Er det for sent at spole tiden tilbage?

IMG_1951Jeg ved egentlig ikke hvad det skyldes. Måske er det mængden af ting, der alle er sket indenfor så kort tid, det gør at det er svært at følge med. Nogle dage har jeg tusindvis af tanker indeni hovedet, om hvad jeg gerne vil fortælle jer om. Hvad jeg brænder for at skrive herinde, og så alligevel. Larmende stilhed. Det der burde være den aller bedste tid, er i stedet blevet til stress og jag, og jongleren med alt alt for mange bolde på én gang, og når man i forvejen har svært ved bare at gribe den ene bold man kaster op i luften..ja så er det altså dømt til at gå galt.

Og nej det er jo ikke fordi verden er gået under, der er ingen der er døde, blevet skilt eller gået ned med stress. Og så alligevel. Nogle dage tænker jeg, var det mon bedre hvis vi bare var blevet i vores lejlighed, der var blevet alt for lille, hvor underboen havde ret voldsom ADHD og tydeligvis hadede hver en ting vi og drengene gjorde. Der hvor vi engang var fuldstændig trygge og indhyllet i ro og fred, men også der hvor vi til sidst følte at vi var nødt til at gå på listefødder hver gang vi var hjemme, fordi ovennævnte uderbo hørte selv den mindste skid der blev slået, og var barnlig nok til at hævne sig. Nogle gange tænker jeg. Men fornuften rammer heldigvis lige efter, og fortæller mig, at det var verdens bedste beslutning at flytte. Selvom det virkelig bogstaveligt har kostet blod, sved og tårer. For den sidste tid har simpelthen været noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet – kun overgået af drengenes alt for tidlige fødsel og hele forløbet på neo sidste år. Men jeg ved inderst inde – sådan helt inde i hjertet, at vi gør det, for at det hele bliver bedre. Det er det værd. Det er alt stressen, blodet, svedet og tårerne værd. Selvom der for at være helt hudløs ærlig, er rigtig meget af det lige nu.

De af jer der har fulgt med på her har kunne følge med i det møg forløb vi havde med drengenes dagplejemor, som selvfølgelig er faldet sammen med hele flytningen. Men lad mig lige tage den igen, så dem af jer der ikke er inde i det, også kan følge lidt med. Da vi skulle vælge om de skulle starte i dagpleje eller vuggestue var det 50/50. M har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, men vi har begge hver især været super glade for det. så hvad vælger man lige? Jo, vi var inde og google. I vores kommune bliver dagplejen virkelig rost (det gør vuggestuerne også), men der var noget der talte for dagpleje. Vi fik tildelt en nystartet dagplejemor, som selv havde 4 børn. Jeg havde det sådan lidt med at hun var helt ny, men trøstede mig ved at hun selv havde været igennem møllen 4 gange, og at hun jo måtte have nogle gode læremestre i de “gamle” etablerede dagplejemødre. Vi havde planlagt det sådan, at drengene skulle starte i dagpleje, og mens de så var det, brugte jeg de sidste måneder af min barsel, på at ordne hus. Altså de ting der ikke blev ordnet i løbet af de alt for sene nattetimer vi var oppe, for at male, samle skabe, ordne gulve osv. Starten var umiddelbart også rigtig fint. Lige med undtagelse af at indkøringen, ligesom blev ved med at blive trukket i langdrag. Undskyldningerne for det, var der mange af og de blev flere og flere. Og de gange vi havde planlagt at hente “sent” – forstået på den måde, at det er den tid de fleste forældre henter på, blev vi ringet op af hende, fordi hun mente at de fejlede alt muligt eller var “pylrede”. Hun sendte dagligt sms’er – eller det var nærmere på timebasis, hvor hun enten ville vide hvornår jeg kom og hentede dem, eller fortalte om en ny ting hun mente der var galt. Eller rettere en ny diagnose hun mente at have fundet til dem. Vi blev flere gange “truet med, at vi skulle have en lægeerklæring (på de ting hun mente at de fejlede), for ellers måtte de (i følge hende) ikke komme den følgende dag. Jeg tror alle forældre med børn ret hurtigt ved, hvor stressende det er, at blive kontaktet flere gange om dagen, når man egentlig bare prøver at passe sit arbejde. Eller det vil sige i det her tilfælde at ordne hus – hvilket rent faktisk var meget mere krævende. Min barsel blev derfor forlænget, i håb om at indkøringen så var slut, så jeg kunne få ro til at ordne nogle af alle de ting der skulle ordnes i vores nye hus, mens drengene var i dagpleje. Men heller ikke det lykkedes. Der blev bare ved med at være problemer. Og de kulminerede faktisk i slutningen af juni måned, med at begge drengene blev smittet med lungebetændelse af dagplejemoderens søn, fordi hun havde holdt ham hjemme, da hun mente at han havde problemer med sin astma.

