Det sværeste indlæg jeg nogensinde har skrevet

E2AF8436-BE57-4712-852C-F33EC41788EEDet er snart to en halv time siden at lyset blev slukket her i huset, og vi voksne lagde os til at sove. Børnene er for længst faldet i søvn, og efter et par timer med tv og sofahygge, var det på tide at komme i seng. Aftenerne er særligt slemme for mit vedkommende. Det er her alle tanker kommer snigende og ender i et stort virvar af følelser. Det gjorde de også her til aften. Så efter at have forsøgt på at sove i snart to timer nu, har jeg givet op. Noget af skylden for søvnløsheden kan helt sikkert tillægges, at jeg endnu en gang har været nødt til at starte på Prednisolon. I følge øjenlægerne på Glostrup Hospital var prednisolon en del af behandlingen. Behandlingen for hvad tænker du nok, så her kommer den længere forklaring, som jeg har skulle tage mod til og tilløb til at lægge op.

Da jeg for snart 4 uger siden fik mit sidste store anfald med brystsmerter (dem jeg har skrevet om både herinde og her) blev jeg akut indlagt med ambulance og hele pivtøjet, på Hillerød Hospital. Her tjekkede de primært hjertet og undersøgte for blodpropper. Jeg var meget langt væk i smerter og kunne ikke bidrage med de vilde oplysninger desværre. Da de akutte smerter aftog næste morgen, blev jeg sendt hjem – præcis som alle de andre gange før. Men denne her gang var det noget der var anderledes. Mit syn var blevet sløret. Jeg tillagde det ikke det store i den første tid efter anfaldet, da jeg ved at det kan tage mange dage, efter så slemt et anfald, før jeg kommer mig helt. Men det skete bare ikke. Mit syn var og er stadig sløret. Jeg forsøgte i omkring en uges tid, at få fat på en øjenlæge, men rendte ind i efterårsferien, hvor alle øjenlæger åbenbart ikke mente, at der var nogen der ville have behov for hjælp. Derfor lykkedes det mig først at komme igennem til en i fredags.

Så snart jeg havde booket den akutte tid, fik jeg med det samme den der følelse af, om det nu også virkelig var nødvendigt, for så slemt var det jo heller ikke. Men jeg kom afsted og det stod hurtigt klart under undersøgelserne, at der var noget helt galt. På scanningerne af mine øjne var der pludselig en masse hvide prikker, der absolut ikke hører hjemme, samt et område der bulede ud. Min facade krakelerede fuldstændigt, da øjenlægen med det samme ringede til Rigshospitalets afdeling i Glostrup, som er de førende indenfor øjensygdomme, og bad om en akut tid. Jeg mistede fuldstændig fodfæstet. Oveni det lå et stort press på arbejdet, som jeg i forvejen havde måtte tage fri fra og Mikkel der havde ageret chauffør stod egentlig med et meget vigtigt møde, som pludselig måtte aflyses, så vi med det samme kunne tage til Glostrup.

Da vi kom frem til Hospitalet var der en del ventetid, selvom jeg blev prioriteret meget højt. Hvis ikke alvoren allerede var sevet ind hos øjenlægen, gjorde den det i hvert fald nu. De undersøgte mine øjne grundigt, men turde ikke konkludere noget. Jeg ville derfor høre fra dem og blive kaldt ind til yderligere undersøgelser indenfor en uge.

Weekenden var forfærdelig og jeg kørte alle scenarier igennem i mit hoved. Var det en tumor? Eller måske en blodprop? Var det hele bare en fejl? Ville jeg komme til at miste synet? Jeg kunne slet ikke finde ro og drømte mig meget langt væk.

Mandag morgen møder jeg ind på arbejdet. Mine øjne har det rigtig skidt og jeg kan dårlig nok se på computerskærmen uden at det hele sejler rundt. Pludselig bliver jeg ringet op af hospitalet. De vil gerne se mig hurtigst muligt. Midt i det opkald bliver der ringet igen, men det opkald kan jeg af gode grunde ikke tage. De ringer i stedet til Mikkel. Det er en anden fra hospitalet der fortæller, at de gerne vil se mig til undersøgelser hurtigst muligt. I alt bliver jeg ringet op 5 gange indenfor en time, hvilket absolut ikke gjorde nerverne mindre. Da jeg ikke selv kan køre bil fordi mit syn er så sløret, er jeg nødt til at vente på min mor, som kan hjælpe mig derud. Vi når frem kl. 11, hvor jeg med det samme kommer ind til forskellige scanninger af øjnene. Jeg tænker hele tiden undervejs, at jeg om lidt vil få at vide, at det hele har været en fejl og at mine øjne intet fejler. Men sådan går det desværre ikke.

