Det obligatoriske tilbageblik på 2015

Så er det sgu ved at være den sidste dag i år…tøhø. Og dermed er det tid til et tilbageblik på året der gik. Der er jo som bekendt sket en hel del i løbet af året. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at det har været et af de hårdeste år for min kæreste (kommende mand) og mit vedkommende. Så jeg må sgu ærligt sige, at vi satser på at 2016 bliver noget bedre, og med færre bekymringer.

Nå men here it goes!

Jeg fejrede min fødselsdag på Gorm’s i Magstræde – uvidende om at der samtidig fandt et terrorangreb sted. Jeg husker tydeligt at det var den mest modbydelige følelse at komme hjem til nyheden om det.Emilie Qui

I april var jeg på tilskuerpladsen, da Damnark spillede ishockey landskamp mod Schweiz. Vi tabte desværre, men det var en fed oplevelse at være med!Emilie Qui

April måned var samtidig den måned, hvor min dejlige kæreste valgte at spørge, om jeg ville giftes med ham. Det blev selvfølgelig til et ja. Hvornår det skal finde sted, ved vi endnu ikke. Men glæder os begge utrolig meget, og vil ikke have noget stress omkring det. Emilie Qui

Så var der vores London tur, som absolut var et hit. Jeg glæder mig allerede til at komme tilbage dertil snart. Emilie Qui image

I sommers blev vi Danmark hvor vi var henholdsvis i sommerhus i Hornbæk og i Asserbo. Jeg elsker virkelig de danske somre, og kan slet ikke undvære vores sommerhus ture. De er bare lige med ultimativ afslapning. Emilie Qui

Hel over sommeren købte vi desuden vores lejlighed og satte gang i et køkkenprojekt (læs: mareridt) der endnu ikke er nået i mål. Men det sker forhåbentlig snart!

Samtidig med at køkkenprojektet blev sat i gang, blev vores højt elskede buller Karla pludselig syg. Det var ét stort mareridt at finde ud af hvad hun fejlede. Men det lykkedes, og hun er 7-9-13 i bedring. Men selvom der er bedring, tør vi ikke rigtig jinxe det. Så vi tør næsten ikke rigtig tro på. Men vi sætter endnu større pris på den lille prut, kan jeg godt sige jer! Emilie Qui image

I efteråret fik jeg endelig lavet den tatovering, som jeg har sukket efter i lang tid. Og jeg har absolut ikke fortrudt det;) Emilie Qui

Vi har fået lavet en masse lækre drinks – her er det med Jensen Gin, som vi er blevet rigtig glade for. Drinks er altså en møghamrende hyggelig ting som uden tvivl vil være et hit i mange år fremover.Emilie Qui

Nu er der kun tilbage at sige tak for et begivenhedsrigt år! Tak til alle jer fantastiske læsere, der dagligt gider følge med her på bloggen og på Instagram – I er sgu guld værd♥

Og tak til de fantastiske firmaer og PR bureauer der har givet mig mulighed, for at teste nogle af alle de fantastiske produkter der findes – I har i den grad været med til at gøre bloggen langt mere spændende. Og jeg har virkelig haft det sjovt med det undervejs. Jeg glæder mig allerede til at teste og anmelde videre i 2016♥

Vi ses på den anden side, og fald nu ikke ned at stolen når I skal hoppe ind i 2016. Det vil sgu være en kedelig start!

Kys♥

Bryllup: Når vi når dertil….

Emilie QuiDa vi startede med at tale om bryllup, var vi begge enige om et sommerbryllup. Ingen tvivl om det. Det skulle være varmt og solrigt og sommeragtigt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi intet har fået booket overhovedet. For vores verden har siden forlovelsen været fyldt med alt for mange andre ting der krævede og stadig kræver alt vores opmærksomhed. Men det betyder ikke at brylluppet ikke er vigtigt. For det er det.

