Hvornår skal man tie stille?

Tiden har stået lidt stille den seneste måned til trods for at der faktisk er sket utrolig meget. Det har været en blanding af alverdens ting – blandede bolcher kan man vidst roligt kalde det. Nogle ting har jeg virkelig haft lyst til at dele med jer, men er blevet stoppet af min egen samvittighed der har mindet mig om, at det nok mest ville være selvterapi at gøre det og ikke nødvendigvis noget, der skulle ud på det store internet, for det ville ikke være til ære og glæde for jer, men kun for mig og min egen selvransagelse. Frem og tilbage har tankerne kørt med for og imod at dele de ting der sker og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et svar. For hvilke ting hører til her på bloggen. Hvilke ting har jeg lyst til at dele og hvor går grænsen? Grænsen – det evige problem (det gælder vidst i alle sammenhænge). Hvornår har jeg fortalt jer nok uden at krænge sjælen så meget ud, at der ikke er mere tilbage til mig selv? Den balance har jeg bare aldrig mestret og måske er det egentlig også fint nok, så længe det kun er mig selv det går ud over. For gennem bloggen har jeg virkelig også fået meget retur i årenes løb – både surt og sødt. Benhårdt til tider, men i sidste ende en stor hjælp og støtte. Med jer er jeg vokset. Men jeg har også vænnet mig til at gemme visse ting væk og jeg har vænnet mig til at svare “godt” eller “fint”, når folk spørger hvordan jeg har det, for man skal jo være taknemmelig overhovedet at have det og der er jo ikke nogen der gider høre alle dårligdomme, når de blot spørger hvordan det går.

Det er blevet en vane og den har på sin vis også forskånet mig for at dele for meget. Men jeg føler også, at jeg vil lyve for jer, hvis jeg bare fortsætter som om der alt er easy peasy, for det er langt fra. Ærligt så er det meste af det der foregår lige nu, noget f-ing lort. Så er det sagt. Uden omsvøb, glitter, pæne blomster eller regnbuer. Jeg vælger endnu en gang at krænge sjælen ud for jer og fortæller hvad der fylder i hovedet og kroppen i der her dage, selvom jeg selv har svært ved at håndtere det, men fordi det netop fylder meget. Måske det hjælper at få det ud og ned på skrift. Det ville være lykkeligt. For måske kunne det være at mit hovedet ville føles mindre som om, at det er ved at eksplodere på grund af for mange tanker og bekymringer. Egoistisk at lægge det hele over på jer, for selv at få lidt ro. Grim tanke egentlig, men jeg forventer naturligvis ikke at at jeg bare kan lægge hele læsset på jeres skuldre og selv gå 10 kilo lettere herfra.

“Så længe jeg har det, er det skidegodt”

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har været syg lige siden bloggen startede – eller rettere sagt syg før bloggen startede. Det var faktisk årsag til, at bloggen så dagens lys. Så jeg havde noget at tage mig til og noget der tog tankerne væk fra sygdom, som ellers hurtigt kan præge hele hverdagen. Og så selvfølgelig også, fordi jeg elsker at skrive, tage billeder og formidle og dele. I perioder har sygdommen trådt og baggrunden, mens den i andre har været med i front. Men gradvis er den blevet værre. Noget jeg absolut ikke havde regnet med. Jeg har ligesom altid gået og sagt til mig selv, at nu blev det bedre og det er også det jeg hele tiden har fået at vide af lægerne. Men det er langsomt gået lige stik modsat. Indtil for et halvt år siden ca. Der blev langsomt erstattet af lynhurtigt og jeg er virkelig blevet syg.

Det sidste halve år har krævet virkelig mange besøg på hospitaler, utallige lægesamtaler, blodprøver og prøver generelt, forsøg med medicin og sidst men ikke mindst en masse opkald til 112 fordi min krop bare giver op lige pludselig. Nogle har jeg løftet sløret for enten her på bloggen eller her, men andre har jeg holdt for mig selv, velvidende at der kommer en grænse for, hvor mange dårligdomme andre magter at høre. Vi vil egentlig helst bare høre, at det hele går godt. Det er sgu nemmere at forholde sig til. Er der for mange negative eller sørgelige ting, har vi mennesker det hurtigt med at fordufte. Lidt som om at vi er bange for at det smitter, hvilket efter min mening er virkelig sørgeligt. For det er i de hårde tider, at vi vokser mest som mennesker og sammenholdet ellers kan føles stærkest.