Jeg får stillet diagnosen PIC på begge øjne, hvilket står for Punctate inner choroiditis, som er en autoimmun øjensygdom der giver læssioner i årehinden og nethinden af øjet. Mit venstre øje, det der er værst ramt, har derudover fået diagnosen CNV, som står for Choroidal neovascularization, og betyder at der hele tiden dannes nye blodkar i øjets årehinde, hvilket blandt andet resulterer i forvrængede billeder, sløret central syn samt pletter for øjnene.

Jeg er stadig i totalt chok og tankerne kører rundt i hovedet på mig. Ender jeg med at blive blind af det her? På nuværende tidspunkt ville jeg ønske at jeg kunne sige, at det bare er mit hovede der koger over, og at det nok ikke bliver så slemt. Men sandheden er at jeg ikke har den fjerneste ide om, hvor slemt det her komme til at blive, og det skræmmer mig helt vildt. Informationerne omkring de to sygdomme er utrolig sparsomme, og der findes stort set ikke noget materiale på dansk, da det er så sjældne sygdomme. Behandlingsmulighederne er lige så få og består i den føromtalte Prednisolon, som er kendt vidt og bredt for sine bivirkninger der kan ødelægge alt. Et middel jeg havde forsvoret at jeg nogensinde skulle tage igen, efter at jeg sidste gang endte op med måneansigt, led af søvnløshed og tog over 10 kg på. Jeg havde det SÅ elendigt og føler stadig ikke at jeg er blevet mig selv her 10 år efter. Det er et middel jeg ikke ville ønske at nogen var nødt til at tage, heller ikke min værste fjende. Det er simpelthen altødelæggende. Den anden del af behandlingen består i at få sprøjtet VEGF hæmmer ind i øjet. Ja du læste rigtigt. Ind i øjet. Og ja, det er præcis lige så ufattelig modbydeligt som det lyder, så det vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Jeg fik netop sådan en indsprøjtning i mandags. Det har resulteret i to store blodspræninger i mit venstre øje – bare hvis jeg nu skulle være i tivl om, at der var noget galt med øjnene. Medicinen skulle gerne begynde at virke, på den blødning jeg har i det venstre øje, indenfor nogle uger, men det kan være (og er det højst sandsynligt) nødvendigt at gentage indsprøjtningen. Om mit syn bliver normalt igen, vil med alt sandsynlighed være drømmetænkning. For når man læser om sygdommene, danner der sig et klart billede af, at de skader der pludselig opstår, er uoprettelige. Man kan kun bremse dem. Men det er ikke til at sige med sikkerhed, og det er faktisk det der piner mig mest af alt. Tankerne om at jeg måske mister synet helt. Hvad med mit arbejde, mister jeg det? Er jeg nødt til at sælge min bil, fordi mit syn bliver så dårligt, at jeg ikke kan køre bil længere? Kommer der til at være et tidspunkt, hvor jeg ikke længere ved, hvordan mine børn ser ud?

Og en af de tanker der har fyldt aller mest, hvad sker der næste gang jeg får et af mine anfald? Lægerne har ikke med sikkerhed turde koble mine anfald (som indtil vider undersøges som stofskifte anfald) sammen med øjensygdommene, men i og med at jeg har Hashimoto som er en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber sig selv, og både PIC og CNV er autoimmune sygdomme, er der med al sandsynlighed tale om en sammenhæng. Og netop det skræmmer mig. Mennesker der lider af autoimmune sygdom har desværre en rigtig stor risiko for at blive ramt af andre autoimmune sygdomme, hvilket belaster utrolig meget – både fysisk og psykisk. Jeg havde selv ikke den fjerneste fantasi til at tro, at jeg skulle rammes af endnu en autoimmun sygdom. Slet ikke i øjnene og absolut ikke af en/flere øjensygdomme som er så sjældne, at der intet findes om dem på dansk.