Vi mødte hinanden for over 10 år siden. På noget så romantisk som….internettet! Vi aftalte at mødes, men han brændte mig af første gang. Normalt ville jeg nok egentlig bare tænke “videre”, men jeg kunne bare mærke at der var et eller andet uforklarligt. Så jeg pressede på for at møde ham. Vi boede ca. 25-30 kilometer fra hinanden. Den ene fra Nordsjælland (mig) og den anden fra Vestegnen. Ikke lige noget der klinger af “meant to be”. Men det var det.

Da vi mødtes første gang hjemme hos Mikkel, var der bare præcis det der uforklarlige. Vi har senere talt om, at vi begge følte at vi havde kendt hinanden altid og bare følte os utrolig trygge i hinandens selskab, selvom vi kun havde skrevet sammen før. Jeg plejede at være ufattelig genert, men den dag var det intet problem. Mikkel derimod plejede altid at snakke et øre af, men var af en eller anden grund utrolig stille. Han har sidenhen fortalt at han simpelthen bare var så nervøs fordi han kunne mærke at det var helt rigtigt. Vi snakkede jeg ved ikke hvor mange timer væk, og pludselig var det aften og jeg skulle hjem. Det gentog sig nogle gange over det næste uger. Og pludselig var vi kærester. På den der uromantiske “mine venner spørger om vi så er kærester?” måde. Haha!

De første 3 år af vores forhold var virkelig turbulente og noget de færreste kender til. Selv dem der er helt tæt på os, ved ikke hvor slemme de egentlig var, og kommer nok heller aldrig helt til det. for der er så mange detaljer i det, som først dukker op hen ad vejen. Og mange ting vi begge har fortrængt. For Mikkels forhold til hans forældre var allerede før vi lærte hinanden at kende anstrengt. Og jeg havnede lige midt i noget, der kun kunne eksplodere når først jeg blev en del af det. Det resulterede i rigtig mange ubehagelige sammenstød med hans forældre, for vores begges vedkommende, og i sidste ende at vi begge brød fuldstændig med dem et år senere. Det var enten dem eller os. Og vi vidste begge to, at det vi havde var langt mere værd, end det forkvaklede forhold han havde til dem.

Vi begyndte at kigge efter en lejlighed, til trods for at ingen af os havde midlerne til at betale den, da vi lige var fyldt 18. Men med hjælp fra mine forældre, som hele vejen igennem havde været en kæmpe støtte – også for Mikkel, lykkedes det os at få en lejlighed på Frederiksberg. Det var med blandede følelser at vi flyttede ind i den. Jeg havde det nok egentlig sådan, at det var for tidligt for mig at flytte hjemmefra. Men det var det jeg måtte ofre for at vi kunne være sammen. På det tidspunkt brød Mikkel med hele sin familie og har aldrig taget kontakt til dem igen, selvom de gentagende gange har opsøgt os.

Det var nogle turbulente år på Frederiksberg, hvor vi begge havde virkelig meget brug for ro, til at komme os ovenpå alt det med hans familie, men samtidig skulle finde ud af at være kærester. Det krævede rigtig meget hårdt arbejde. Og selvom venner og veninder altid har synes at det så så legende let ud, var det i virkeligheden benhårdt at arbejde for kærligheden, selvom det lyder aldeles uromantisk. Sorry.