Efter min sidste akutte indlæggelse fik jeg taget et hav af prøver. Og det er dem der har gjort at jeg på én og samme tid har tusind tanker i hovedet, en masse ord der gerne vil ud, men også i sidste ende er komplet stum. for skal jeg virkelig dele det med jer? Gider I overhovedet høre på det eller vil I kun se de polerede sider af mit liv. Dem hvor det hele lader til at være et stort glansbillede og hvor I ikke skal tænke for meget, for vi bliver jo alle dagligt bombarderet med indtryk og oplysninger, så er der overhovedet plads til mine hos jer?

Min sjæl får en kogevask

Nå men tilbage til prøverne. Jeg har ventet godt og vel 3 uger på at få svar på dem alle sammen og to dage før min fødselsdag kom de så. På en måde vidste jeg godt at den var gal, fordi jeg har kunne mærke så hurtig en forværring i det hele, men jeg var alligevel ikke forberedt 100 % på hvad de ville vise. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad de viste, for det ved jeg slet ikke nok til endnu. Men de ikke er i den lette ende og det tog en del af fødselsdags glæden fra. Jeg skal have lavet en del flere undersøgelser den kommende måned, før jeg ved mere og kan dele mere, men lige nu føles ventetiden bare uendelig og tankerne får frit løb, når jeg om morgenen sender Mikkel og de små basser afsted. På sin vis er det rart at være hjemme helt alene, så man ikke belemrer andre med alle de bekymringer der er, men samtidig er det også noget af det sværeste jeg har prøvet, fordi tankerne næsten oversvømmer mig helt og gør mig endnu mere træt. Jeg er typen der helt skal lave praktiske og fysiske ting, hvis jeg har lidt for mange tanker i hovedet, men fordi kroppen bare ikke kan, er det begrænset til et minimum, hvilket er mega frustrerende.

En ting har jeg dog fået styr på. Nemlig et nyt – eller rettere sagt nyt gammelt skrivebord. Det har jeg længe ønsket mig, så jeg kan sidde i fred og ro, når bloggen skal passes. Jeg har prøvet det der med at sidde ved spisebordet, men det er dæleme svært at være fokuseret, når der løber to 2,5-årige rundt og leger brandmænd og som gerne vil slukke den ildebrand der er åbenbart er i mine ben eller på mit hoved. Såøøh, jeg har hurtigt set mig om efter en anden løsning. Jeg har kigget på Dba i en del måneder nu, men har bare ikke kunne finde det rigtige. Min endelig var der et i lørdags. Jeg fik rimelig hurtigt lokket Mikkel med på ideen – det skete allerede for en måneds tid siden, da han selv skulle tale i telefon med en forsikringmand, mens han blev råbt i hovedet af en af drengene; “hvem’n det der snakker??, hvem’n det far??”, såå det krævede ikke ret meget overbevisning. Nu skal vi bare have ryddet det sidste værelse (også kaldet rodeværelse nr. 2 – eller var det nr. 3?!), så vi kan få lavet det endelige kontor. Indtil videre står skrivebordet i drengenes legeværelse og fylder vel ca. en femtedel af rummet. Men mens vi arbejder ( i sneglefart for mit vedkommende) på at få ryddet det andet værelse, har jeg stillet en stol ind og sat det fineste japanske billede ind, som vi fandt da vi var inde i København lige efter min fødselsdag. Det er okay og klart bedre end at sidde i spisestuen eller stuen, som ofte af en eller anden grund, bliver forvandlet til ét stort legeland. Og vigtigst af alt, har det givet mig lidt ro, at jeg kan trække mig herind, når hovedet flyder lidt for meget over med tanker og jeg har behov for at få dem skrevet ned.

Om at få fundamentet på plads

Nogle gange er det om at prøve at finde noget lys, i selv den mørkeste situation, så det prøver jeg virkelig. Jeg hørte engang én sige, at man ikke kan gå i krig, hvis ens fæstning ikke er færdig til at beskytte en. Jeg må sige at jeg giver den person ret og at jeg forstår det endnu mere nu, end da jeg hørte det. For med et hus der stadig ikke er færdigrenoveret og værelser der stadig fremstår ufærdige, kan jeg godt mærke, at det plager mig endnu mere, nu hvor der er så meget uro udefra. Så mit fokus er, udover at blive rask, at få huset færdigt nu, så jeg/vi ikke også skal bruge energi på det. Første step er altså arbejdsværelset, men indtil videre kan I se mit interimistiske arbejdsværelse her.

