Tåretrilleri og skrøbelighed

I dag har været en af de der dage, der bare skal glemmes. Gemmes langt væk og glemmes. Men som det som regel er med netop de dage, kan man ikke bare glemme dem. Jeg er møg hamrende ked af det, og har egentlig ikke lysten til at blogge.

Tidligere i dag var en af mine forældres hunde nødt til at blive aflivet. En hund som jeg i særdeleshed også var utrolig glad for, og en hund som jeg selv var med til at hente for 6 år siden, hos nogle mennesker som ikke magtede opgaven. Vænner mig aldrig til det. Det er simpelthen så pokkers hårdt at skulle igennem – også selvom det ikke var min eget lille flødedyr.

Jeg troede egentlig det gik okay. Tænkte at jeg nok ikke ville begynde at græde, men pludselig gik min hjerne bare ned. Chokket var ligesom lettet, og virkeligheden bankede på. Jeg gav totalt slip og lod de utallige tårer trille (læs: hagle) ned ad kinderne. At det hele er så satans skrøbeligt rammer  bare hårdt nogle gange.

Tak for alt Valde, du er et bedre sted nu♥

25.10.2014//Et wake-up call

imageEn gang i mellem får vi vel alle et wake-up call. Et wake-up call kan jo være rimelig mange ting. Jeg fik et, da vi var ude og gå en tur her i weekenden og kæresten skød disse billeder af mig. For at være helt ærlig, så der sgu nogle tårer på den konto. For jeg havde ærlig talt svært ved a kende mig selv, og stammede mig egentlig over billederne. Men da jeg havde sundet mig lidt, tænkte jeg fandeme nej. For jeg ved godt hvad det skyldes. Jeg har altid haft runde former og et ansigt med tydelige kinder og kindben. Men alligevel. De ekstra runde kinder, de utallige dobbelthager (tænk lige over hvor mange det bliver til!) og de ekstra kilo på kroppen, de er der af en årsag. Nemlig den at jeg de sidste 2+ måneder har været på nogle stærke piller, for at dæmpe min sygdom, som jeg fortalte jer om her. Som alt andet, er der både fordele og ulemper, og én af ulemperne her, er at man kan få måneansigt og tage på i vægt. Og selvom jeg godt vidste det, da jeg læste den alenlange liste over bivirkninger igennem, før jeg begyndte på dem, så kom det alligevel som et chok. Jeg havde nok bare lukket øjnene for det. imageOg hvad så? Skal jeg droppe at lægge outfit billeder ind, fordi jeg dybestset ikke kan forlige mig med det jeg ser, selvom jeg er glad for mig selv, og stolt af den jeg er. Svaret er nej, men det er ikke let alligevel. Men der kommer til at være outfit billeder. Det skal også bare være nogle jeg selv kan have det nogenlunde godt med. Men jeg synes alligevel at jeg ville dele denne private detalje med jer, hvis I nu havde luret over, hvorfor der er færre ‘Ootd’ billeder. For selvom det først gik sådan rigtig op for mig i weekenden, så har jeg nok egentlig godt vidst det. For jeg har hadet at få taget billeder og hadet resultatet af de få, der trods alt er blevet skudt. Jeg er blevet kamera sky.

Men det var vigtigt at få det sagt, og vigtigt at få billederne ud, for det skylder jeg jer. Og der er mange der ligesom jeg står i den situation, det tænker man bare ikke over.

Men ligegyldig hvordan du ser ud, så vær stolt af dig selv – du er smuk ligegyldig hvad♥

//E

Mit uperfekte liv♥

Jeg har siddet med det her indlæg ufatteligt mange gange, men har hver gang lagt det til side. Det er for personligt og for følsomt. Så er det taget frem igen, fået tilføjet nogle sætninger, taget nogle andre fra. For så at ende med, igen at blive lagt til side. Gemt væk.

Jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle poste det her indlæg. Netop fordi det er alt for personligt. Og fordi bloggen til alle tider har været mit helle. Der hvor jeg får fred og ro, og der hvor jeg kan beskæftige mig, med lige præcis det jeg vil og elsker. Men nu er det tid. For bloggen vokser, og jeg føler at jeg holder noget tilbage for jer. Noget som måske endda kan forklare en del. Men det er ikke nemt. Men jeg lovede mig selv en mere ærlig og personlig blog, da jeg flyttede bloggen over på Bloggers Delight. Og det vil jeg holde. I fortjener så meget mere, end kun den pæne side.

Jeg tror rigtig mange genkender den tanke om at bloggere er glansbilleder uden hoved og egen mening. Uden personlighed og uden livserfaring. Upersonlige bloggere der fremstår perfekte. Får deres liv til at fremstå perfekt – for det er jo det alle vil se ikke?

Mit liv er langt fra perfekt. Meget langt fra. Min blog viser min pæne og glade side, sådan som jeg bedst kan lide det. Men der er også en anden. En side som stort set kun de nærmeste omkring mig kender. Ved siden af bloggen er jeg kronisk syg. Ikke i den dødelige dur. Gudskelov. Heller ikke i den psykiske dur. Men syg i sådan grad at glansbilledet jævnligt krakelerer og hverdagen ikke hænger sammen. Vi har vel alle vores at slås med, og det her et mit. En sygdom jeg har kæmpet med de seneste 10 år, og som desværre alt for ofte tager for meget fokus. For med sygdom følger der meget andet med.