Da vi havde boet der i en 5 års tid, begyndte pladsen så småt at blive for trang. Og det der i starten bare var den perfekte flugt fra hans familie – vores getaway sted, begyndte at blive forældet. Vi var ligesom kommet over det der, og var efterhånden klar til at komme videre. Vi troede i lang tid at vi helt sikkert skulle blive i byen, om end vi godt vidste at det ikke skulle være Frederiksberg. Nærmere Østerbro. Men sådan skulle det ikke være. For en dag var der en annonce i avisen over en lejlighed, vi faktisk allerede havde talt om året forinden. Men den lå jo laaangt væk fra byen. Den lå ud til den sø, hvor vi året forinden havde skøjtet om vinteren, da vi var på besøg hos mine forældre. Kønt var det ikke – ja altså skøjningen! Lejligheden derimod var perfekt. Og allerede dengang havde vi joket om, at hvis vi overhovedet skulle bo her i byen, hvor jeg voksede op som teenager, så skulle det i hvertfald være i den lejlighed, som på dét tidspunkt var fuldstændig uopnåelig. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Men et år senere var den til salg. Og der var bare endnu en gang den der følelse af at det var det helt rigtige. Og det var det. Mine forældre købte den som et forældrekøb og vi har lejet den lige siden. For første gang siden vi lærte hinanden at kende, føler vi os rigtig hjemme. Mikkels forældre har vi ikke hørt noget særlig meget til, i det der gudskelov er rigtig lang tid, og lejligheden er på en eller anden måde symbolet på, at det hele godt kan lade sig gøre. For nu har vi købt den af mine forældre, og er ved at få lavet de ting ved den, som vi ellers kun har kunne drømme om. Det er de ting der har taget tiden fra bryllups planlægningen, og det er i bund og grund helt okay.

Vi er for alvor blevet voksne, og i sidste ende har hele den turbulente tur vi har haft sammen, været det hele værd. Vi er begge blevet stærkere af det. Og selvom vores fremtidige børn kommer til at mangle et sæt bedsteforældre og dén side af familien, så var det for det bedste. Selvom mange stadig i dag, ikke kan sætte sig ind i situationen.

Når vi endelig står i kirken og siger ja til hinanden, så ved jeg at vi begge vil stå med den der uforklarlige følelse. Ja nok ved jeg, at alle par har sådan en eller anden følelse. Og alle par har været deres igennem. Men jeg ved at vi ligesom vil føle at vi endelig har nået målet. Det der har krævet blod, sved og uendelig mange tårer. Vi er nået dertil hvor vi kan sige at vi gjorde det fandeme. Ja jeg ved godt, at vi allerede er nået dertil. Der nåede vi nok til for flere år siden. Men at stå der og endelig bekræfte at nu er vi os to, fortiden er lagt bag os og fremtiden ligger lige for, foran dem der står os aller nærmest, det er noget helt specielt. Også så mange år efter. Det er det jeg har glædet mig allermest til. Og noget jeg godt har kunne mærke de seneste år, har betydet rigtig meget for mig. Så selvom jeg absolut aldrig har været typen der har higet efter et bryllup – jeg har aldrig haft det ønske. Så det egentlig helt perfekt for os. Til at fejre at kærligheden rent faktisk godt kan lade sig gøre.

Så selvom vi måske ikke når det til næste år (selvom det da ville være fantastisk). Så ved jeg at det på alle måder bliver helt perfekt. Og når det komme til stykket er det jo gudskelov ikke mængden af tyl (det er en ren metafor – der bliver altså ikke noget tyl!) og balloner, der afgør om det er et godt bryllup♥

 

 

 

Den hårdeste tid i mit liv..

Emilie QuiDet her indlæg er uden tvivl det sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Det har været længe undervejs, for så at blive slettet eller lagt i kladde og derefter bevidst forsøgt glemt. For det er det indlæg der uden tvivl gør aller mest ondt, og rammer lige der på det personlige og følsomme.

Det er den type indlæg der absolut ikke er læsere i, for det er ikke det der fede indlæg som giver den der fede følelse, som folk elsker at læse. Men det handler om virkeligheden og hvad der foregår i mit liv lige nu, som mildest talt er kaos.

I lang tid var det en hemmelighed, at jeg i mange år har været syg. Men jeg løftede sløret lidt for det sidste år. Det var hårdt. Specielt fordi jeg allerede der godt vidste, at det ikke var den fulde sandhed. For jeg vidste på det tidspunkt ikke engang selv hvad den fulde sandhed var.