Er det i orden ikke at elske sin mor-krop?

D51D5AF6-C14B-415E-B7C5-0E5BBB36305EDet spørgsmål har jeg stillet mig selv tusindvis af gange. Hver dag bliver jeg og sikkert også rigtig mange af jer andre derude, bombarderet med billeder af kroppe – alle slags kroppe, hvor afsenderen ofte har en eller anden intention om at fortælle hvor glad han/hun er for sin krop. Mit feed flyder dagligt over med mommybloggere der hylder kvindekroppen – og i særdeleshed mor-kroppen. For hvor er det fantastisk hvad kroppen kan. Og ja det er det sgu, sagde hende der personligt har fået lov til at agere rugemaskine for to små banditter – på én gang! Men hvad der så får det hele til at vende sig lidt indeni mig er, at der ligesom ikke er gjort plads til dem der ikke er glade for deres krop efter fødslen. Vi skal sgu hylde den krop og alle de strækmærker og deller der er kommet efter sådan en fødsel, for ellers er vi ikke rigtige kvinder. Det lader til at være blevet forbudt at ville have rettet op på de ting der plager en, f.eks. efter en graviditet/fødsel, for så har man jo snydt og så tæller det altså ikke.

Som sagt har jeg fået lov til at agere rugemaskine og mælkebar for de to mest fantastiske væsener jeg nogensinde har mødt, men det kan dæleme også mærkes på kroppen. Jeg er ikke glad for den, og jeg kommer ikke til at få det godt med den. Jeg har det dårligt i min krop, og det er det der er fy fy at sige. Men mine mavemuskler blev delte i graviditeten (det er det man kalder rectus diastase) det gør de for de fleste gravide, men mine har bare aldrig samlet sig igen, og jeg har den forbindelse fået et brok som virkelig skaber problemer og smerter.  Selv ikke efter 1 års speciallavet træning til netop delte mavemuskler har mine mavemuskler samlet sig. Og mit svaj i ryggen er derfor blevet 10 gange værre end det var pre graviditet og min mave får mig derfor til at ligne en der er gravid i 7 måned med tvillinger (jeg ved hvad jeg taler om, og det er ikke noget jeg har lyst til at gentage), og jeg har flere gange fået knapt så heldige hentydninger, hvilket bare gør ondt helt indeni. Bukser er et helvede at finde, for uanset hvilken størrelse jeg skruer mig ned i, skal jeg tage hensyn til mavemusklerne samt det ekstra hud jeg nu også er blevet indehaver af. Jeg er træt af det, og jeg er træt af at høre at jeg skal hylde min krop for det den har gjort, når jeg ikke engang kan holde ud at være i den.

Jeg har derfor besluttet mig for, at der skal gøres noget ved det, så jeg igen kan føle mig tilpas i min krop og ikke være hæmmet af den. Jeg skal opereres. Den indledende konsultation på Aleris Hamlet har jeg allerede været til. Der fik jeg at vide, at jeg aldrig nogensinde ville have en chance for at træne mit mellemrum mellem mavemusklerne væk og at min hud aldrig ville blive strammet op, lige meget hvor meget jeg trænede. Og derudover at jeg ville få det pæneste resultat, hvis jeg kunne smide 10 kilo. Det var ingen overraskelse for mig. Men det svære var bare hvordan. Men med udsigten til at få operationen allerede i løbet af sommeren og dermed kunne have en  krop jeg kunne holde ud at være i, til vores ferie i september (skal nok fortælle mere om den på et andet tidspunkt), gik jeg derfra og ændrede mig liv. Ja mega kliché. Men det gjorde jeg. Siden den 18. april hvor jeg var til konsultation, har jeg kørt en streng kostplan og trænet stort set dagligt (på en måde som mine mavemuskler tillader det). Jeg har fået lokket Mikkel med på at købe en ladcykel så vi ikke længere skal køre i bil på arbejde og til og fra vuggestuen, og jeg siger jer bare, det er den bedste beslutning vi længe har taget. Den er virkelig fed at kunne supplere træningen med, og så er det mega hyggeligt og praktisk med al den plads i ladet. Jeg har tabt ca. 3 kilo siden min konsultation, men frygten for at vægten bare står stille, og dermed sætter en stopper for operationen sidder virkelig i mig. Det skal bare kunne lade sig gøre. Men med mit lave stofskifte (Jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto) kan det godt blive svært. Men jeg skal bare klare det. Det er simpelthen så vildt at være så tæt på, og så alligevel så langt fra, men jeg vil virkelig bare gøre alt, for at få det til, for jeg vil simpelthen ikke spilde min tid på at være fremmed i egen krop mere. Jeg vil have det godt med min egen krop uanset om jeg så har fået hjælp eller ej. Det har taget mig lang tid at acceptere at det er sådan det nu engang må være, men jeg kan mærke at jeg har det godt med det. Jeg passer ikke ind i billedet om den nybagte mor der bare elsker sine (endnu mere) kvindelige kurver efter fødslen og accepterer og hylder hvert et strækmærke der er kommet fordi det vidner om den fantastiske rejse hun har været på. Det er super dejligt at der er så mange derude der har det sådan. Jeg er bare ikke en af dem. Jeg elsker mig selv (uden at lyde alt for selvglad) men jeg elsker ikke længere min krop, den forsvandt den dag jeg blev mor.