Netop derfor har jeg ikke skrevet om det her. Fordi det ikke skulle være en ‘Syge-blog’. Men det er en del af mig, som jeg føler at I fortjener at få at vide. Føler at I skal kende til. For den er en meget stor del af min hverdag og jeg har lært at leve med den. På mange måder gør den mig endda stærkere og en del mere målrettet. For selvom der en en del nedture, så gør den bare opturene så meget federe.

Nu er det sagt, og hemmeligheder er ude i det åbne. Jeg vil ikke komme med detaljer om præcis min sygdom. Kun nogle brudstykker en gang i mellem, som alle andre. Men hvis I vil, kan I læse mere om den her

♥//E

Noget om at vente på tiden….

DSCF1180Kender I det, når andre er bedre til at beskrive de tanker man selv går med hovedet, end man selv er? I går beskrev Cathrine  de tanker som jeg længe har gået med, men som bare ikke har kunne komme ud af hovedet og ned til tasterne. Nemlig tankerne om at tiden går, mens vi ofte bare venter. Venter på at alting er præcis som vi synes de bør være. Men hvordan er det egentlig? Jeg kender det virkelig fra mig selv, det med at man planlægger langt ude i fremtiden, alt imens man overser at fremtiden i mellemtiden er blevet nutiden eller måske ligefrem fortiden. Hvornår er det perfekte øjeblik for noget som helst? Og kan man planlægge det? Og vil det så overhovedet være perfekt?

Tankerne er der mange af. Og de startede for alvor for mit vedkommende, for to år siden, da jeg pludselig mistede en der stod mig nært. En som stod min familie meget nært. En som for mig, havde fungeret lidt som den elskede mormor jeg ellers mistede da jeg var 12. En som jeg overhovedet ikke havde tænkt på at jeg kunne komme til at miste. Nogle gange kommer det virkelig bare bag på en, hvor stort et indtryk nogle mennesker gør på en. Og nogle gange kan mennesker man biologisk set ikke er i familie med, være endnu mere nærtstående end ens egentlige familie.

Den her gang gjorde det virkelig ondt at miste. Langt mere end jeg havde forestillet mig. Og det satte tankerne i gang. Alle tankerne som ikke kan kategoriseres. I min omgangskreds har vi en tendens til at planlægge en masse ting, uden at tænke på at det lige pludseligt kan være for sent. Vi forventer at tingene bare forbliver som de er. Tænker ikke over, at livet lige pludselig kan slutte brat – før tid.

M og jeg har til næste år været sammen i 10 år (10 år!), og når vi taler om fremtiden og alt det med at blive gift og få børn, så er det stadig bare noget der ligger ude i fremtiden. Vi venter nok et eller andet sted på at blive voksne. Venter på at økonomien er lige som den skal være og boligforholdene lige sådan. Men hvornår er det nok? For tiden går, og lige pludselig kan det være for sent. Og hvem har lyst til at stå i den situation? Livet er som udgangspunkt langt, men det kan fandeme gå hurtigt, lige pludselig. Og det ville da være ubærligt, ikke at have nået nogle af alle de ting vi har talt om, bare fordi vi ventede på det rette tidspunkt. M synes det er en negativ tankegang at have. Jeg synes den er positiv, så længe man husker at efterleve den. Lev mens du kan. Tanker bliver først til handling, når du agerer på dem. Kliché…I know. Men ikke desto mindre rigtigt. Og når jeg kigger på ham, mens han er gået omkuld, i en lørdags morfar sammen med bulleren på sofaen, bliver jeg faktisk bare bekræftet i det. Jeg vil for alt i verden ikke misse de drømme vi har, bare fordi det lige pludselig kan være for sent, fordi vi ventede på fremtiden.

Tror det er en typisk pigeting at have den tankegang, mens mænd mere bare tager tingene som de kommer, og synes vi er for melodramatiske. Jeg ved i hvert fald bare, at det gav mig noget klarhed over mine tanker. Så tak Cathrine !

Nå men nok lørdags filosofi herfra, håber I nyder nuet og resten af dagen♥

//E

Retour Steak og Tamtam i Tivoli på en møgdag

Fredag var afslutningen på en uge (læs: nogle dage) som mildest talt, ikke har været nogle af de bedste. Det kommer der mere om i et senere indlæg, som dog kræver lidt mere tid til bearbejdning. Nå men tilbage til fredag. Efter en hård dag tog jeg kæresten og mine forældre under armen, og smuttede ind til København. Vi startede på Retour Steak på Vesterbro, hvor vi fik nogle hamrende go’e bøffer. Ingen af os havde været der før, men vi kommer helt sikkert igen. Okay, de havde rimelig travlt, hvilket vil sige at betjeningen glippede lidt, men det var stadig en super god oplevelse, med virkelig god mad. imageEfter maden tog vi mod Tivoli og Tamtam. Vidste ikke helt hvilke forventninger jeg havde, så jeg håbede bare på at det kunne opveje den møguge det havde været. Det skal jeg så for øvrigt love for at de kunne. Det kunne virkelig deres shit og sørgede for grin og go’ humor hele showet igennem. Så thumbs up herfra, og skynd jer ind og se det. Det er alle pengene værd!imageNå men det mere personlige indlæg jeg talte om, kommer i løbet af næste uge. Jeg skal bare lige have klaret hovedet og have taget tilløb til det.

Nyd det sidste af jeres søndag<3