Tankerne er der ikke blevet færre af. Det er dem der omslutter mig om aftenen og gør at jeg ikke kan sove. Det er dem der får tårerne til at trille ned af kinderne, når ingen andre ser det, men det er også dem der får mig til at bryde fuldstændig sammen overfor andre, når der bliver trykket på de rette knapper. Jeg tror aldrig jeg har været så sårbar som jeg er nu. Og selvom alt inden i mig siger, at jeg skal opretholde facaden og forsøge at leve videre som om intet var sket. Så er det fuldstændig umuligt. Konsekvenserne af den forbandede møg sygdom Hashimoto, har endnu en gang vist sig og det er ubærligt at tænke på, hvor store de reelt kan ende med at blive.

I morgen går turen mod Hillerød Hospital og Kardiologisk afdeling, hvor jeg skal have en måler på, der måler min hjerterytme. Det har været længe undervejs, og forhåbentlig kan den hjælpe med at kaste lidt lys over mine anfald. Forhåbentlig får jeg snart en afklaring på det, så jeg ikke skal bekymre mig og gå at frygte for nye anfald og de konsekvenser de har. Så kryds fingre for mig og send alt den gode karma du har min vej, jeg virkelig brug for den. Mere end nogensinde før♥

Efterårs vibes

8E7A068D-850B-4BAA-BBD9-DEF2CA2BCB7DI sidste uge havde verdens bedste mand fødselsdag. Til dem der måtte være i tvivl, så er jeg “indehaveren” af netop ham. Hvor heldig har man lov at være? Det skulle selvfølgelig fejres – både at han er min og at han havde fødselsdag. Så vi havde valgt at tage en fridag, hvilket virkelig kan være tiltrængt som småbørnsforældre, sådan helt generelt. Vi pakkede børnene i bilen, afleverede dem glade i vuggeren og smuttede så mod København. Vi havde aftalt at dagen skulle være totalt casual og uden nogle ting der skulle nås. Vi startede med morgenmad på Bistro Royal og nød at kaffen blev drukket mens den stadig var varm og at vi ikke blev afbrudt 1000 gange midt i maden – hvilken luksus! 9B76B1C3-8B97-49D9-A1A3-C6EE74D7D89CDe efterfølgende timer brugte vi på gåben rundt i København og nød at der ingen stress var. Vi sluttede dagen på La Glace med varm kakao og lagkage – ingen fødselsdag uden lagkage.9010E80B-D28B-4653-833B-C7B398EE3169 Sådan en fridag kan virkelig anbefales. Særligt midt på ugen, hvor de fleste er på arbejde. Man nyder det virkelig på en helt anden måde end man ville gøre en lørdag for eksempel. Generelt taler vi meget om, at vi rigtig godt kunne tænke os at smutte afsted en weekend bare os to – uden børn. Ikke fordi vi ikke kan holde ud at være sammen med børnene, men fordi der virkelig er pres på for tiden – både privat og på arbejdet, hvilket gør at vi (og sikkert også utallige andre par) har svært ved at connecte og finde hinanden. Sådan en weekend tror jeg virkelig vil kunne gøre underværker og hjælpe os lidt på vej. Så vi håber at der snart er nogle der melder sig på banen og vil passe de to banditter.48C79C3B-4491-47CC-99B9-7AB815D24809 Apropos svære tider, så teasede jeg lidt for her (hvis man overhovedet kan sige det sådan), at der har vist sig at være noget galt med mine øjne. Ikke noget jeg på nogen måde kan overskue lige nu – men hvornår kan man overhovedet det? Man det er sådan det nu en gang er, og den er desværre god nok. Men jeg tænker egentlig at det kræver sit eget indlæg, da jeg har en del tanker omkring det, som jeg gerne lige vil have lidt styr på. Så jeg håber I kan vente lidt endnu. Indlægget er på vej, men indtil da vil jeg slappe lidt af og komme mig ovenpå det hele♥

Lancering af Playstation Classic

playstationclassic_originalplaystation.jpg

Reklame for PlayStation®Classic

Da der forleden dag tikkede en mail ind, om at Sony Interactive Entertainment (SIE) den 3. december lancerer nyheden PlayStation®Classic, hoppede mit indre barn op og ned. Hvis den ser velkendt ud, er det nok fordi du, ligesom jeg, er barn/ung af 90’erne og dermed har tilbragt adskillige timer sammen med den originale PlayStation®. Den nye er nemlig en tro kopi af den, bare i et praktisk miniformat og med 20 forudindlæste originalspil. Rent nostalgi trip for os omkring de 30. Hvilket fik mig til at tænke på alle de ting så tydeligt kan huske fra jeg var barn. Hold op hvor var 90’erne ikke kønne, men de kunne dæleme noget alligevel. Kan du for eksempel huske de her ting?