Men jeg kan da umuligt være den enste der har det sådan – eller er jeg?

Hvis du vil følge min rejse kan du se meget mere her , hvor jeg jævnligt vil fortælle hvordan det går, foruden de indlæg der nok også kommer til at fylde her på domænet♥

De tanker en mor ikke tør tænke

ce50f8b13465b6bc8ddda885c4ee2638

Photo credit Pinterest

I dag er sådan en dag der kræver en box fyldt med donuts, en dyne og pude og noget alenetid. Det er dagen jeg har frygtet i rigtig lang tid, men alligevel også dagen jeg ikke havde nogle forventninger til. Jeg tror de fleste der har været/er syge, uden at vide hvorfor, ved præcis hvad jeg mener. Det der med at lægen glad sidder og siger at prøverne ikke viste noget, alt imens man selv sidder og er ved at falde fra hinanden, for noget er der jo galt, det er helt ubærligt.

Jeg har fået lavet en masse undersøgelser på hospitalet på grund af de der anfald, der flere gange har fået mig indlagt. Jeg havde egentlig ikke nogle forventninger til noget som helst, for jeg var ikke engang sikker på, at resultaterne var nået at komme, fordi jeg flere gange måtte udskyde prøverne, fordi drengene jo på skift blev indlagt med lungebetændelse. Men efter en længere udenomssnak kom svaret. Der var noget på prøverne. Det kræver yderligere prøver at finde ud af, om det bare var et tilfælde, og dem skal jeg have taget hurtigst muligt.

Hvad prøverne præcist viste, holder jeg for mig selv, men det var i hvert fald den slags resultater der gjorde, at min verden blev vendt op og ned, og blev fyldt med en masse “hvad nu hvis?” og frygt. I dag ville jeg ønske at jeg havde ventet med at få børn, selvom det er noget af det der gør aller mest ondt at sige. Men når tankerne om “hvad nu hvis” bliver koblet sammen med de to små fantastiske drenge vi har, så flyder bægeret over. Mit hoved er på en og samme tid helt tomt og alligevel fyldt med en ufattelig frygt, selvom jeg endnu ikke har fået lavet de yderligere undersøgelser. Så selvom det er noget af det sværeste overhovedet, så vil jeg prøve at glemme og lade som om den samtale ikke har fundet sted endnu.

Og med hensyn til den æske donuts? Den er så hjertelig velkommen hjemme på dørtrinet og vil blive værdsat mere end nogen kan ane♥

Det obligatoriske tilbageblik på 2015

Så er det sgu ved at være den sidste dag i år…tøhø. Og dermed er det tid til et tilbageblik på året der gik. Der er jo som bekendt sket en hel del i løbet af året. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været et af de hårdeste år for min kæreste (kommende mand) og mit vedkommende. Så jeg må sgu ærligt sige, at vi satser på at 2016 bliver noget bedre, og med færre bekymringer.

Nå men here it goes!

