Hvornår skal man tie stille?

Tiden har stået lidt stille den seneste måned til trods for at der faktisk er sket utrolig meget. Det har været en blanding af alverdens ting – blandede bolcher kan man vidst roligt kalde det. Nogle ting har jeg virkelig haft lyst til at dele med jer, men er blevet stoppet af min egen samvittighed der har mindet mig om, at det nok mest ville være selvterapi at gøre det og ikke nødvendigvis noget, der skulle ud på det store internet, for det ville ikke være til ære og glæde for jer, men kun for mig og min egen selvransagelse. Frem og tilbage har tankerne kørt med for og imod at dele de ting der sker og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et svar. For hvilke ting hører til her på bloggen. Hvilke ting har jeg lyst til at dele og hvor går grænsen? Grænsen – det evige problem (det gælder vidst i alle sammenhænge). Hvornår har jeg fortalt jer nok uden at krænge sjælen så meget ud, at der ikke er mere tilbage til mig selv? Den balance har jeg bare aldrig mestret og måske er det egentlig også fint nok, så længe det kun er mig selv det går ud over. For gennem bloggen har jeg virkelig også fået meget retur i årenes løb – både surt og sødt. Benhårdt til tider, men i sidste ende en stor hjælp og støtte. Med jer er jeg vokset. Men jeg har også vænnet mig til at gemme visse ting væk og jeg har vænnet mig til at svare “godt” eller “fint”, når folk spørger hvordan jeg har det, for man skal jo være taknemmelig overhovedet at have det og der er jo ikke nogen der gider høre alle dårligdomme, når de blot spørger hvordan det går.

Det er blevet en vane og den har på sin vis også forskånet mig for at dele for meget. Men jeg føler også, at jeg vil lyve for jer, hvis jeg bare fortsætter som om der alt er easy peasy, for det er langt fra. Ærligt så er det meste af det der foregår lige nu, noget f-ing lort. Så er det sagt. Uden omsvøb, glitter, pæne blomster eller regnbuer. Jeg vælger endnu en gang at krænge sjælen ud for jer og fortæller hvad der fylder i hovedet og kroppen i der her dage, selvom jeg selv har svært ved at håndtere det, men fordi det netop fylder meget. Måske det hjælper at få det ud og ned på skrift. Det ville være lykkeligt. For måske kunne det være at mit hovedet ville føles mindre som om, at det er ved at eksplodere på grund af for mange tanker og bekymringer. Egoistisk at lægge det hele over på jer, for selv at få lidt ro. Grim tanke egentlig, men jeg forventer naturligvis ikke at at jeg bare kan lægge hele læsset på jeres skuldre og selv gå 10 kilo lettere herfra.

“Så længe jeg har det, er det skidegodt”

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har været syg lige siden bloggen startede – eller rettere sagt syg før bloggen startede. Det var faktisk årsag til, at bloggen så dagens lys. Så jeg havde noget at tage mig til og noget der tog tankerne væk fra sygdom, som ellers hurtigt kan præge hele hverdagen. Og så selvfølgelig også, fordi jeg elsker at skrive, tage billeder og formidle og dele. I perioder har sygdommen trådt og baggrunden, mens den i andre har været med i front. Men gradvis er den blevet værre. Noget jeg absolut ikke havde regnet med. Jeg har ligesom altid gået og sagt til mig selv, at nu blev det bedre og det er også det jeg hele tiden har fået at vide af lægerne. Men det er langsomt gået lige stik modsat. Indtil for et halvt år siden ca. Der blev langsomt erstattet af lynhurtigt og jeg er virkelig blevet syg.

Det sidste halve år har krævet virkelig mange besøg på hospitaler, utallige lægesamtaler, blodprøver og prøver generelt, forsøg med medicin og sidst men ikke mindst en masse opkald til 112 fordi min krop bare giver op lige pludselig. Nogle har jeg løftet sløret for enten her på bloggen eller her, men andre har jeg holdt for mig selv, velvidende at der kommer en grænse for, hvor mange dårligdomme andre magter at høre. Vi vil egentlig helst bare høre, at det hele går godt. Det er sgu nemmere at forholde sig til. Er der for mange negative eller sørgelige ting, har vi mennesker det hurtigt med at fordufte. Lidt som om at vi er bange for at det smitter, hvilket efter min mening er virkelig sørgeligt. For det er i de hårde tider, at vi vokser mest som mennesker og sammenholdet ellers kan føles stærkest.