 

Jeg kan lige så godt afsløre nu, at den der hals dimmer sgu ikke var noget kønt syn på mig. Men som et ægte 90’er barn, var den troligt at finde på halsen, selvom den nogle gange blev skjult af dobbelthagen. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange timer jeg har siddet og spillet PlayStation i min oppustelige sofa (jeg husker at min var grøn, og tænker straks hvad pokker skete der for dét farvevalg?!) som barn, derefter teenager i min futon seng og faktisk også op til den dag i dag, hvor futon sengen dog er skiftet ud med en vaske ægte voksen-sofa i rigtigt stof og det hele. Selvom man er voksen, kan man få vildt meget ud af, at sidde og fordybe sig i en anden verden, i et par timer eller fem. For let’s face it. Det er super vanedannende. Og det er faktisk noget Mikkel og jeg har taget med os, selv nu her hvor vi har både hus, børn og fuldtidsarbejde at passe. Man bliver aldrig for gammel til det!PlayStationClassic_Hand

Vi kan sagtens aftale, hvis vi har en weekend eller aften uden børn, at den skal bruges på at koble fra med GTA eller Need for Speed og synke ned i rent teenage mode. Det er SÅ befriende at gøre det. Og vildt hyggeligt! Derfor står den nye PlayStation®Classic allerede på ønskelisten til jul, da den er en oplagt efterfølger til min gamle Playstation 2, fordi den fylder så lidt og har ikke færre end de 20 forudindlæste spil på.

PlayStation®Classic lanceres i Japan, Nordamerika og Europa d. 3. december.

Venice♥

fullsizeoutput_1abSå er det vidst også på tide med en update på den der familieferie. Vi landede eller rettere sagt trillede hjem (i bil forstås) i mandags efter godt og vel 10 dages ferie i henholdsvis Tyskland, Østrig og Italien. Kameraet er selvfølgelig loaded med billeder, men jeg synes nu alligevel at jeg ville starte med Venedig, som vi tog til på dag 3. Der var godt og vel 2 timers kørsel fra Lido Di Pomposa, hvor vores campingplads lå. Efter det skulle vi beslutte om vi ville gå ind til Venedig, tage bus eller sejle. Efter som vi havde de to børn og klapvogne på slæb var gåtur udelukket og da jeg kan få røde knopper ved tanken om at sidde i bus og skulle bakse ind og ud med klapvogne og børn, faldt valget på at blive sejlet derind. Det kostede os 7 euro den ene vej og 5 euro retur. Rimelig godt givet ud, efter min mening.fullsizeoutput_1aefullsizeoutput_1afJeg var rimelig skeptisk, efter at have hørt stort set alle sige, at det er en turistfælde af rang. Men Venedig var simpelthen noget af det smukkeste jeg har set og jeg synes det var super nemt at se bort fra alt det turistede. Med hensyn til priserne, synes jeg bestemt heller ikke at det var så overpriced som mange siger – og absolut ikke i forhold til Københavner priser (som kan være skyhøje)fullsizeoutput_1acVejret var perfekt – ikke for varmt men stadig sommer. Vi havde som sagt klapvogne med. Totalt helvede! Men det siger sig selv. Der er jo trapper og broer overalt. Men med hjælp fra super søde mænd vi mødte på vejen (hvorfor gør danske mand aldrig det?!) gik det faktisk rigtig fint. Jeg kunne (og kan stadig) godt mærke, at jeg selvfølgelig har båret på en del mere vægt, end jeg rent faktisk må, men når jeg tænker på hvor meget slæberi der egentlig har været, synes jeg faktisk at det er ret godt gået. fullsizeoutput_19aGondoler var der selvfølgelig massere af. Men den del droppede vi dog denne gang. Men ærligt, så har jeg nok talt mindst 10 gange (efter vi kom hjem) om hvor gerne jeg vil til Venedig igen. Dog uden børn næste gang. For jeg vil super gerne have frihed til at gå ned af alle de bitte små gader der er, hvor de fineste små butikker ligger. Den del fik vi jo af gode grunde ikke gjort særlig meget – og det er også helt fint. Turen var nok højdepunktet på ferien og det kom virkelig bag på mig, hvor begejstret jeg ville ende med at blive.

