10 mærkelige facts om mig

facts-billedeJeg tænker at det er tid til, at I kommer lidt ind under huden på mig (selvom det lyder en anelse creepy), og lærer nogle af mine måske knapt så velkendte sider. Derfor er det tid til 10 random facts om mig. Måske kan du selv nikke genkende til nogle af dem?

  1. Jeg elsker uldtrøjer og har en mindre afhængighed, når det kommer til at købe de nyeste fra H&M. Det er måske ikke lige det mest sexede (I know), men damn hvor er det rart at have en kæmpe blød uldtrøje på!
  2. Jeg elsker at lave mad, at kigge i kogebøger og se madprogrammer. Den kærlighed har jeg tydeligvis fra mine forældre. Dog er vi ikke altid enige om hvilken type mad vi bedst kan lide;). Jeg bruger madlavningen til at komme af med min kræsenhed, og indtil videre har jeg lært at elske Fenikkel, tun cappacio, svampe og har fået en ny afhængighed – nemlig krydderurter. Sjovt nok er de ting jeg før har haft så svært ved at spise, virkelig blevet nogle af dem jeg elsker aller mest nu.
  3. Jeg hader når man kan mærke at nogle har en aganda og er uærlige. Det er simpelthen noget af det mest ucharmerende. Så på den konto er der røget utrolig mange (nu tidligere) venner gennem årene. Jeg gider simpelthen ikke spilde tid på det. Derfor er min vennekreds lille og broget, men tæller dem jeg stoler aller mest på.
  4. Jeg elsker at løbe. Endnu en ting jeg engang har hadet som pesten. Men da jeg var 14 besluttede jeg mig for, at det skulle være slut med at frygte idræts timerne. Så jeg begyndte at løbe når jeg kom hjem fra skole. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var det bedste middel til at koble fra og komme mig ovenpå den sorg min familie var igennem – at min højst elskede mormor lige var død. Nu er løb og motion generelt blevet en måde for mig, at håndtere svære tider og hårdt pres.
  5. Jeg elsker regn, efterår og vinter. Regnen fordi luften er så frisk og fordi man lige så godt kan opgive ikke at blive våd og overgive sig til det nærmest meditative der er i regn. Efterår fordi det efter min mening er den smukkeste årstid med de brændte farver og den friske luft der nærmest varsler om kommende årstid – nemlig vinter, som er en tredje favorit. For hvem kan ikke lide sne, helt ærligt?
  6. Og apropos vinter, så elsker jeg jul. Så meget så jeg må have været nisse i mit tidligere liv. Haha. Jeg kan seriøst se julefilm året rundt (og jeg gør det!). Alle omkring mig hader det, men I don’t care. Sådan har jeg altid været, og nu hvor tyttebøvserne er kommet til, tvivler jeg på at den trang bliver mindre;)
  7. Jeg skråler løs i bilen – når jeg er alene vel at mærke! Jeg hader (som i virkelig hader) at synge når andre er til stede. Men elsker at kunne skråle løs til musikken, når jeg er alene i bilen. Så er der heller ikke nogen der brokker sig over musikvalget!;)
  8. Jeg elsker at få blomster, men hader at få blomster på mærkedage. Jeg er så træt af at blomster hurtigt bliver den nemme løsning. Som nu på min fødselsdag for nogle år siden, hvor jeg blev bombarderet med blomster, men faktisk kun fik en rigtig gave. EN! Men i stedet stod med jeg ved ikke hvor mange mere eller mindre identiske buketter, som alle døde den samme dag (jeg havde altså ikke noget med det at gøre!). Kald mig bare barnlig, men det er da for kedeligt at nogle ikke gider forsøge at finde en gave der passer til dig, og i stedet giver en gave der dør efter få dage. Jeg skal have et minde om dagen, som varer i mange år helst.
  9. Jeg elsker gør det selv projekter. Lige nu er tiden der bare absolut ikke, og det piner mig!
  10. Jeg hader at gå til frisøren. Synes altid at jeg bliver udfrittet om mit liv og hvad jeg laver, når jeg aller helst bare vil koble fra og catche op med vennerne hos de kendte og kongelige. Hvem kender ikke det?

