Nye sneaks i mini format

IMG_5214Jeg synes virkelig bare at ugerne flyver afsted, men må ærligt indrømme, at jeg  i går sukkede lettet over at det var fredag og dermed weekend. Lige med undtagelse af, at vi endnu en gang har to syge børn. Men hvem har ikke syge børn på denne tid af året? Vi har indtil videre taget weekenden i et helt roligt tempo, hvor eneste aktivitet i dag, blev til nye sko (igen igen) til de to små labaner som man skulle tro, at vi fodrede med gødning, når man ser på hvor hurtigt de vokser.

Er det bare mig eller er der et eller andet vildt nuttet over de der miniature fødder i sneakers? Jeg elsker det virkelig, og køber gladeligt sneakers en masse til drengene, mens jeg er for nærig til at købe til mig selv. Haha, latterligt I know.

Men når man ser hvor glad de bliver for at få nye “Go” (læs: sko), så er det altså bare det hele værd♥

Getaway til Århus

I fredags smuttede Mikkel og jeg afsted til Århus. Vi havde pakket de fleste ting på forhånd, brugt en evighed på at rydde op herhjemme (for selvom vi gerne vil give en pludselig opstået tornado skylden, så går den vidst ikke) og krydset alt hvad vi kunne, for at det skulle lykkedes at komme afsted denne gang. De få gange vi ellers har fået muligheden for at få drengene passet, er enten vi selv eller drengene nemlig blevet syge, hvorfor det måtte aflyses. Denne her gang var det virkelig tiltrængt at komme ud og vippe med ørerne – kun os to. Og det lykkedes skisme. Vi kørte afsted mod Århus og nød bare at være os. Helt alene. Ja nu sagde jeg det. Vi nød det!

IMG_3425

Vi havde booket et værelse på Royal Hotel i Århus og var ret spændte. For det der med at booke hoteller det kan altså godt give lidt grå hår. Da vi trådte ind væltede billeder fra filmen The Grand Budapest Hotel bare frem. Stilen er bare spot on. De har den ældste elevator i Nordeuropa og den er det første man får øje på. Den er simpelthen bare så fin. Lige så fint var vores værelse – og ikke mindst stort!

IMG_3496

IMG_3497

Der var de fineste messing haner på badeværelset ( og som dem af jer der følger mig her kunne se, så blev en god portion af aftenen brugt i det lækreste badekar – nice!). Vi havde udsigt til den smukkeste kirke lige uden for vinduet og shoppinggader lige udenfor hotellet dør. Bedre kunne det simpelthen ikke være. Efter min mening er det simpelthen det bedste man kan gøre som par, hvis man altså kan få pasning til sine børn. Her var det mormor og moster H der stod for det, og det var vidst til lige stor morskab for både børn og voksne.

Mikkel og jeg føler at vi har været på en uges ferie (selvom vi sagtens kunne have brugt mere tid i Århus) og har virkelig nydt at være afsted som par, og komme hjem til to glade banditter der bare har hygget maks.

IMG_3488

Vi spiste den lækreste 3-retters menu på hotellet. Det kan virkelig anbefales! Hotellet har både en bistro og en restaurant. Begge steder har de lækreste menukort. Vores middag var denne gang i restauranten, men jeg tror helt sikkert at vi vil prøve bistroen også en anden gang.

IMG_3489.JPGIMG_3490

Og senere på aftenen tog vi på Two Socks som er en gin bar, der som navnet antyder har alt med gin. Jeg fik en Mojito gin og tonic – gal den var god!

IMG_3499IMG_3500Mojito Gin tonic hos Two Socks i Århus

Da vi kom hjem først på aftenen om lørdagen, var det med den vildeste afslappede følelse i kroppen. Vi var ligesom begge blevet nulstillet, hvilket virkelig var tiltrængt efter nogle absurd hårde perioder med sygdom, meget arbejde og mange vigtige møder. Nu går vi bare og glæder os for vildt til at kunne gøre det igen. Og ved I hvad? Moster H synes at det var helt på sin plads at vi næste gang var væk en hel weekend, så de kunne hygge med banditterne♥

Er det for sent at spole tiden tilbage?

IMG_1951Jeg ved egentlig ikke hvad det skyldes. Måske er det mængden af ting, der alle er sket indenfor så kort tid, det gør at det er svært at følge med. Nogle dage har jeg tusindvis af tanker indeni hovedet, om hvad jeg gerne vil fortælle jer om. Hvad jeg brænder for at skrive herinde, og så alligevel. Larmende stilhed. Det der burde være den aller bedste tid, er i stedet blevet til stress og jag, og jongleren med alt alt for mange bolde på én gang, og når man i forvejen har svært ved bare at gribe den ene bold man kaster op i luften..ja så er det altså dømt til at gå galt.