Så Venedig kan helt sikkert anbefales. OG lyt ikke for meget til alt det negative mange har at sige, for der er altså stadig så mange fine perler, at det vil være synd at gå glip af♥♥

Jungle fødselsdag

Unavngivet 2

Indlægget er lavet i samarbejde med Vegaoo

Bb (2)For snart en måned siden fejrede vi drengenes fødselsdag. 2 år! Hvor vildt er det ikke lige, at der allerede er gået to år. Vi vidste allerede nogle måneder inden deres fødselsdag, at den skulle holdes i haven, og krydsede bare fingre for, at vejret ville holde. Og det gjorde det, må man sige. Temperaturen ramte ikke mindre end 30 grader i vores lille have, så friske forsyninger var det vigtigste på bordet.thumbnail_CF0FB199-C9BA-4186-9540-7E162375CFC1thumbnail_27BB6FD4-3DA1-4290-B4B4-1E147AA3A298Vi holdt det meget småt, da vi gerne ville have det så afslappet som muligt, og egentlig bare sørge for, at drengene fik verdens hyggeligste dag, hvor de bare kunne slappe af og være sig selv.thumbnail_C806A8AC-0C63-48D1-8D6B-76DD6C9C342A Jeg var ude i god tid og fandt på et tema. For selvom det var en lille fest, skulle der ikke mangle pynt og sjov for drengene. Valget faldt på jungle tema, da de virkelig bare elsker at se Junglebogen på Ramasjang om morgenen. I den forbindelse fandt jeg en masse udstyr hos Vegaoo, som er en fest butik med alt hvad hjertet begærer til temafester og fødselsdage. De har virkelig nogle fine ting og jeg vidste bare med det samme, at særligt palmen (som egentlig er en flaskekøler) ville fungere perfekt som et lille bassin, som drengene ville kunne hygge sig ved i varmen. Den oppustelige abe var lige så stor en succes og blev med det samme til Ludvigs kæreste eje. thumbnail_DFF27281-601E-4CED-A49B-CAE76E8E235Fthumbnail_8E8A6887-61A1-4FE8-939E-34CB3EA96223Til bordet med drikkevarer fandt jeg den fineste dug, der passede perfekt til jungletemaet og på døre og den pavillon (som verdens bedste far fik samlet i sidste sekund, fordi regnen væltede ned) hang jeg de fineste farverige pomponer. Regnen stoppede heldigvis i det sekund gæsterne kom, og blev i stedet erstattet af bagende varme og høj sol, så drengene fandt hurtigt badebukser frem og plaskede rundt ved palmen. thumbnail_5EBDAF72-5B6B-4064-82C7-6B89561CB3DBthumbnail_140CBDFA-8AA2-44CA-900D-3477EA520335Jeg supplerede pynten fra Vegaoo med lidt balloner  fra Netto, som jeg faktisk allerede havde fundet inden jeg fandt på jungletemaet, hvilket fungerede super godt. Det blev virkelig en fin dag og både drengene, Mikkel og jeg kunne ikke have ønsket det anderledes. Er virkelig glad for at jeg gik all-in på pynt, for det var virkelig med til at gøre en stor forskel og gjorde det bare til en endnu sjovere fest for drengene. 

Så hvis du står overfor at skulle holde fest (med eller uden tema), kan jeg virkelig anbefale, at tage et kig på Vegaoos hjemmeside. De har super hurtig levering, hvilket virkelig også er et plus efter min mening. 

Den første strandtur

IMG_1450God formiddag søde mennesker. Håber ikke I lider lige så meget i varmen som nogle af os herhjemme gør. Hold op hvor bliver der bare varmt her! Ja det er altså ulempen (hvis man må være så fræk at sige det), ved at bo i et hus med vinduer hele vejen rundt. Elliot blev faktisk ringet hjem fra vuggestuen i går, fordi han havde fået det dårligt i varmen. Det har vi prøvet nogle gange nu, så vi har heldigvis købt sådan noget pulver der opløses i vand, som kan genoprette væske/saltbalancen. Det virkede heldigvis hurtigt, men dagens planer måtte lige ændres, da Ludvig så at Elliot gik. Han blev simpelthen så ked af det, at han også måtte komme med hjem. Heldigvis har min mor stadig ferie, så hun kunne hjælpe mig med Ludvig, og vi endte med at tage ud at spise.

