De tanker en mor ikke tør tænke

ce50f8b13465b6bc8ddda885c4ee2638

Photo credit Pinterest

I dag er sådan en dag der kræver en box fyldt med donuts, en dyne og pude og noget alenetid. Det er dagen jeg har frygtet i rigtig lang tid, men alligevel også dagen jeg ikke havde nogle forventninger til. Jeg tror de fleste der har været/er syge, uden at vide hvorfor, ved præcis hvad jeg mener. Det der med at lægen glad sidder og siger at prøverne ikke viste noget, alt imens man selv sidder og er ved at falde fra hinanden, for noget er der jo galt, det er helt ubærligt.

Jeg har fået lavet en masse undersøgelser på hospitalet på grund af de der anfald, der flere gange har fået mig indlagt. Jeg havde egentlig ikke nogle forventninger til noget som helst, for jeg var ikke engang sikker på, at resultaterne var nået at komme, fordi jeg flere gange måtte udskyde prøverne, fordi drengene jo på skift blev indlagt med lungebetændelse. Men efter en længere udenomssnak kom svaret. Der var noget på prøverne. Det kræver yderligere prøver at finde ud af, om det bare var et tilfælde, og dem skal jeg have taget hurtigst muligt.

Hvad prøverne præcist viste, holder jeg for mig selv, men det var i hvert fald den slags resultater der gjorde, at min verden blev vendt op og ned, og blev fyldt med en masse “hvad nu hvis?” og frygt. I dag ville jeg ønske at jeg havde ventet med at få børn, selvom det er noget af det der gør aller mest ondt at sige. Men når tankerne om “hvad nu hvis” bliver koblet sammen med de to små fantastiske drenge vi har, så flyder bægeret over. Mit hoved er på en og samme tid helt tomt og alligevel fyldt med en ufattelig frygt, selvom jeg endnu ikke har fået lavet de yderligere undersøgelser. Så selvom det er noget af det sværeste overhovedet, så vil jeg prøve at glemme og lade som om den samtale ikke har fundet sted endnu.

Og med hensyn til den æske donuts? Den er så hjertelig velkommen hjemme på dørtrinet og vil blive værdsat mere end nogen kan ane♥

Ideer til et “alt-andet-end-hvidt” badeværelse

Vi står overfor at skulle lave det sidste badeværelse i huset. Ja ja jeg ved det, kun snart et år efter at vi flyttede ind. Naive mig, at tro at vi kunne være færdige med alt i huset inden jul. Eller? For hvem sagde at det var julen 2017?

Vi satser på at alt er færdigt inden julen 2018 – så er det sagt! It’s out now.

Vi har selvfølgelig gjort os en del tanker om hvordan det næste badeværelse skal være, særligt fordi det er dobbelt så stort (hvis ikke lidt mere), end det sidste vi lavede. I modsætning til det sidste badeværelse er der rigeligt med lys (ovenlys vinduer), så vi skal ikke bekymre os så meget om at bruge for mørke materialer, hvilket virkelig er rart. Jeg vil rigtig gerne bruge nogle mørkere materialer, så der bliver en mere hyggelig stemning, fremfor den kliniske stemning et hvidt badeværelse godt kan give. Jeg har derfor trawlet yndlings mediet Pinterest igennem efter inspiration. Så her får I mine tanker so far.

