Når kroppen siger fra…

book-13-718x581cÅrh for pokker da, nu må vi til det. Jeg har været den sidste måned! Eller det vil sige, egentlig længere tid end det, og det er møg hamrende irriterende. For der er absolut ikke tid til det med to små basser, der kræver ens fulde opmærksomhed 24/7. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto. Den vil jeg egentlig ikke komme så meget ind på, da det langt fra er opmuntrende læsning, og fordi man bliver meget “mæt” af hele tiden at tale om “sin sygdom”. Men lige nu kan jeg ikke komme uden om snakken, for noget er der galt. Og jeg ved jo udemærket godt selv, at det sagtens kan kædes sammen med den møg sygdom. Men det er egentlig ligemeget. For jeg tror alle kender til, i perioder at have et immunforsvar der er komplet råddent. Min periode er så bare lidt mere langtrukket;)

Jeg blev som sagt syg for lidt over en måned siden, hvor det var sådan lidt influenza agtigt, men hvor det hurtigt satte sig i bihulerne og i halsen. Jeg fik noget antibiotika (efter jeg havde holdt stand i længere tid og nægtet det stads). Det lod egentlig til at virke, og jeg nåede til de der dage, hvor man kan mærke at det hele er ved at lette, og man er ved at vende tilbage til sig selv igen. Troede jeg! For før jeg nåede videre derfra begyndte halsen virkelig at gøre ondt. Min tanke var med det samme at det kunne være, at bihulebetændelsen havde sat sig til en halsbetændelse. Og da det absolut ikke blev bedre, men værre og værre, måtte jeg endnu en gang gå de tunge skridt ned til lægen og bede om hjælp. Eller det vil sige det kunne jeg ikke, for jeg havde på det tidspunkt også mistet stemmen. Ja så kan I selv forestille jer, hvordan det kører med to på 4 måneder, som snakker og pludrer løs og forventer at man ivrigt bryder ud i jubel.

Nå man lægen tog de typiske prøver. For lavt D-vitamin: tjek, for lavt jern: tjek, og et forhøjet infektionstal. Det med D-vitamin og jern vidste jeg allerede på forhånd, da det desværre er en del af den forbandede sygdom, men nu er de blevet meget lave, og allerede der vidste jeg godt, at det ikke kan blive ved. Jeg bliver simpelthen nødt til at hjælpe mit immunforsvar på vej, så godt jeg nu kan. For jeg er ærlig talt en smule  temmelig nervøs for, hvordan mit immun forsvar skal klare sig fremover – uden at lyde alt for melodramatisk. Jeg fik endnu en gang en antibiotika kur mod det der både kan være lungebetændelse og bronchitis, som skulle være noget mere effektiv. Og langt om længe lader det til at tågen er begyndt at lette. Med mindre jeg altså når at blive syg endnu en gang. Jeg krydser virkelig mine små pølsefingre, og håber på det bedste.

Og nu til det jeg egentlig vil sige med det hele. Jeg skal igang med at booste mit immunforsvar. For det piner mig at tænke på, hvis jeg konstant skal være syg, med twins der jo kun kommer til at kræver mere af mig fremover. Så lige så snart jeg er frisk nok til det, skal jeg en tur (forhåbentlig mere end bare en enkelt tur;)) i fitness centeret. Det var egentlig planlagt allerede før jeg blev syg, men “belejligt” nok, ville mit immunforsvar det anderledes. Men denne gang skal det ikke få lov til at bestemme. Derudover skal jeg have fyldt depoterne fuldstændigt op med vitaminer og mineraler. Og i den anledning skal jeg faktisk til en…øh..ja jeg ved faktisk ikke engang hvad hun kaldes, men en holistisk behandler, som jeg har hørt rigtig godt om. Jeg har faktisk stiftet bekendskab med holistisk behandling før og er hverken synderligt meget få eller imod. Jeg fik dog ikke noget ud af den sidste behandler. Min tillid til det “rigtige sundhedsvæsen” ligger dog efterhånden desværre på et meget lille sted, hvilket jeg desværre langt fra er ene om. Så jeg holder alle muligheder åbne, og ville egentlig føle mig som en kæmpe idiot, hvis jeg sagde nej til hjælp fra den kant,  bare fordi jeg måtte være imod den holistiske tilgang. Jeg tror desværre at der er rigtig mange der ikke tror på den holistiske vej, fordi det etablerede sundhedsvæsen ofte er ude og latterliggøre det i offentligheden.

Nu får vi at se hvad det bringer med sig. En ting er i hvertfald sikkert, jeg springer ikke ud som guru efter mit besøg hos hende. Men det kan være at jeg bliver noget klogere, på nogle ting jeg måske ikke vidste i forvejen. Og hvem vil ikke gerne det?

Sidste men ikke mindst, skal der gøre noget ved kosten – det giver rimelig meget sig selv. Og jeg overvejer kraftigt om det for en periode skal være farvel til sukker, gluten og laktose. Men pyha den er svær. Men samtidig vil jeg egentlig gøre alt hvad der kræves.

Men nu ser vi lige hvad den kloge dame kommer med af bud. Jeg er i hvert fald virkelig spændt.