Din tid VS. min tid og lidt om en dårlig start på dagen

image

Watch from Daniel Wellington

Er der noget jeg virkelig hader, så er det når begrebet tid ikke bliver respekteret. Det der tidspunkt hvor man finder ud af, at min tid åbenbart ikke er lige så vigtig som din tid. Lad mig forklare. Vi har i to år ventet på at få skiftet vinduer, fordi vores nuværende mere eller mindre ligner oldtidsfund og fungerer lige så varmeisolerende som en si. Af flere omgange får vi at vide, at nu sker det. Men intet sker. Ikke andet end at vi modtager en varmeregning der nærmest kræver et lån i banken. Endelig kommer det så igennem, og håndværkerne skal starte fra i dag. Klokken 8 om morgenen. Nu sidder jeg så her klokken halv 10, og har ikke set skyggen af en håndværker, og er mildest talt pissed.

Har ligget syg de seneste dage, og hytten har bogstavelig talt lignet noget der var løgn. Men da jeg fik at vide at håndværkerne skulle komme, gik jeg naturligvis i gang med at ordne – når bare vi endelig kunne få ordnet de forbandede vinduer. Jeg måtte hurtigt opgive igen, da jeg havde det alt for dårligt. Så smart som jeg jo er, tænker jeg, at det er noget jeg kan ordne dagen før. Dagene går, og søndag bliver min mor syg, og det samme gjorde den lille fede (altså hunden!) Det står bogstavelig talt ud af begge ender. Troede ellers der var lidt bedring i går, men det var åbenbart bare mig der drømte.

Midt i opkast, en syg hund og en syg mig, ringer en syg mor så. Min syge mor. Hun skal indlægges og spørger om jeg kan køre hende. Selvfølgelig kan jeg det. Det var i går. Jeg bliver på hospitalet hos hende, og venter på at lægen skal komme og fortælle hvad planen er. Timerne går. Jeg går – af nød- ud og flytter bilen, så vi ikke får en bøde. Flere timer går, og intet er sket. Nu er det 6 timer siden vi kom, og sent om aftenen. Vi beslutter at jeg tager hjem, for så at hente hende igen, når lægen har været der. Så kan jeg nå hjem og ordne, inden håndværkerne kommer. Han kom først klokken halv 2 om natten. Godt og vel 10 timer siden vi kom derop. Han vil egentlig godt sende min mor hjem – midt om natten, men hun insisterer på at blive  til i dag, hvor jeg så skal hente hende. Vel at mærke når jeg lige har lukket håndværkerne ind.

Kæresten og jeg stod aller helvedes tidligt op, for at ordne og gøre klar. Så vi ikke stod med nogle håndværkere, der ikke kunne komme igang. Vel at mærke med timers søvn, der kun kan regnes på en enkelt hånd.

Jeg er kvæstet og kan godt mærke, at jeg nok bare burde lægge mig under dynen. Det ville være fantastisk at kunne. Men håndværkerne skulle jo komme, så det kan jeg ikke. Så her sidder jeg med en ordnet lejlighed. Knapt 2 timer senere. Ikke skyggen af en håndværker. Hvad fanden sker der for begrebet tid?

25.10.2014//Et wake-up call

imageEn gang i mellem får vi vel alle et wake-up call. Et wake-up call kan jo være rimelig mange ting. Jeg fik et, da vi var ude og gå en tur her i weekenden og kæresten skød disse billeder af mig. For at være helt ærlig, så der sgu nogle tårer på den konto. For jeg havde ærlig talt svært ved a kende mig selv, og stammede mig egentlig over billederne. Men da jeg havde sundet mig lidt, tænkte jeg fandeme nej. For jeg ved godt hvad det skyldes. Jeg har altid haft runde former og et ansigt med tydelige kinder og kindben. Men alligevel. De ekstra runde kinder, de utallige dobbelthager (tænk lige over hvor mange det bliver til!) og de ekstra kilo på kroppen, de er der af en årsag. Nemlig den at jeg de sidste 2+ måneder har været på nogle stærke piller, for at dæmpe min sygdom, som jeg fortalte jer om her. Som alt andet, er der både fordele og ulemper, og én af ulemperne her, er at man kan få måneansigt og tage på i vægt. Og selvom jeg godt vidste det, da jeg læste den alenlange liste over bivirkninger igennem, før jeg begyndte på dem, så kom det alligevel som et chok. Jeg havde nok bare lukket øjnene for det. imageOg hvad så? Skal jeg droppe at lægge outfit billeder ind, fordi jeg dybestset ikke kan forlige mig med det jeg ser, selvom jeg er glad for mig selv, og stolt af den jeg er. Svaret er nej, men det er ikke let alligevel. Men der kommer til at være outfit billeder. Det skal også bare være nogle jeg selv kan have det nogenlunde godt med. Men jeg synes alligevel at jeg ville dele denne private detalje med jer, hvis I nu havde luret over, hvorfor der er færre ‘Ootd’ billeder. For selvom det først gik sådan rigtig op for mig i weekenden, så har jeg nok egentlig godt vidst det. For jeg har hadet at få taget billeder og hadet resultatet af de få, der trods alt er blevet skudt. Jeg er blevet kamera sky.

