Update på projekt vægttab

ecf2e485e88c34493e7403098712d7d4

Jeg lovede jer en update på hvordan det går med træningen. Dette skal naturligvis gøres til billederne af intet mindre en Khloé Kardashian, som jo om nogen har formået at vende skuden. Så skulle motivationen da vidst være på plads. Nå pyha, vi må til det. Overordnet set går det rigtig godt. Jeg træner mindst 5 gange om ugen mellem 45 – 60 minutter. Jeg tror de fleste med små børn kan nikke rigtig meget genkende til dilemmaet med hvornår hulen man bedst lægger sin træning ind. For uanset hvordan man vender og drejer det, har man dybest set ikke tiden til det. Det betyder at tiden (i hvert fald i mit tilfælde) bliver taget fra noget andet. Nemlig fra tiden om aftenen hvor drengene er lagt i seng og hvor Mikkel og jeg normalt kobler fra og ser tv. Det har simpelthen været det eneste tidspunkt jeg har kunne få til at fungere. For jeg vil for alt i verden ikke have at det går ud over drengene. De skal kun mærke slutresultatet, som er en meget gladere mor. For det ved jeg at jeg vil blive.

Ikke alene vil jeg slippe af med de delte mavemuskler som hver dag er til stort ubehag men jeg vil også blive langt gladere for mit egen spejlbillede, hvilket også spiller en stor rolle. For sådan som det er nu, undgår jeg notorisk hvert et spejl. Min mave buler stadig ud som var jeg i 7 måned, og kommentarerne fra både bekendte og fremmede kan hurtigt anes på deres læber, indtil jeg hurtigt fortæller at vi ikke skal have flere børn. Men en gang i mellem sker det, at den jeg står overfor er væsentlig hurtigere end jeg, selvom jeg efterhånden altid er på vagt. Så kommer spørgsmålet som, hvis ikke alle, så en stor del af os kvinder frygter: ” Er du gravid? Hvor lang tid er der så til?”. Åh hvor er jeg træt af folk der blander sig i tide og utide. Uanset om man er ikke gravid eller gravid tror jeg, at det er et af de mest grænseoverskridende spørgsmål. For uanset hvad, er det nok noget man selv skal fortælle. Og har man ikke fortalt noget om nogen lykkelige omstændigheder, så skal andre ærlig talt klappe i. Der kan jo være så uendelig mange grunde til, at man ikke fortæller noget (hvis der overhovedet er noget at fortælle). Jeg har virkelig fået mange af den slags kommentarer. Men flere og flere kender heldigvis til delte mavemuskler, så rigtig mange kan også godt efterhånden forstå, at det er et stort problem – både fysisk og psykisk.

Nå men tilbage på sporet igen. Min træning har begrænset sig til spinning, da jeg som mange andre mødre ikke har kunne bestå “Trampolin testen”. Det har også fungeret rigtig fint. Med musik i ørerne og en masse blogs på mobilen får jeg snildt gennemført den daglige træning. På nær de 1-2 dage hvor man krop skal hvile. Som mange af jer allerede har set, købte vi i starten af projektet en el ladcykel, så jeg/vi i stedet for at køre i bil til vuggeren/arbejde kunne bruge cyklen. Det har fungeret virkelig godt og sparer os for en del myldretid, hvilket virkelig også er et plus. Det er en dyr løsning at købe sådan en ladcykel (særligt med el), men det er til gengæld noget vi har talt om længe inden vi fik drengene.

Jeg har løbende vejet mig igennem projektet. De første to uger tabte jeg 2,3 kilo (ud af de samlede 10 kilo jeg skal tabe). Så skete der det, at jeg pludselig tog det hele på, for så at tabe det igen. Sådan gik det lidt on/off. Jeg kan sige med 100% sikkerhed at det ikke er fordi jeg er faldet i mad fælden. For jeg holder til dags dato mit kalorieregnskab meget stramt. Det viste sig at være væske ophobninger i kroppen. De er kommet fordi mit stofskifte kæmper med at få min medicin til at virke, og når jeg tænker over det, er det faktisk noget der har været der længe. Jeg kontaktede derfor min endokrinolog (stofskifte læge) som udskrev nogle vanddrivende piller til mig og samtidig satte mig på noget ny stofskifte medicin. De vanddrivende virkede slet ikke som de skulle, men gav i stedet en masse bivirkninger og jeg er derfor efter en mindre kamp kommet på nogle andre nu, som indtil videre har bevist at jeg mindst har to kilo væske ophobning. Men vægten er stadig ikke god. Jeg formåede at tabe 5 kilo, men efterfølgende steg den igen og står nu totalt stille. Jeg kan godt selv se, at min muskelmasse i benene er blevet forøget væsentligt, og at det sagtens kan være noget af årsagen. Men frustrerende er det nu altså. På gode dage kan jeg godt se, at min krop har ændret sig og at fedtet fra maven er svundet ind, men på dårlige dage er den præget af væske ophobninger (forbandede stofskifte!) og hævelse. Det er de dage der næsten får mig til at give op. For ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg fået at vide at jeg helst skulle smide 10 kilo, hvis jeg ville have et pænt resultat. Og det er jeg slet ikke i nærheden af nu her, med få dage igen inden deadline.