Efter min sidste akutte indlæggelse fik jeg taget et hav af prøver. Og det er dem der har gjort at jeg på én og samme tid har tusind tanker i hovedet, en masse ord der gerne vil ud, men også i sidste ende er komplet stum. for skal jeg virkelig dele det med jer? Gider I overhovedet høre på det eller vil I kun se de polerede sider af mit liv. Dem hvor det hele lader til at være et stort glansbillede og hvor I ikke skal tænke for meget, for vi bliver jo alle dagligt bombarderet med indtryk og oplysninger, så er der overhovedet plads til mine hos jer?

Min sjæl får en kogevask

Nå men tilbage til prøverne. Jeg har ventet godt og vel 3 uger på at få svar på dem alle sammen og to dage før min fødselsdag kom de så. På en måde vidste jeg godt at den var gal, fordi jeg har kunne mærke så hurtig en forværring i det hele, men jeg var alligevel ikke forberedt 100 % på hvad de ville vise. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad de viste, for det ved jeg slet ikke nok til endnu. Men de ikke er i den lette ende og det tog en del af fødselsdags glæden fra. Jeg skal have lavet en del flere undersøgelser den kommende måned, før jeg ved mere og kan dele mere, men lige nu føles ventetiden bare uendelig og tankerne får frit løb, når jeg om morgenen sender Mikkel og de små basser afsted. På sin vis er det rart at være hjemme helt alene, så man ikke belemrer andre med alle de bekymringer der er, men samtidig er det også noget af det sværeste jeg har prøvet, fordi tankerne næsten oversvømmer mig helt og gør mig endnu mere træt. Jeg er typen der helt skal lave praktiske og fysiske ting, hvis jeg har lidt for mange tanker i hovedet, men fordi kroppen bare ikke kan, er det begrænset til et minimum, hvilket er mega frustrerende.

En ting har jeg dog fået styr på. Nemlig et nyt – eller rettere sagt nyt gammelt skrivebord. Det har jeg længe ønsket mig, så jeg kan sidde i fred og ro, når bloggen skal passes. Jeg har prøvet det der med at sidde ved spisebordet, men det er dæleme svært at være fokuseret, når der løber to 2,5-årige rundt og leger brandmænd og som gerne vil slukke den ildebrand der er åbenbart er i mine ben eller på mit hoved. Såøøh, jeg har hurtigt set mig om efter en anden løsning. Jeg har kigget på Dba i en del måneder nu, men har bare ikke kunne finde det rigtige. Min endelig var der et i lørdags. Jeg fik rimelig hurtigt lokket Mikkel med på ideen – det skete allerede for en måneds tid siden, da han selv skulle tale i telefon med en forsikringmand, mens han blev råbt i hovedet af en af drengene; “hvem’n det der snakker??, hvem’n det far??”, såå det krævede ikke ret meget overbevisning. Nu skal vi bare have ryddet det sidste værelse (også kaldet rodeværelse nr. 2 – eller var det nr. 3?!), så vi kan få lavet det endelige kontor. Indtil videre står skrivebordet i drengenes legeværelse og fylder vel ca. en femtedel af rummet. Men mens vi arbejder ( i sneglefart for mit vedkommende) på at få ryddet det andet værelse, har jeg stillet en stol ind og sat det fineste japanske billede ind, som vi fandt da vi var inde i København lige efter min fødselsdag. Det er okay og klart bedre end at sidde i spisestuen eller stuen, som ofte af en eller anden grund, bliver forvandlet til ét stort legeland. Og vigtigst af alt, har det givet mig lidt ro, at jeg kan trække mig herind, når hovedet flyder lidt for meget over med tanker og jeg har behov for at få dem skrevet ned.

Om at få fundamentet på plads

Nogle gange er det om at prøve at finde noget lys, i selv den mørkeste situation, så det prøver jeg virkelig. Jeg hørte engang én sige, at man ikke kan gå i krig, hvis ens fæstning ikke er færdig til at beskytte en. Jeg må sige at jeg giver den person ret og at jeg forstår det endnu mere nu, end da jeg hørte det. For med et hus der stadig ikke er færdigrenoveret og værelser der stadig fremstår ufærdige, kan jeg godt mærke, at det plager mig endnu mere, nu hvor der er så meget uro udefra. Så mit fokus er, udover at blive rask, at få huset færdigt nu, så jeg/vi ikke også skal bruge energi på det. Første step er altså arbejdsværelset, men indtil videre kan I se mit interimistiske arbejdsværelse her.