Men det var vigtigt at få det sagt, og vigtigt at få billederne ud, for det skylder jeg jer. Og der er mange der ligesom jeg står i den situation, det tænker man bare ikke over.

Men ligegyldig hvordan du ser ud, så vær stolt af dig selv – du er smuk ligegyldig hvad♥

//E

Mit uperfekte liv♥

Jeg har siddet med det her indlæg ufatteligt mange gange, men har hver gang lagt det til side. Det er for personligt og for følsomt. Så er det taget frem igen, fået tilføjet nogle sætninger, taget nogle andre fra. For så at ende med, igen at blive lagt til side. Gemt væk.

Jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle poste det her indlæg. Netop fordi det er alt for personligt. Og fordi bloggen til alle tider har været mit helle. Der hvor jeg får fred og ro, og der hvor jeg kan beskæftige mig, med lige præcis det jeg vil og elsker. Men nu er det tid. For bloggen vokser, og jeg føler at jeg holder noget tilbage for jer. Noget som måske endda kan forklare en del. Men det er ikke nemt. Men jeg lovede mig selv en mere ærlig og personlig blog, da jeg flyttede bloggen over på Bloggers Delight. Og det vil jeg holde. I fortjener så meget mere, end kun den pæne side.

Jeg tror rigtig mange genkender den tanke om at bloggere er glansbilleder uden hoved og egen mening. Uden personlighed og uden livserfaring. Upersonlige bloggere der fremstår perfekte. Får deres liv til at fremstå perfekt – for det er jo det alle vil se ikke?

Mit liv er langt fra perfekt. Meget langt fra. Min blog viser min pæne og glade side, sådan som jeg bedst kan lide det. Men der er også en anden. En side som stort set kun de nærmeste omkring mig kender. Ved siden af bloggen er jeg kronisk syg. Ikke i den dødelige dur. Gudskelov. Heller ikke i den psykiske dur. Men syg i sådan grad at glansbilledet jævnligt krakelerer og hverdagen ikke hænger sammen. Vi har vel alle vores at slås med, og det her et mit. En sygdom jeg har kæmpet med de seneste 10 år, og som desværre alt for ofte tager for meget fokus. For med sygdom følger der meget andet med.

Netop derfor har jeg ikke skrevet om det her. Fordi det ikke skulle være en ‘Syge-blog’. Men det er en del af mig, som jeg føler at I fortjener at få at vide. Føler at I skal kende til. For den er en meget stor del af min hverdag og jeg har lært at leve med den. På mange måder gør den mig endda stærkere og en del mere målrettet. For selvom der en en del nedture, så gør den bare opturene så meget federe.

Nu er det sagt, og hemmeligheder er ude i det åbne. Jeg vil ikke komme med detaljer om præcis min sygdom. Kun nogle brudstykker en gang i mellem, som alle andre. Men hvis I vil, kan I læse mere om den her

♥//E

Noget om at vente på tiden….

DSCF1180Kender I det, når andre er bedre til at beskrive de tanker man selv går med hovedet, end man selv er? I går beskrev Cathrine  de tanker som jeg længe har gået med, men som bare ikke har kunne komme ud af hovedet og ned til tasterne. Nemlig tankerne om at tiden går, mens vi ofte bare venter. Venter på at alting er præcis som vi synes de bør være. Men hvordan er det egentlig? Jeg kender det virkelig fra mig selv, det med at man planlægger langt ude i fremtiden, alt imens man overser at fremtiden i mellemtiden er blevet nutiden eller måske ligefrem fortiden. Hvornår er det perfekte øjeblik for noget som helst? Og kan man planlægge det? Og vil det så overhovedet være perfekt?

Tankerne er der mange af. Og de startede for alvor for mit vedkommende, for to år siden, da jeg pludselig mistede en der stod mig nært. En som stod min familie meget nært. En som for mig, havde fungeret lidt som den elskede mormor jeg ellers mistede da jeg var 12. En som jeg overhovedet ikke havde tænkt på at jeg kunne komme til at miste. Nogle gange kommer det virkelig bare bag på en, hvor stort et indtryk nogle mennesker gør på en. Og nogle gange kan mennesker man biologisk set ikke er i familie med, være endnu mere nærtstående end ens egentlige familie.