Jeg er virkelig frustreret over det, men kan samtidig godt selv se, at jeg ikke har en chance. 10 kilo på to måneder er for et almindelig menneske uden en stofskiftesygdom i sig selv en kamp. Min kamp kan nok, uanset hvor hårdt jeg kæmper, nok ikke vindes. For min krop kæmper imod. Og i sidste ende kan jeg ende med at gøre mere skade end gavn, hvilket vil være katastrofalt. Så lige nu står jeg med 1000 tanker i hovedet om, hvordan jeg får det bedste mulige ud af situationen. På den ene side tænker jeg, at det må kunne lade sig gøre og at jeg så bare må affinde mig med resultatet, men på den anden side er det afsindigt mange penge (som jeg selv skal betale), for et resultat der dybest set ikke er helt tilfredsstillende. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og frustrationerne over alt det arbejde jeg har lagt i det, og som jeg fortsat lægger i det, som muligvis er spildt gør mig virkelig ked af det. For lige at forklare hvad jeg mener med at det kan være spildt, skal dertil siges at jeg har timet operationen efter mit arbejde og hvornår jeg vil kunne få mest hjælp af andre. I det her tilfælde passer det suverænt bedst om sommeren og i år holder vi først sommerferie til efteråret, vil betyder at drengene skal i vuggestue der hvor de fleste ellers normalt lægger deres ferie. Derfor vil jeg have mulighed for at tage 1-2 uger hjemme på langs uden at det generer hverken arbejde eller børnene. Og med hensyn til det psykiske kan jeg mærke at det bare skal være nu. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at jeg hele tiden er så ked af mit udseende, hvis jeg har en mulighed for at gøre noget ved det. Så min egen iver efter den rette planlægning har faktisk bare gjort mig endnu mere frustreret. Men jeg tror virkelig også at det spiller ind, at jeg ved hvor lidt der skal til at vælte vores verden omkuld. Der skal bare meget planlægning og struktur til, ellers giver det for meget uro for både drengene og os.

Deadline for vægttabet er på mandag og der kan enhver regne ud, at jeg umulig kan nå at tabe de nødvendige kilo, med mindre jeg vælter at amputere et ben eller to. Så lige nu er jeg i tænkeboks og jeg vil nok også bruge resten af weekenden på at tænke. En mulighed er simpelthen at sige at det skal gennemføres uanset hvad. For det resultat der måtte komme ud af det, er uanset hvad væsentlig pænere og bedre end udgangspunktet. Men samtidig nager det mig også bare, at det kunne være bedre. Til den løsning kan det eventuelt være en mulighed at få fjernet yderligere overskydende om 6-12 måneder såfremt min medicin der er begyndt at virke efter hensigterne. På den måde får jeg i sidste ende det resultat der er meningen, men gør det bare i etaper. Min hjerne siger at det klart er den bedste løsning, for på den måde får jeg også noget fred og føler at der sker noget, i hele det her projekt, men samtidig kan jeg bare se pengene flyve afsted. Og det er i forvejen en hård økonomisk omgang, så har jeg overhovedet råd til at gøre det på den måde?

Åh det er simpelthen så svært og frustrerende det hele. Og tankemylderet er bestemt ikke blevet mindre. Så hvis der sidder en af jer derude der har været noget lignende igennem, må I hjertens gerne melde ind♥

 

Jeg er her endnu

6414Hvordan forklarer man i korte træk hvorfor bloggen ikke har været…ja, skal bare kalde aktiv, på det seneste? Jeg hader selv når der pludselig er lange pauser på de blogs jeg læser, men af og til kan jeg jo ikke komme udenom at præcis det samme sker hos mig. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg hellere vil have kvalitets indlæg, fremfor korte indlæg der mest af alt skriger clickbaits, men samtidig kan jeg godt mærke at der er en stemme indeni hovedet der skriger, at jeg lige så godt kan droppe det og lukke butikken inden den selv dør ud.