I flere år har jeg fået at vide at jeg havde en kronisk sygdom. Ikke det fedeste at have, og absolut ikke det fedeste stempel at få på sig. Men jeg var egentlig glad for at “høre til” der, fordi livet uden en diagnose var uendeligt hårdt og vanvittig svært at forklare andre, når der var noget helt galt. Men undervejs er der stødt flere og flere ting til, der bare ikke stemte. Mange symptomer der ikke passede på den sygdom. Men hvad ved jeg, jeg er jo ikke læge.

Jeg spurgte flere gange min læge, om de kunne undersøge mig for andre ting, men det kunne de ikke, for i deres øjne havde de kigget på alt, der var ikke mere at gøre og diagnosen  på den kroniske sygdom blev i stedet til en “måske” på grund af de nye symptomer.

Ved min sidste samtale med lægen sidste år, indså jeg at der ikke var mere de kunne gøre. Og jeg var ærlig talt mættet af alt den snak og alle de spørgsmål. Så jeg bildte mig selv ind i lang periode, at tingene gik bedre. Men jeg vidste jo egentlig godt at det var løgn. Det var bare ren overlevelse.efter lang tids overlevelse, mærkede jeg langsom mere og mere til alting igen. Alle smerterne, trætheden og den udmattende følelse der ofte er skyld i stilheden her på bloggen. Og vægten der steg uhæmmet.

I et sidste forsøg tænkte jeg alting igennem igen. Var der noget jeg havde overset? Noget lægerne havde overset? Jeg besluttede mig for endnu en gang at gå til lægen, og få ham til at tage de prøver der skal til, for at se om mit stofskifte fungerede. For det lå i familien at stoftskiftet gav vrøvl.

Han gik modvilligt med til at tage nogle prøver. Eller rettere sagt én. For mere var jo absolut ikke nødvendigt. Jeg var jo i min bedste alder og fik hurtigt forklaringen om, at det er klart at man har det dårligt, når man har taget så meget på, som jeg har, og at jeg måtte spise meget usundt og være utrolig doven. Av hvor gjorde det ondt at høre!

Ikke at jeg ikke vil anerkende at jeg har taget på. For det har jeg og det er et kæmpe problem. Jeg tager på ligegyldigt hvad, og har derfor undtaget billeder på bloggen i meget meget lang tid, for jeg har ikke følt at jeg kunne stå inde for dem. Og let’s face it, bloggeren er benhård og der bliver lagt mærke til selv den mindste detalje.

Det var der tanken med stoftskiftet kom ind i billedet. For jeg blev træt af at andre så mig som doven og som en grovæder, når jeg i virkeligheden var ved at dø af træthed og af smerter.

Derfor tog jeg til lægen, for jeg kunne til sidst ikke se mig selv i øjnene og ignorere at der var noget galt. Jeg måtte få undersøgt det en sidste gang. Han tog én blodprøve, som absolut ikke er nok. Men han var overbevist om at der intet var, og nægtede at gå videre med det.

Men da jeg ved fra resten af min familie, at det ikke er nok med den ene prøve, valgte jeg at gå videre til at privat læge, for jeg kunne bare mærke at der var noget. Det kommer til at koste mig 1500 bobs, men det er det værd.

I går fik jeg prøverne som privatlægen har taget. Jeg har ventet på dem siden fredag. Og har været igennem tusinde af tanker. For hvad hvis de ikke viste noget? Hvor stod jeg så? Hvad skulle jeg så gøre?

Men reusultatet viste præcis det jeg på en og samme tid frygtede og håbede på. Der er noget galt. Og hvordan f* kan man så håbe på sådan noget, spørger du nok. Jo ser du, det er det stadie man når til, når man i over 10 år har hørt på, at der måske eller måske ikke er noget galt, når man selv bare ved at den er helt galt. Så når man dertil hvor man til sidst bare håber på noget håndgribeligt.

Det fik jeg i går. Efter så mange år har jeg endelig noget jeg kan bruge til noget. På en og samme tid var jeg virkelig lettet over at have modebevidst den forbandede læge, som prøvede at bilde mig ind, at det var min egen skyld, og samtidig dybt ulykkelig over at jeg faktisk begyndte at beskylde mig selv for min overvægt. For jeg måtte jo spise for meget og jeg måtte jo være doven.