Den her gang gjorde det virkelig ondt at miste. Langt mere end jeg havde forestillet mig. Og det satte tankerne i gang. Alle tankerne som ikke kan kategoriseres. I min omgangskreds har vi en tendens til at planlægge en masse ting, uden at tænke på at det lige pludseligt kan være for sent. Vi forventer at tingene bare forbliver som de er. Tænker ikke over, at livet lige pludselig kan slutte brat – før tid.

M og jeg har til næste år været sammen i 10 år (10 år!), og når vi taler om fremtiden og alt det med at blive gift og få børn, så er det stadig bare noget der ligger ude i fremtiden. Vi venter nok et eller andet sted på at blive voksne. Venter på at økonomien er lige som den skal være og boligforholdene lige sådan. Men hvornår er det nok? For tiden går, og lige pludselig kan det være for sent. Og hvem har lyst til at stå i den situation? Livet er som udgangspunkt langt, men det kan fandeme gå hurtigt, lige pludselig. Og det ville da være ubærligt, ikke at have nået nogle af alle de ting vi har talt om, bare fordi vi ventede på det rette tidspunkt. M synes det er en negativ tankegang at have. Jeg synes den er positiv, så længe man husker at efterleve den. Lev mens du kan. Tanker bliver først til handling, når du agerer på dem. Kliché…I know. Men ikke desto mindre rigtigt. Og når jeg kigger på ham, mens han er gået omkuld, i en lørdags morfar sammen med bulleren på sofaen, bliver jeg faktisk bare bekræftet i det. Jeg vil for alt i verden ikke misse de drømme vi har, bare fordi det lige pludselig kan være for sent, fordi vi ventede på fremtiden.

Tror det er en typisk pigeting at have den tankegang, mens mænd mere bare tager tingene som de kommer, og synes vi er for melodramatiske. Jeg ved i hvert fald bare, at det gav mig noget klarhed over mine tanker. Så tak Cathrine !

Nå men nok lørdags filosofi herfra, håber I nyder nuet og resten af dagen♥

//E

Retour Steak og Tamtam i Tivoli på en møgdag

Fredag var afslutningen på en uge (læs: nogle dage) som mildest talt, ikke har været nogle af de bedste. Det kommer der mere om i et senere indlæg, som dog kræver lidt mere tid til bearbejdning. Nå men tilbage til fredag. Efter en hård dag tog jeg kæresten og mine forældre under armen, og smuttede ind til København. Vi startede på Retour Steak på Vesterbro, hvor vi fik nogle hamrende go’e bøffer. Ingen af os havde været der før, men vi kommer helt sikkert igen. Okay, de havde rimelig travlt, hvilket vil sige at betjeningen glippede lidt, men det var stadig en super god oplevelse, med virkelig god mad. imageEfter maden tog vi mod Tivoli og Tamtam. Vidste ikke helt hvilke forventninger jeg havde, så jeg håbede bare på at det kunne opveje den møguge det havde været. Det skal jeg så for øvrigt love for at de kunne. Det kunne virkelig deres shit og sørgede for grin og go’ humor hele showet igennem. Så thumbs up herfra, og skynd jer ind og se det. Det er alle pengene værd!imageNå men det mere personlige indlæg jeg talte om, kommer i løbet af næste uge. Jeg skal bare lige have klaret hovedet og have taget tilløb til det.

Nyd det sidste af jeres søndag<3

 

Tiltrængte fridage//Roadtrip

Jeg er hjemme igen efter nogle tiltrængte fridage. Vi pakkede lånebilen, smuttede afsted og hentede vores (VIRKELIG) længe ventede bil og tog afsted mod Odense.

image

Ej hvor har jeg ventet længe på at komme til Odense. Ved ikke hvorfor, men det glædede jeg mig helt vildt meget til. Specielt fordi vi havde et vigtigt stop i Sinnerup, hvor jeg smækkede pengepungen op på disken og købte en lænestol. Som jo så er nummer to indenfor et halvt år (okay, jeg elsker stole!). Vi kunne desværre ikke tage den med, med samme dag, så den kommer på fredag. Men det var nok godt det samme, for bagefter smuttede vi videre til vores hotel i Faaborg. Vi havde to overnatninger på Faaborg Fjord, hvor vi fik god mad og fik slappet rigtig godt af.

image

Vi havde endda balkon, hvor vi sad begge dage og hyggede i solen med vin og snacks, når vi ikke var nede i Faaborg og gå rundt mellem de gamle huse.

image

Vi havde planlagt at vi var hjemme igen om fredagen, så vi også kunne få noget weekend, inden den her uge gik igang. Og det var skisme et godt valg, for weekenden endte med at blive rimelig hektisk. Nå men nu er det back to reality, for ugen er allerede godt igen, med masser af planer og en snert af pres.