Weekend brunchin’

Reklame for Krone B

Weekenden er gået i et roligt tempo, hvilket virkelig er noget jeg værdsætter efterhånden. Det er vel en af “bivirkningerne” ved at blive ældre og absolut en af dem, ved at få børn, hvor tempoet ofte er ret højt (please sig, det ikke kun er sådan hos os?!). Man lærer meget hurtigt at sætte pris på, at kaffen får lov til at blive drukket varm og at maden ikke skal sættes på skiftevis play og pause et utal af gange.

Derfor var jeg ikke længe om at takke ja, da Krone B i Helsingør spurgte, om jeg havde lyst til at teste deres nye brunch koncept. Vi har jo efterhånden besøgt Helsingør for deres mad muligheder en del gange, da vores lille – jeg fristes til at sige provins agtige by (hvilket dog ikke er tilfældet), langt fra er lige så langt fremme endnu (det kommer dog heldigvis langsomt), og Helsingør kan altså virkelig noget. Krone B ligger helt oppe ved kronborg i de gamle barakker. Det gør allerede en del ved charmen, skulle jeg hilse og sige. Hvad maden angår kalder de den selv for “Ærlig, kærlig og herlig mad”, hvilket jeg tilslutter mig helt. Brunch konceptet er som sagt nyt, og havde premiere her i weekenden. Det er baseret på valgmuligheden mellem enten 5 eller 7 valgfrie retter, som krydses af, på det medfølgende skema. Der er vitterligt noget for alle. Mikkel som ikke kan forestille sig en brunch uden en eller anden form for fisk, jublede over deres koldrøgede laks med drænet dildtykmælk og jeg jublede over deres vesterhavsost med frugtkompot. Ja og så lige den lækre mini kanelsnurre, vaffelen med vanille og saltkaramel og den karamelliserede røde grape med mynte.

Pointen er at der er noget for alle og at man helt selv kan sammensætte sin tallerken og det fungerede ærlig talt virkelig godt. Det smagte vanvittigt godt og var gennemført ned til mindste detalje. Der er ingen tvivl om, at der udelukkende er brugt gode råvarer, hvilket i den grad kan mærkes.

At besøge Kronborg slot er helt sikkert noget alle bør opleve og hvorfor så ikke slå et smut forbi Krone B på vejen? Jeg er sikker på at det bliver et virkelig populært koncept – særligt når foråret og sommeren kommer, hvor man kan sidde ude foran og nyde området omkring Kronborg slot. De har i hvert fald min varmeste anbefaling.

Indlægget er lavet i samarbejde med Krone B, men indeholder udelukkende min egen holdning.

English Recap

This weekend I had the pleasure of being invited to try out the new brunch menu at Krone B in Elsinore. You chose either 5 or 7 small dishes. The dishes varies from sweet to salty so every one should be happy and even the most hungover person is able to combine the perfect meal. The ingredients being used is obviously of great quality and the tastes are amazing. I highly recommend to try their brunch when you visit the great city of Elsinore.

The meal I had was sponsored by Krone B but I can definitely stand for the review – the brunch is amazing.

Mommy time med smagen af den lækreste rødvin

Reklame for vinmedmere.dk

Ordet alene-tid svarer faktisk for det meste til at fyre en joke af herhjemme. Ikke fordi vi ikke under hinanden det, men fordi det mere eller mindre aldrig kan lade sig gøre i praktis. Men det er dog stadig noget vi sætter høj på prioriterings listen, selvom det mange gange ender med enten en eller to små unger, der insisterer på at være med. Så røg konceptet alligevel.

I fredages skete det dog. Hænderne i vejret, frem med flagene og sejrsdansen, for mor her fik sig noget tiltrængt mommy time. Vilde tider alligevel!

Alene-tiden blev brugt i et fyldt karbad med masser af skum og den lækreste rødvin. Faktisk så lækker at det er den bedste jeg nogensinde har smagt. Og nej, det er ikke noget jeg siger, fordi det er en reklame. Det er vitterligt den bedste rødvin jeg nogensinde har smagt. Jeg bød efterfølgende herren i huset på et glas, og han sluttede sig hurtigt til fanklubben.

