Kategori: Body & Mind

Tiden har stået lidt stille den seneste måned til trods for at der faktisk er sket utrolig meget. Det har været en blanding af alverdens ting – blandede bolcher kan man vidst roligt kalde det. Nogle ting har jeg virkelig haft lyst til at dele med jer, men er blevet stoppet af min egen samvittighed der har mindet mig om, at det nok mest ville være selvterapi at gøre det og ikke nødvendigvis noget, der skulle ud på det store internet, for det ville ikke være til ære og glæde for jer, men kun for mig og min egen selvransagelse. Frem og tilbage har tankerne kørt med for og imod at dele de ting der sker og jeg er faktisk ikke kommet nærmere et svar. For hvilke ting hører til her på bloggen. Hvilke ting har jeg lyst til at dele og hvor går grænsen? Grænsen – det evige problem (det gælder vidst i alle sammenhænge). Hvornår har jeg fortalt jer nok uden at krænge sjælen så meget ud, at der ikke er mere tilbage til mig selv? Den balance har jeg bare aldrig mestret og måske er det egentlig også fint nok, så længe det kun er mig selv det går ud over. For gennem bloggen har jeg virkelig også fået meget retur i årenes løb – både surt og sødt. Benhårdt til tider, men i sidste ende en stor hjælp og støtte. Med jer er jeg vokset. Men jeg har også vænnet mig til at gemme visse ting væk og jeg har vænnet mig til at svare “godt” eller “fint”, når folk spørger hvordan jeg har det, for man skal jo være taknemmelig overhovedet at have det og der er jo ikke nogen der gider høre alle dårligdomme, når de blot spørger hvordan det går.

Det er blevet en vane og den har på sin vis også forskånet mig for at dele for meget. Men jeg føler også, at jeg vil lyve for jer, hvis jeg bare fortsætter som om der alt er easy peasy, for det er langt fra. Ærligt så er det meste af det der foregår lige nu, noget f-ing lort. Så er det sagt. Uden omsvøb, glitter, pæne blomster eller regnbuer. Jeg vælger endnu en gang at krænge sjælen ud for jer og fortæller hvad der fylder i hovedet og kroppen i der her dage, selvom jeg selv har svært ved at håndtere det, men fordi det netop fylder så meget. Måske det hjælper at få det ud og ned på skrift. Det ville være lykkeligt. For måske kunne det være at mit hovedet ville føles mindre som om, at det er ved at eksplodere på grund af for mange tanker og bekymringer. Egoistisk at lægge det hele over på jer, for selv at få lidt ro. Grim tanke egentlig, men jeg forventer naturligvis ikke at at jeg bare kan lægge hele læsset på jeres skuldre og selv gå 10 kilo lettere herfra.

“Så længe jeg har det, er det skidegodt”

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har været syg lige siden bloggen startede – eller rettere sagt syg før bloggen startede. Det var faktisk årsag til, at bloggen så dagens lys. Så jeg havde noget at tage mig til og noget der tog tankerne væk fra sygdom, som ellers hurtigt kan præge hele hverdagen. Og så selvfølgelig også, fordi jeg elsker at skrive, tage billeder og formidle og dele. I perioder har sygdommen trådt og baggrunden, mens den i andre har været med i front. Men gradvis er den blevet værre. Noget jeg absolut ikke havde regnet med. Jeg har ligesom altid gået og sagt til mig selv, at nu blev det bedre og det er også det jeg hele tiden har fået at vide af lægerne. Men det er langsomt gået lige stik modsat. Indtil for et halvt år siden ca. Der blev langsomt erstattet af lynhurtigt og jeg er virkelig blevet syg.

Det sidste halve år har krævet virkelig mange besøg på hospitaler, utallige lægesamtaler, blodprøver og prøver generelt, forsøg med medicin og sidst men ikke mindst en masse opkald til 112 fordi min krop bare giver op lige pludselig. Nogle har jeg løftet sløret for enten her på bloggen eller her, men andre har jeg holdt for mig selv, velvidende at der kommer en grænse for, hvor mange dårligdomme andre magter at høre. Vi vil egentlig helst bare høre, at det hele går godt. Det er sgu nemmere at forholde sig til. Er der for mange negative eller sørgelige ting, har vi mennesker det hurtigt med at fordufte. Lidt som om at vi er bange for at det smitter, hvilket efter min mening er virkelig sørgeligt. For det er i de hårde tider, at vi vokser mest som mennesker og sammenholdet ellers kan føles stærkest.

