Om at vælge amning fra

Processed with VSCO with b5 presetSom de fleste af jer ved, ammer jeg ikke. Det gør jeg ikke af den simple (og sikkert stødende grund for nogle), at det aldrig har føltes naturligt for mig, og at jeg har mere tid og overskud til børnene ved at give flaske. Det betyder også at Mikkel kan være med til at give mad, og at jeg ikke skal bruge timevis på at amme de to små. Allerede inden jeg blev gravid, vidste jeg at jeg ikke havde den store lyst til at amme. Og her ved jeg godt, at der er rigtig mange der bliver stødt på manchetten og at jeg hurtigt bliver stemplet som en dårlig mor, der ikke vil unde mine børn den nærhed. Men so what! Men jeg lovede mig selv, at jeg ville give det et forsøg, for hvem ved, måske ville det ændre sig. Så det gjorde jeg. Men et hospitals ophold med hvad dertil hører, gjorde absolut ikke lysten større, og i sidste ende vidste vi, at hvis drengene fik flaske, ville vi komme hurtigere hjem fra hospitalet, end hvis de skulle ammes, og vi ville hurtigere kunne føle os som en rigtig familie. For at det kunne etableres ordentligt og vi var sikre på, at de tog det på i vægt som det skulle, ville der nemlig gå en rum tid, og det ville være noget sygeplejerskerne skulle involveres i hver gang. Og den nærhed som jeg personligt mener der skal være ved at amme, var totalt væk og erstattet af en følelse af at være fanget i en cirkus manege, de gange vi prøvede det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi (eller jeg var det jo rettere sagt), i den grad blev presset af mange af sygeplejerskerne til at amme. Og den ting var absolut heller ikke med til at gøre lysten til det større. Så jeg valgte amningen fra. Så jeg valgte at give dem flaske – men med min mælk i. For jeg ved hvor mange vitaminer og mineraler, der kunne booste drengenes immunforsvar, der er i det. Så jeg malkede ud (ja sorry for det billede!) i mange timer dagligt, for at kunne give drengene min mælk. Den fik de i lidt over en måned, hvorefter min mælk langsomt slap op ( og det samme gjorde kræfterne ærlig talt). Så herefter røg vi over på modermælkserstatning og har ikke fortrudt det ét eneste sekund. For ja gu’ fanden er det dyrt, men nu er vi to til at give drengene den nærhed. Den nærhed fås nemlig ikke udelukkende ved at amme. Jeg synes det er hvad man gør det til.

Men hvorfor havde jeg så ikke lysten til at amme? Jeg er absolut ikke imod amning, men jeg er ikke en af dem der er fan af #freethenipple (puha nu er det sagt – hvor mange mon jeg får på nakken nu?). Og det er af den simple grund, at jeg synes amning bliver totalt udvandet og bliver alt andet, end det, jeg personligt synes, det står for. Nemlig nærhed mellem mor og barn. Pludselig bliver det noget alle andre skal involveres i, i stedet for at det er noget mellem mor og barn. Det er ikke længere noget der gøres i ro og mag, men i stedet noget der gøres enten midt i kaffe latten, mens man sidder og snakker med veninderne på cafe, eller midt i shoppingen i en tøjbutik, mens de andre kunder vimser rundt og en. Misforstå mig ikke, jeg er ikke imod amning. Men jeg bliver trist hver gang jeg ser en mor smide hele pivtøjet frem til offentlig skue, mens hun multitasker – enten med smartphonen i hænderne eller den dybe samtale med veninderne, i stedet for at have fokus på sin lille baby, der har brug for kontakt. Jeg synes nærheden er væk. I stedet er det blevet super smart at man kan amme uanset hvor man er, og hvad man laver, og det bliver ofte til noget baggrunds noget der foregår, mens man lige får ordnet en masse andre ting. Og nej det er jo ikke fordi nærhed kommer på flaske. Absolut ikke. Men fordi vi har valgt at drengene får flaske, er det noget vi begge kan være med til, og vi slipper for at jeg ender som nonstop malkeko (hvilket også vil tage noget af nærheden for mit vedkommende). Og når drengene skal have mad, foregår det i ro og mag enten der hjemme eller i en af de efterhånden rigtig mange baby lounges (kan personligt anbefale den i Fields) der findes, hvis vi er ude. For på den måde føler jeg/vi, at det bånd der bliver knyttet under måltidet bliver opretholdt, og at jeg/vi ikke sidder dybt begravet i alt muligt andet, mens drengene får deres “mad på farten”.

