluks. De måneder det stod på var forfærdelige. Gråd og smertefulde skrig fra morgen til aften – og jeg stod fuldstændig alene med dem. Absolut ikke den drøm det skulle have været. Men jeg var stadig lykkelig inderst inde. For i det mindste var de her. Nu var de her virkelig. Sådan rigtigt.

Forventninger til barslen

Min barsel har absolut ikke været som barsler er flest, men det er også helt okay. For mange af tingene vil jeg faktisk helst være foruden. Selvfølgelig ville det da have været rart at kunne tage på café med de små basser, hvis lysten meldte sig, men sådan noget som både at gå til babysvømning, babyrytmik og baby salmesang samtidig med at man går i mødregruppe, det er bare ikke mig. Jeg synes det virker alt for stressende. Så sådan ville jeg ikke have valgt at gøre det uanset hvad, hvis jeg havde haft et valg. Men det er jo vidt forskelligt, hvilke forventninger man har til sin barsel, og hvad man gerne vil fylde dagene ud med. For mig var det vigtigere at have friheden og ikke føle mig bundet op på en masse arrangementer og aftaler.

Den gang blev valget truffet for mig og min barsel viste sig at være benhård og dagene punktlige og skemalagte. Ellers kunne det ikke fungere med to præmature. Så den frihed jeg satte rigtig meget pris på, var det meget småt med. Men til gengæld nød jeg den virkelig når den endelig var der. Det har nok også været rigtig meget medvirkende til, at jeg har sat rigtig stor pris på, når der lige var de 5 minutter, hvor begge sov samtidig og hvor jeg fik lov til at sidde med en varm kop kaffe – i det hele taget bare at sidde ned. Det tror jeg til gengæld at mange mødre kan glemme at sætte pris på, hvis de måske ikke har været sat i det samme konstante pres.

Fra drengene blev født hørte vi rigtig mange sige, “Bare rolig, det bliver meget bedre når de er 1 år”. Da de så var ved at være 1 år, begyndte folk i stedet at sige, “Bare rolig, ved 2-års alderen letter det hele”. Muligvis af taktiske årsager, men til kæmpe forvirring for os. Men de havde jo ret. For det bliver jo kun nemmere. Ved 1-års alderen lettede det allerede, men her da de nåede 2 år skete der virkelig noget. Nu har vi to enormt omsorgsfulde børn der elsker at kramme og kysse, som man kan føre en rigtig samtale med, som har deres egne meninger og som godt nok også tit kommer op at skændes så taget er ved at lette herhjemme. Men det er super fedt. For det er det jeg har ventet på. De er bare  sjove og jeg glæder mig helt vildt meget til at holde jul med dem og opleve, hvor meget mere de bare forstår af det hele i år. Jeg er ved at boble fuldstændig over af spænding og begejstring, hvilket Mikkel vidst også har lagt mærke til. Han griner i hvert fald over at huset allerede har fået installeret en hel del lyskæder, til stor begejstring for både drengene og jeg. Forestil jer så lige hvordan de så reagerer, når de kommer ind i Tivoli? Lige præcis! Det er bare så sjovt med børn i den alder, hvilket fører mig tilbage til overskriften.

At være glad for at være lige præcis der hvor man er nu

For det er netop det jeg er. Jeg var spændt på at få lov til at sidde med en lækker lille nyfødt babybasse, som jeg glæder mig rigtig meget til at følge i livet. Spændt på den måde, om jeg nu selv ville savne alt det igen, om jeg ville føle mig forbigået, fordi jeg ikke fik lov til at opleve barselstiden på samme måde, ville jeg ønske mig endnu et barn? Men det gør jeg ikke. Jeg har lige præcis dem jeg skal have og jeg kan ikke ændre på det der er sket. Kun  nyde det der er nu, med alt det eddike sure og sukker søde der nu en gang er. Så det er lige præcis det jeg gør. Nu står jeg lige præcis der, hvor jeg sukkede over at komme til at stå. Jeg ville aldrig nogensinde have kunne gættet på hvordan vejen hertil ville se ud, og det var nok godt det samme.