Søndag//Familie

T2T3

Jeg kan mærke at jeg får det bedre dag for dag, heldigvis. Og alligevel kan jeg godt mærke, at det gør én en lille smule sindssyg, ikke at kunne noget selv. Det er i hvert fald virkelig begrænset, hvad jeg kan og hvad jeg må. Nå men det er jo heldigvis for det bedre. I dag var så første dag, hvor jeg skulle være social. I hvert fald sammen med familien. Vi har altid haft en tradition for at spise sammen på Mortens aften og i aften var ingen undtagelse, selvom jeg stadig skal holdes i ro. Kan godt mærke at jeg er træt og at appetitten og kræfterne ikke er til det helt store, så måske var en familie aften lidt for stor en mundfuld. For (sorry jeg siger det så ligeud) kender I ikke det, at man nogle gange bare tænker “Hold da op?!”. Tror det er lidt forbudte tanker når det kommer til familie, men vel noget de fleste tænker en gang i mellem. I dag var en af de aftener, så nu vil jeg nyde at jeg igen er hjemme, og at her kun er det støj jeg selv laver.

Weekend//Update

M

BBLBilleder: Tumblr

Okay det her indlæg har jeg forsøgt at skrive i over en uge, men har bare ikke kunne få ordene fra fingrene og ud i tasterne. Kender I ikke det? Har bare måtte taget tilløb til det, måske i erkendelse af at det har slået hårdere end jeg havde regnet med. Nå men, here it goes. På tirsdag skal jeg på hospitalet og opereres igen. Det er tredje operation indenfor et år, hvilket er rimelig svært at håndtere. Har ellers altid været sådan en der aldrig kom til skade. Ikke engang et brækket ben. Men sådan er det ikke mere. Denne her gang skal jeg have fjernet min galdeblære, fordi jeg det seneste halve år, har haft sygt mange galdestens anfald som bare gør naller. Så nu er det tid. Men hold kæft hvor jeg ikke har lyst. Operationen er “nem nok”, den er hurtigt overstået og der er ikke sindssygt lang hvileperiode efterfølgende, men jeg tror bare det er kulminationen af det hele, der går mig på. Gider ikke skulle ligge der og skulle i fuld narkose, men vil jo samtidig gerne have det overstået og slippe for smerterne. Årh, når men det var faktisk bare det jeg ville sige, så bloggen ikke står stille, uden en forklaring. Anyway så er det kun for en kort periode, hvis jeg altså overhovedet kan holde mig væk fra tasterne. Men prøver at få fikset lidt indlæg, som kommer på, i løbet af ugen, så her ikke er helt dødt.

Nå okay, det var da lidt af en smøre, om noget som egentlig slet ikke hører til her – og så alligevel. Nu vil jeg nyde at det er lørdag og at jeg er alene hjemme. det er bare så skønt en gang i mellem. Sorry skat, men jeg nyder stilheden og jeg elsker, at jeg altid får gjort en masse, som jeg af en eller anden grund ikke når normalt. Har I det også sådan? Jeg får altid ordnet tusind vis af ting, men uden at stresse, jeg hygger mig bare med at få det gjort. Tvivler dog på at kæresten har det på samme måde når han er alene. Synes bagdels aftrykket (kan man sige det, uden at det lyder klamt??!) på sofaen er svært så tydeligt, når jeg kommer hjem..hæhæ

 

Fredag

2Billedet siger nok en del, ik’? Min dejlige kæreste havde fødselsdag i går, og vi brugte dagen inde i byen hvor vi var ude og spise og bare hyggede. Dagen var kamera fri, så der er ingen billeder, desværre. Nå men det er nok også meget godt en gang i mellem. Bliver i hvert fald tit spurgt om det er nødvendigt at tage billeder af alt. Kender I ikke det? Jep jeg tager billeder af min mad. Jep jeg tager billeder af søde dyr. Jep jeg tager billeder af pænt tøj. Og ja jeg tager også en del af de der dage og øjeblikke man bare ikke vil glemme. Jeg elsker at tage billeder. Det kan ingen tage fra mig. Lige på nær i går.