Og nej det er jo ikke fordi verden er gået under, der er ingen der er døde, blevet skilt eller gået ned med stress. Og så alligevel. Nogle dage tænker jeg, var det mon bedre hvis vi bare var blevet i vores lejlighed, der var blevet alt for lille, hvor underboen havde ret voldsom ADHD og tydeligvis hadede hver en ting vi og drengene gjorde. Der hvor vi engang var fuldstændig trygge og indhyllet i ro og fred, men også der hvor vi til sidst følte at vi var nødt til at gå på listefødder hver gang vi var hjemme, fordi ovennævnte uderbo hørte selv den mindste skid der blev slået, og var barnlig nok til at hævne sig. Nogle gange tænker jeg. Men fornuften rammer heldigvis lige efter, og fortæller mig, at det var verdens bedste beslutning at flytte. Selvom det virkelig bogstaveligt har kostet blod, sved og tårer. For den sidste tid har simpelthen været noget af det hårdeste vi nogensinde har prøvet – kun overgået af drengenes alt for tidlige fødsel og hele forløbet på neo sidste år. Men jeg ved inderst inde – sådan helt inde i hjertet, at vi gør det, for at det hele bliver bedre. Det er det værd. Det er alt stressen, blodet, svedet og tårerne værd. Selvom der for at være helt hudløs ærlig, er rigtig meget af det lige nu.

De af jer der har fulgt med på her har kunne følge med i det møg forløb vi havde med drengenes dagplejemor, som selvfølgelig er faldet sammen med hele flytningen. Men lad mig lige tage den igen, så dem af jer der ikke er inde i det, også kan følge lidt med. Da vi skulle vælge om de skulle starte i dagpleje eller vuggestue var det 50/50. M har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, men vi har begge hver især været super glade for det. så hvad vælger man lige? Jo, vi var inde og google. I vores kommune bliver dagplejen virkelig rost (det gør vuggestuerne også), men der var noget der talte for dagpleje. Vi fik tildelt en nystartet dagplejemor, som selv havde 4 børn. Jeg havde det sådan lidt med at hun var helt ny, men trøstede mig ved at hun selv havde været igennem møllen 4 gange, og at hun jo måtte have nogle gode læremestre i de “gamle” etablerede dagplejemødre. Vi havde planlagt det sådan, at drengene skulle starte i dagpleje, og mens de så var det, brugte jeg de sidste måneder af min barsel, på at ordne hus. Altså de ting der ikke blev ordnet i løbet af de alt for sene nattetimer vi var oppe, for at male, samle skabe, ordne gulve osv. Starten var umiddelbart også rigtig fint. Lige med undtagelse af at indkøringen, ligesom blev ved med at blive trukket i langdrag. Undskyldningerne for det, var der mange af og de blev flere og flere. Og de gange vi havde planlagt at hente “sent” – forstået på den måde, at det er den tid de fleste forældre henter på, blev vi ringet op af hende, fordi hun mente at de fejlede alt muligt eller var “pylrede”. Hun sendte dagligt sms’er – eller det var nærmere på timebasis, hvor hun enten ville vide hvornår jeg kom og hentede dem, eller fortalte om en ny ting hun mente der var galt. Eller rettere en ny diagnose hun mente at have fundet til dem. Vi blev flere gange “truet med, at vi skulle have en lægeerklæring (på de ting hun mente at de fejlede), for ellers måtte de (i følge hende) ikke komme den følgende dag. Jeg tror alle forældre med børn ret hurtigt ved, hvor stressende det er, at blive kontaktet flere gange om dagen, når man egentlig bare prøver at passe sit arbejde. Eller det vil sige i det her tilfælde at ordne hus – hvilket rent faktisk var meget mere krævende. Min barsel blev derfor forlænget, i håb om at indkøringen så var slut, så jeg kunne få ro til at ordne nogle af alle de ting der skulle ordnes i vores nye hus, mens drengene var i dagpleje. Men heller ikke det lykkedes. Der blev bare ved med at være problemer. Og de kulminerede faktisk i slutningen af juni måned, med at begge drengene blev smittet med lungebetændelse af dagplejemoderens søn, fordi hun havde holdt ham hjemme, da hun mente at han havde problemer med sin astma.