MEN der er stadig liv, om end livet for en kortere stund har været levet mere uden for bloggen og der simpelthen ikke var timer nok i døgnet til at dele det liv med jer, selvom det er det jeg virkelig brænder for. Det er en hård erkendelse, men sådan er det. That’s life. Hvad har jeg så brugt den seneste tid på? Det kommer sådan lidt drypvis i de næste blogindlæg, men det altopslugende har været en kamp om at smide et uopnåeligt antal kilo. Det kommer der mere om i et indlæg senere i dag, for jeg har virkelig brug for at I hepper på mig. Så hep, hep, hep!

Vi ses senere, hvor der kommer lidt mere info, om hvordan det går med det♥

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥

Test af hollistisk hudpleje: Suki Skin Care

IMG_5155

Annonce for Spashop.dk

En af de fordele der er ved at være blogger, er at man er så priviligeret at firmaer kontakter en for et samarbejde. Det her er et af de rigtig lækre og et jeg har en personlig interesse i oveni købet – forstået på den måde, at det drejer sig om hudpleje. De af jer der er trofaste læsere, ved hvor meget jeg har kæmpet med min hud, siden graviditeten (åh ja, en af de mange glæder ved mommy life). Min hud er i perioder helt forfærdelig og jeg har mest af alt lyst til at pakke hele ansigtet ind og gemme det væk. Lige så barnligt som det lyder. Men jeg tror de fleste der har oplevet samme problemer, kan nikke fuldstændig genkendende til de tanker.

Efterhånden som jeg har lært mere og mere om, hvad der tricker problemerne, er jeg blevet mere selektiv i mit valg af hudpleje og makeup. Det kan virkelig være en dyr fornøjelse, men til gengæld er det endnu mere ærgerligt at bruge oceaner af penge på produkter, som blot gør problemerne værre.

Da jeg blev kontaktet af Spa Shop, som spurgte om jeg havde lyst til at teste produkter fra Suki Skin Care blev jeg rigtig glad, for dem havde jeg nemlig hørt rigtig godt om. Sukis produkter er baseret på økologiske råvarer. De er helt fri for syntetisk farve, konserveringsmiddel, alkohol, parabener og parfumestoffer. Der er virkelig tænkt over helheds indtrykket og i stedet for plastbeholdere, som kan risikere at afgive giftstoffer, bruger Suki genbrugsglas. Er det bare mig, eller virker produkter der kommer i glas ikke også bare meget mere eksklusive? Det synes jeg i hvert fals Sukis produkter gør.

Jeg har fået lov til at teste:

Concentrated strengthening toner

Jeg brugte den i ansigtet efter jeg havde renset huden og før jeg brugte creme. Den gav min hud ekstra fugt og forberedte den på den efterfølgende pleje. Så man kan vel egentlig sige at den fungerede som en slags primer.

Balancing facial oil

Min hud kunne desværre ikke klare, at den blev brugt i hele ansigtet, så den blev i stedet brugt de steder, hvor min hud har det med, at blive ekstra tør.

Nourishing day cream

Brugte jeg efter toneren (og ovenpå olien). Den booster kollagenen i huden og strammer huden op, uden at man føler at huden er spændt ud som et trommeskind. Den dufter virkelig bare lækkert at citrus og føles ikke alt for tung på huden.

Exfoliate foaming cleanser

Som navnet antyder er det en cleanser, så den brugte jeg til at rense min hud grundigt, så det var ikke en jeg brugte dagligt. Den skal masseres i fugtige håndflader, så den skummer op og derefter masseres blidt ind i ansigtet (ikke for voldsomt, da den indeholder små korn til exfoliering!). Den er virkelig god til at fjerne de døde hudceller og få gløden frem i ansigtet, men man skal som sagt passe på med at være for voldsom.

Transformative Purifying Mask

Brugte jeg ca. 2 gange om ugen efter Exfoliate foaming cleanser. Den smøres på huden og skal sidde ca. 20 minutter. I de perioder hvor min hud var virkelig slem, brugte jeg den som akut behandling, ved at behandle de blussende områder og lade det sidde natten over.

Purifying foaming cleanser

Brugte jeg de dage, hvor jeg ikke brugte Exfoliate foaming cleanser. Den er en mild skummende ansigts rens, som masseres i håndfladerne indtil den skummer op. Herefter påføres den i ansigtet hvor den effektivt renser huden, samtidig med at den er mild. Den er virkelig god til mere sart hud, som f.eks. ikke tåler exfoliering så godt.