Drengene blev simpelthen syge. I det øjeblik kiggede vi bare på hinanden, og var enige om, at de aldrig nogensinde skulle i nærheden af hende igen. Alt imens hun havde prøvet at presse adskillige diagnoser ned over hovedet på vores børn, havde hun totalt overset at hendes eget barn var syg med lungebetændelse, som i sidste ende smittede dem, hvilket kan være møghamrende farligt, når de er for tidligt fødte. Mens de var syge havde vi noget betænkningstid indtil M en uge efter fik ferie, for hvad pokker gjorde vi lige? Eller det vil sige, kort tid inde i den betænkningstid blev jeg syg. Sådan virkelig syg. Også med lungebetændelse. Så det var virkelig en kamp at holde sig nogenlunde oprejst og ikke gå helt under af søvnunderskud og sygdom, samtidig med at jeg skulle være en nogenlunde sygepasser for de to små bavianer, som virkelig havde det skidt. Dagene gik og vi var alle tre virkelig grundigt nedlagt, så før vi så os om, blev de to ugers ferie erstattet af adskillige lægebesøg og antibiotika i lange baner.

Undervejs kontaktede vi alligevel lederen af dagplejen, fordi vi vidste at det bare skulle gå stærkt. Hun var fuldstændig lukket over for et møde – i hvert lukket for at holde et møde uden at dagplejemoderen deltog. Og det var slet ikke en mulighed, for vi havde ikke mere at tale med hende om. Vi købte os derfor tid, ved at få dem i gæstedagpleje hos de “ældre” dagplejemødre, når vores ferie var slut. Det var virkelig med en dårlig mavefornemmelse at sende dem af sted, for vi anede ingenting om hende. Men allerede første dag, var det fuldstændig klart, at der var en kæmpe forskel. Jeg gik konstant og ventede på at hun ville ringe os op. Alt imens jeg knoklede med at male og spartle, fordi jeg bare så gerne ville udnytte alt den tid jeg havde, fordi jeg var sikker på, at de ville blive ringet hjem inden længe og mens håndværkerne havde indtaget huet for at lave badeværelse. Men det skete ikke. Det jeg ellers havde oplevet dagligt hos den første dagplejemor skete slet ikke. Det var noget helt andet. Pludselig fik vi i stedet to drenge hjem der var propmætte, hamrende trætte og ufatteligt glade og veltilpasse. Og jeg var ikke blevet forstyrret én eneste gang. Det var helt vildt. Og efter en uge kunne vi se at begge havde taget betydeligt på. Det samme sagde gæstedagplejemoderen. Og der slog det mig. Alle de gange hvor jeg havde stået og kigget på Ludvig og havde kunne se hvor tynd han pludselig var blevet, det var på grund af hende. Den første dagplejemor, som efter sigende skulle være uddannet indenfor ernæring, men som ikke gav dem andet end rugbrød med leverpostej og frugt. Alt det vi var blevet lovet, så vi aldrig noget til. I det øjeblik vidste jeg bare med sikkerhed at det var det helt rigtige. Vi havde haft vores tvivl, for var det bare os der var sensitive? Men nej det var det ikke. Alvoren var bare først sådan rigtig gået op for os der.

Hele vores forestilling om hvordan den første tid med huset skulle være, blev vendt totalt op og ned der. Vi regnede jo med at drengene havde deres trygge “base” hos dagplejemoderen, mens vi kunne få deres egentlige base klar i mens. Men sådan skulle det ikke være. Forsinkelser på køkken, skabslåger vi blev snydt for, murerfejl osv. er ingenting i forhold til den uro alt det med dagplejen gav, men det har virkelig været med til at skubbe til et bægre der allerede var fyldt til randen. Og det kan vi virkelig mærke. Når folk ivrigt siger tillykke med huset, tror jeg vi begge står med en følelse af at det er alt for tidligt at sige endnu. For vi er slet ikke kommet på plads. Vi er ligesom stadig i den der bobbel hvor vi ikke ved om vi er købt eller solgt. For faktum er at intet er færdigt i huset. Alle projekter er halvfærdige, drengene pendler frem og tilbage mellem gæstedagplejere (men har gudskelov 7-9-13 haft de samme rigtige søde her de sidste 3 uger). På fredag skulle de egentlig starte i vuggestue – en plads vi har forsøgt at få til dem, fordi vi kan se at det ikke kommer til at gå, at de er i hver deres gæstedagpleje og hver skal hentes inden klokken det og det. Men i dag da vi var på besøg i den vuggestue – som var den eneste der kunne skrabe to pladser sammen (lykken ved tvillinger), var mavefornemmelsen bare helt off. Vi havde begge den største klump i maven, og vidste bare at det var helt forkert.