Og med det sagt, håber jeg at I forstår hvad jeg mener, og at der ikke sidder nogen derude, der føler sig alt for stødt. For jeg ved godt at man dårligt nok kan berøre et mere følsomt emne end det (måske lige med undtagelse af smør-under-Nutella-diskusionen). Vi er jo alle forskellige, men jeg er ærlig talt en smule træt af at der kun er én side i ammedebatten, og at mange bliver stemplet som dårlige mødre (inklusiv jeg selv), fordi vi ikke ammer. Der er mange sider af den debat, og den ene er bestemt ikke mere rigtig en den anden. Jeg har prøvet begge dele, men synes i mit tilfælde, at det eneste rigtige er, at give flaske. Jeg føler at jeg er langt mere til stede til at knytte det specielle bånd til dem.

 

Søløve syndrom og en dårlig start på dagen….

Indlægget er lavet i samarbejde med Kompas Kommunikation

Halløjsa! Min morgen startede sådan lidt utraditionelt med at jeg fik et astma anfald der var pænt slemt. Absolut ikke den bedste måde at vågne på, men det forklarede til gengæld nok hvorfor jeg har sovet så dårligt i nat, som jeg har. Min astma hører til den i den tunge ende og karakteriseres som svær astma.

Jeg fik først at vide sidste år, at mine bihulebetændelser og allergi skyldes astma. Jeg kan ellers huske at jeg som lille kiggede på min lidt ældre kusine, og ville ønske at jeg havde den samme mega fede inhalator, som hun havde. Jeg ved ikke lige hvorfor jeg synes det var så super spændende. Det gør jeg i hvert fald ikke nu. Man siger jo at man skal passe på med at ønske sig noget, for man risikerer jo bare før eller siden, at det går i opfyldelse. Det var tilfældet med min astma.

Den forklarede en del om hvorfor jeg i mange år har haft problemer med vejrtrækningen specielt når jeg løber og træner og hvorfor jeg altid føler mig forpustet. Det skræmmende er bare at vide, at det kunne have været behandlet for mange år siden.

Hvilket bringer mig videre til det jeg egentlig vil sige. Jeg blev nemlig kontaktet af Kompas Kommunikation, som kunne fortælle om en ny og anderledes kampagne fra Atsma-Allergi Danmark. Den viser på en lidt speciel anderledes måde, hvordan astma opleves, for at kaste lys på hvor mange der rent faktisk går med ubehandlet astma, præcis som jeg selv har gjort det. Der er nemlig ikke mindre end 100.000 underbehandlede astmatikere i Danmark. Og hver 4. oplever rent faktisk problemer med åndenød under sex. Hvilket da er et skræmmende antal, hvis du spørger mig.

Min egen astma er med tiden (på grund af en virkelig god læge) langt om længe ved at være under kontrol. Men der skal stadig justeres hist og her på behandlingen, hvilket til tider kan give den type anfald, som jeg fik i morges. Men bortset fra det begynder jeg at kunne det, som alle andre på min alder kan, og lyder ikke længere som en søløve – hverken når jeg laver det ene eller det andet (you get the point!). Præcis som man som velbehandlet astma patient bør kunne.

Hvorfor føler vi trang til at iscenesætte os selv på sådan en tragisk dag?

Emilie QuiJeg ved ikke om det bare er mig. Men jeg bliver sgu rimelig trist af at se billeder på diverse sociale medier, hvor tragedien fra weekenden bliver koblet sammen med fuldstændig ligegyldige ootd billeder og mad billeder. Dem der hvor der står “Det her havde jeg, på dagen for #cphshooting” Hvad f* rager det mig hvad du havde på at tøj og hvad du spiste?? Og hvad f* synes du at din trutmund gør godt for i den sammenhæng?

Synes det er absurd at kæde de to ting sammen. Mon ikke verden kan undvære dit outfit billede den ene dag. Der skete sgu så mange andre ting, som for altid vil have indprintet sig i vores bevidsthed.

Ja undskyld mit møgfald, jeg synes bare der burde være lidt mere pli. Pli til at lade den dag stå alene, uden alt det overflødige møg vi altid synes vi skal pynte sådan noget med, for at iscenesætte os selv.

Er du skruk? Så smut i IKEA!

imageJeg bevæger mig ind på et emne, som jeg med stensikkerhed får nogle høvl for. Nemlig børn. Det er ikke nogen hemmelighed at emnet børn og fremtid er oppe og vende herhjemme. Jeg elsker børn. Det har jeg altid gjort. Men en ting der kan kurere (om man vil) min lyst til at få børn, er en tur i IKEA. Stakkels IKEA, de skal høre for meget.