Den perfekte vin til en god bøf (er testet og godkendt af undertegnede), men så sandelig også til alenetid i badekarret med masser af ro omkring. Den er virkelig lækker fyldig og minder næsten om en virkelig god portvin. Procenterne er i den høje ende, men det gør bestemt ikke noget skidt for den, når den har så lækker og fyldig en smag.

Så her fik du altså forklaringen på, hvorfor billeder af mig, der ligger og blomstrer i et badekar, altså har set dagens lys (eller bloggens, vel rettere sagt). Mommy time er til en hver tid noget der bør fejres og nogle gange er det nu også meget fint, at have et synligt bevis på at det fandt sted, når glemslens slør har lagt sig over den travle hverdag og børnefamilien igen.

Du kan finde rødvinen jeg har smagt her (reklame link) samt et hav af andre lækre vine, specialøl samt spiritus.

Nyt år, nyt hår

Oh jesus min dårlige samvittighed, over ikke at dele vidt og bredt, om hvad de sidste dage har budt på med jer, nager mig. Men det er vel egentlig det der er meningen med julen, ikke? At tjekke ud og bare være til – sammen med dem man elsker. Og det er præcis hvad jeg har gjort. Jeg håber I er kommet godt igennem julen, uden alt for meget overspisning, dårlig samvittighed og stress, og at I er klar til at hoppe ind i 2019 lige om lidt.

Jeg tog en drastisk beslutning omkring jul og besluttede mig for, at et nyt år er lig med nyt hår. Derfor ringede jeg til Denice fra Guys and Dolls i Helsingør, som er den eneste jeg stoler på, når det kommer til mit hår. Hun var heldigvis med på min idé og jeg kom under saksen i dag.

Chop chop, og en del centimeter røg af. Resultatet blev en kort A-line page og en portion lyse striber. Modigt, sagde de andre i salonen, men lige præcis det der skal til lige nu. Som nogle andre gør, tager jeg også drastiske beslutninger hvad mit hår angår, når der sker større ting i mit liv. Det er præcis hvad der gør lige nu, så nu var det tid til, at lokkerne røg – og det er jeg virkelig glad for, at jeg gjorde.

Jeg føler på en eller anden måde, at byrden på mine skuldre er lettet (hvilket selvfølgelig ikke lå i håret), men det er nok et meget godt symbol på, på det der sker omkring mig lige nu.

Pyntesyg juleindpakning

Kender I det om at have de bedste intentioner hvert år, om at lave den fineste indpakning til årets julegaver? Men alligevel ender man altid med den samme kedelige indpakning i form af papir og bånd. Jovist, det er vidst ikke til at komme udenom uanset hvad, sådan da i hvert fald. Men derfor kan man jo sagtens gøre lidt mere ud af det, også selvom evnerne måske ikke rækker så langt.

Før i tiden (oh Jesus, det lyder gammelt at sige det) gjorde jeg vildt meget ud af det. Et år blev alle gaverne pakket ind i avis papir der var farvet med teposer (spørg mig ikke hvorfor!), et andet blev papiret foldet sirligt, så både forside og bagside blev brugt i en form for origami og et helt tredje blev gaverne pakket ind i decopage papir og æsker (hjemmelavet of course). Men let’s face it, jeg har mistet det der touch eller måske er tiden og tålmodigheden der bare ikke mere.

Alligevel tænker jeg at det er lidt på tide at skrue op for indpakningen og give den (om end) lidt mere gas end jeg plejer. Derfor har jeg selvfølgelig trawlet igennem Pinterest (reklame) der som sædvanligt har nogle virkelig fine bud på det.

Er du mega krea hvad indpakning angår eller hopper du også først med på vognen nu?

English recap: I always tend to be so extremly boring when it comes to giftwrapping. So unlike the wrapping I always loved to design when I was younger. Ever since the boys “moved in” to my life, the creativity has only spiraled down I’m afraid. So I always end up envying those who have the time and mind to do that very special wrapping. But now ladies and gents it’s time to do something about it. So I had a look at Pinterest (affiliate link) and found these simple but really beautyful ideas for this christmas. 

De perfekte vinterstøvler

Indlægget er lavet i samarbejde med Campz

Jeg synes det kan være vildt svært det der med at finde nogle vinterstøvler eller i hvert fald varmere støvler, som man rent faktisk også kan holde ud at se på. Jeg er jo selv ret glad for chunky og iøjenfaldende sko og kan virkelig også godt lide, at mine vinterstøvler også er sådan. Så jeg er mega kræsen – hvilket jo giver lidt begrænsninger og til tider bliver decideret åndsvagt. Da jeg fik tilbuddet om at lave et samarbejde med Campz, som har specialiseret sig i outdoor beklædning, var jeg ikke sen om at slå til. Netop fordi de har så bredt et udvalg og har sko og støvler (og sindssygt meget andet) der både er fashion og praktiske på samme tid. 