Balancing Day lotion

Var nok min personlige favorit. Den fungerede virkelig godt til min hud, da den er ultralet i konsistensen og går ind og beroliger rød hud, hvilket jeg virkelig har tendens til at have. Den er perfekt at kombinere med Nourishing Day cream ved f.eks. at påføre Balancing Day lotion i T-zonen og Nourishing day cream på kinderne. Det fungerer virkelig godt her om vinteren (selvom det teknisk set er forår nu?!), hvor huden virkelig har behov for pleje imod kulden og udtørring fra radiatorer og brændeovne.

Alt i alt har jeg virkelig fået et godt indtryk af Sukis produkter som virkelig er lækre at arbejde med. Den primære duftnote er citrus, hvilket passer rigtig godt til min smag. Men andre duftnoter tæller blandt andet kokos, kamille, lavendel, cedertræ og calendula.

Du kan finde alle produkterne her (reklamelink) samt se endnu flere lækre produkter indenfor hudpleje, skønhed og velvære.

“Ugly” sneaks

fullsizeoutput_12d.jpegReklame links        Øverst til venstre   //   Øverst til højre   //   Nederst til venstre   //   Nederst til højre

 

Hvad dækker trenden “ugly” sneaks egentlig over? Det vil jo altid være en smags sag – sådan er det jo med alt fashion. “Ugly” sneaks kan virkelig dele vandene, men de er efterhånden svære at komme udenom. De passer super godt til den meget feminine mode der er nu, med de fine florlette maxi skirts og de feminine rødlige farver som også præger modebilledet netop nu.

“Ugly” sneaks er ofte sneaks med med ekstreme detaljer, som f.eks. en virkelig chunky sål, grove sneaks der måske ikke ligefrem er de kønneste man har set og detaljer der i det hele taget er overdimensioneret. Jeg er V.I.L.D med dem! Jeg elsker det at man kan kombinere nogle “uperfekte” sko med en næsten alt for perfekt kjole, og på den måde bruge det classy og ultra feminine sammen med street stilen. Og så er det også fedt med trends man rent faktisk kan holde ud at have på og ikke de der absurd høje hæle som ikke gør andet end at ødelægge ens fødder.

Jeg har fundet mine bud på ugly sneaks som nemt kan integreres i garderoben. Hvad siger I?

pexels-photo-705121.jpg

De tanker en mor ikke tør tænke

ce50f8b13465b6bc8ddda885c4ee2638

Photo credit Pinterest

I dag er sådan en dag der kræver en box fyldt med donuts, en dyne og pude og noget alenetid. Det er dagen jeg har frygtet i rigtig lang tid, men alligevel også dagen jeg ikke havde nogle forventninger til. Jeg tror de fleste der har været/er syge, uden at vide hvorfor, ved præcis hvad jeg mener. Det der med at lægen glad sidder og siger at prøverne ikke viste noget, alt imens man selv sidder og er ved at falde fra hinanden, for noget er der jo galt, det er helt ubærligt.

Jeg har fået lavet en masse undersøgelser på hospitalet på grund af de der anfald, der flere gange har fået mig indlagt. Jeg havde egentlig ikke nogle forventninger til noget som helst, for jeg var ikke engang sikker på, at resultaterne var nået at komme, fordi jeg flere gange måtte udskyde prøverne, fordi drengene jo på skift blev indlagt med lungebetændelse. Men efter en længere udenomssnak kom svaret. Der var noget på prøverne. Det kræver yderligere prøver at finde ud af, om det bare var et tilfælde, og dem skal jeg have taget hurtigst muligt.

Hvad prøverne præcist viste, holder jeg for mig selv, men det var i hvert fald den slags resultater der gjorde, at min verden blev vendt op og ned, og blev fyldt med en masse “hvad nu hvis?” og frygt. I dag ville jeg ønske at jeg havde ventet med at få børn, selvom det er noget af det der gør aller mest ondt at sige. Men når tankerne om “hvad nu hvis” bliver koblet sammen med de to små fantastiske drenge vi har, så flyder bægeret over. Mit hoved er på en og samme tid helt tomt og alligevel fyldt med en ufattelig frygt, selvom jeg endnu ikke har fået lavet de yderligere undersøgelser. Så selvom det er noget af det sværeste overhovedet, så vil jeg prøve at glemme og lade som om den samtale ikke har fundet sted endnu.

Og med hensyn til den æske donuts? Den er så hjertelig velkommen hjemme på dørtrinet og vil blive værdsat mere end nogen kan ane♥

Ideer til et “alt-andet-end-hvidt” badeværelse

Vi står overfor at skulle lave det sidste badeværelse i huset. Ja ja jeg ved det, kun snart et år efter at vi flyttede ind. Naive mig, at tro at vi kunne være færdige med alt i huset inden jul. Eller? For hvem sagde at det var julen 2017?