Så selvom det overhovedet ikke er ønskværdigt, har vi prøvet at høre, om de kan blive i dagplejen hos de to (virkelig søde) dagplejemødre de er hos nu. Godt nok hver for sig, men det er den bedste løsning lige nu. Så nu ser vi. Vi får mere at vide i næste uge. Men om vi skal grine eller græde, har vi stadig ikke fundet ud af. Så indtil videre tager vi én dag ad gangen, og svarer Fint, når folk spørger hvordan det går. For det er det vi kan overskue lige nu…

 

Græsenke dage med de to monstre;)

Processed with VSCO with f2 preset

Så kan jeg også skrive enlig mor på titlen – om ikke andet, så bare for 3 dage. Og gudskelov for det, ærlig talt. Mikkel er på kursus i Belgien og kommer først hjem sent fredag aften, så minierne, Karla og jeg har 3 dage vi skal have brændt af, om man vil. Er lidt splittet med, hvordan jeg har det med at stå med det hele alene. På sin vis er det helt fint – ja næsten hyggeligt. Hvis ikke det var fordi, de to banditter den sidste tid har været ulidelige, hvad søvn og temperament angår. Vi mistænker at det kan være noget med ørerne og har for en sikkerheds skyld booket tid hos ørelægen, men med godt 3 ugers ventetid, er det bare at holde ud så længe. Så det er det jeg har tænkt mig at gøre. De næste 3 dage. Alene. Pyha!

Wish me luck..haha♥

English recap / 

Guess I can call my self a single twin mom now. At least for the next three days, og oh thank god for that. Mikkel is in Belgium, and won’t be home until friday night. I have no idea how it’s gonna work out, but I’ll take it one step at a time. Only thing I’m a bit worried about is the fact that the little monsters don’t agree with us grownups when it comes to bedtimes. Meaning that they have a ton of wakeups during the night. We booket an appointment for the ear doctor, but there’s a three weeks waiting list! As I said One step at a time. For three days. Me, myself and the two little monsters;)

 

 

En mors grimme ansigt

2ca6207e45ccc0e62fb20bf4b71fc517.jpg

Jaaa..det passer sådan set ret godt lige for tiden. Jeg anede ikke at to på 6 måneder kunne skændes og slås til tårerne triller. Men jeg blev klogere. For pokker da drenge! Ja nogen gange er det der mommy life sgu knapt så glamurøst. Jeg sidder i hvert fald stadig i mit “hjemmetøj” (det er det man døber det grimmeste og nemmeste tøj der er at tage på, når man er på barsel), og er ved at miste forstanden til Sigurd Barrets Bjørnetime der kører for fuld skrald (god dammit, hvorfor skal det være det eneste der virker, når de er uvenner?!)

Hvem sagde at sådan en barsel ikke var spændende hva’? 😉

Vintertræt hud?

Processed with Rookie CamSponsoreret

Jeg må ærligt indrømme, at det med selvforkælelse lige nu, er en by i Rusland. Det er stort set ikke eksisterende. Lige på nær når det kommer til mad. Der er jeg faktisk ret god til at forkæle mig selv, eller rettere sagt min krop – og med det menes der altså ikke junkfood;)