Mit stofskifte er fuldstændig i smadder og der ligger forklaringen som indtil videre har kostet mig forholdet til min egen læge, 1500 kroner, godt og vel det samme antal kilo på sidebene og utallige tårer.

Følelsesmæssigt aner jeg ikke rigtig hvordan jeg har det. Det har været en rutsjebanetur. Og det kommer det nok også til at være fremover. For det er noget der kommer til at påvirke de fremtidsplaner jeg har, hvilket virkelig er hårdt. Men i næste uge ved jeg lidt mere, når jeg skal til samtale med privatlægen.

Og hvem ved, måske kan jeg snart se mig selv i spejlet igen, og være glad og stolt over det jeg ser? Og måske kan jeg snart glæde mig sådan ægte over at vi lige har købt lejlighed og snart får det fedeste køkken.

Jeg har virkelig tænkt frem og tilbage, om det var noget jeg skulle dele med jer, og jeg er ærlig talt selv i tvivl. Men der kommer til at fylde en del i mit liv fremover og kan hjælpe med at forklare en del ting. Så jeg synes det var passende at få det ud. Selvom det er noget af det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har prøvet.

Date night

Emilie QuiLige nu sidder jeg, og har ærligt talt rimelig godt med nerver på, inden operationen i morgen. Det er jo for pokker da mit syn det drejer sig om. Jo jo jeg har selv valgt at få det gjort, men hold da op hvor er det grænseoverskridende. Weekenden er gået med at holde tankerne lidt på afstand, og med at hygge, kun os to! Det er åbenbart ved at være en sjældenhed, da begge vores kalendre har været pakket med aftaler.

Så lørdag blev jeg inviteret på en spontan date. Altså spontan og spontan – det er måske ikke helt rigtigt. For jeg havde faktisk fået det i gave TIL JUL! Men altså bedre sent end aldrig som man siger. Så i lørdags skulle det være. Og jeg klædte mig i stivestes puds (okay okay, måske en mini mini overdrivelse) og lagde en næt gang spartel i ansigtet og sprøjtede plejede stads i håret, for at være pæn og præsentabel for min kommende mand.Emilie Qui

Middagen blev indtaget på Scarpetta (en ultimativ favorit) i form af en femretters, hvor jeg dog fik byttet torsken (altså fisken!) ud med en lille pizza i stedet. Godt smagte det, og hyggeligt var det. Det er altså også tiltrængt med lidt tosomhed en gang i mellem, så det hele i går op i aftaler med bank, håndværkere og osv.

Jeg tjekker ind igen når øjnene tillader det. Hvornår vides ikke, men der er forberedt et lille indlæg eller to i mellemtiden. Vi ses! (Indsæt Samantha Jones kommentar “Oh honey, you made A little joke!)

Vi køber lejlighed!

Emilie QuiEgentlig har jeg ikke det store at sige, da virkelig meget at tiden går med arbejde. Men, men, men …i går var vi i banken og fik det endelige go til at købe lejligheden, hvilket vil sige at vi snart kan gå endeligt i gang med køkkenet og badeværelset. Pyha hvor har det trukket tænder ud, og hvor er jeg dog træt af at sidde og regne og regne på vores økonomi hele tiden, og være i konstant kontakt med banken. Hvis alt går som vi tænker, så overtager vi lejligheden i starten af september måned. Og så går vi i gang med køkkenet.

Jeg glæder mig ufatteligt meget til at kunne gå i gang med køkkenet, som virkelig trænger til en kærlig hånd efterhånden. Vi har helt mistet lysten til at stå og lave mad i det nuværende køkken, så det kan kun blive godt.Emilie QuiNå men det blev til lidt sludder om ingenting, lidt fraklip fra vores ferie i Hornbæk og lidt om det der betyder alting lige nu. For jeg er rimelig mørbanket, da der er ret mange vigtige sager oppe at vende lige pt., hvilket tager en del kræfter. Men mere om det på et senere tidspunkt.