Vi satser på at alt er færdigt inden julen 2018 – så er det sagt! It’s out now.

Vi har selvfølgelig gjort os en del tanker om hvordan det næste badeværelse skal være, særligt fordi det er dobbelt så stort (hvis ikke lidt mere), end det sidste vi lavede. I modsætning til det sidste badeværelse er der rigeligt med lys (ovenlys vinduer), så vi skal ikke bekymre os så meget om at bruge for mørke materialer, hvilket virkelig er rart. Jeg vil rigtig gerne bruge nogle mørkere materialer, så der bliver en mere hyggelig stemning, fremfor den kliniske stemning et hvidt badeværelse godt kan give. Jeg har derfor trawlet yndlings mediet Pinterest igennem efter inspiration. Så her får I mine tanker so far.

At prioritere kun at være to

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EFredag morgen afleverede vi drengene i vuggeren og smuttede hjem og pakkede bilen – altså efter vi gik en tur i den fineste nye sne, med verdens fineste buller. Lidt over en time senere var vi fremme i Malmø hvor vi havde booket en overnatning hos Scandic på Stortorget.7DE1062B-EFE4-4D42-9BE3-4DFAFE08C78A.jpeg Nu er vi så kommet hjem fra vores 1-døgns getaway. Selvom et døgn umiddelbart ikke er meget, så er det altså bare skønt. Det tror jeg alle forældre kan nikke genkendende til. Scandic har virkelig bare den fineste restaurant og ligger dejligt centralt, hvilket bare passede os super godt. E8477D0B-1AF3-4F8E-9297-CE904A0B21E8Vi fik spist en masse god (og varm mad, ja for jer uden børn er det jo nok en selvfølge..haha), shoppet og bare hygget med kun at være os. Det tror jeg virkelig også bare er vigtigt, når man får børn og ofte kan blive presset på helt nye punkter.
Og drengene? Ja de fik jo selvfølgelig stor hygget med Bobber (mormor) og Bobar (morfar) 😉
I morgen har jeg inviteret de aller nærmeste til boller og lagkage, for at fejre min glemte fødselsdag. Haha, velkommen til voksenlivet!
E3780619-A12F-42AB-B382-2B8127C33191

Når man glemmer sin egen fødselsdag!

pexels-photo-226718Har du fødselsdag? Cirka sådan spurgte frisøren mig om i går, da vi talte i telefon. Først fik jeg vidst fejet det af bordet med et stort og rungende “Næææ”, indtil det gik op for mig, at hun havde helt ret. Jeg har jo fødselsdag og jeg har for første gang nogensinde, fuldstændig glemt det. Ved ikke helt om det er pinligt eller bare en erkendelse af, at tingene de sidste uger simpelthen bare er gået så stærkt på alle andre områder, at jeg overhovedet ikke har kunne følge med.

I midten af januar blev Elliot indlagt akut med en virkelig alvorlig lungebetændelse, hvilket satte alt på standby (der kommer et indlæg om den oplevelse på et senere tidspunkt), og da vi endelig kom hjem gik der en uge, hvor jeg lige nåede til event her(reklame link) om hudpleje (hvilket der også kommer et indlæg om), og så blev Ludvig dæleme også indlagt. Så vi, eller mest mig, har brugt 14 dage på hospitalet omgivet af læger, slanger, ilt og virkelig meget medicin. Håber aldrig nogensinde at vi skal igennem det marridt igen!

Nå men der er jo egentlig ikke noget at sige til, at jeg stadig går og tror, at februar kun lige er begyndt, når vi er gået glip af så mange dage. Nå men vi er alle hjemme nu, og prøver bare at finde tilbage til hverdagen igen, selvom det ærlig talt godt kan være lidt svært, ovenpå alle de oplevelser. Og min dag….den skal bruges på ingenting. Eller det vil sige, om nogle timer smutter jeg forbi frisøren og får nusset lidt om mit hår, og så ryger der nok noget god mad og måske en enkelt drink ned senere i aften i anledning af de 28 år.pexels-photo-209620 Fredag smutter Mikkel og jeg afsted mod Malmø hvor vi bare skal hygge og shoppe, mens mormor og morfar passer drengene. Det glæder vi os (alle) helt vildt meget til. Det bliver virkelig bare rart med et afbræk. Det burde alle (eller okay, nogle gør det også lidt for ofte) forældre gøre noget oftere!

Nu vil jeg smutte på arbejde – håber I får en rigtig dejlig dag♥