Men det med de store skønheds tiltag, trækker altså lidt i langdrag. Nogle dage når jeg ikke engang et bad, mens jeg andre dage både når et bad og fuld makeup. Og hold op hvor det altså betyder noget, at man ikke render rundt og ligner noget der allerede er blevet fordøjet én gang før. Men to ting forsøger jeg ekstra meget, at gøre noget ud af. Den ene er olie på kroppen, og særligt på de ufatteligt tørre ben. Ahmen, det er jo helt ekstremt så tør den hud kan være om vinteren?! Her har jeg fundet en virkelig lækker variant fra My Moments By Matas. Den bærer den fancy navn Mindful Deluxe Body Oil. Og deluxe må man sige at den er. Den er simpelhen så lækker at få på. Den har den der perfekte kombination af lækker olie der bare ikke fedter og en utrolig rar duft. Den indeholder blandt andet mandel-, raps, og hvedekimolie, og derudover den pudsige ingrediens vandmelonkerner, som efter sigende skulle øge hudens elasticitet.Processed with Rookie Cam Også ansigtet får en overhaling der kan ses. Og med det mener jeg med ansigtsmasken der indeholder kul, fra My Moments By Matas. Ansigtsmasker synes jeg er et ret følsomt emne. Jeg har i hvert fald svært ved at finde nogen, der passer til min hud, og som ikke er hverken for kradse eller for blide. Ofte ender jeg nemlig med en hud der er alt for irriteret bagefter. Og jo, det skal kunne mærkes, at de har været på. Men ikke på den måde, at huden er irriteret og rød i flere timer efter. Processed with Rookie CamMen for én gangs skyld har jeg fundet en som kan både rense og pleje og som rent faktisk virker – uden at efterlade min hud som en bavians bagdel. Og når man som mig, har flere dage, hvor makeup ikke er en ting, så er det altså bare rart at vide, at huden i det mindste er velplejet og pæn.

My Moments serien fra Matas dækker over en hel masse lækre produkter. De er inddelt i farver, som hver symboliserer deres kategori. Den blå hedder Refreshing og er en kropsplejeserie. Den hvide hedder Face Care og er, som navnet antyder, en ansigtspleje serie. Den lyserøde hedder Relaxing og også en kropsplejeserie. Alle produkterne er fri for de 26 særligt allergifremkaldende stoffer, og de er alle fri for phthalater, farvestoffer, MI og parabener. Processed with Rookie Cam

Gudforældre der er guld værd og noget om at “mangle” familie

img_7481Godaften ladies!

Jeg ville egentlig bare tjekke ind, for at vise jer miniernes super fine og ikke mindst utroligt lækre julegave fra deres dejlige gudforældre. Jaaa, man må sige at de i hvert fald kender forældrene godt;) De fineste mini Adidas sneaks. Hold op hvor bliver de fine de to små gutter!

Alt kører stille og roligt (om man vil) her hjemme. Der sker sgu ærlig talt ikke det helt vilde. Alt går ligesom op i de to små, og det er også helt fint. Men jeg glæder mig afsindig meget til at komme igang med mit eget liv, når de på et tidspunkt skal starte i dagpleje/vuggestue. For jeg savner godt nok at have noget der er mit. Jeg tror det er der, hvor der er en ret stor splittelse blandt nybagte mødre. Hvor størstedelen nok uden tvivl elsker at være hjemme på barsel. Jeg bliver i hvert fald jævnligt spurgt, med en nostalgisk længsel i stemmen, om jeg så ikke bare nyder at være på barsel. For at være helt ærlig, så nej. Misforstå mig ikke, det er ikke fordi jeg ikke nyder tiden med mine børn. Men selve barselsdelen, hvor man går rundt i den der mor-baby-bobbel, det er altså ikke mig. Jeg er nødt til at holde min hjerne i gang, og savner virkelig at gå på arbejde og være noget for mig selv også. Barsel er alt for ensformigt for mig, men jeg er heller ikke typen der elsker at gå i mødregruppe osv. Så deri ligger en del af forklaring måske. Jeg ved det ikke. Jeg glæder mig i hvert fald til at vi får en hverdag, hvor jeg også går på arbejde, men hvor det højst sandsynligt bliver færre timer om dagen, for at jeg så kan hente to glade (forhåbentligt;P) drenge fra dagpleje/vuggestue og hygge med dem i nogle timer – bare os tre.

Men lige nu er spørgsmålet vuggestue eller dagpleje? Mikkel har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, og vi har begge været rigtig glade for hver vores. Så ud fra det, er vi ikke blevet klogere. Umiddelbart hælder vi mest til dagpleje. Det er egentlig fordi drengene er født for tidligt, og derved en lille my bagud på nogle punkter, blandt andet vægtmæssigt (det er de dog ved at indhente;P). Der synes vi umiddelbart at det kan være godt, at en dagpleje ikke er større end ca. 4 børn. Den kan derved give en del mere nærhed end vuggestue kan. Desuden håber vi også lidt, at drengene måske kan knytte sig til deres dagplejemor og få et rigtig godt bånd til hende. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at de “mangler” den ene bedsteforældre side, i og med at Mikkel ikke ser sine forældre, og ikke har planer om at komme til det. Det er et valg der er truffet mange år før vi fik minierne, men selvfølgelig kan man da godt ærgre sig over, at de/vi mangler en side af familien. Men det er absolut ikke en beslutning nogen af os har fortrudt. Hellere undvære end at blive i et forhold der kun gør skade. Og det samme gælder for drengene, vi vil hellere skåne dem for de oplevelser Mikkel har været igennem, og dermed “undvære” den del af familien.