Efter min sidste akutte indlæggelse fik jeg taget et hav af prøver. Og det er dem der har gjort at jeg på én og samme tid har tusind tanker i hovedet, en masse ord der gerne vil ud, men også i sidste ende er komplet stum. for skal jeg virkelig dele det med jer? Gider I overhovedet høre på det eller vil I kun se de polerede sider af mit liv. Dem hvor det hele lader til at være et stort glansbillede og hvor I ikke skal tænke for meget, for vi bliver jo alle dagligt bombarderet med indtryk og oplysninger, så er der overhovedet plads til mine hos jer?

Min sjæl får en kogevask

Nå men tilbage til prøverne. Jeg har ventet godt og vel 3 uger på at få svar på dem alle sammen og to dage før min fødselsdag kom de så. På en måde vidste jeg godt at den var gal, fordi jeg har kunne mærke så hurtig en forværring i det hele, men jeg var alligevel ikke forberedt 100 % på hvad de ville vise. Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad de viste, for det ved jeg slet ikke nok til endnu. Men de ikke er i den lette ende og det tog en del af fødselsdags glæden fra. Jeg skal have lavet en del flere undersøgelser den kommende måned, før jeg ved mere og kan dele mere, men lige nu føles ventetiden bare uendelig og tankerne får frit løb, når jeg om morgenen sender Mikkel og de små basser afsted. På sin vis er det rart at være hjemme helt alene, så man ikke belemrer andre med alle de bekymringer der er, men samtidig er det også noget af det sværeste jeg har prøvet, fordi tankerne næsten oversvømmer mig helt og gør mig endnu mere træt. Jeg er typen der helt skal lave praktiske og fysiske ting, hvis jeg har lidt for mange tanker i hovedet, men fordi kroppen bare ikke kan, er det begrænset til et minimum, hvilket er mega frustrerende.

En ting har jeg dog fået styr på. Nemlig et nyt – eller rettere sagt nyt gammelt skrivebord. Det har jeg længe ønsket mig, så jeg kan sidde i fred og ro, når bloggen skal passes. Jeg har prøvet det der med at sidde ved spisebordet, men det er dæleme svært at være fokuseret, når der løber to 2,5-årige rundt og leger brandmænd og som gerne vil slukke den ildebrand der er åbenbart er i mine ben eller på mit hoved. Såøøh, jeg har hurtigt set mig om efter en anden løsning. Jeg har kigget på Dba i en del måneder nu, men har bare ikke kunne finde det rigtige. Min endelig var der et i lørdags. Jeg fik rimelig hurtigt lokket Mikkel med på ideen – det skete allerede for en måneds tid siden, da han selv skulle tale i telefon med en forsikringmand, mens han blev råbt i hovedet af en af drengene; “hvem’n det der snakker??, hvem’n det far??”, såå det krævede ikke ret meget overbevisning. Nu skal vi bare have ryddet det sidste værelse (også kaldet rodeværelse nr. 2 – eller var det nr. 3?!), så vi kan få lavet det endelige kontor. Indtil videre står skrivebordet i drengenes legeværelse og fylder vel ca. en femtedel af rummet. Men mens vi arbejder ( i sneglefart for mit vedkommende) på at få ryddet det andet værelse, har jeg stillet en stol ind og sat det fineste japanske billede ind, som vi fandt da vi var inde i København lige efter min fødselsdag. Det er okay og klart bedre end at sidde i spisestuen eller stuen, som ofte af en eller anden grund, bliver forvandlet til ét stort legeland. Og vigtigst af alt, har det givet mig lidt ro, at jeg kan trække mig herind, når hovedet flyder lidt for meget over med tanker og jeg har behov for at få dem skrevet ned.

Om at få fundamentet på plads

Nogle gange er det om at prøve at finde noget lys, i selv den mørkeste situation, så det prøver jeg virkelig. Jeg hørte engang én sige, at man ikke kan gå i krig, hvis ens fæstning ikke er færdig til at beskytte en. Jeg må sige at jeg giver den person ret og at jeg forstår det endnu mere nu, end da jeg hørte det. For med et hus der stadig ikke er færdigrenoveret og værelser der stadig fremstår ufærdige, kan jeg godt mærke, at det plager mig endnu mere, nu hvor der er så meget uro udefra. Så mit fokus er, udover at blive rask, at få huset færdigt nu, så jeg/vi ikke også skal bruge energi på det. Første step er altså arbejdsværelset, men indtil videre kan I se mit interimistiske arbejdsværelse her.