Jeg fejrede min fødselsdag på Gorm’s i Magstræde – uvidende om at der samtidig fandt et terrorangreb sted. Jeg husker tydeligt at det var den mest modbydelige følelse at komme hjem til nyheden om det.Emilie Qui

I april var jeg på tilskuerpladsen, da Damnark spillede ishockey landskamp mod Schweiz. Vi tabte desværre, men det var en fed oplevelse at være med!Emilie Qui

April måned var samtidig den måned, hvor min dejlige kæreste valgte at spørge, om jeg ville giftes med ham. Det blev selvfølgelig til et ja. Hvornår det skal finde sted, ved vi endnu ikke. Men glæder os begge utrolig meget, og vil ikke have noget stress omkring det. Emilie Qui

Så var der vores London tur, som absolut var et hit. Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage dertil snart. Emilie Qui image

I sommers blev vi Danmark hvor vi var henholdsvis i sommerhus i Hornbæk og i Asserbo. Jeg elsker virkelig de danske somre, og kan slet ikke undvære vores sommerhus ture. De er bare lige med ultimativ afslapning. Emilie Qui

Hel over sommeren købte vi desuden vores lejlighed og satte gang i et køkkenprojekt (læs: mareridt) der endnu ikke er nået i mål. Men det sker forhåbentlig snart!

Samtidig med at køkkenprojektet blev sat i gang, blev vores højt elskede buller Karla pludselig syg. Det var ét stort mareridt at finde ud af hvad hun fejlede. Men det lykkedes, og hun er 7-9-13 i bedring. Men selvom der er bedring, tør vi ikke rigtig jinxe det. Så vi tør næsten ikke rigtig tro på. Men vi sætter endnu større pris på den lille prut, kan jeg godt sige jer! Emilie Qui image

I efteråret fik jeg endelig lavet den tatovering, som jeg har sukket efter i lang tid. Og jeg har absolut ikke fortrudt det;) Emilie Qui

Vi har fået lavet en masse lækre drinks – her er det med Jensen Gin, som vi er blevet rigtig glade for. Drinks er altså en møghamrende hyggelig ting som uden tvivl vil være et hit i mange år fremover.Emilie Qui

Nu er der kun tilbage at sige tak for et begivenhedsrigt år! Tak til alle jer fantastiske læsere, der dagligt gider følge med her på bloggen og på Instagram – I er sgu guld værd♥

Og tak til de fantastiske firmaer og PR bureauer der har givet mig mulighed, for at teste nogle af alle de fantastiske produkter der findes – I har i den grad været med til at gøre bloggen langt mere spændende. Og jeg har virkelig haft det sjovt med det undervejs. Jeg glæder mig allerede til at teste og anmelde videre i 2016♥

Vi ses på den anden side, og fald nu ikke ned at stolen når I skal hoppe ind i 2016. Det vil sgu være en kedelig start!

Kys♥

Bryllup: Når vi når dertil….

Emilie QuiDa vi startede med at tale om bryllup, var vi begge enige om et sommerbryllup. Ingen tvivl om det. Det skulle være varmt og solrigt og sommeragtigt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi intet har fået booket overhovedet. For vores verden har siden forlovelsen været fyldt med alt for mange andre ting der krævede og stadig kræver alt vores opmærksomhed. Men det betyder ikke at brylluppet ikke er vigtigt. For det er det.

Vi mødte hinanden for over 10 år siden. På noget så romantisk som….internettet! Vi aftalte at mødes, men han brændte mig af første gang. Normalt ville jeg nok egentlig bare tænke “videre”, men jeg kunne bare mærke at der var et eller andet uforklarligt. Så jeg pressede på for at møde ham. Vi boede ca. 25-30 kilometer fra hinanden. Den ene fra Nordsjælland (mig) og den anden fra Vestegnen. Ikke lige noget der klinger af “meant to be”. Men det var det.

Da vi mødtes første gang hjemme hos Mikkel, var der bare præcis det der uforklarlige. Vi har senere talt om, at vi begge følte at vi havde kendt hinanden altid og bare følte os utrolig trygge i hinandens selskab, selvom vi kun havde skrevet sammen før. Jeg plejede at være ufattelig genert, men den dag var det intet problem. Mikkel derimod plejede altid at snakke et øre af, men var af en eller anden grund utrolig stille. Han har sidenhen fortalt at han simpelthen bare var så nervøs fordi han kunne mærke at det var helt rigtigt. Vi snakkede jeg ved ikke hvor mange timer væk, og pludselig var det aften og jeg skulle hjem. Det gentog sig nogle gange over det næste uger. Og pludselig var vi kærester. På den der uromantiske “mine venner spørger om vi så er kærester?” måde. Haha!