Hvad siger I, for og imod vuggestue/dagpleje?

 

4 måneder som Ninja

Processed with VSCO with m3 preset

I dag fylder drengene 4 måneder. Jeg kan slet ikke forstå at det allerede er 4 måneder siden at vi første gang fik dem i armene. Som jeg skrev i mit sidste indlæg har de det rigtig godt, og vi har været virkelig heldige, at de ikke lider af en masse skavanker – bortset fra refluksen (som selvfølgelig også har trukket tænder ud). Det er en mærkelig følelse det der med at få børn. Det kan virkelig ændre selv den mest hardcore person og det har i den grad ændret vores liv til det bedre. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden dem, og glæder mig sindssygt meget, til alle de fantastiske oplevelser vi kommer til at få i fremtiden.

Det er overvældende at få børn, og at få to på en gang er i den grad overvældende på alle måder. Men når man står der og kigger på først den ene lille trold, og tænker hvor heldig har jeg lige lov til at være, bliver overvældelsen virkelig enorm, når man så kigger hen på den anden lille trold og bliver mindet om, at man har været så heldig at få to på én gang. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke var hårdt. For JO det er det. Det tror jeg giver sig selv. Men når folk spørger, svarer jeg dem altid, at vi jo af gode grunde ikke ved hvordan det er kun at have én. Og det er måske godt det samme, for så kan vi ikke sammenligne. Kun ud fra hvad vi hører forældre til et barn tale om. Og der er ikke nogen tvivl om, at der da er en kæmpe forskel. Så når mødre med et barn taler om hvor lidt de kan nå, og hvor hårdt det er, kan jeg ikke lade være med at smile og tænke på, at det er godt det ikke er dem der har fået to og er kommet med i klubben af Ninja mødre (man forstår hurtigt hvorfor vi kaldes det, når man hvordan problemer nogle gange løses).Processed with VSCO with t1 preset Om meget kort tid er det jul, og jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har glædet mig så meget, som jeg gør nu (med undtagelse af da jeg var barn og vækkede min far klokken 4 om natten, for at åbne pakkekalender). Jeg glæder mig sindssygt meget til at have de to små banditter med, som jo af gode grunde ikke fatter en brik af hvad der foregår. Men helt ærligt, det er da den bedste gave man kan få. Særligt når jeg (vi) sidste år ved samme tid, fik at vide at vi nok skulle regne med at det med børn blev svært♥

 

 

De første barselsdage

Emilie QuiMandag var en kæmpe stor dag. Normalt plejer mandage ikke ligefrem at være de dage man ser aller mest frem til, men det gjorde vi med denne mandag. For det var nemlig tid til sidste lægetjek og vejning – og forhåbentlig en udskrivelse af drengene.

Det var virkelig en dag vi har set frem til længe, uden overhovedet at ane, hvornår den ville komme. For når babyer er for tidligt fødte, er der så uendelig mange faktorer der gør, om det går fremad eller tilbage – og om man kan få lov til at slippe taget i hospitalet. Vi har gudskelov været ufatteligt heldige (7-9-13) med drengene. I følge lægerne aner de åbenbart ikke at de er født før tid, og er derfor “foran” på mange områder. Det har virkelig hjulpet med at få os hurtigt hjem. Altså hvis man synes at 3 uger er hurtigt! For vi kom jo som sagt hjem – i den forstand at vi var på tidligt hjemmeophold. Der er man stadig tæt knyttet til hospitalet, men står for alt ting selv – også at give sondemad, hvilket vi allerede gjorde på hospitalet. En til to gange om ugen skulle vi så op og have drengene vejet og tjekket igennem. De var gudskelov ret hurtige til at kunne klare sig uden sonderne og gik derefter over på ren flaske. Allerede der lettede et kæmpe pres på vores skuldre. For nu var der ikke langt til en udskrivelse – forudsat at de fortsat tog på.