Vi er blevet voksne..

Emilie Qui

Der var engang, hvor min definition på at blive voksen, var når man fik kørekort og betalte sine egne regninger (og fandt ud af hvad tingene i virkeligheden kostede!!).  Kørekortet er for længst erhvervet og regninger betales hver måned. De varer der bliver lagt i indkøbskurven er i højere grad kvalitet frem for kvantitet og emner som pension og sundhedsforsikring kommer oftere på tale, end der dengang for en del år siden var voksenemner. Tingene ændrer sig.

Voksenlivet begynder i den grad at presse sig på. Særligt efter ringen indfandt sig på min venstre ringfinger og snakken om at købe lejligheden for alvor blev skudt i gang. Vi er blevet meget voksne efterhånden, til trods for at vi, allerede da vi mødte hinanden (for de der 10 år siden), var mere modne end dem i vores omgangskreds. Jeg har altid følt mig 10 år ældre end jeg egentlig var, og har altid følt det irriterende at det der tal hele tiden skulle afgøre hvor man var i livet.

Med tiden er det blevet lettere, nok fordi jeg rykker tættere på den alder jeg føler mig som, men nok også fordi at jeg efterhånden har lært at man er den alder man selv ønsker at være.

Men jeg kan godt mærke at de ting der sker i vores liv lige nu spæder godt til. Vi er ved at være voksne, sådan for alvor. Og tanken om det er slet ikke så skræmmende, som mange måske kan tænke. Det er faktisk meget beroligende.

Planerne med lejligheden er stadig i fuld gang, og jeg krydser alt hvad der krydses kan, for at det hele kan lade sig gøre. Jeg begynder så småt at kigge på tøj til bryllup og danne mig en ide om hvordan det skal være og hvordan det i hvert fald ikke skal være. Jeg begynder at glæde mig ved tanken om at vi snart skal holde fest for alle dem vi holder af, og bare nyde at vi er sammen. Jeg glæder mig over, der hvor vi er nu, og glæder mig til der hvor vi skal hen.

Kærlighed og forhold er en pudsig størrelse. Jeg havde i hvert fald ikke regnet med, at jeg nogensinde skulle stå og sige ja i en kirke, og havde nok egentlig regnet med, at jeg ville leve størstedelen af livet alene. For jeg nyder min frihed og jeg nyder at være kun mig. Men noget skete der, for de der 10 år siden, og selvom jeg nyder at være kun mig, så nyder jeg at være “os” endnu mere.

Selvom vi til tider (nogle gange oftere end andre!) kommer fra hver vores planet, og jeg kan bande over de små irriterende ting, så vil jeg ikke ændre det (okay bare en lille smule). Men det er de små ting der har fået mig hertil – her hvor jeg gerne vil være.

Og med en masse udklip fra den film der, ofte deler vandene, men også er en af dem, der efter min mening beskriver alle de sider der nu kan være, vil jeg gå på weekend og nyde den med min kommende mand (haha, det føltes trods alt lidt mærkeligt at skrive).

Old friends and picture perfect blogs….

Emilie QuiI havde jeg en aftale med en veninde jeg ikke har set i over 10 år. Hun var dengang  min bedste veninde, men tiden ville at vi drev væk fra hinanden, for så igen at ses så mange år efter. Vi havde det super hyggeligt og det var dejligt at genopfriske de gamle minder og fælles oplevelser, mens jeg sad og mæskede mig i min svampe toast.

Snakken faldt også, qua min egen plads i blogverden, på gode, dårlige og intetsigende blogs. Der er en del intetsigende blogs, hvor det er “pretty Pictures” der vægter højest og som desværre fremstår uden dybde og personlighed. Jeg har selv erfaret at de blogs jeg læser, indeholder en god blanding af alt hvad livet indeholder. Det vil sige at de så sandelig også indeholde alle lortedagene og de snakke der er så svære at have.

