Dobbelt op på travlhed

Emilie QuiHvis jeg troede at jeg ville få mere fred af at blive sygemeldt (det gør man oftest fra uge 24, når det er tvillinger), så kan jeg vidst godt tro om igen. For den sidste tid har mere eller mindre været konstant hektisk, og jeg kan ærlig talt ikke huske hvad jeg lavede for bare få dage siden. Altså ud over at knokle med at få lejligheden til at ligne et hjem igen, samtidig med at jonglere rundt med de sidste timer i døgnet, som er blevet brugt på en del lægebesøg – både for mit eget vedkommende og for Karlas.

I og med at det er tvillinger vi skal have, er der en del flere scanninger og lægebesøg, for at tjekke at alt er som det skal være. Og det er rigtig fint. Men udover det, bliver jeg fulgt ekstra grundigt på grund af mit stofskifte og min astma. Sidstnævnte er absolut ikke samarbejdsvillig og har ikke været det på noget tidspunkt igennem graviditeten. Det resulterede i en akut tid på lungemedicinsk ambulatorium i sidste uge, for noget skulle der gøres. Jeg har fået en ny astma medicin, som forhåbentlig (7-9-13, bank under bordet og alt det der) hjælper. For lige nu er det et helvede – mildest talt. Hvis ikke der kommer styr på astmaen indenfor en overskuelig tid, betyder det kejsersnit. Ikke noget jeg har noget imod. Men det er da irriterende at vide at den kan have så stor indflydelse på det.

Vi var til scanning for nogle uger siden. Mit hoved var fyldt med bekymring over at vi endnu en gang (forhåbentlig for sidste gang) skulle have taget en lever biopsi på Karla, og at vi senere på aftenen skulle til ekstra ordinær generalforsamling i ejerforeningen – foruden det at det havde været nogle ekstremt travle uger specielt for M, som næsten dagligt pendlede til Fyn og Jylland i forbindelse med arbejde. Så jeg var slet ikke forberedt mentalt på scanningen. Og de sidste gange er det jo gået så godt. Men den her gang var der noget. Vi fik at vide at flowet på den ene tvilling ikke var som det burde være. Jeg må ærligt sige, at klappen gik lidt ned der. Så jeg fik ikke hørt halvdelen af det jordmoderen sagde. Men forstod at vi skulle videre op på akutmodtagelsen lige efter, så de kunne se nærmere på det. Pyha hvor kom det hele bare tæt på lige pludselig. Jeg fik to målere på, en for hver baby, som skulle måle på dem hver i sær. samt en dimmer jeg skulle trykke på, hver gang jeg mærkede liv. Tror de to små blev lige så meget hylet ud af den som jeg, for der var ikke meget liv at spore hos dem i den time det tog. Men det var nok til at de kunne se, at der heldigvis ikke var noget. Der var dog stadig en risiko for at næste scanning ville vise det samme, og så ville der jo være noget galt. Så vi fik en tid til ekstra scanning 14 dage senere – i tirsdags. Vi droppede generalforsamlingen den aften, købte takeaway og sad hele aftenen og prøvede at overbevise hinanden om, at de jo havde sagt at der ikke var noget. Men vi vidste begge godt at den næste scanning sagtens kunne vise at der var noget galt.

Få dage senere skulle Karla så til biopsi og scanning. Fastende – den lille stakkel. Nøj hvor man føler sig som en dårlig bullermor, når man nægter det mest madglade væsen at få, bare så meget som en nullermand at spise. Aldrig har hun haft så sørgmodige øjne. Men hun blev afleveret til undersøgelsen, og vi tog begge hjem med den der knugende fornemmelse i maven. For vi ved begge godt, at hver gang det bliver foretaget er der en risiko. Pyha! M tog af sted på arbejde efter og jeg tog videre til min tid på lungemedicinsk ambulatorium, fik fortaget en hulens masse tests og udskrevet ny medicin. Efterfølgende kom jeg ud til nyheden om at det gudskelov var gået godt med den lille prut, og at hun bare var sulten nu. Hvem kan bebrejde hende det?