Drengene blev simpelthen syge. I det øjeblik kiggede vi bare på hinanden, og var enige om, at de aldrig nogensinde skulle i nærheden af hende igen. Alt imens hun havde prøvet at presse adskillige diagnoser ned over hovedet på vores børn, havde hun totalt overset at hendes eget barn var syg med lungebetændelse, som i sidste ende smittede dem, hvilket kan være møghamrende farligt, når de er for tidligt fødte. Mens de var syge havde vi noget betænkningstid indtil M en uge efter fik ferie, for hvad pokker gjorde vi lige? Eller det vil sige, kort tid inde i den betænkningstid blev jeg syg. Sådan virkelig syg. Også med lungebetændelse. Så det var virkelig en kamp at holde sig nogenlunde oprejst og ikke gå helt under af søvnunderskud og sygdom, samtidig med at jeg skulle være en nogenlunde sygepasser for de to små bavianer, som virkelig havde det skidt. Dagene gik og vi var alle tre virkelig grundigt nedlagt, så før vi så os om, blev de to ugers ferie erstattet af adskillige lægebesøg og antibiotika i lange baner.

Undervejs kontaktede vi alligevel lederen af dagplejen, fordi vi vidste at det bare skulle gå stærkt. Hun var fuldstændig lukket over for et møde – i hvert lukket for at holde et møde uden at dagplejemoderen deltog. Og det var slet ikke en mulighed, for vi havde ikke mere at tale med hende om. Vi købte os derfor tid, ved at få dem i gæstedagpleje hos de “ældre” dagplejemødre, når vores ferie var slut. Det var virkelig med en dårlig mavefornemmelse at sende dem af sted, for vi anede ingenting om hende. Men allerede første dag, var det fuldstændig klart, at der var en kæmpe forskel. Jeg gik konstant og ventede på at hun ville ringe os op. Alt imens jeg knoklede med at male og spartle, fordi jeg bare så gerne ville udnytte alt den tid jeg havde, fordi jeg var sikker på, at de ville blive ringet hjem inden længe og mens håndværkerne havde indtaget huet for at lave badeværelse. Men det skete ikke. Det jeg ellers havde oplevet dagligt hos den første dagplejemor skete slet ikke. Det var noget helt andet. Pludselig fik vi i stedet to drenge hjem der var propmætte, hamrende trætte og ufatteligt glade og veltilpasse. Og jeg var ikke blevet forstyrret én eneste gang. Det var helt vildt. Og efter en uge kunne vi se at begge havde taget betydeligt på. Det samme sagde gæstedagplejemoderen. Og der slog det mig. Alle de gange hvor jeg havde stået og kigget på Ludvig og havde kunne se hvor tynd han pludselig var blevet, det var på grund af hende. Den første dagplejemor, som efter sigende skulle være uddannet indenfor ernæring, men som ikke gav dem andet end rugbrød med leverpostej og frugt. Alt det vi var blevet lovet, så vi aldrig noget til. I det øjeblik vidste jeg bare med sikkerhed at det var det helt rigtige. Vi havde haft vores tvivl, for var det bare os der var sensitive? Men nej det var det ikke. Alvoren var bare først sådan rigtig gået op for os der.

Hele vores forestilling om hvordan den første tid med huset skulle være, blev vendt totalt op og ned der. Vi regnede jo med at drengene havde deres trygge “base” hos dagplejemoderen, mens vi kunne få deres egentlige base klar i mens. Men sådan skulle det ikke være. Forsinkelser på køkken, skabslåger vi blev snydt for, murerfejl osv. er ingenting i forhold til den uro alt det med dagplejen gav, men det har virkelig været med til at skubbe til et bægre der allerede var fyldt til randen. Og det kan vi virkelig mærke. Når folk ivrigt siger tillykke med huset, tror jeg vi begge står med en følelse af at det er alt for tidligt at sige endnu. For vi er slet ikke kommet på plads. Vi er ligesom stadig i den der bobbel hvor vi ikke ved om vi er købt eller solgt. For faktum er at intet er færdigt i huset. Alle projekter er halvfærdige, drengene pendler frem og tilbage mellem gæstedagplejere (men har gudskelov 7-9-13 haft de samme rigtige søde her de sidste 3 uger). På fredag skulle de egentlig starte i vuggestue – en plads vi har forsøgt at få til dem, fordi vi kan se at det ikke kommer til at gå, at de er i hver deres gæstedagpleje og hver skal hentes inden klokken det og det. Men i dag da vi var på besøg i den vuggestue – som var den eneste der kunne skrabe to pladser sammen (lykken ved tvillinger), var mavefornemmelsen bare helt off. Vi havde begge den største klump i maven, og vidste bare at det var helt forkert.