Lige nu sidder jeg i haven med min første kop kaffe og et koldt glas juice, inden min mor kommer og er så sød at hjælpe med rengøring og oprydning, inden tvillingernes fødselsdag i morgen. Vi valgte jo bevidst at udskyde deres fødselsdag (altså ikke den egentlige dag, den kan vi vidst ikke rykke meget ved;)), så mine forældre kunne nå hjem fra ferie og så jeg kunne komme lidt ovenpå efter operationen. Det er jeg jo heldigvis også, men der er stadig en del begrænsninger – blandt andet, at jeg ikke må løfte mere end 1 kg i hver arm. Simpelthen håbløst når man har små børn. Så hjælpen er virkelig kærkommen.

Fødselsdagen i morgen bliver meget low key og bare ren hygge. Men til trods for det, glæder jeg mig 100 gange mere, end hvis det var min egen. Virkelig sjovt som det kan ændre sig med alderen.

I går pakkede vi bilen og smuttede op mod mine forældres sommerhus, hvor vi havde aftalt at tage på stranden. Utroligt nok var det årets første strandtur for Mikkel og jeg og drengenes aller første. Vi har gået og talt lidt om, hvordan det mon ville tage alt det med sand og vand, når vi nu har booket ferie i Italien i slutningen af august. For helt ærligt, så kunne det gå begge veje. Men hold op hvor de elskede det. Det var virkelig bare fedt at se så modige de er. De var bare ikke til at drive væk fra deres sandslotte og vandet. Der var (no surprise) virkelig mange mennesker, men det er slet ikke på niveau med Bellevue og lignende, hvilket er virkelig fedt. 5AEEB8CE-ABDC-417A-9619-4DF75F06A50E

Vandet var ca. 24 grader, hvilket jeg aldrig nogensinde har oplevet før. Men det har virkelig bare været den perfekte første gang, til drengenes standtur.

Vi kommer helt sikkert til at gøre det igen meget snart, for det var bare sindssygt hyggeligt. Min mor havde sørget for sandwich til os alle og min far havde taget vin med. Så hyggeligt! IMG_1442IMG_1439

Sådan går det efter operationen

I har efterlyst en update på hvordan operationen for delte mavemuskler gik, og nu er det vidst på tide at den kommer. Jeg blev jo som bekendt opereret for en uge siden, så der er sket meget på en uge. Operationen gik tog nogle timer og gik rigtig godt. Jeg var virkelig groggy bagefter, og brugte rigtig meget tid på at sove. Som I allerede ved, har jeg selv valgt at betale (den formue det koster) for operationen, og valgte i den forbindelse, at det skulle være Aleris Hamlet der stod for operationen. Det skyldes at jeg i flere andre tilfælde har haft rigtig god erfaring med dem og senest fik opereret mine bihuler der. Det valg har jeg absolut ikke fortrudt. De er simpelthen så profesionelle og man får bare lige præcis den ro man har behov for, efter sådan en operationen, hvilket jeg synes står i skærende kontrast til det offentlige.

Da jeg endelig vågnede op (efter en meget lang lur) på opvågningen, fik jeg som det første en is, for er du gal hvor var min hals tør, og jeg kunne bare mærke at jeg skulle hoste, hvilket man virkelig bare ikke har lyst til, skal jeg hilse og sige. Jeg kom ned på min stue igen, hvor kirurgen kort tid efter kom ind og fortalte mig, at det hele var gået rigtig godt. Mine mavemuskler viste sig at være delte med hele 8 cm og ikke 4 cm, som de først antog. Så allerede der er jeg lykkelig for min beslutning om, at få det gjort, selvom jeg ikke opnåede det ønskede vægttab. Der blev fjernet en hulens masse overskydende hud fra maven, så min mave nu er jævn og ikke har den der hængevom. Åh ja tvillinge graviditet, du gjorde ikke meget godt for kroppen.

Jeg skulle overnatte på Aleris hamlet en enkelt nat inden jeg kunne komme hjem igen, og det er jeg virkelig glad for. Om aftenen kunne jeg godt mærke at smerterne var slemme og jeg fik nogle morfin piller for at slå dem ned. Det resulterede desværre bare i, at jeg virkelig fik kvalme og hedeture og slet ikke kunne finde ro. Jeg endte med at få væske i drop og få noget kvalmestillende, hvilket heldigvis gjorde underværker, så jeg til sidst kunne få ro og få en rimelig god søvn (på ryggen) natten over.