At prioritere kun at være to

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EFredag morgen afleverede vi drengene i vuggeren og smuttede hjem og pakkede bilen – altså efter vi gik en tur i den fineste nye sne, med verdens fineste buller. Lidt over en time senere var vi fremme i Malmø hvor vi havde booket en overnatning hos Scandic på Stortorget.7DE1062B-EFE4-4D42-9BE3-4DFAFE08C78A.jpeg Nu er vi så kommet hjem fra vores 1-døgns getaway. Selvom et døgn umiddelbart ikke er meget, så er det altså bare skønt. Det tror jeg alle forældre kan nikke genkendende til. Scandic har virkelig bare den fineste restaurant og ligger dejligt centralt, hvilket bare passede os super godt. E8477D0B-1AF3-4F8E-9297-CE904A0B21E8Vi fik spist en masse god (og varm mad, ja for jer uden børn er det jo nok en selvfølge..haha), shoppet og bare hygget med kun at være os. Det tror jeg virkelig også bare er vigtigt, når man får børn og ofte kan blive presset på helt nye punkter.
Og drengene? Ja de fik jo selvfølgelig stor hygget med Bobber (mormor) og Bobar (morfar) 😉
I morgen har jeg inviteret de aller nærmeste til boller og lagkage, for at fejre min glemte fødselsdag. Haha, velkommen til voksenlivet!
E3780619-A12F-42AB-B382-2B8127C33191

Når man glemmer sin egen fødselsdag!

pexels-photo-226718Har du fødselsdag? Cirka sådan spurgte frisøren mig om i går, da vi talte i telefon. Først fik jeg vidst fejet det af bordet med et stort og rungende “Næææ”, indtil det gik op for mig, at hun havde helt ret. Jeg har jo fødselsdag og jeg har for første gang nogensinde, fuldstændig glemt det. Ved ikke helt om det er pinligt eller bare en erkendelse af, at tingene de sidste uger simpelthen bare er gået så stærkt på alle andre områder, at jeg overhovedet ikke har kunne følge med.

I midten af januar blev Elliot indlagt akut med en virkelig alvorlig lungebetændelse, hvilket satte alt på standby (der kommer et indlæg om den oplevelse på et senere tidspunkt), og da vi endelig kom hjem gik der en uge, hvor jeg lige nåede til event her(reklame link) om hudpleje (hvilket der også kommer et indlæg om), og så blev Ludvig dæleme også indlagt. Så vi, eller mest mig, har brugt 14 dage på hospitalet omgivet af læger, slanger, ilt og virkelig meget medicin. Håber aldrig nogensinde at vi skal igennem det marridt igen!

Nå men der er jo egentlig ikke noget at sige til, at jeg stadig går og tror, at februar kun lige er begyndt, når vi er gået glip af så mange dage. Nå men vi er alle hjemme nu, og prøver bare at finde tilbage til hverdagen igen, selvom det ærlig talt godt kan være lidt svært, ovenpå alle de oplevelser. Og min dag….den skal bruges på ingenting. Eller det vil sige, om nogle timer smutter jeg forbi frisøren og får nusset lidt om mit hår, og så ryger der nok noget god mad og måske en enkelt drink ned senere i aften i anledning af de 28 år.pexels-photo-209620 Fredag smutter Mikkel og jeg afsted mod Malmø hvor vi bare skal hygge og shoppe, mens mormor og morfar passer drengene. Det glæder vi os (alle) helt vildt meget til. Det bliver virkelig bare rart med et afbræk. Det burde alle (eller okay, nogle gør det også lidt for ofte) forældre gøre noget oftere!

Nu vil jeg smutte på arbejde – håber I får en rigtig dejlig dag♥

Candy Cane Gin & Tonic

IMG_3565 2Det var egentlig meningen at jeg skulle have været ude og vippe med ørerne i dag. Eller rettere sagt ude og smide nogle bowlingkugler og nyde en hel del alkohol i hyggeligt selskab med mit arbejde. Det bliver der dog desværre ikke noget af, fordi Ludvig igen fik feber her til morgen og har lagt sig med endnu en gang mellemørebetændelse. Han skal have lagt dræn i d. 2. januar, så der håber vi virkelig på noget bedring. Stakkels lille myr.

Nå men bare fordi jeg sidder her som græsenke og spiller Svend Kedelig, behøver i jo langt fra at gøre det samme. De fleste af jer er sikkert også til diverse julearrangementer og hygger jer. Men er du ikke en af dem, er her et bud på hvordan du kan pifte en drink de fleste kender, op med lidt julestemning. Hvis du ikke har lyst til at lave den i dag, kan du jo passende gøre det i morgen.