Til hverdag er jeg primært i høje hæle, men i fritiden trækker jeg virkelig ofte i praktiske sko – specielt når turen går mod legepladsen eller når vi er i sommerhus. De skal helst kunne klare at blive brugt sådan rigtigt, men samtidig skal de passe ind i min garderobe og ikke se alt for praktiske ud. 

De specielle såler

Valget faldt på Kinetic støvlerne (jeg valgte den korte, men der findes også en lang udgave) fra Sorel, som minder mig rigtig meget om Balenciagas sorte sneakers med hvide såler. De er tilpas neutrale og alligevel med en mega fed detalje – nemlig den bølgede hvide sål. De er lavet i ruskind, er vandtætte, hvilket virkelig er et kæmpe plus i mine øjne. Jeg har fået virkelig mange komplimenter for dem allerede, og de er bare perfekte til det vejr vi har lige nu, med det lækre microfleece for der er indeni.

I weekenden fik vi gået en del ture – blandt andet i vores gamle hood omkring Slotshaven, hvor jeg fik luftet støvlerne for første gang. De var som skabt til netop de ture, så de er allerede på favorit listen. Og da temperaturen mandag morgen røg langt ned under frysepunktet, droppede jeg de høje hæle og hoppede i stedet i mine Kinetic støvler igen. 

Så kig her hvis du mangler den perfekte julegave idé eller bare selv mangler de perfekte vintersko til de ekstra kolde dage 

English recap: I spent the weekend outdoor in my new comfy winterboots from Sorel. I love how the sole reminds me of the black/white sneakers from Balenciaga making them ekstra stylish.

At være glad for at være lige præcis der hvor man selv er i livet

IMG_8120Der er ikke nogen tvivl om, at der er en masse virkelig sure ting lige nu, som jeg rigtig godt gad være foruden. Men samtidig sidder jeg med en følelse af, at være utrolig glad for at være lige præcis der hvor jeg er nu.

At sukke over noget man ikke kan få

Før jeg fik børn kunne jeg vitterligt sukke over hvor heldige dem med børn var, og ønskede mig brændende at få lige præcis det en dag. Det blev selvfølgelig helt vildt forstærket af, at jeg ret hurtigt fik at vide, at det godt kunne være meget svært (hvis ikke umuligt) for mig at få børn i og med at mine stofskifte hormoner var helt hen i vejret. Den følelse glemmer jeg aldrig. Det var som at have en kæmpe knude i maven samtidig med at hele maven føltes som et stort hul. Drømmen om at få min egen lille familie brast virkelig den dag. Jeg gik i lang tid og sukkede videre og forberedte mig på, at det med at få børn, skulle blive et helvede. Heldigvis skulle det vise sig at være forkert. Da jeg stod med den positive test i hånden, var det med den mærkeligste følelse. Jeg var jo vildt glad, men havde utrolig svært ved at forholde mig til det, når nu jeg havde fået at vide, at det måske slet ikke kunne lade sig gøre. Selve graviditeten gik egentlig rigtig fint – så længe den varede altså. For drengene blev jo som bekendt født 2 måneder før tid, og vi brugte derfor en måned på hospitalet og en måned på hjemmeophold (hvor man teknisk set stadig er indlagt). Pludselig stod jeg (vi) igen der, hvor det hele lige pludselig kunne gå tabt. Den tanke kunne jeg slet ikke holde ud. Det at de var så skrøbelige, var virkelig svært at forholde sig til. Så jeg gik i overlevelses mode. Ellers var jeg gået ned med stress.

Selve den præmature del havde jeg aldrig nogensinde forudset. Heller ikke at vi i mange måneder efter, stadig skulle tage hensyn og blandt andet passe på, med at deres kropstemperatur ikke blev for lav, fordi de ikke selv kunne regulere den, infektioner der pludselig kunne blive virkelig alvorlige, sanseindtryk der kunne blive for meget, fordi de dele slet ikke var udviklet på de små basser endnu. Og så var der det med refluksen. Jeg havde godt nok heller ikke lige set det komme, at begge ville få refluks. De måneder det stod på var forfærdelige. Gråd og smertefulde skrig fra morgen til aften – og jeg stod fuldstændig alene med dem. Absolut ikke den drøm det skulle have været. Men jeg var stadig lykkelig inderst inde. For i det mindste var de her. Nu var de her virkelig. Sådan rigtigt.