De første 3 år af vores forhold var virkelig turbulente og noget de færreste kender til. Selv dem der er helt tæt på os, ved ikke hvor slemme de egentlig var, og kommer nok heller aldrig helt til det. for der er så mange detaljer i det, som først dukker op hen ad vejen. Og mange ting vi begge har fortrængt. For Mikkels forhold til hans forældre var allerede før vi lærte hinanden at kende anstrengt. Og jeg havnede lige midt i noget, der kun kunne eksplodere når først jeg blev en del af det. Det resulterede i rigtig mange ubehagelige sammenstød med hans forældre, for vores begges vedkommende, og i sidste ende at vi begge brød fuldstændig med dem et år senere. Det var enten dem eller os. Og vi vidste begge to, at det vi havde var langt mere værd, end det forkvaklede forhold han havde til dem.

Vi begyndte at kigge efter en lejlighed, til trods for at ingen af os havde midlerne til at betale den, da vi lige var fyldt 18. Men med hjælp fra mine forældre, som hele vejen igennem havde været en kæmpe støtte – også for Mikkel, lykkedes det os at få en lejlighed på Frederiksberg. Det var med blandede følelser at vi flyttede ind i den. Jeg havde det nok egentlig sådan, at det var for tidligt for mig at flytte hjemmefra. Men det var det jeg måtte ofre for at vi kunne være sammen. På det tidspunkt brød Mikkel med hele sin familie og har aldrig taget kontakt til dem igen, selvom de gentagende gange har opsøgt os.

Det var nogle turbulente år på Frederiksberg, hvor vi begge havde virkelig meget brug for ro, til at komme os ovenpå alt det med hans familie, men samtidig skulle finde ud af at være kærester. Det krævede rigtig meget hårdt arbejde. Og selvom venner og veninder altid har synes at det så så legende let ud, var det i virkeligheden benhårdt at arbejde for kærligheden, selvom det lyder aldeles uromantisk. Sorry.

Da vi havde boet der i en 5 års tid, begyndte pladsen så småt at blive for trang. Og det der i starten bare var den perfekte flugt fra hans familie – vores getaway sted, begyndte at blive forældet. Vi var ligesom kommet over det der, og var efterhånden klar til at komme videre. Vi troede i lang tid at vi helt sikkert skulle blive i byen, om end vi godt vidste at det ikke skulle være Frederiksberg. Nærmere Østerbro. Men sådan skulle det ikke være. For en dag var der en annonce i avisen over en lejlighed, vi faktisk allerede havde talt om året forinden. Men den lå jo laaangt væk fra byen. Den lå ud til den sø, hvor vi året forinden havde skøjtet om vinteren, da vi var på besøg hos mine forældre. Kønt var det ikke – ja altså skøjningen! Lejligheden derimod var perfekt. Og allerede dengang havde vi joket om, at hvis vi overhovedet skulle bo her i byen, hvor jeg voksede op som teenager, så skulle det i hvertfald være i den lejlighed, som på dét tidspunkt var fuldstændig uopnåelig. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Men et år senere var den til salg. Og der var bare endnu en gang den der følelse af at det var det helt rigtige. Og det var det. Mine forældre købte den som et forældrekøb og vi har lejet den lige siden. For første gang siden vi lærte hinanden at kende, føler vi os rigtig hjemme. Mikkels forældre har vi ikke hørt noget særlig meget til, i det der gudskelov er rigtig lang tid, og lejligheden er på en eller anden måde symbolet på, at det hele godt kan lade sig gøre. For nu har vi købt den af mine forældre, og er ved at få lavet de ting ved den, som vi ellers kun har kunne drømme om. Det er de ting der har taget tiden fra bryllups planlægningen, og det er i bund og grund helt okay.

Vi er for alvor blevet voksne, og i sidste ende har hele den turbulente tur vi har haft sammen, været det hele værd. Vi er begge blevet stærkere af det. Og selvom vores fremtidige børn kommer til at mangle et sæt bedsteforældre og dén side af familien, så var det for det bedste. Selvom mange stadig i dag, ikke kan sætte sig ind i situationen.