Opskriften er faktisk så simpel:

  • 1 del Gin (jeg brugte Jensen Gin)
  • 2-3 dele Tonic – her er det faktisk op til dig at vælge den type smag du vil hen imod. Jeg valgte den fra Fever-Tree Premium Indian Tonic Water)
  • Gran eller rosmarin (vi havde desværre ikke noget gran, så jeg brugte en rosmarin gren)
  • Candy cane – på dansk hedder det vidst en sukkerstok.

Når det kommer til Gin Tonics er det virkelig en smags sag, hvor meget tonic man vil have i, i forhold til gin og i så sandelighed også hvilke mærker man foretrækker. Jeg valgte bevidst en gin uden alt for meget kapow i, da det hurtigt ville blive et underligt sammensurium af forskellige smage, når først smagen fra sukkerstokken ville blive frigivet.

 

 

English recap//

I thought it was time to share a recipe with you guys. And since its Christmas time and their are plenty of occasions for a nice drink, I thought I would share my view on a nice Gin Tonic with a touch of Christmas. 

The recipe is really simple: 

  • 4 oz gin – I used the Gin called Jensen Gin
  • 10 oz Fever-Tree Premium Indian Tonic Water
  • Rosmary og a twig of a pinetree 
  • A candy cane

The Union Kitchen og julehygge hos Amaze

IMG_3705Reklame//

I sidste uge var jeg inviteret til et hyggeligt juleevent inde i byen af pr bureauet Amaze PR & Communication. Jeg aftalte med hende her at det var på tide at mødes inden hun snart har termin og føder en dejlig lille dreng. Vi tog på The Union Kitchen og spiste avocado madder med pocherede æg. Og for at det ikke skulle blive for sundt, snuppede vi nogle trøffel fritter til (I blame the pregnant lady, haha).

Da det var tid smuttede vi ud i kulden og videre over i varmen til Amaze som havde inviteret på julehygge, gaver, tombola og julegodter i alverdens afskygninger. Cakelicious Copenhagen havde lavet de fineste cupcakes med små honningkagehuse på og Hotel Chocolat havde lavet de lækreste chokolader. Og sidst men ikke mindst, må vidst nævnes bland-selv buffeen som fik det barnlige op i selv de mest hårdkogte influensers;)

IMG_3704

De søde Amaze piger havde som altid knoklet for at julepynte og hygge om os og det var en rigtig fin eftermiddag, hvor vi også mødte Ditte og AliceIMG_3707

Nu vil jeg smutte ind og se til min ene lille bandit, som er blevet hjemme fra vuggeren i dag, fordi han ligesom os andre, desværre igen er nedlagt af en gang influenza. Senere står den på Nøddeknækkeren i det Kongelige teater for mit vedkommende. Så hvis jeg ikke har fundet den rette Christmas spirit frem endnu (just joking, den var der allerede lang tid før december!) så kommer den i hvert fald senere.

 

English recap//

Last week I was invited to a Christmas gathering at the PR agancy Amaze PR & Communication. I met up this sweet girl – possibly for the last time, before she becomes the mom of a little boy later this month. We had a late lunch at The Union Kitchen – avocado on rye bred with a poched egg and some truffel fries on the side. After the lunch we went to the Christmas gathering, where the sweet amaze girls had done their best to get us in the right Christmas spirit with the most tasty chocolate from Hotel Chocolat and the cutest cupcakes from Cakelicious Copenhagen with tiny gingerbread houses on top.

We also met these to nice influensers – so nice meet you Ditte and Alice before we went home.