Næste morgen blev min mave tjekket grundigt og jeg fik endelig lov til at slippe for de to dræn, der var blevet placeret i lysken. Min “gamle” navne eksisterer ikke mere, da min hud er blevet trukket ned i forbindelse med sammensygningen af mine mavemuskler og fjernelsen af det overskydende hud, så de har i stedet lavet en ny navne, som jeg stadig spændt venter på at se, da den stadig er tapet godt sammen og stadig har sting hele vejen rundt. Men jeg er ærlig talt rigtig glad for at have fået en ny navne, for da jeg i sin tid fik fjernet galdeblæren, fik jeg i den forbindelse 4 ar på maven, hvoraf det ene sad på den øverste kant af navlen, og ærlig talt ikke var noget kønt syn, særligt ikke efter graviditeten.

Hjemme igen

Nogle timer efter fik jeg lov til at komme hjem. De første dage er egentlig lidt en tåge, og er præget af, at jeg var på meget stærk smertestillende (2 slags morfin), og nogle dage havde så meget kvalme, at jeg vågnede om natten for at kaste op, hvilket er så ubeskriveligt smertefuldt. Jeg stoppede derfor på de piller en dag før jeg egentlig vat sat til, og fik det heldigvis rimelig hurtigt bedre, selvom det betød at smerterne bed lidt mere fra sig. Men dag for dag kan jeg mærke klar bedring og jeg står ikke nær så foroverbøjet (oh yes, man ligner en 90-årig), som jeg gjorde de første dage. Og de sneak peaks jeg har fået af maven ser rigtig lovende ud. Så nu glæder jeg mig bare virkelig meget, til at få fjernet plastrene og de knuder på stingene (som er selvopløselige) som generer lidt.

Jeg må nærmest ingenting løfte – 2 kg per arm. Hvilket jo selvsagt gør det umuligt at løfte børnene, så den tjans har Mikkel fået, og klarer det til UG, selvom der er virkelig meget der ligger på hans skuldre i de her uger. Men jeg ved jo inderst inde, at det her kommer til at gavne langt ud fremover, og at der ikke var nogen vej udenom, hvis jeg ville prøve at redde min ryg, så jeg prøver at gemme den dårlige samvittighed væk, selvom det er hulens svært. IMG_6957

Min mave har siden operationen været dækket til 24/7 med en kompressions bandage (nærmest et elastik korset), hvilket er forbandet varmt, særligt når den danske sommer for en gangs skyld viser sig, at være en sommer der batter rent temperaturmæssig. Den glæder jeg mig selvsagt også til at få at vide, hvornår jeg kan få af. Men så vidt jeg ved, kan det være om alt mellem 3-6 uger. Så det er lang tid. Med hensyn til løftene, er det faktisk mindst lige så lang tid. Intet mindre end 2 måneder, hvilket faktisk giver en del besvær når det kommer til vores ferie i slutningen af august. Men den tid den sorg.

Har det været det værd?

Jeg er virkelig glad for at jeg valgte at få operationen, til trods for at det umiddelbart ikke var ideelt, i og med at jeg simpelthen ikke kunne tabe de kilo der skulle til for at give det mest jævne resultat. Men i og med at det viste sig (hvilket det desværre ofte gør) at mine muskler var delt med det dobbelte af først antaget, er operationen allerede der tjent ind, hvis jeg kan tillade mig at sige det. Aleris Hamlet har været det perfekte sted for mig at blive opereret og jeg har virkelig nydt godt af, at personalet er så professionelle og at der bliver tænkt over selv den mindste ting, så dem vil jeg til hver en tid anbefale. Jeg venter jo som sagt stadig på, at få bandage og plastre af, så det helt endelige resultat kan jeg ikke vise jer, da jeg stadig ikke selv kender det. Det kommer jeg desuden heller ikke til foreløbigt, da det faktisk kan tage helt op til et helt år, før det hele har sat sig, hvis I forstår hvad jeg mener. Men for mig har det hundrede procent været det værd. Jeg kan allerede nu se, at jeg er sluppet for bulen, fra de delte mavemuskler (også kaldet gravid maven), og jeg er sluppet for den overskydende hud som virkelig også har generet. Særligt når det kom til at finde tøj. Det er virkelig noget jeg glæder mig til, og ærlig talt slet ikke kan forholde mig til – nemlig det med tøjet. For som sygeplejersken sagde, så kan det faktisk betyde, at man skal ud og finde en helt ny garderobe, fordi maven er syet så meget ind, at man går flere størrelser ned i tøj. Det er syret at forholde sig til. Men nu må vi se. Jeg håber i hvertfald bare, at jeg ikke fremover skal knokle for at finde tøj, hvor jeg ikke ser gravid ud. For det er simpelthen så deprimerende at  blive ved med at have maven, når ens børn blev født for år tilbage.