Så selvom det overhovedet ikke er ønskværdigt, har vi prøvet at høre, om de kan blive i dagplejen hos de to (virkelig søde) dagplejemødre de er hos nu. Godt nok hver for sig, men det er den bedste løsning lige nu. Så nu ser vi. Vi får mere at vide i næste uge. Men om vi skal grine eller græde, har vi stadig ikke fundet ud af. Så indtil videre tager vi én dag ad gangen, og svarer Fint, når folk spørger hvordan det går. For det er det vi kan overskue lige nu…

 

Græsenke dage med de to monstre;)

Processed with VSCO with f2 preset

Så kan jeg også skrive enlig mor på titlen – om ikke andet, så bare for 3 dage. Og gudskelov for det, ærlig talt. Mikkel er på kursus i Belgien og kommer først hjem sent fredag aften, så minierne, Karla og jeg har 3 dage vi skal have brændt af, om man vil. Er lidt splittet med, hvordan jeg har det med at stå med det hele alene. På sin vis er det helt fint – ja næsten hyggeligt. Hvis ikke det var fordi, de to banditter den sidste tid har været ulidelige, hvad søvn og temperament angår. Vi mistænker at det kan være noget med ørerne og har for en sikkerheds skyld booket tid hos ørelægen, men med godt 3 ugers ventetid, er det bare at holde ud så længe. Så det er det jeg har tænkt mig at gøre. De næste 3 dage. Alene. Pyha!

Wish me luck..haha♥

English recap / 

Guess I can call my self a single twin mom now. At least for the next three days, og oh thank god for that. Mikkel is in Belgium, and won’t be home until friday night. I have no idea how it’s gonna work out, but I’ll take it one step at a time. Only thing I’m a bit worried about is the fact that the little monsters don’t agree with us grownups when it comes to bedtimes. Meaning that they have a ton of wakeups during the night. We booket an appointment for the ear doctor, but there’s a three weeks waiting list! As I said One step at a time. For three days. Me, myself and the two little monsters;)

 

 

En mors grimme ansigt

2ca6207e45ccc0e62fb20bf4b71fc517.jpg

Jaaa..det passer sådan set ret godt lige for tiden. Jeg anede ikke at to på 6 måneder kunne skændes og slås til tårerne triller. Men jeg blev klogere. For pokker da drenge! Ja nogen gange er det der mommy life sgu knapt så glamurøst. Jeg sidder i hvert fald stadig i mit “hjemmetøj” (det er det man døber det grimmeste og nemmeste tøj der er at tage på, når man er på barsel), og er ved at miste forstanden til Sigurd Barrets Bjørnetime der kører for fuld skrald (god dammit, hvorfor skal det være det eneste der virker, når de er uvenner?!)

Hvem sagde at sådan en barsel ikke var spændende hva’? 😉

Vintertræt hud?

Processed with Rookie CamSponsoreret

Jeg må ærligt indrømme, at det med selvforkælelse lige nu, er en by i Rusland. Det er stort set ikke eksisterende. Lige på nær når det kommer til mad. Der er jeg faktisk ret god til at forkæle mig selv, eller rettere sagt min krop – og med det menes der altså ikke junkfood;)

Men det med de store skønheds tiltag, trækker altså lidt i langdrag. Nogle dage når jeg ikke engang et bad, mens jeg andre dage både når et bad og fuld makeup. Og hold op hvor det altså betyder noget, at man ikke render rundt og ligner noget der allerede er blevet fordøjet én gang før. Men to ting forsøger jeg ekstra meget, at gøre noget ud af. Den ene er olie på kroppen, og særligt på de ufatteligt tørre ben. Ahmen, det er jo helt ekstremt så tør den hud kan være om vinteren?! Her har jeg fundet en virkelig lækker variant fra My Moments By Matas. Den bærer den fancy navn Mindful Deluxe Body Oil. Og deluxe må man sige at den er. Den er simpelhen så lækker at få på. Den har den der perfekte kombination af lækker olie der bare ikke fedter og en utrolig rar duft. Den indeholder blandt andet mandel-, raps, og hvedekimolie, og derudover den pudsige ingrediens vandmelonkerner, som efter sigende skulle øge hudens elasticitet.Processed with Rookie Cam Også ansigtet får en overhaling der kan ses. Og med det mener jeg med ansigtsmasken der indeholder kul, fra My Moments By Matas. Ansigtsmasker synes jeg er et ret følsomt emne. Jeg har i hvert fald svært ved at finde nogen, der passer til min hud, og som ikke er hverken for kradse eller for blide. Ofte ender jeg nemlig med en hud der er alt for irriteret bagefter. Og jo, det skal kunne mærkes, at de har været på. Men ikke på den måde, at huden er irriteret og rød i flere timer efter. Processed with Rookie CamMen for én gangs skyld har jeg fundet en som kan både rense og pleje og som rent faktisk virker – uden at efterlade min hud som en bavians bagdel. Og når man som mig, har flere dage, hvor makeup ikke er en ting, så er det altså bare rart at vide, at huden i det mindste er velplejet og pæn.