Men i går var vi forbi IKEA og stod i kø til noget mad. Jeg er møg sulten, men har stadig ikke nået det der panik stadie, man ellers hurtigt kommer til, under en tur i IKEA. Jeg står og taler med kæresten og venter på at det er vores tur. Kan ligesom fornemme at der er noget der bevæger sig tættere og tættere på mig, men tænker ikke nærmere over det. Manden foran os har favnen fyldt med børn, pusletaske og oppakning nok til en forlænget weekend. Han er pænt irriterende for at sige det mildt. Typen der er over det hele. Det samme er hans børn.  Intet mindre end 5 stk. Og det er den ene af dem, der har kurs direkte mod mig – med hænderne først. Et kort øjeblik kigger jeg ned, for at se hvad det er, der nærmer sig. Smiler, da jeg kan se at det er en lille pige, med lyst krøllet hår. Indtil jeg ser hendes ansigt og hendes hænder.

Hun er smurt ind i en ubestemmelig masse. Der mest af alt ligner gammel mad, fedtede pletter og godt gammeldags snavs. Mit smil stivner, for hun har som sagt kurs direkte mod mig og min nye jakke, med sine møgbeskidte hænder først. Jeg har altid elsket børn, men vidste helt ærligt ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg fik på en eller anden måde afværget situationen – gudskelov for min nye jakke. Men jeg kunne simpelthen ikke komme mig over, hvordan forældre kan lade deres børn gå sådan rundt, og havde faktisk mistet appetitten.

Før du “Klap nu kaje, når du ikke selv har børn”, vil jeg endnu en gang sige, at jeg elsker børn og synes de er noget af det mest fantastiske. Men jeg kan simpelthen ikke begribe, hvordan man som forældre kan være bekendt over for sine børn, at lade dem se sådan ud? Er helt med på at børn er børn og pletter på tøjet er en del af gamet. Men det her var så tydeligt at se, at der ikke havde været en ren klud i det ansigt i meget lang tid, og at tøjet var ulækkert.

Når man vælger at få børn, vil man så ikke gerne have, at hele verden skal se hvor dejlige og lækre ens små krapyler er? Og netop gerne have at de får alverdens positive oplevelser?

Det var bestemt ikke tilfældet her. Jeg havde sgu mest af alt ondt af hende. Og kan ikke lade være med at tænke på, at der godt nok er delte meninger om hvorfor man får børn, og hvordan man selv er overfor børnene, og forventer at de er over for andre. Og hermed ikke sagt at min er den rigtige. Men efter min mening er der bare nogle der burde være stoppet ved barn nummer 2 eller 3. Og så i stedet have mere overskud til de børn. Og efter min mening er der mange forældre der glemmer, at det er  dem der har valgt at få børn – og ikke hele verden der har valgt at få børn sammen med dem.

Jeg elsker børn, og glæder mig vildt meget til selv at få nogle, men nogle gange kan jeg fandeme godt blive skræmt ved tanken. En tur til IKEA kan kurere alle lyster(?) og denne her gang var det lysten til  få børn.

Vi skyndte os derfra. Jeg ramte panik stadiet. Det var tydeligt, selv for min kæreste. Det var virkelig som om, at lydniveauet blev skruet op, da vi moslede igennem, for at komme ud derfra. Højest var lyden af børnegråd og skrig og råb – både fra børn og voksne. Rundt om alle hjørner og i alle afkroge, af det der lige pludselig virkede som verdens største IKEA.

IKEA er i sandhed en parforholds test der vil noget. Min kæreste bestodheldigvis. For han valgte at sige, at der heldigvis er mange måder at få børn på, at at det nok var den værste samling af børn og voksne, de var samlet der, på det værst tænkelige tidspunkt (Oh God, I really hope so!!). Men for mit vedkommende er skaden sket. Der går lige nogle uger, før tanker om børn er aktuelt.

Så hvis du sidder derude og er skruk, så smut i IKEA, så er du kureret – om ikke andet, så i hvertfald for nogle uger♥

Noget om at vente på tiden….

DSCF1180Kender I det, når andre er bedre til at beskrive de tanker man selv går med hovedet, end man selv er? I går beskrev Cathrine  de tanker som jeg længe har gået med, men som bare ikke har kunne komme ud af hovedet og ned til tasterne. Nemlig tankerne om at tiden går, mens vi ofte bare venter. Venter på at alting er præcis som vi synes de bør være. Men hvordan er det egentlig? Jeg kender det virkelig fra mig selv, det med at man planlægger langt ude i fremtiden, alt imens man overser at fremtiden i mellemtiden er blevet nutiden eller måske ligefrem fortiden. Hvornår er det perfekte øjeblik for noget som helst? Og kan man planlægge det? Og vil det så overhovedet være perfekt?