Vi hentede hende senere på dagen og drønede hjemad, for mine forældre havde meldt deres ankomst til middag samme aften – det var Sankt Hans.  Jøsses altså! Tror også godt at de kunne se, at der vidst ikke fandtes en værre timing end det. Men vi blev enige om, at det sgu alligevel ville være rart at ses og få tankerne lidt på afstand. Aftenen forinden havde vi nået at købe ind til diverse delikatesser og sørget for vin, og jeg havde de få timer jeg var hjemme, inden vi skulle hente bulleren, fået ryddet det værste rod, og fået lejligheden til at ligne noget der var tåleligt at opholde sig i. Men alt det kunne egentlig være lige meget, for lettelsen over at bulleren var kommet sikkert hjem overstrålede bare alt. Og jeg tror det var den bedste Sankt Hans i rigtig mange år, for mit vedkommende, og mængden af vin, øl og spise gjorde at mine forældre gik mætte og glade herfra og allerede har proklameret at det er blevet en fast tradition;)

I tirsdags var så dagen for den ekstra scanning. M kunne ikke tage med, lige meget hvor gerne han end ville. Så min mor var med i stedet. Mine nerver sad rimelig meget ude på tøjet. Der gik gudskelov ikke lang tid efter at jeg havde fået den kolde gel (gys!) på maven, før jordmoderen kunne berolige mig med, at alt så rigtig fint ud. Yes! Tror mine skuldre sænkede sig en halv meter der. De to basser er lige som de skal være, og vejer her i 30. uge henholdsvis 1200g og 1300g. Pyha hvor var vi lettede da vi gik derfra!

Vi venter stadig på svar for Karlas undersøgelser – og allerede mens jeg skriver det, kan jeg godt mærke den der knugende fornemmelse i maven igen. Men lige nu holder jeg den lidt på afstand og nyder bare at hun (i hver flad på overfladen) er frisk og glad og hjemme hos os. Som dyrlægerne siger, har hun nemlig ikke selv fundet ud af, at hendes tal ser dårlige ud. Så vi kan intet mærke på hende. Hvilket er lige dele rart og super frustrerende.

Men sådan ligger landet altså lige nu. Så jeg håber at I kan bære over med, at mine skriblerier herinde er noget mere sporadiske end de plejer at være. Det er simpelthen bare så svært at få tid til at skrive noget ordentligt. For det skal det jo være. Og oveni i det, er både mit kamera, min computer og min ipad sat ud af spil. Hvilket er enhver bloggers mareridt! Så lige nu hustler jeg mig til at låne lidt hist og her indtil jeg kan få kameraet og ipad’en repareret og forhåbentlig snart finde penge til den Macbook, som jeg så længe har luret på.

 

Oktober ønsker/ Dyre drømme♥


imageDet er blevet tid til en ønskeliste, som pt består af rimelig store ønsker. De største er uden tvivl en ny iPhone og en Mac computer. En Mac computer vil i givet fald være nyt land for mig, da jeg altid har haft pc, men kan bare mærke at det er på tide, med det jeg bruger min computer til. IPhonen er desværre virkelig ved at være en nødvendighed, da min nuværende (en “old gammel” 4’er) efterhånden ikke kan mere, og får flere og flere breakdowns – selvfølgelig altid på det værst tænkelige tidspunkt. Parfumen fra Chanel er bare den lækreste, og er da super flot i den indpakning, ikke?

Nå men nu er det faktisk min beau der har fødselsdag, lige rundt om hjørnet. Så det burde nok egentlig ikke være mine ønsker jeg fokuserede på. Men hey, det er lidt svært nogle gange. Og man kan jo godt bare nøjes med at ønske sig det, ikke?

Hvad er jeres ønsker lige nu?♥