Velkommen til livet som mor♥

Og til alle jer der står i samme eller lignende situation, kan jeg kun gentage det som I sikkert også har hørt et hav af gange. Det bliver bedre. Men hvis man ikke forsøger at være til stedet i nuet og nyde de sukkersøde øjeblikke, så lægger man ikke mærke til, at det rent faktisk bliver bedre.

Det sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet

E2AF8436-BE57-4712-852C-F33EC41788EEDet er snart to en halv time siden at lyset blev slukket her i huset, og vi voksne lagde os til at sove. Børnene er for længst faldet i søvn, og efter et par timer med tv og sofahygge, var det på tide at komme i seng. Aftenerne er særligt slemme for mit vedkommende. Det er her alle tanker kommer snigende og ender i et stort virvar af følelser. Det gjorde de også her til aften. Så efter at have forsøgt på at sove i snart to timer nu, har jeg givet op. Noget af skylden for søvnløsheden kan helt sikkert tillægges, at jeg endnu en gang har været nødt til at starte på Prednisolon. I følge øjenlægerne på Glostrup Hospital var prednisolon en del af behandlingen. Behandlingen for hvad tænker du nok, så her kommer den længere forklaring, som jeg har skulle tage mod til og tilløb til at lægge op.

Da jeg for snart 4 uger siden fik mit sidste store anfald med brystsmerter (dem jeg har skrevet om både herinde og her) blev jeg akut indlagt med ambulance og hele pivtøjet, på Hillerød Hospital. Her tjekkede de primært hjertet og undersøgte for blodpropper. Jeg var meget langt væk i smerter og kunne ikke bidrage med de vilde oplysninger desværre. Da de akutte smerter aftog næste morgen, blev jeg sendt hjem – præcis som alle de andre gange før. Men denne her gang var det noget der var anderledes. Mit syn var blevet sløret. Jeg tillagde det ikke det store i den første tid efter anfaldet, da jeg ved at det kan tage mange dage, efter så slemt et anfald, før jeg kommer mig helt. Men det skete bare ikke. Mit syn var og er stadig sløret. Jeg forsøgte i omkring en uges tid, at få fat på en øjenlæge, men rendte ind i efterårsferien, hvor alle øjenlæger åbenbart ikke mente, at der var nogen der ville have behov for hjælp. Derfor lykkedes det mig først at komme igennem til en i fredags.

Så snart jeg havde booket den akutte tid, fik jeg med det samme den der følelse af, om det nu også virkelig var nødvendigt, for så slemt var det jo heller ikke. Men jeg kom afsted og det stod hurtigt klart under undersøgelserne, at der var noget helt galt. På scanningerne af mine øjne var der pludselig en masse hvide prikker, der absolut ikke hører hjemme, samt et område der bulede ud. Min facade krakelerede fuldstændigt, da øjenlægen med det samme ringede til Rigshospitalets afdeling i Glostrup, som er de førende indenfor øjensygdomme, og bad om en akut tid. Jeg mistede fuldstændig fodfæstet. Oveni det lå et stort press på arbejdet, som jeg i forvejen havde måtte tage fri fra og Mikkel der havde ageret chauffør stod egentlig med et meget vigtigt møde, som pludselig måtte aflyses, så vi med det samme kunne tage til Glostrup.

Da vi kom frem til Hospitalet var der en del ventetid, selvom jeg blev prioriteret meget højt. Hvis ikke alvoren allerede var sevet ind hos øjenlægen, gjorde den det i hvert fald nu. De undersøgte mine øjne grundigt, men turde ikke konkludere noget. Jeg ville derfor høre fra dem og blive kaldt ind til yderligere undersøgelser indenfor en uge.

Weekenden var forfærdelig og jeg kørte alle scenarier igennem i mit hoved. Var det en tumor? Eller måske en blodprop? Var det hele bare en fejl? Ville jeg komme til at miste synet? Jeg kunne slet ikke finde ro og drømte mig meget langt væk.