My Moments serien fra Matas dækker over en hel masse lækre produkter. De er inddelt i farver, som hver symboliserer deres kategori. Den blå hedder Refreshing og er en kropsplejeserie. Den hvide hedder Face Care og er, som navnet antyder, en ansigtspleje serie. Den lyserøde hedder Relaxing og også en kropsplejeserie. Alle produkterne er fri for de 26 særligt allergifremkaldende stoffer, og de er alle fri for phthalater, farvestoffer, MI og parabener. Processed with Rookie Cam

Gudforældre der er guld værd og noget om at “mangle” familie

img_7481Godaften ladies!

Jeg ville egentlig bare tjekke ind, for at vise jer miniernes super fine og ikke mindst utroligt lækre julegave fra deres dejlige gudforældre. Jaaa, man må sige at de i hvert fald kender forældrene godt;) De fineste mini Adidas sneaks. Hold op hvor bliver de fine de to små gutter!

Alt kører stille og roligt (om man vil) her hjemme. Der sker sgu ærlig talt ikke det helt vilde. Alt går ligesom op i de to små, og det er også helt fint. Men jeg glæder mig afsindig meget til at komme igang med mit eget liv, når de på et tidspunkt skal starte i dagpleje/vuggestue. For jeg savner godt nok at have noget der er mit. Jeg tror det er der, hvor der er en ret stor splittelse blandt nybagte mødre. Hvor størstedelen nok uden tvivl elsker at være hjemme på barsel. Jeg bliver i hvert fald jævnligt spurgt, med en nostalgisk længsel i stemmen, om jeg så ikke bare nyder at være på barsel. For at være helt ærlig, så nej. Misforstå mig ikke, det er ikke fordi jeg ikke nyder tiden med mine børn. Men selve barselsdelen, hvor man går rundt i den der mor-baby-bobbel, det er altså ikke mig. Jeg er nødt til at holde min hjerne i gang, og savner virkelig at gå på arbejde og være noget for mig selv også. Barsel er alt for ensformigt for mig, men jeg er heller ikke typen der elsker at gå i mødregruppe osv. Så deri ligger en del af forklaring måske. Jeg ved det ikke. Jeg glæder mig i hvert fald til at vi får en hverdag, hvor jeg også går på arbejde, men hvor det højst sandsynligt bliver færre timer om dagen, for at jeg så kan hente to glade (forhåbentligt;P) drenge fra dagpleje/vuggestue og hygge med dem i nogle timer – bare os tre.

Men lige nu er spørgsmålet vuggestue eller dagpleje? Mikkel har gået i dagpleje og jeg har gået i vuggestue, og vi har begge været rigtig glade for hver vores. Så ud fra det, er vi ikke blevet klogere. Umiddelbart hælder vi mest til dagpleje. Det er egentlig fordi drengene er født for tidligt, og derved en lille my bagud på nogle punkter, blandt andet vægtmæssigt (det er de dog ved at indhente;P). Der synes vi umiddelbart at det kan være godt, at en dagpleje ikke er større end ca. 4 børn. Den kan derved give en del mere nærhed end vuggestue kan. Desuden håber vi også lidt, at drengene måske kan knytte sig til deres dagplejemor og få et rigtig godt bånd til hende. For det er jo ikke nogen hemmelighed, at de “mangler” den ene bedsteforældre side, i og med at Mikkel ikke ser sine forældre, og ikke har planer om at komme til det. Det er et valg der er truffet mange år før vi fik minierne, men selvfølgelig kan man da godt ærgre sig over, at de/vi mangler en side af familien. Men det er absolut ikke en beslutning nogen af os har fortrudt. Hellere undvære end at blive i et forhold der kun gør skade. Og det samme gælder for drengene, vi vil hellere skåne dem for de oplevelser Mikkel har været igennem, og dermed “undvære” den del af familien.

Hvad siger I, for og imod vuggestue/dagpleje?