Jeg kan ikke undvære at læse om de dårlige dage og de svære ting i livet, men vil heller ikke undvære de gode ting. Det hele skal efter min mening helst indgå i en symbiose, som viser netop hvordan livet kan være. Ellers går jeg død i dem.

På min egen blog forsøger jeg at være ærlig, og får til tider også skrevet ting som jeg egentlig bagefter selv kan krumme tæer over. Men det er nu en gang det liv jeg har. En blanding af surt og sødt, hvor jeg selv prøver at nyde det søde så meget som muligt, så jeg bedre kan komme igennem det sure.

Nogle af de blog der efter min mening, repræsenterer begge ting bedst muligt, er Cathrines blog Rock Paper Dresses og Mette Marie Lei Langes blog Twinpeaks. Det er begge blogs som jeg ikke kan være foruden, da de gang på gang viser, at der rent faktisk er andre der har den samme indstilling til tingene. Den indstilling som hverken er belærende eller (efter min mening) uudholdelig. Den er realistisk.

Jeg er træt af glansbilleder, perfekte sunde salater og billeder af vaskebræt (på kvinder…haha!). Jeg vil have det ægte. Det ægte kan sagtens indeholde et vaskebræt eller små glimt af glansbilleder. Men jeg er træt af at det kun er den side der vises. Indrøm dog at der er fejl og at dit vasketøj for øvrigt ligger i en kæmpe bunke bagved kameraet. Det er helt okay, sådan har de fleste det sgu.

Jeg kan selv præstere en bunke vasketøj der tæller to sorte sække og to fyldte vasketøjskurve (ups), et køkken der gang på gang flyder over med rod, samt at vi stadig ikke har fået hængt gardiner op, siden vi fik lavet vinduer (i december måned!)

Mit liv er absolut ikke et glansbillede, men det er gudskelov fyldt med en del skønne øjeblikke, der oftest overskygge de dårlige stunder der er♥

Når livet gør ondt…

Emilie QuiDet har været stille de sidste par dage. Både her på bloggen og hjemme hos os. Onsdag gik på ingen måde, som nogen af os havde regnet med, og har sat dybe spor – særligt hos mig. Jeg er tom for ord. Har kun en knugende fornemmelse i maven og et stort tomrum.

Onsdag måtte vi sige farvel til en som har fulgt os de sidste 6 år, og hver dag skabt glæde og smil. Det gør ondt at miste. Selvom jeg efterhånden har prøvet det en del gange (mere end hvad godt er), så gør det stadig lige forbandet ondt. Særligt når det er en selv der “trykker på knappen” og bestemmer hvornår det er slut.

Der har været stille i lejligheden de sidste dage. Der mangler én. Men vi ved at det var for det bedste og vi ved at det var tid. Og selvom sorgen er stor går det fremad. Dag for dag gør det lidt mindre ondt at tale om.

Bryllups forventninger….

Emilie QuiEn ting jeg har lagt mærke til, efter nyheden om at manden og jeg skal giftes kom ud, er folks reaktioner. De spænder ret vidt – ligefra overstadig glæde, til undren over at vi overhovedet gider alt det besvær.

Jeg er ikke vokset op med en drøm om det store “prinsesse bryllup” og alt det der. Det er faktisk først for nogle år siden at tanken om det at blive gift strejfede mig. Mine forældre blev først gift da jeg var i de tidlige teenage år, og der var intet prinsesse agtigt over det.

Men skal det også være det der kolosale bryllup der næsten skaber større gæld end glæde? Dem hvor parret næsten er ved at gå fra hinanden bare på grund af alt den planlægning, fordi det hele jo skal være så perfekt?

Min kære forlovede (ret underligt at skulle kalde ham det..haha) spurgte mig for nogle dage siden, om jeg egentlig havde nogle tanker omkring hvad jeg skulle have på. Hvad jeg havde lyst til at have på. Mit svar var “øhm…. en kjole havde jeg tænkt”. For jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har gjort mig de store tanker om det. Og regner heller ikke med at det bliver det store issue. Men det kan jeg høre at andre synes.