Og det gør de heldigvis. De blev som sagt tjekket af en læge i mandags og vejet endnu en gang, og havde endnu en gang begge taget på. Lægen roste endnu en gang drengene for at være “så langt fremme” og for at være så livlige og glade. Pyha hvor det bare er skønt at høre en læge sige endnu en gang. Så endelig skete det – de blev udskrevet. Tre uger på hospitalet og to uger på hjemmeophold er endelig slut. Nu kan det rigtige barselsliv begynde.

Lige nu sover de to små tyttebøvser og er faktisk rigtig flinke generelt med at sove. Så også der har vi været utrolig heldige – i hvert fald indtil videre;) Så pyt med at jeg først får morgenmad omkring kl. 12 efter de små har spist, når vi alle sammen lige kan nå en lur inden♥

Fødslen #1

Emilie QuiEndelig er vi hjemme igen – eller det vil sige, vi er på hjemmeophold. Med de dejligste to små mænd som vi overhovedet kunne ønske os. Efter 3 uger på neonatal afdelingen med de to små, som jeg nok skal fortælle mere om. Tre uger som jeg uden tøven, vil betegne som de værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg var virkelig ikke forberedt på hvordan det ville være. Selvom jeg et langt stykke hen ad vejen godt vidste, at jeg ville føde før tid. Der var bare en eller anden følelse.

Derfor gik dagene op til fødslen faktisk også med at ordne mest muligt. For jeg havde pludselig fået fornyet energi – hvilket jeg havde på fornemmelsen, fortalte at det var snart. Derfor skyndte Mikkel og jeg os også at booke tid til den par massage, som vi længe havde haft udskudt. I samme ombæring ville vi smutte ind til Møller Kaffe og Køkken. Vi blev enige om at torsdag ville være en god dag.

Om onsdagen havde min mor og jeg biletter til Dirty Dancing i Operaen. Biletter der var købt et år forinden og bare ikke skulle gå til spilde. Jeg gjorde lidt ekstra ud af mig selv og følte mig faktisk også ganske pæn;) Det kunne jo være sidste gang i et godt stykke tid, at muligheden bød sig. Og ganske rigtigt. Hen mod slutningen af forestillingen (som btw var fantastisk!) kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet. Jeg vidste allerede der, at der var noget på vej. Men slog det hen og prøvede at nyde den sidste del.

Næste morgen kunne jeg godt mærke at der var noget. Jeg havde sovet uroligt og havde det underligt. Og hurtigt fandt jeg ud af, at vandet var gået. Det var meget tidlig morgen, og jeg nænnede næsten ikke at vække min sovende mand. Så jeg forberedte mig på at det nok betød en tur op på Hillerød, hvor de så ville give mig noget for at stoppe fødslen i at gå i gang, og at jeg godt kunne vinke farvel til den tiltrængte massage. Jeg prøvede at tage det roligt, selvom jeg godt vidste at det var noget lort, for at sige det rent ud. Gik ind og vækkede Mikkel, som selvfølgelig fik et chok. Herefter gik det stærkt. Jeg ringede til hospitalet, som straks bad mig om at lægge mig ned, og vente på en ambulance. Imens skulle Mikkel pakke det aller mest nødvendige. Ambulancen kom og jeg fiks strenge instrukser på, at jeg ikke måtte rejse mig. Jeg skulle ligge ned, ellers kunne navlesnoren fra den ene tvilling vikle sig rundt om halsen på den anden. Bang! Så forstår man hurtigt alvoren.

Vi kom op på Hillerød hvor de kunne konstatere at jeg havde veer. Ikke kraftige, men de var der. Jeg fik ve-hæmmende medicin i drop og lungemodner til de små, og nu kunne vi ikke andet end at håbe på at det ville gå i sig selv, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke ville gøre det. Men vi håbede. Det gjorde vi i 3 dage. Tre hårde og smertefulde dage, hvor jeg ikke måtte andet end at ligge ned. Søndag ville de tage mig af de ve-hæmmende og lade tingene gå sin gang. For på det tidspunkt havde babyerne fået alt den lungemodner de kunne og ville trods alt være 31+6 i stedet for 31+3. Når det er så tidligt tæller hver en dag nemlig.