Getaway til Århus

I fredags smuttede Mikkel og jeg afsted til Århus. Vi havde pakket de fleste ting på forhånd, brugt en evighed på at rydde op herhjemme (for selvom vi gerne vil give en pludselig opstået tornado skylden, så går den vidst ikke) og krydset alt hvad vi kunne, for at det skulle lykkedes at komme afsted denne gang. De få gange vi ellers har fået muligheden for at få drengene passet, er enten vi selv eller drengene nemlig blevet syge, hvorfor det måtte aflyses. Denne her gang var det virkelig tiltrængt at komme ud og vippe med ørerne – kun os to. Og det lykkedes skisme. Vi kørte afsted mod Århus og nød bare at være os. Helt alene. Ja nu sagde jeg det. Vi nød det!

IMG_3425

Vi havde booket et værelse på Royal Hotel i Århus og var ret spændte. For det der med at booke hoteller det kan altså godt give lidt grå hår. Da vi trådte ind væltede billeder fra filmen The Grand Budapest Hotel bare frem. Stilen er bare spot on. De har den ældste elevator i Nordeuropa og den er det første man får øje på. Den er simpelthen bare så fin. Lige så fint var vores værelse – og ikke mindst stort!

IMG_3496

IMG_3497

Der var de fineste messing haner på badeværelset ( og som dem af jer der følger mig her kunne se, så blev en god portion af aftenen brugt i det lækreste badekar – nice!). Vi havde udsigt til den smukkeste kirke lige uden for vinduet og shoppinggader lige udenfor hotellet dør. Bedre kunne det simpelthen ikke være. Efter min mening er det simpelthen det bedste man kan gøre som par, hvis man altså kan få pasning til sine børn. Her var det mormor og moster H der stod for det, og det var vidst til lige stor morskab for både børn og voksne.

Mikkel og jeg føler at vi har været på en uges ferie (selvom vi sagtens kunne have brugt mere tid i Århus) og har virkelig nydt at være afsted som par, og komme hjem til to glade banditter der bare har hygget maks.

IMG_3488

Vi spiste den lækreste 3-retters menu på hotellet. Det kan virkelig anbefales! Hotellet har både en bistro og en restaurant. Begge steder har de lækreste menukort. Vores middag var denne gang i restauranten, men jeg tror helt sikkert at vi vil prøve bistroen også en anden gang.

IMG_3489.JPGIMG_3490

Og senere på aftenen tog vi på Two Socks som er en gin bar, der som navnet antyder har alt med gin. Jeg fik en Mojito gin og tonic – gal den var god!

IMG_3499IMG_3500Mojito Gin tonic hos Two Socks i Århus

Da vi kom hjem først på aftenen om lørdagen, var det med den vildeste afslappede følelse i kroppen. Vi var ligesom begge blevet nulstillet, hvilket virkelig var tiltrængt efter nogle absurd hårde perioder med sygdom, meget arbejde og mange vigtige møder. Nu går vi bare og glæder os for vildt til at kunne gøre det igen. Og ved I hvad? Moster H synes at det var helt på sin plads at vi næste gang var væk en hel weekend, så de kunne hygge med banditterne♥

Post barsel: Hvem er JEG egentlig?

B5

Indlægget indeholder reklamelinks

Jeg indrømmer det gerne, jeg synes det er vildt svært at balancere familielivet, arbejdslivet og min fritid og passion for blogging. Jeg synes det er så svært at nå det hele i døgnets nu en gang kun 24 timer. For det er jo desværre ikke sådan, at man med ankomsten af tvillinger, får tildelt 48 timer i døgnet. Næ nej. Det tror jeg ellers at mange tvillinge familier ville elske. Men igen, hvilken børnefamilie ville takke nej til det?

