Når livet pludseligt ændrer sig♥

ELFøj det var en hård mandag at starte ud med. Jeg troede egentlig at jeg havde rimelig med overskud, efter alle de fridage. Men før jeg så mig om var tiden knap og jeg blev sgu ærlig talt en lille smule stresset.

Jeg havde før jul lavet en aftale med en veninde, om at vi da naturligvis skulle ind og lure på udsalg og hygge os. Men da dagene op til vores aftale var rimelig pressede, ville jeg lige høre hende om vi kunne rykke til weekenden efter. Men før jeg så mig om fik jeg en besked fra hende om at hun og kæresten var gået fra hinanden. Eller rettere sagt  han var gået fra hende. Midt i den søde juletid og lige før 2015 skulle skydes i gang. Puha for en mavepuster. Lige pludselig var det langt mere vigtigt at se hende og høre hvad pokker der var sket, end at jeg lige fik en dag på sofaen med HBO og plejet mit ego.

Vi mødtes i lørdags og fik talt det hele igennem. Det var ganske rigtig ham der ikke ville mere. Meget pludseligt og uden nærmere forklaring. Og ganske rigtig lige midt i mellem julen og det nye år og de spændende ting det burde have budt på. Og så sidder man der over de nachos og den danskvand man lige havde bestilt og føler at det egentlig kan være lidt lige meget det hele. For vi skulle jo have været dem der i fremtiden, trillede rundt med barnevognene og sludrede lystigt om livet. Vi skulle være dem der kunne følges ad og være der for hinanden. Det havde vi jo planlagt og glædet os til. Men sådan bliver det ikke. I stedet kan vi nu tale om hvor pokker hun skal bo og hvad fremtiden nu skal byde på.

Den fremtid som hun vel at mærke havde brugt godt og vel 6 år på at forberede sig på. Sammen med ham. Den fremtid som efter mange års modgang, endelig skulle byde på lysere tider og indenfor en overskuelig tid en familie. Men han ville ikke mere. Hun er sat helt tilbage og står uden noget som helst andet end et stort tomt hul og en fremtid uden ham. Sikke en måde at starte året på!

Kærlighed: Intet er for evigt

imageJeg ved ikke hvilke tanker I gør jer om forhold og fremtid. Jeg gør mig en del eftersom vi til næste år har været sammen i 10 år. De år skulle jo helst ikke have været forgæves, hvis man altså kan sige det. Jeg ved godt at det aldrig vil have været for ingenting, men alligevel. En af mine søde veninder har for nyligt slået op med sin kæreste gennem 10 år. Hvilket jo bare bekræfter at intet er givet. Har man det godt hvor man er, så skal man værdsætte det. Og kan man få det bedre et andet sted, så er ‘move on’ vidst det rette at sige. Så selvom det en gang i mellem gør pisse ondt, så er det bare nogle gange det værd!

♥♥♥

Kære kvinde…..

Nogle gange møder man nogle mennesker, der ryster en. Mennesker hvis opførsel og tankegang er så markant anderledes end ens egen. I går var ingen undtagelse på en parkeringsplads i Lyngby. Så selvom indlægget er lidt ude af kontekst, så får I det alligevel, for jeg er nok ikke den eneste der har haft sådan en oplevelse. I har nok også haft nogle lidt pudsige oplevelser hen ad vejen.

Kære Kvinde!

Du som mente at det var helt i orden, at stille sig op og spærre en parkeringsplads, med begrundelsen at “din mand” var på vej, og derfor havde du spærret den til ham. Du som mener at man sagtens kan spærre en plads, uden at have en bil, til trods for at der kørte 20 biler rundt, på selvsamme parkeringsplads og ledte efter en plads. Du som ikke tøvede med at true og banke på vores bil og forhale situationen med begrundelsen, at det var din plads. Dit verdenssyn og tankegang var på samme niveau som en 2-årigs, og din argumentationsform ligeså. Da du valgte at banke din knytnæve ned i vores bil, da vi forsøgte at køre ind på pladsen, besejlede du blot din barnagtige skæbne. Situationen var kommet ned på så lavt et niveau, trods gentagende forsøg på at forklare dig, at så længe der ikke holder en bil, er pladsen ikke taget.

Kære kvinde, jeg har ondt af dig. Dit ansigt afslørede tydeligt at du var et godt stykke over de 30, men dit livssyn afslørede at du stadig kun var på børnehavestadiet. Jeg har ondt af dig. Ondt af at der tydeligvis aldrig har været en mor eller en far, der har lært dig, at verden er hård og ubarmhjertig, og at det ikke livet om at få en parkeringsplads. Der er masser af andre problemer der skal løses. Ondt af, at du i en alder af 30+ stadig ikke er blevet nogenlunde voksen. Jeg har ondt af at du valgte at stille dig op til offentlig skue, og opføre dig så barnligt, at der endte med at holde 10 biler efter os, der alle dyttede og var mindst ligeså frustrerede og forbløffede over din opførsel, som vi var. Din opførsel var pinagtig. Kvinde så se dog at blive voksen – du kan nå det endnu!

Kvinde, jeg har ondt af dig. Ondt over at den mand du kaldte din mand, ikke var mere end en forvokset dreng, der tydeligvis heller ikke var ældre end de 2 år. Hvor er det trist at det var så vigtigt for dig, at spærre den plads, og forsinke alle andre. Og hvor er det trist, at du aldrig kommer til at kunne lære dine børn, om hvad der er rigtigt og forkert. Jeg håber aldrig at de kommer til at stå i en situation, hvor du stiller dig op, og opfører dig så barnligt og lavt, som du gjorde i går, det ville inderligt gøre mig ondt for dem.

Kære kvinde! Havde du ikke brugt så lang tid, på din barnagtige opførsel, kunne vi have nået at hente vores mad, for så at smutte igen og overlade pladsen til jer, men sådan skulle det ikke være.

Kære kvinde, så vær dog en voksen kvinde!

//Emilie