Allerede under en time efter, begyndte veerne igen. De tog til henover de næste timer, og vi blev forberedt på at det ville ske samme dag. Allerede om fredagen havde vi talt med diverse læger og havde været oppe og besøge neonatal afdelingen. Så vi var forberedt på det. Så godt som vi i hvert fald kunne være. Det troede vi i hvert fald. Under hele graviditeten har jeg været forberedt på at det blev kejsersnit, fordi den ledende tvilling lå med måsen nedad. Det var fint med mig. Havde hverken ønske om det ene eller andet. Bare børnene havde det godt. Søndag troede jeg stadig at det skulle være kejsersnit, og en operations stue blev booket. Men jordmoderen besluttede i sidste øjeblik at scanne mig, fordi hun havde svært ved at finde hjertelyd på den ene tvilling. Noget som vi havde fået koldsved over en del gange den dag. Det viste sig at være fordi tvillingerne havde byttet plads. Den baby der tidligere lå nederst (og med måsen nede), og altså var den ledende, lå nu øverst. Det betød at den anden baby, som altså lå med hovedet nedad, pludselig blev til den ledende tvilling. Derfor måtte jeg godt føde naturligt. Vi blev selvfølgelig spurgt om hvad vi havde det bedst med, og for at være helt ærlig så var der ingen forskel for mit vedkommende. Fødslen er ikke noget jeg hverken har frygtet eller set frem til. Misforstå mig ikke, jeg har set frem til at møde mine dejlige børn. Men jeg har ikke dyrket teknikker indenfor vejrtrækning eller haft et ønske om at møde min indre urkvinde, ej heller har jeg haft et ønske om kejsersnit og hvad det indebærer. Fødslen har ligesom været et middel for at komme hen mod målet – vores to børn.

Vi blev enige om naturlig fødsel. Og mens veerne tog til, prøvede vi mentalt at forberede os på at det var nu. Nu som i virkelig nu.

Næste indlæg om fødslen kommer snart♥

Baby Room inspo

Emilie QuiVi er faktisk nået rimelig langt i proces babyværelse. Det har I også kunne se på Instagram, hvor jeg teasede lidt om hvilken farve der kommer til at være. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg længe (som i virkelig længe) gerne har ville eksperimentere med nogle farver på væggene herhjemme, som indtil videre kun tæller hvide vægge, hvilket jo også er ganske godt. Men ærlig talt også meget bart og sikkert, hvis du spørger mig.

Derfor satte jeg alt ind på, at babyværelset ikke skulle være hvidt. Jeg var ude i noget Kabe projekt og andre cement-agtige finishes, men da vi heller ikke gider skulle bruge alen lang tid på det – da det jo sådan set er det vi allerede har brugt, blev vi enige om en maling der gav lidt det samme look, uden dog at være nær så “grov” som Kabe. Derfor endte vi med at gå efter Jotuns Lady maling, som fås i nogle vildt flotte farver. Vi blev enige om at snuppe den farve der hedder Fabrikk og som mest af alt kan beskrives som en lysere grå farve, med en lille bitte snært af blå. M var ikke overraskende utrolig tilbageholdende og nåede at fortryde valget mere end tusinde gange, på de få minutter vi var hos farvehandleren. Men jeg holdt fast. Ofte kræver det nemlig ikke mere end nogle måneders modning, at få ham med på en idé, hvorefter han så triumferende kommer hen og præsentere ideen som hans egen. Men blankt må erkende bagefter, at det vidst nok var noget jeg allerede havde præsenteret ham for nogle måneder forinden;)Emilie Qui

Men her havde vi jo af gode grunde ikke nogle måneder til at den gode mand kunne vænne sig til ideen. Derfor besluttede jeg at gå all-in og lukke ørene for hans bekymringer omkring farvevalget. For jeg vidste at han ville blive kanon glad for resultatet i sidste ende. Og ganske rigtigt. Væggene er nu malet og står i den fineste grå farve og den gode mand stråler ud over hele ansigtet hver gang han ser dem. Hans projekt lykkedes;) Han ligner en mand der har været på jagt og er kommet stolt hjem med mad til familien!

Nå men som I kan se skrider det fremad, og forhåbentlig har vi det helt færdigt inden længe, så vi trods alt kan få lov at nyde noget ferie inden de to bavianer kommer til. Indtil da kigger jeg videre og samler masser af inspiration til indretningen i værelset. Emilie Qui

Alle billeder er fundet på Pinterest

Test af Pudderdåsernes Alt i en Makeupfjerner og T-Zone Peeling

Emilie QuiSponsoreret

Jeg blev for noget tid siden kontaktet af Spashop, som ville høre om jeg havde lyst til at teste nogle af favoritterne fra Pudderdåserne. Det var ikke et svært valg, taget i betragtning at jeg har kæmpe respekt for dåserne og længe har luret på deres lækre produkter. Pudderdåserne er nogle af dem jeg altid søger råd hos, når der er noget der driller med hudplejen, eller når jeg gerne vil se nogle af de nyeste produkter in action. Så hvorfor ikke?