Mandag morgen møder jeg ind på arbejdet. Mine øjne har det rigtig skidt og jeg kan dårlig nok se på computerskærmen uden at det hele sejler rundt. Pludselig bliver jeg ringet op af hospitalet. De vil gerne se mig hurtigst muligt. Midt i det opkald bliver der ringet igen, men det opkald kan jeg af gode grunde ikke tage. De ringer i stedet til Mikkel. Det er en anden fra hospitalet der fortæller, at de gerne vil se mig til undersøgelser hurtigst muligt. I alt bliver jeg ringet op 5 gange indenfor en time, hvilket absolut ikke gjorde nerverne mindre. Da jeg ikke selv kan køre bil fordi mit syn er så sløret, er jeg nødt til at vente på min mor, som kan hjælpe mig derud. Vi når frem kl. 11, hvor jeg med det samme kommer ind til forskellige scanninger af øjnene. Jeg tænker hele tiden undervejs, at jeg om lidt vil få at vide, at det hele har været en fejl og at mine øjne intet fejler. Men sådan går det desværre ikke.

Jeg får stillet diagnosen PIC på begge øjne, hvilket står for Punctate inner choroiditis, som er en autoimmun øjensygdom der giver læssioner i årehinden og nethinden af øjet. Mit venstre øje, det der er værst ramt, har derudover fået diagnosen CNV, som står for Choroidal neovascularization, og betyder at der hele tiden dannes nye blodkar i øjets årehinde, hvilket blandt andet resulterer i forvrængede billeder, sløret central syn samt pletter for øjnene.

Jeg er stadig i totalt chok og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Ender jeg med at blive blind af det her? På nuværende tidspunkt ville jeg ønske at jeg kunne sige, at det bare er mit hovede der koger over, og at det nok ikke bliver så slemt. Men sandheden er at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvor slemt det her komme til at blive, og det skræmmer mig helt vildt. Informationerne omkring de to sygdomme er utrolig sparsomme, og der findes stort set ikke noget materiale på dansk, da det er så sjældne sygdomme. Behandlingsmulighederne er lige så få og består i den føromtalte Prednisolon, som er kendt vidt og bredt for sine bivirkninger der kan ødelægge alt. Et middel jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle tage igen, efter at jeg sidste gang endte op med måneansigt, led af søvnløshed og tog over 10 kg på. Jeg havde det SÅ elendigt og føler stadig ikke at jeg er blevet mig selv her 10 år efter. Det er et middel jeg ikke ville ønske at nogen var nødt til at tage, heller ikke min værste fjende. Det er simpelthen altødelæggende. Den anden del af behandlingen består i at få sprøjtet VEGF hæmmer ind i øjet. Ja du læste rigtigt. Ind i øjet. Og ja, det er præcis lige så ufattelig modbydeligt som det lyder, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Jeg fik netop sådan en indsprøjtning i mandags. Det har resulteret i to store blodspræninger i mit venstre øje – bare hvis jeg nu skulle være i tivl om, at der var noget galt med øjnene. Medicinen skulle gerne begynde at virke, på den blødning jeg har i det venstre øje, indenfor nogle uger, men det kan være (og er det højst sandsynligt) nødvendigt at gentage indsprøjtningen. Om mit syn bliver normalt igen, vil med alt sandsynlighed være drømmetænkning. For når man læser om sygdommene, danner der sig et klart billede af, at de skader der pludselig opstår, er uoprettelige. Man kan kun bremse dem. Men det er ikke til at sige med sikkerhed, og det er faktisk det der piner mig mest af alt. Tankerne om at jeg måske mister synet helt. Hvad med mit arbejde, mister jeg det? Er jeg nødt til at sælge min bil, fordi mit syn bliver så dårligt, at jeg ikke kan køre bil længere? Kommer der til at være et tidspunkt, hvor jeg ikke længere ved, hvordan mine børn ser ud?

Og en af de tanker der har fyldt aller mest, hvad sker der næste gang jeg får et af mine anfald? Lægerne har ikke med sikkerhed turde koble mine anfald (som indtil vider undersøges som stofskifte anfald) sammen med øjensygdommene, men i og med at jeg har Hashimoto som er en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber sig selv, og både PIC og CNV er autoimmune sygdomme, er der med al sandsynlighed tale om en sammenhæng. Og netop det skræmmer mig. Mennesker der lider af autoimmune sygdom har desværre en rigtig stor risiko for at blive ramt af andre autoimmune sygdomme, hvilket belaster utrolig meget – både fysisk og psykisk. Jeg havde selv ikke den fjerneste fantasi til at tro, at jeg skulle rammes af endnu en autoimmun sygdom. Slet ikke i øjnene og absolut ikke af en/flere øjensygdomme som er så sjældne, at der intet findes om dem på dansk.