Når vi endelig står i kirken og siger ja til hinanden, så ved jeg at vi begge vil stå med den der uforklarlige følelse. Ja nok ved jeg, at alle par har sådan en eller anden følelse. Og alle par har været deres igennem. Men jeg ved at vi ligesom vil føle at vi endelig har nået målet. Det der har krævet blod, sved og uendelig mange tårer. Vi er nået dertil hvor vi kan sige at vi gjorde det fandeme. Ja jeg ved godt, at vi allerede er nået dertil. Der nåede vi nok til for flere år siden. Men at stå der og endelig bekræfte at nu er vi os to, fortiden er lagt bag os og fremtiden ligger lige for, foran dem der står os aller nærmest, det er noget helt specielt. Også så mange år efter. Det er det jeg har glædet mig allermest til. Og noget jeg godt har kunne mærke de seneste år, har betydet rigtig meget for mig. Så selvom jeg absolut aldrig har været typen der har higet efter et bryllup – jeg har aldrig haft det ønske. Så det egentlig helt perfekt for os. Til at fejre at kærligheden rent faktisk godt kan lade sig gøre.

Så selvom vi måske ikke når det til næste år (selvom det da ville være fantastisk). Så ved jeg at det på alle måder bliver helt perfekt. Og når det komme til stykket er det jo gudskelov ikke mængden af tyl (det er en ren metafor – der bliver altså ikke noget tyl!) og balloner, der afgør om det er et godt bryllup♥

 

 

 

Den hårdeste tid i mit liv..

Emilie QuiDet her indlæg er uden tvivl det sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Det har været længe undervejs, for så at blive slettet eller lagt i kladde og derefter bevidst forsøgt glemt. For det er det indlæg der uden tvivl gør aller mest ondt, og rammer lige der på det personlige og følsomme.

Det er den type indlæg der absolut ikke er læsere i, for det er ikke det der fede indlæg som giver den der fede følelse, som folk elsker at læse. Men det handler om virkeligheden og hvad der foregår i mit liv lige nu, som mildest talt er kaos.

I lang tid var det en hemmelighed, at jeg i mange år har været syg. Men jeg løftede sløret lidt for det sidste år. Det var hårdt. Specielt fordi jeg allerede der godt vidste, at det ikke var den fulde sandhed. For jeg vidste på det tidspunkt ikke engang selv hvad den fulde sandhed var.

I flere år har jeg fået at vide at jeg havde en kronisk sygdom. Ikke det fedeste at have, og absolut ikke det fedeste stempel at få på sig. Men jeg var egentlig glad for at “høre til” der, fordi livet uden en diagnose var uendeligt hårdt og vanvittig svært at forklare andre, når der var noget helt galt. Men undervejs er der stødt flere og flere ting til, der bare ikke stemte. Mange symptomer der ikke passede på den sygdom. Men hvad ved jeg, jeg er jo ikke læge.

Jeg spurgte flere gange min læge, om de kunne undersøge mig for andre ting, men det kunne de ikke, for i deres øjne havde de kigget på alt, der var ikke mere at gøre og diagnosen  på den kroniske sygdom blev i stedet til en “måske” på grund af de nye symptomer.

Ved min sidste samtale med lægen sidste år, indså jeg at der ikke var mere de kunne gøre. Og jeg var ærlig talt mættet af alt den snak og alle de spørgsmål. Så jeg bildte mig selv ind i lang periode, at tingene gik bedre. Men jeg vidste jo egentlig godt at det var løgn. Det var bare ren overlevelse.efter lang tids overlevelse, mærkede jeg langsom mere og mere til alting igen. Alle smerterne, trætheden og den udmattende følelse der ofte er skyld i stilheden her på bloggen. Og vægten der steg uhæmmet.

I et sidste forsøg tænkte jeg alting igennem igen. Var der noget jeg havde overset? Noget lægerne havde overset? Jeg besluttede mig for endnu en gang at gå til lægen, og få ham til at tage de prøver der skal til, for at se om mit stofskifte fungerede. For det lå i familien at stoftskiftet gav vrøvl.

Han gik modvilligt med til at tage nogle prøver. Eller rettere sagt én. For mere var jo absolut ikke nødvendigt. Jeg var jo i min bedste alder og fik hurtigt forklaringen om, at det er klart at man har det dårligt, når man har taget så meget på, som jeg har, og at jeg måtte spise meget usundt og være utrolig doven. Av hvor gjorde det ondt at høre!

Ikke at jeg ikke vil anerkende at jeg har taget på. For det har jeg og det er et kæmpe problem. Jeg tager på ligegyldigt hvad, og har derfor undtaget billeder på bloggen i meget meget lang tid, for jeg har ikke følt at jeg kunne stå inde for dem. Og let’s face it, bloggeren er benhård og der bliver lagt mærke til selv den mindste detalje.

Det var der tanken med stoftskiftet kom ind i billedet. For jeg blev træt af at andre så mig som doven og som en grovæder, når jeg i virkeligheden var ved at dø af træthed og af smerter.