Spashop er som navnet antyder, en hjemmeside med alle de lækre produkter der skal til for den ultimative spa feeling. De er nøje udvalgt, så du og jeg får rig mulighed for at shoppe løs i stjernernes foretrukne produkter med kvaliteten for øje. Udover de udvendige skønheds produkter har de også et rigtig lækkert udvalg indenfor indvendig skønheds pleje og wellnessprodukter – såsom te duftlys og yogamåtter.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kendte til spashop før jeg blev kontaktet af dem. Men det er uden tvivl en hjemmeside jeg vil lure rigtig meget på, når min hud trænger til forkælelse.

Nå men videre til selve bedømmelsen af de kære dåsers produkter. Jeg fik lov til at teste deres Alt i en makeupfjerner og deres T-zone Peeling. Da jeg først kiggede på makeupfjerneren må jeg ærligt sige, at min første tanke var “endnu en makeup fjerner der `kan det hele´”. For jeg synes godt nok at jeg er blevet skuffet over den slags produkter mange gange. Enten er de alt for voldsomme når det gælder fjernelsen af øjenmakeup, hvilket ofte resulterer i øjne der hæmningsløst løber i vand, eller også er det mildest talt begrænset hvad den får fjernet, fordi den næsten er alt for skånsom. Pudderdåsernes variant indeholder ingen alkohol men i stedet en masse hyaluronsyre, som efterlader huden silkeblød. Men ville den være for blid?

Med stor skepsis gav jeg mig i kast med at teste. Jeg havde valgt en dag, hvor der virkelig var knald på særligt øjenmakeuppen, fordi det ofte er den sidder rester tilbage af, da de kan være særligt genstridige. Jeg dryppede lidt af væsken på en vatrondel og holdt vatrondellen med et let tryk ovenpå øjenlåget i nogle sekunder, for lige at virke lidt. Allerede der var godt og vel 95% af øjenmakeuppen væk. De resterende 5% forsvandt da jeg med nænsom hånd (ingen unødvendige rynker rundt om øjnene tak!) kørte vatrondellen ned over vipperne, mod kinden. Og det bedste af det hele var – ingen løbende øjne! Tror faktisk at det er første gang at det er sket. Ingen rødme og begyndende vandfald. Og selvfølgelig klarede den også resten af dagens krigsmaling. Uden at svide eller på anden måde være ubehagelig, men ved at være skånsom og effektiv. Så der er ingen tvivl om at det fremover vil være min foretrukne makeup fjerner!

T-zone Peelingen var jeg også virkelig spændt på, da jeg jo som du jo sikkert allerede har læst 100 gange herinde på bloggen, virkelig knokler med at få min hud fri for akne. Mit dilemma var lidt, er den for voldsom eller kan den egentlig ende med at gøre mere skade end gavn? Mine bekymringer var komplet åndsvage i den her sammenhæng. For peelingen gjorde præcis det den skulle, og uden at messe med min i forvejen igangværende kur. Den supplerede bare kuren så fint. Den peeler blidt huden fordi den indeholder den helt rigtige koncentration af salicylsyre, hvilket var tiltrængt i mit tilfælde. Normalt vil man efterfølgende supplere med en anti-age ansigtscreme, men hvis man som jeg har meget fedtet hud, kan man sagtens nøjes med peelingen. I begge tilfælde skal man bare huske solbeskyttelse, da huden bliver sart af peelingen.

Jeg må sige at dåserne virkelig har fået lavet nogle rigtig fine produkter, som helt sikkert vil være at finde i mit skab fremover. Så endnu en gang – kæmpe respekt til dem!

Du kan kigge nærmere på makeupfjerneren her og peelingen her. Derudover kan jeg virkelig anbefale dig at kigge nærmere på Spashops andre lækre produkter og deres wellness univers her.

Indlægget er lavet i samarbejde med Spashop.dk og indeholder sponsorerede produkter, men udtrykker udelukkende min egen holdning til de enkelte produkter.

Indlægget kan indeholde affiliate links