Jeg er tilbage på arbejde og prøver nu at finde mig selv igen, hvad angår job. Og jeg synes det er MEGA svært, for at sige det ligeud. For hvorfor pakke det ind over for jer? I har jo været med her hele vejen, og kender mig efterhånden ret godt. Det er møg hamrende svært, sådan lige at komme let og elegant tilbage på arbejde, efter en meget lang barsel. Min endte jo så endda med ufrivilligt at blive ca en måned længere, da jeg pludselig måtte tage fri igen, fordi vi ikke havde pasning til drengene. Super! Og tak til kommunen der efter eget udsagn “gerne vil have børnefamilier til kommunen”. Det ramte mig virkelig hårdt, at jeg igen skulle gå hjemme. For jeg havde glædet mig helt vildt til at komme i gang igen. I gang med at være mig igen. Og ikke bare et nonstop service organ for to bavianer der ikke tager et nej for gode varer. Så da jeg endelig satte mig i kontorstolen igen, kunne jeg med det samme mærke, at det ville blive rigtig svært. For jeg har ændret mig meget siden jeg sidst sad der, og det der med at komme ind i tingene igen, virkede fuldstændig uoverskuelige. De første uger brugte jeg på at finde ud af hvad jeg ville. På sin vis kan jeg virkelig godt forstå dem der starter på en frisk efter barsel. Men det er bare ikke mig. Men samtidig kunne jeg godt mærke, at jeg følte mig udenfor og utilstrækkelig. Det tager nok noget tid. Og for mig har det været vigtigt, at komme rigtigt i dybden med, om det er det her jeg vil (læs: det her job) eller om jeg måske skulle kaste mig ud i noget helt andet.

Men som mor til to helt små børn, siger fornuften mig at det der er mest brug for lige nu, er ro. Og så kan det godt være at pludselig skifter spor. Men lige nu er jeg her, og så kan jeg lige så godt blive mit bedste “jeg”. For allerede før jeg gik på barsel, vidste jeg at jeg gerne ville noget mere med mit job. Men nu hvor jeg er kommet tilbage, kan jeg godt mærke, at jeg er frustreret over at have “spildt” et år, hvor jeg kunne have sørget for at komme derhen hvor jeg gerne ville med mit job. Giver mit vrøvl overhovedet mening? håber ikke jeg har hægtet dig af, men ellers er det faktisk fuldt forståeligt. Haha.

Nå men jeg tror desværre der sidder rigtig mange, der ligesom jeg selv, synes det er mega svært at vende tilbage på arbejde igen. Som mange sagde til mig, så er det fuldt forståeligt fordi ens tanker kredser om at være mor. Sådan er det bare ikke i mit tilfælde. Altså jo, jeg er jo mor. Den del kan jeg jo aldrig løbe fra – og har heller ikke lyst til det. Men jeg har aldrig været typen der så min barsel som et langt mekka af kaffe, croissanter og hygge. Og det var også så svimlende langt fra det jeg fik. For min barsel har været hård og jeg har glædet mig til at komme tilbage på arbejdet, fordi det stress niveau der er der, trods alt er på en helt anden måde. Jeg spurgte rundt i mit netværk for ikke så lang tid siden, da jeg selv ramte bunden og ikke anede hvad der var op og ned på mine følelser. Og jeg tror ærligt at jeg kan sige, at der ikke var en eneste, der bare synes at det med at komme tilbage på sit arbejde og være sig selv, var super hårdt. For hvem er man egentlig, når man står der på den anden siden af barslen?

Jeg er i hvert fald ikke den samme. Hvem jeg er skal jeg lige have pejlet mig ind på, og det tager nok et godt stykke tid. Nogle ting har jeg lagt bag mig og har i stedet taget en masse nyt til mig, men selvom bloggen er mere stille end den nogensinde har været før, så kredser mine tanker faktisk endnu mere om den, end de har gjort tidligere. Så jeg slipper jer ikke.

God fredag søde mennesker. Håber I får alt den solskin der kan trækkes ud af solen og alle de G&T’s der skal til ovenpå en hård uge♥♥

Selv drømmer jeg lidt om det her, men okay..hvornår jeg gør jeg ikke det? Men skulle I drømme om det samme, så synes jeg I skulle slå et smut forbi Værftets Madmarked i Helsingør og smage løs hos blandt andet Gastro Trucken.