Derfor tog jeg til lægen, for jeg kunne til sidst ikke se mig selv i øjnene og ignorere at der var noget galt. Jeg måtte få undersøgt det en sidste gang. Han tog én blodprøve, som absolut ikke er nok. Men han var overbevist om at der intet var, og nægtede at gå videre med det.

Men da jeg ved fra resten af min familie, at det ikke er nok med den ene prøve, valgte jeg at gå videre til at privat læge, for jeg kunne bare mærke at der var noget. Det kommer til at koste mig 1500 bobs, men det er det værd.

I går fik jeg prøverne som privatlægen har taget. Jeg har ventet på dem siden fredag. Og har været igennem tusinde af tanker. For hvad hvis de ikke viste noget? Hvor stod jeg så? Hvad skulle jeg så gøre?

Men reusultatet viste præcis det jeg på en og samme tid frygtede og håbede på. Der er noget galt. Og hvordan f* kan man så håbe på sådan noget, spørger du nok. Jo ser du, det er det stadie man når til, når man i over 10 år har hørt på, at der måske eller måske ikke er noget galt, når man selv bare ved at den er helt galt. Så når man dertil hvor man til sidst bare håber på noget håndgribeligt.

Det fik jeg i går. Efter så mange år har jeg endelig noget jeg kan bruge til noget. På en og samme tid var jeg virkelig lettet over at have modebevidst den forbandede læge, som prøvede at bilde mig ind, at det var min egen skyld, og samtidig dybt ulykkelig over at jeg faktisk begyndte at beskylde mig selv for min overvægt. For jeg måtte jo spise for meget og jeg måtte jo være doven.

Mit stofskifte er fuldstændig i smadder og der ligger forklaringen som indtil videre har kostet mig forholdet til min egen læge, 1500 kroner, godt og vel det samme antal kilo på sidebene og utallige tårer.

Følelsesmæssigt aner jeg ikke rigtig hvordan jeg har det. Det har været en rutsjebanetur. Og det kommer det nok også til at være fremover. For det er noget der kommer til at påvirke de fremtidsplaner jeg har, hvilket virkelig er hårdt. Men i næste uge ved jeg lidt mere, når jeg skal til samtale med privatlægen.

Og hvem ved, måske kan jeg snart se mig selv i spejlet igen, og være glad og stolt over det jeg ser? Og måske kan jeg snart glæde mig sådan ægte over at vi lige har købt lejlighed og snart får det fedeste køkken.

Jeg har virkelig tænkt frem og tilbage, om det var noget jeg skulle dele med jer, og jeg er ærlig talt selv i tvivl. Men der kommer til at fylde en del i mit liv fremover og kan hjælpe med at forklare en del ting. Så jeg synes det var passende at få det ud. Selvom det er noget af det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har prøvet.

Date night

Emilie QuiLige nu sidder jeg, og har ærligt talt rimelig godt med nerver på, inden operationen i morgen. Det er jo for pokker da mit syn det drejer sig om. Jo jo jeg har selv valgt at få det gjort, men hold da op hvor er det grænseoverskridende. Weekenden er gået med at holde tankerne lidt på afstand, og med at hygge, kun os to! Det er åbenbart ved at være en sjældenhed, da begge vores kalendre har været pakket med aftaler.

Så lørdag blev jeg inviteret på en spontan date. Altså spontan og spontan – det er måske ikke helt rigtigt. For jeg havde faktisk fået det i gave TIL JUL! Men altså bedre sent end aldrig som man siger. Så i lørdags skulle det være. Og jeg klædte mig i stivestes puds (okay okay, måske en mini mini overdrivelse) og lagde en næt gang spartel i ansigtet og sprøjtede plejede stads i håret, for at være pæn og præsentabel for min kommende mand.Emilie Qui

Middagen blev indtaget på Scarpetta (en ultimativ favorit) i form af en femretters, hvor jeg dog fik byttet torsken (altså fisken!) ud med en lille pizza i stedet. Godt smagte det, og hyggeligt var det. Det er altså også tiltrængt med lidt tosomhed en gang i mellem, så det hele i går op i aftaler med bank, håndværkere og osv.

Jeg tjekker ind igen når øjnene tillader det. Hvornår vides ikke, men der er forberedt et lille indlæg eller to i mellemtiden. Vi ses! (Indsæt Samantha Jones kommentar “Oh honey, you made A little joke!)