Tankerne er der mange af. Og de startede for alvor for mit vedkommende, for to år siden, da jeg pludselig mistede en der stod mig nært. En som stod min familie meget nært. En som for mig, havde fungeret lidt som den elskede mormor jeg ellers mistede da jeg var 12. En som jeg overhovedet ikke havde tænkt på at jeg kunne komme til at miste. Nogle gange kommer det virkelig bare bag på en, hvor stort et indtryk nogle mennesker gør på en. Og nogle gange kan mennesker man biologisk set ikke er i familie med, være endnu mere nærtstående end ens egentlige familie.

Den her gang gjorde det virkelig ondt at miste. Langt mere end jeg havde forestillet mig. Og det satte tankerne i gang. Alle tankerne som ikke kan kategoriseres. I min omgangskreds har vi en tendens til at planlægge en masse ting, uden at tænke på at det lige pludseligt kan være for sent. Vi forventer at tingene bare forbliver som de er. Tænker ikke over, at livet lige pludselig kan slutte brat – før tid.

M og jeg har til næste år været sammen i 10 år (10 år!), og når vi taler om fremtiden og alt det med at blive gift og få børn, så er det stadig bare noget der ligger ude i fremtiden. Vi venter nok et eller andet sted på at blive voksne. Venter på at økonomien er lige som den skal være og boligforholdene lige sådan. Men hvornår er det nok? For tiden går, og lige pludselig kan det være for sent. Og hvem har lyst til at stå i den situation? Livet er som udgangspunkt langt, men det kan fandeme gå hurtigt, lige pludselig. Og det ville da være ubærligt, ikke at have nået nogle af alle de ting vi har talt om, bare fordi vi ventede på det rette tidspunkt. M synes det er en negativ tankegang at have. Jeg synes den er positiv, så længe man husker at efterleve den. Lev mens du kan. Tanker bliver først til handling, når du agerer på dem. Kliché…I know. Men ikke desto mindre rigtigt. Og når jeg kigger på ham, mens han er gået omkuld, i en lørdags morfar sammen med bulleren på sofaen, bliver jeg faktisk bare bekræftet i det. Jeg vil for alt i verden ikke misse de drømme vi har, bare fordi det lige pludselig kan være for sent, fordi vi ventede på fremtiden.

Tror det er en typisk pigeting at have den tankegang, mens mænd mere bare tager tingene som de kommer, og synes vi er for melodramatiske. Jeg ved i hvert fald bare, at det gav mig noget klarhed over mine tanker. Så tak Cathrine !

Nå men nok lørdags filosofi herfra, håber I nyder nuet og resten af dagen♥

//E

At sige noget om ingenting

Undskyldninger for ikke at blogge, er der nok af. Lige nu er der mere end nok. Stresser afsted og forsøger at få studieliv, arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Der er pres på. Mange vigtige ting på en gang. Alt for mange. Men hver og én er nødvendig og kan ikke springes over, selvom det nogle gange er det jeg har mest lyst til. For at være ærlig er det en rigtig dum tid, hvor hjertet ikke rigtig kan nå at følge med. Det kan kroppen heller ikke, hvilket ses tydeligt, og har krævet mange kræfter af mig, på det seneste. Og midt imellem alle de andre ting, har jeg måtte finde tid til at få kroppen med, hvilket har krævet en del lægeaftaler og kommer til det fremover. Jeg vil egentlig ikke uddybe nærmere, da det ikke er noget nyt for mig. Det er noget jeg har måtte leve med i mange år allerede. Men det sætter da tingene i perspektiv. Og der er en del ting oppe og vende i bøtten. Så midt imellem andres forlovelser, familieforøgelser, forfremmelser og andre lyksaligheder, prøver jeg egentlig bare at hænge sammen. Virkeligheden er bare ikke altid så pæn, som den ser ud til. Virkeligheden er absolut ikke altid så pæn, som blogverden nok gerne vil have den til at se ud som. Ikke at der er noget galt i det, men en gang imellem kan det bare være svært at have noget pænt at sige eller noget pænt at vise, når der ikke rigtig er noget. Det håber jeg er i orden med jer<3

Dejlig mandag til jer!

BrainSTORM

Et af minusserne ved at læse danske blogs, er at alle skriver om det samme. Det er i hvert fald de færreste der skriver om noget, som resten af blogland ikke skriver om. Øv, er ærlig talt ved at være temmelig træt af at det er blevet så ensformigt. Alle er til samme events, skriver om det samme og har sågar de samme billeder. Lidt fornyelse og lidt mere kvalitet tak!

You dont really want to read what’s above, it’s really just my oppinion about danish blogs, witch I think has become to monotone. I think it’s sad that we don’t have the same variation as blogs from other contries.