B3

 

Et snyde sneak peak på vores køkken

c96a97035ac5bc4794d1ce433d3b4230Der går heldigvis ikke lang tid, før jeg endelig kan vise jer nogle billeder fra vores nye køkken. Årh det føles som en evighed siden at vi overtog huset, men i virkeligheden er det jo “kun” 4 måneder siden. Hmm måske kan man alligevel tale om en evighed. Men det er ikke til at løbe fra, at tingene bare ikke har ville, som vi havde planlagt. Alt er jo gang på gang vendt på hovedet, hvilket basically har gjort at vi godt har kunne smide alle vores planer hen hvor peberet gror. Vi nærmer os efterhånden – altså hvis vi ikke tæller det badeværelse med, som vi slet ikke er gået i gang med nu. Åh gud, mind mig ikke om det.

Nå men tilbage til køkkenet. Inden jeg viser jer de endelige billeder af vores eget køkken, ville jeg egentlig vise jer nogle jeg har fundet her som både i stil og udtryk minder virkelig meget, om der vi nok i sidste ende havner. Jeg smiler hver gang jeg går ud i køkkenet, og har ikke en eneste gang fortrudt vores valg om at fjerne den “ø” der var. Det har virkelig givet en rum fornemmelse, som der slet ikke var før. Men det skal I nok få at se. Åh jeg glæder mig til at vise jer vores helt egne billeder. Men indtil videre må I nøjes med nogle låne billeder fra en anden families lækre køkken.

Er det for sent at spole tiden tilbage?

IMG_1951Jeg ved egentlig ikke hvad det skyldes. Måske er det mængden af ting, der alle er sket indenfor så kort tid, det gør at det er svært at følge med. Nogle dage har jeg tusindvis af tanker indeni hovedet, om hvad jeg gerne vil fortælle jer om. Hvad jeg brænder for at skrive herinde, og så alligevel. Larmende stilhed. Det der burde være den aller bedste tid, er i stedet blevet til stress og jag, og jongleren med alt alt for mange bolde på én gang, og når man i forvejen har svært ved bare at gribe den ene bold man kaster op i luften..ja så er det altså dømt til at gå galt.

Og nej det er jo ikke fordi verden er gået under, der er ingen der er døde, blevet skilt eller gået ned med stress. Og så alligevel. Nogle dage tænker jeg, var det mon bedre hvis vi bare var blevet i vores lejlighed, der var blevet alt for lille, hvor underboen havde ret voldsom ADHD og tydeligvis hadede hver en ting vi og drengene gjorde. Der hvor vi engang var fuldstændig trygge og indhyllet i ro og fred, men også der hvor vi til sidst følte at vi var nødt til at gå på listefødder hver gang vi var hjemme, fordi ovennævnte uderbo hørte selv den mindste skid der blev slået, og var barnlig nok til at hævne sig. Nogle gange tænker jeg. Men fornuften rammer heldigvis lige efter, og fortæller mig, at det var verdens bedste beslutning at flytte. Selvom det virkelig bogstaveligt har kostet blod, sved og tårer. For den sidste tid har simpelthen været noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet – kun overgået af drengenes alt for tidlige fødsel og hele forløbet på neo sidste år. Men jeg ved inderst inde – sådan helt inde i hjertet, at vi gør det, for at det hele bliver bedre. Det er det værd. Det er alt stressen, blodet, svedet og tårerne værd. Selvom der for at være helt hudløs ærlig, er rigtig meget af det lige nu.