Tankerne er der ikke blevet færre af. Det er dem der omslutter mig om aftenen og gør at jeg ikke kan sove. Det er dem der får tårerne til at trille ned af kinderne, når ingen andre ser det, men det er også dem der får mig til at bryde fuldstændig sammen overfor andre, når der bliver trykket på de rette knapper. Jeg tror aldrig jeg har været så sårbar som jeg er nu. Og selvom alt inden i mig siger, at jeg skal opretholde facaden og forsøge at leve videre som om intet var sket. Så er det fuldstændig umuligt. Konsekvenserne af den forbandede møg sygdom Hashimoto, har endnu en gang vist sig og det er ubærligt at tænke på, hvor store de reelt kan ende med at blive.

I morgen går turen mod Hillerød Hospital og Kardiologisk afdeling, hvor jeg skal have en måler på, der måler min hjerterytme. Det har været længe undervejs, og forhåbentlig kan den hjælpe med at kaste lidt lys over mine anfald. Forhåbentlig får jeg snart en afklaring på det, så jeg ikke skal bekymre mig og gå at frygte for nye anfald og de konsekvenser de har. Så kryds fingre for mig og send alt den gode karma du har min vej, jeg virkelig brug for den. Mere end nogensinde før♥

Efterårs vibes

8E7A068D-850B-4BAA-BBD9-DEF2CA2BCB7DI sidste uge havde verdens bedste mand fødselsdag. Til dem der måtte være i tvivl, så er jeg “indehaveren” af netop ham. Hvor heldig har man lov at være? Det skulle selvfølgelig fejres – både at han er min og at han havde fødselsdag. Så vi havde valgt at tage en fridag, hvilket virkelig kan være tiltrængt som småbørnsforældre, sådan helt generelt. Vi pakkede børnene i bilen, afleverede dem glade i vuggeren og smuttede så mod København. Vi havde aftalt at dagen skulle være totalt casual og uden nogle ting der skulle nås. Vi startede med morgenmad på Bistro Royal og nød at kaffen blev drukket mens den stadig var varm og at vi ikke blev afbrudt 1000 gange midt i maden – hvilken luksus! 9B76B1C3-8B97-49D9-A1A3-C6EE74D7D89CDe efterfølgende timer brugte vi på gåben rundt i København og nød at der ingen stress var. Vi sluttede dagen på La Glace med varm kakao og lagkage – ingen fødselsdag uden lagkage.9010E80B-D28B-4653-833B-C7B398EE3169 Sådan en fridag kan virkelig anbefales. Særligt midt på ugen, hvor de fleste er på arbejde. Man nyder det virkelig på en helt anden måde end man ville gøre en lørdag for eksempel. Generelt taler vi meget om, at vi rigtig godt kunne tænke os at smutte afsted en weekend bare os to – uden børn. Ikke fordi vi ikke kan holde ud at være sammen med børnene, men fordi der virkelig er pres på for tiden – både privat og på arbejdet, hvilket gør at vi (og sikkert også utallige andre par) har svært ved at connecte og finde hinanden. Sådan en weekend tror jeg virkelig vil kunne gøre underværker og hjælpe os lidt på vej. Så vi håber at der snart er nogle der melder sig på banen og vil passe de to banditter.48C79C3B-4491-47CC-99B9-7AB815D24809 Apropos svære tider, så teasede jeg lidt for her (hvis man overhovedet kan sige det sådan), at der har vist sig at være noget galt med mine øjne. Ikke noget jeg på nogen måde kan overskue lige nu – men hvornår kan man overhovedet det? Man det er sådan det nu en gang er, og den er desværre god nok. Men jeg tænker egentlig at det kræver sit eget indlæg, da jeg har en del tanker omkring det, som jeg gerne lige vil have lidt styr på. Så jeg håber I kan vente lidt endnu. Indlægget er på vej, men indtil da vil jeg slappe lidt af og komme mig ovenpå det hele♥