Forventninger til barslen

Min barsel har absolut ikke været som barsler er flest, men det er også helt okay. For mange af tingene vil jeg faktisk helst være foruden. Selvfølgelig ville det da have været rart at kunne tage på café med de små basser, hvis lysten meldte sig, men sådan noget som både at gå til babysvømning, babyrytmik og baby salmesang samtidig med at man går i mødregruppe, det er bare ikke mig. Jeg synes det virker alt for stressende. Så sådan ville jeg ikke have valgt at gøre det uanset hvad, hvis jeg havde haft et valg. Men det er jo vidt forskelligt, hvilke forventninger man har til sin barsel, og hvad man gerne vil fylde dagene ud med. For mig var det vigtigere at have friheden og ikke føle mig bundet op på en masse arrangementer og aftaler.

Den gang blev valget truffet for mig og min barsel viste sig at være benhård og dagene punktlige og skemalagte. Ellers kunne det ikke fungere med to præmature. Så den frihed jeg satte rigtig meget pris på, var det meget småt med. Men til gengæld nød jeg den virkelig når den endelig var der. Det har nok også været rigtig meget medvirkende til, at jeg har sat rigtig stor pris på, når der lige var de 5 minutter, hvor begge sov samtidig og hvor jeg fik lov til at sidde med en varm kop kaffe – i det hele taget bare at sidde ned. Det tror jeg til gengæld at mange mødre kan glemme at sætte pris på, hvis de måske ikke har været sat i det samme konstante pres.

Fra drengene blev født hørte vi rigtig mange sige, “Bare rolig, det bliver meget bedre når de er 1 år”. Da de så var ved at være 1 år, begyndte folk i stedet at sige, “Bare rolig, ved 2-års alderen letter det hele”. Muligvis af taktiske årsager, men til kæmpe forvirring for os. Men de havde jo ret. For det bliver jo kun nemmere. Ved 1-års alderen lettede det allerede, men her da de nåede 2 år skete der virkelig noget. Nu har vi to enormt omsorgsfulde børn der elsker at kramme og kysse, som man kan føre en rigtig samtale med, som har deres egne meninger og som godt nok også tit kommer op at skændes så taget er ved at lette herhjemme. Men det er super fedt. For det er det jeg har ventet på. De er bare  sjove og jeg glæder mig helt vildt meget til at holde jul med dem og opleve, hvor meget mere de bare forstår af det hele i år. Jeg er ved at boble fuldstændig over af spænding og begejstring, hvilket Mikkel vidst også har lagt mærke til. Han griner i hvert fald over at huset allerede har fået installeret en hel del lyskæder, til stor begejstring for både drengene og jeg. Forestil jer så lige hvordan de så reagerer, når de kommer ind i Tivoli? Lige præcis! Det er bare så sjovt med børn i den alder, hvilket fører mig tilbage til overskriften.

At være glad for at være lige præcis der hvor man er nu

For det er netop det jeg er. Jeg var spændt på at få lov til at sidde med en lækker lille nyfødt babybasse, som jeg glæder mig rigtig meget til at følge i livet. Spændt på den måde, om jeg nu selv ville savne alt det igen, om jeg ville føle mig forbigået, fordi jeg ikke fik lov til at opleve barselstiden på samme måde, ville jeg ønske mig endnu et barn? Men det gør jeg ikke. Jeg har lige præcis dem jeg skal have og jeg kan ikke ændre på det der er sket. Kun  nyde det der er nu, med alt det eddike sure og sukker søde der nu en gang er. Så det er lige præcis det jeg gør. Nu står jeg lige præcis der, hvor jeg sukkede over at komme til at stå. Jeg ville aldrig nogensinde have kunne gættet på hvordan vejen hertil ville se ud, og det var nok godt det samme.

Velkommen til livet som mor♥

Og til alle jer der står i samme eller lignende situation, kan jeg kun gentage det som I sikkert også har hørt et hav af gange. Det bliver bedre. Men hvis man ikke forsøger at være til stedet i nuet og nyde de sukkersøde øjeblikke, så lægger man ikke mærke til, at det rent faktisk bliver bedre.