De af jer der har fulgt med på her har kunne følge med i det møg forløb vi havde med drengenes dagplejemor, som selvfølgelig er faldet sammen med hele flytningen. Men lad mig lige tage den igen, så dem af jer der ikke er inde i det, også kan følge lidt med. Da vi skulle vælge om de skulle starte i dagpleje eller vuggestue var det 50/50. M har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, men vi har begge hver især været super glade for det. så hvad vælger man lige? Jo, vi var inde og google. I vores kommune bliver dagplejen virkelig rost (det gør vuggestuerne også), men der var noget der talte for dagpleje. Vi fik tildelt en nystartet dagplejemor, som selv havde 4 børn. Jeg havde det sådan lidt med at hun var helt ny, men trøstede mig ved at hun selv havde været igennem møllen 4 gange, og at hun jo måtte have nogle gode læremestre i de “gamle” etablerede dagplejemødre. Vi havde planlagt det sådan, at drengene skulle starte i dagpleje, og mens de så var det, brugte jeg de sidste måneder af min barsel, på at ordne hus. Altså de ting der ikke blev ordnet i løbet af de alt for sene nattetimer vi var oppe, for at male, samle skabe, ordne gulve osv. Starten var umiddelbart også rigtig fint. Lige med undtagelse af at indkøringen, ligesom blev ved med at blive trukket i langdrag. Undskyldningerne for det, var der mange af og de blev flere og flere. Og de gange vi havde planlagt at hente “sent” – forstået på den måde, at det er den tid de fleste forældre henter på, blev vi ringet op af hende, fordi hun mente at de fejlede alt muligt eller var “pylrede”. Hun sendte dagligt sms’er – eller det var nærmere på timebasis, hvor hun enten ville vide hvornår jeg kom og hentede dem, eller fortalte om en ny ting hun mente der var galt. Eller rettere en ny diagnose hun mente at have fundet til dem. Vi blev flere gange “truet med, at vi skulle have en lægeerklæring (på de ting hun mente at de fejlede), for ellers måtte de (i følge hende) ikke komme den følgende dag. Jeg tror alle forældre med børn ret hurtigt ved, hvor stressende det er, at blive kontaktet flere gange om dagen, når man egentlig bare prøver at passe sit arbejde. Eller det vil sige i det her tilfælde at ordne hus – hvilket rent faktisk var meget mere krævende. Min barsel blev derfor forlænget, i håb om at indkøringen så var slut, så jeg kunne få ro til at ordne nogle af alle de ting der skulle ordnes i vores nye hus, mens drengene var i dagpleje. Men heller ikke det lykkedes. Der blev bare ved med at være problemer. Og de kulminerede faktisk i slutningen af juni måned, med at begge drengene blev smittet med lungebetændelse af dagplejemoderens søn, fordi hun havde holdt ham hjemme, da hun mente at han havde problemer med sin astma.

Drengene blev simpelthen syge. I det øjeblik kiggede vi bare på hinanden, og var enige om, at de aldrig nogensinde skulle i nærheden af hende igen. Alt imens hun havde prøvet at presse adskillige diagnoser ned over hovedet på vores børn, havde hun totalt overset at hendes eget barn var syg med lungebetændelse, som i sidste ende smittede dem, hvilket kan være møghamrende farligt, når de er for tidligt fødte. Mens de var syge havde vi noget betænkningstid indtil M en uge efter fik ferie, for hvad pokker gjorde vi lige? Eller det vil sige, kort tid inde i den betænkningstid blev jeg syg. Sådan virkelig syg. Også med lungebetændelse. Så det var virkelig en kamp at holde sig nogenlunde oprejst og ikke gå helt under af søvnunderskud og sygdom, samtidig med at jeg skulle være en nogenlunde sygepasser for de to små bavianer, som virkelig havde det skidt. Dagene gik og vi var alle tre virkelig grundigt nedlagt, så før vi så os om, blev de to ugers ferie erstattet af adskillige lægebesøg og antibiotika i lange baner.