Lancering af Playstation Classic

playstationclassic_originalplaystation.jpg

Reklame for PlayStation®Classic

Da der forleden dag tikkede en mail ind, om at Sony Interactive Entertainment (SIE) den 3. december lancerer nyheden PlayStation®Classic, hoppede mit indre barn op og ned. Hvis den ser velkendt ud, er det nok fordi du, ligesom jeg, er barn/ung af 90’erne og dermed har tilbragt adskillige timer sammen med den originale PlayStation®. Den nye er nemlig en tro kopi af den, bare i et praktisk miniformat og med 20 forudindlæste originalspil. Rent nostalgi trip for os omkring de 30. Hvilket fik mig til at tænke på alle de ting så tydeligt kan huske fra jeg var barn. Hold op hvor var 90’erne ikke kønne, men de kunne dæleme noget alligevel. Kan du for eksempel huske de her ting?

 

Jeg kan lige så godt afsløre nu, at den der hals dimmer sgu ikke var noget kønt syn på mig. Men som et ægte 90’er barn, var den troligt at finde på halsen, selvom den nogle gange blev skjult af dobbelthagen. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange timer jeg har siddet og spillet PlayStation i min oppustelige sofa (jeg husker at min var grøn, og tænker straks hvad pokker skete der for dét farvevalg?!) som barn, derefter teenager i min futon seng og faktisk også op til den dag i dag, hvor futon sengen dog er skiftet ud med en vaske ægte voksen-sofa i rigtigt stof og det hele. Selvom man er voksen, kan man få vildt meget ud af, at sidde og fordybe sig i en anden verden, i et par timer eller fem. For let’s face it. Det er super vanedannende. Og det er faktisk noget Mikkel og jeg har taget med os, selv nu her hvor vi har både hus, børn og fuldtidsarbejde at passe. Man bliver aldrig for gammel til det!PlayStationClassic_Hand

Vi kan sagtens aftale, hvis vi har en weekend eller aften uden børn, at den skal bruges på at koble fra med GTA eller Need for Speed og synke ned i rent teenage mode. Det er SÅ befriende at gøre det. Og vildt hyggeligt! Derfor står den nye PlayStation®Classic allerede på ønskelisten til jul, da den er en oplagt efterfølger til min gamle Playstation 2, fordi den fylder så lidt og har ikke færre end de 20 forudindlæste spil på.

PlayStation®Classic lanceres i Japan, Nordamerika og Europa d. 3. december.

Venice♥

fullsizeoutput_1abSå er det vidst også på tide med en update på den der familieferie. Vi landede eller rettere sagt trillede hjem (i bil forstås) i mandags efter godt og vel 10 dages ferie i henholdsvis Tyskland, Østrig og Italien. Kameraet er selvfølgelig loaded med billeder, men jeg synes nu alligevel at jeg ville starte med Venedig, som vi tog til på dag 3. Der var godt og vel 2 timers kørsel fra Lido Di Pomposa, hvor vores campingplads lå. Efter det skulle vi beslutte om vi ville gå ind til Venedig, tage bus eller sejle. Efter som vi havde de to børn og klapvogne på slæb var gåtur udelukket og da jeg kan få røde knopper ved tanken om at sidde i bus og skulle bakse ind og ud med klapvogne og børn, faldt valget på at blive sejlet derind. Det kostede os 7 euro den ene vej og 5 euro retur. Rimelig godt givet ud, efter min mening.fullsizeoutput_1aefullsizeoutput_1afJeg var rimelig skeptisk, efter at have hørt stort set alle sige, at det er en turistfælde af rang. Men Venedig var simpelthen noget af det smukkeste jeg har set og jeg synes det var super nemt at se bort fra alt det turistede. Med hensyn til priserne, synes jeg bestemt heller ikke at det var så overpriced som mange siger – og absolut ikke i forhold til Københavner priser (som kan være skyhøje)fullsizeoutput_1acVejret var perfekt – ikke for varmt men stadig sommer. Vi havde som sagt klapvogne med. Totalt helvede! Men det siger sig selv. Der er jo trapper og broer overalt. Men med hjælp fra super søde mænd vi mødte på vejen (hvorfor gør danske mand aldrig det?!) gik det faktisk rigtig fint. Jeg kunne (og kan stadig) godt mærke, at jeg selvfølgelig har båret på en del mere vægt, end jeg rent faktisk må, men når jeg tænker på hvor meget slæberi der egentlig har været, synes jeg faktisk at det er ret godt gået. fullsizeoutput_19aGondoler var der selvfølgelig massere af. Men den del droppede vi dog denne gang. Men ærligt, så har jeg nok talt mindst 10 gange (efter vi kom hjem) om hvor gerne jeg vil til Venedig igen. Dog uden børn næste gang. For jeg vil super gerne have frihed til at gå ned af alle de bitte små gader der er, hvor de fineste små butikker ligger. Den del fik vi jo af gode grunde ikke gjort særlig meget – og det er også helt fint. Turen var nok højdepunktet på ferien og det kom virkelig bag på mig, hvor begejstret jeg ville ende med at blive.