De fleste reaktioner har nemlig været de der overstadige reaktioner. Dem hvor folk regner med at det skal være det vildeste af det vilde. Dem hvor folk allerede regner med, at det halve allerede er planlagt. Det er det ikke. Tværtimod.

Jeg tror nemlig ikke på de der kæmpe bryllupper, hvor det vigtigste af det hele, er hvad bruden skal have på og hvor det vigtigste er at please bruden, så der ikke går bridezilla i den. Jeg tror at de er dømt til at gå galt.

Hvorfor er der ofte de forventninger om at den dag skal være så vild så vild. At både brud og brudgom dårligt nok kan følge med og nå at nyde det det egentlig handler om?  Hvorfor skal det være så overstadigt og overdådigt? Og er man (i det her tilfælde jeg) dømt til at ligne en gigantisk cupcake for at brylluppet er perfekt?

Det håber jeg inderligt ikke. Så vil jeg i hvert fald hellere undvære det.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg godt kan forstå at der er mange (især mænd) der løber skrigende væk, når de hører forventningerne til den dag. De forventninger der dybest set er skabt af film som Sex And The City. Bare se hvor galt det gik der. Lige pludselig udartede det hele sig til et stort show for Carrie og Big, hvor alt var centreret om den (forbandede) kjole, som lige pludselig havde en masse forventninger med sig, om hvordan tingene skulle være. Så mange forventninger at det vigtigste af det hele pludselig gik tabt i det hele.

Er det virkelig det man ønsker sig? Jeg får i hvert fald kriller ved tanken. Selvfølgelig blev jeg da også vildt betaget over de kjoler (dog minus den famøse kjole som jeg omtalte ovenfor). Og det ville da være så lækkert at kunne iføre sig Lanvin’s fantastiske kjole. Men det ved jeg jo godt er urealistisk, så det er slet ikke en tanke. Og det har jeg det faktisk bedst med. For jeg tror hurtigt at mere vil have mere. Og før man får set sig om, havner man i den situation at man er viklet ind i noget fuldstændig urealistisk, hvor den egentlige mening med det hele er forsvundet.

Mine tanker om vores bryllup er at det skal være den dejligste fest hvor vi fejrer at vi har holdt ved så længe og stadig er vilde med hinanden. Brylluppet er i min verden ikke det største højdepunkt i mit liv, men det er en af de milepæle jeg selvfølgelig vil huske.

 

 

 

Tirsdagens lorte snak…

Emilie QuiDe sidste dage har været sådan nogle øv-dage egentlig. De der dage hvor der måske ikke umiddelbart er nogen egentlig grund til det, men hvor der alligevel ligger noget under overfladen og gør det surt. Hele sidste uge og weekenden med, har jeg haft sindssygt mange ting at nå efter jeg var syg (hvilket jeg stadig ikke er sluppet helt af med), og kan mærke at jeg har svært ved at følge med. Har haft for lidt tid til at slappe sådan rigtigt af, og når jeg endelig har haft det, har det været svært at geare ned. Føler at jeg har været nødt til at gå 5 skridt tilbage, for at gå et enkelt skridt frem.Emilie QuiSå i dag sidder jeg med den der øv følelse og ved godt at jeg skal finde en løsning på det. Samtidig tænker jeg dog tilbage på i går, hvor jeg fik et afbræk fra selvsamme følelse, da jeg var inde og se det nyeste medlem af familien. Nemlig min ene kusines lille datter. Hold op hvor var hun dog dejlig. Jeg nød virkelig at sidde med hende og få alle de dårlige tanker og oplevelser fra den seneste tid fuldstændig ud af hovedet. Fantastisk hvad det kan gøre♥

Så undskyld stilheden, men jeg har lige behov for lidt ro, så det ikke bare bliver ren “lorte” snak…