Undervejs kontaktede vi alligevel lederen af dagplejen, fordi vi vidste at det bare skulle gå stærkt. Hun var fuldstændig lukket over for et møde – i hvert lukket for at holde et møde uden at dagplejemoderen deltog. Og det var slet ikke en mulighed, for vi havde ikke mere at tale med hende om. Vi købte os derfor tid, ved at få dem i gæstedagpleje hos de “ældre” dagplejemødre, når vores ferie var slut. Det var virkelig med en dårlig mavefornemmelse at sende dem af sted, for vi anede ingenting om hende. Men allerede første dag, var det fuldstændig klart, at der var en kæmpe forskel. Jeg gik konstant og ventede på at hun ville ringe os op. Alt imens jeg knoklede med at male og spartle, fordi jeg bare så gerne ville udnytte alt den tid jeg havde, fordi jeg var sikker på, at de ville blive ringet hjem inden længe og mens håndværkerne havde indtaget huet for at lave badeværelse. Men det skete ikke. Det jeg ellers havde oplevet dagligt hos den første dagplejemor skete slet ikke. Det var noget helt andet. Pludselig fik vi i stedet to drenge hjem der var propmætte, hamrende trætte og ufatteligt glade og veltilpasse. Og jeg var ikke blevet forstyrret én eneste gang. Det var helt vildt. Og efter en uge kunne vi se at begge havde taget betydeligt på. Det samme sagde gæstedagplejemoderen. Og der slog det mig. Alle de gange hvor jeg havde stået og kigget på Ludvig og havde kunne se hvor tynd han pludselig var blevet, det var på grund af hende. Den første dagplejemor, som efter sigende skulle være uddannet indenfor ernæring, men som ikke gav dem andet end rugbrød med leverpostej og frugt. Alt det vi var blevet lovet, så vi aldrig noget til. I det øjeblik vidste jeg bare med sikkerhed at det var det helt rigtige. Vi havde haft vores tvivl, for var det bare os der var sensitive? Men nej det var det ikke. Alvoren var bare først sådan rigtig gået op for os der.

Hele vores forestilling om hvordan den første tid med huset skulle være, blev vendt totalt op og ned der. Vi regnede jo med at drengene havde deres trygge “base” hos dagplejemoderen, mens vi kunne få deres egentlige base klar i mens. Men sådan skulle det ikke være. Forsinkelser på køkken, skabslåger vi blev snydt for, murerfejl osv. er ingenting i forhold til den uro alt det med dagplejen gav, men det har virkelig været med til at skubbe til et bægre der allerede var fyldt til randen. Og det kan vi virkelig mærke. Når folk ivrigt siger tillykke med huset, tror jeg vi begge står med en følelse af at det er alt for tidligt at sige endnu. For vi er slet ikke kommet på plads. Vi er ligesom stadig i den der bobbel hvor vi ikke ved om vi er købt eller solgt. For faktum er at intet er færdigt i huset. Alle projekter er halvfærdige, drengene pendler frem og tilbage mellem gæstedagplejere (men har gudskelov 7-9-13 haft de samme rigtige søde her de sidste 3 uger). På fredag skulle de egentlig starte i vuggestue – en plads vi har forsøgt at få til dem, fordi vi kan se at det ikke kommer til at gå, at de er i hver deres gæstedagpleje og hver skal hentes inden klokken det og det. Men i dag da vi var på besøg i den vuggestue – som var den eneste der kunne skrabe to pladser sammen (lykken ved tvillinger), var mavefornemmelsen bare helt off. Vi havde begge den største klump i maven, og vidste bare at det var helt forkert.

Så selvom det overhovedet ikke er ønskværdigt, har vi prøvet at høre, om de kan blive i dagplejen hos de to (virkelig søde) dagplejemødre de er hos nu. Godt nok hver for sig, men det er den bedste løsning lige nu. Så nu ser vi. Vi får mere at vide i næste uge. Men om vi skal grine eller græde, har vi stadig ikke fundet ud af. Så indtil videre tager vi én dag ad gangen, og svarer Fint, når folk spørger hvordan det går. For det er det vi kan overskue lige nu…