Så Venedig kan helt sikkert anbefales. OG lyt ikke for meget til alt det negative mange har at sige, for der er altså stadig så mange fine perler, at det vil være synd at gå glip af♥♥

Den første strandtur

IMG_1450God formiddag søde mennesker. Håber ikke I lider lige så meget i varmen som nogle af os herhjemme gør. Hold op hvor bliver der bare varmt her! Ja det er altså ulempen (hvis man må være så fræk at sige det), ved at bo i et hus med vinduer hele vejen rundt. Elliot blev faktisk ringet hjem fra vuggestuen i går, fordi han havde fået det dårligt i varmen. Det har vi prøvet nogle gange nu, så vi har heldigvis købt sådan noget pulver der opløses i vand, som kan genoprette væske/saltbalancen. Det virkede heldigvis hurtigt, men dagens planer måtte lige ændres, da Ludvig så at Elliot gik. Han blev simpelthen så ked af det, at han også måtte komme med hjem. Heldigvis har min mor stadig ferie, så hun kunne hjælpe mig med Ludvig, og vi endte med at tage ud at spise.

Lige nu sidder jeg i haven med min første kop kaffe og et koldt glas juice, inden min mor kommer og er så sød at hjælpe med rengøring og oprydning, inden tvillingernes fødselsdag i morgen. Vi valgte jo bevidst at udskyde deres fødselsdag (altså ikke den egentlige dag, den kan vi vidst ikke rykke meget ved;)), så mine forældre kunne nå hjem fra ferie og så jeg kunne komme lidt ovenpå efter operationen. Det er jeg jo heldigvis også, men der er stadig en del begrænsninger – blandt andet, at jeg ikke må løfte mere end 1 kg i hver arm. Simpelthen håbløst når man har små børn. Så hjælpen er virkelig kærkommen.

Fødselsdagen i morgen bliver meget low key og bare ren hygge. Men til trods for det, glæder jeg mig 100 gange mere, end hvis det var min egen. Virkelig sjovt som det kan ændre sig med alderen.

I går pakkede vi bilen og smuttede op mod mine forældres sommerhus, hvor vi havde aftalt at tage på stranden. Utroligt nok var det årets første strandtur for Mikkel og jeg og drengenes aller første. Vi har gået og talt lidt om, hvordan det mon ville tage alt det med sand og vand, når vi nu har booket ferie i Italien i slutningen af august. For helt ærligt, så kunne det gå begge veje. Men hold op hvor de elskede det. Det var virkelig bare fedt at se så modige de er. De var bare ikke til at drive væk fra deres sandslotte og vandet. Der var (no surprise) virkelig mange mennesker, men det er slet ikke på niveau med Bellevue og lignende, hvilket er virkelig fedt. 5AEEB8CE-ABDC-417A-9619-4DF75F06A50E

Vandet var ca. 24 grader, hvilket jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Men det har virkelig bare været den perfekte første gang, til drengenes standtur.

Vi kommer helt sikkert til at gøre det igen meget snart, for det var bare sindssygt hyggeligt. Min mor havde sørget for sandwich til os alle og min far havde taget vin med. Så hyggeligt! IMG_1442IMG_1439