Håber det har givet jer en lidt bedre indsigt i hele forløbet, ellers er I naturligvis meget velkomne til at skrive hvis I har nogle spørgsmål♥

Før/efter badeværelses renovering

UnavngivetEn længe ventet update på hvordan vores badeværelse endte med at se ud. Da vi købte huset blev vi mødt af et badeværelse der virkelig var slidt og decideret ulækkert. Det har været lidt en kamp for os at bruge det, mens vi ventede på at kunne få det ordnet, for alting var simpelthen så slidt og i så dårlig stand. Gulvet havde nærmest en permanent belægning af skidt, og havde en helt ru overflade. Så vi brugte det mere eller mindre kun til at få vasket vores tøj. Da vi endelig gik i gang med projekt renovering af badeværelse, havde vi virkelig mange overvejelser om hvorvidt vi skulle fjerne eller bevare den væg der var imellem vask/toilet og brusekabine. Vi endte som I kan se længere nede, med at fjerne væggen og i stedet få et badekar ind. Sådan her så det ud før, hvor I lige nøjagtig kan ane væggen i venstre side af billedet.1112I manges øjne er det umiddelbart en mærkelig beslutning, men for vores vedkommende har vi bare valgt at fokusere på, at få et badeværelse, der giver os den samme følelse, som når Mikkel og jeg har haft en weekend uden børn og har tjekket ind på et hotel som havde badekar. Det er virkelig noget vi har nydt, og noget som vi rigtig gerne ville integrere i vores eget badeværelse. Den der wellness følelse. 5

Vi har valgt at få lagt micro cement (noget der minder om Kabe) på gulvet og vægge, for at gøre det mere enkelt og råt. Vi var virkelig i tvivl om farvevalg, men valgte en lidt mørkere tone til gulvet. Og blev faktisk lidt overrasket over, at det er lysere end vi havde regnet med. Jeg havde nok håbet på et lidt mørkere resultat, men sådan er det med mikro cement – mønster og den præcise farve afhænger af måden det bliver blandet på samt hvordan strøgene man påfører det med bliver lagt. På billederne ser farven endda lidt lysere ud end det er i virkeligheden. Vi kiggede lidt rundt på forskellige håndvaske, men valget faldt i sidste ende på en ny model fra IKEA, hvor også underskab, “marmor” bordpladen (det er bare laminat, da en rigtig marmor bordplade ville være for tung) og spejlskab er fra. Vores tanke med underskabet fra IKEA er egentlig, at vi med tiden godt kunne tænke os låger fra Reform CPH eller lignende steder, som specialiserer sig i at arkitekt tegne låger til IKEA produkter. Alt armatur har vi denne gang valgt at få i messing, da vi gerne vil holde den røde tråd i og med at vi har en messing Quooker i køkkenet. Det har været en rimelig dyr omgang, men har helt sikkert været det værd. For det er uden tvivl messingen der gør badeværelset spændende og giver det en varme.7

Vi gik i gang med projektet i marts måned og blev oprindelig lovet, at det ville tage 4 uger maks. Yeah right! I stedet har projektet faktisk varet i 4 måneder! Vil egentlig ikke gå så meget i detaljer med hvorfor, andet end at jeg nu ved, hvilket firma jeg ikke vil anbefale. Så er det vidst sagt. Men det er færdigt og det er det vigtigste nu. Det har været en lang sej kamp, som absolut ikke har været god, for hverken Mikkels eller mit stress niveau. Men det er så fedt at vi nu endelig har et badeværelse der er færdigt og pænt. Og vigtigst af alt, med udsugning. Det var der nemlig ikke før, hvilket jeg simpelthen ikke begriber. 4

Reklame links: Underskab, bordplade og vask og spejlskab : IKEA     Toilet : Ifö    Armatur til håndvask : Mosaikhjørnet    Brusearmatur : Tapwell

English//

Guess it’s time for an update on the bathroom situation. Well it’s finally done. Not after 4 weeks as promised, but after 4 month! Nothing more to say about that besides that we now know who not to recommend. But it’s done. That’s the most important thing. We decided to tare down the wall between the toilet and the shower. By doing that we ended up with space for a bathtub. We wanted to a bathroom that gave us the same feeling as spending the weekend at a hotel. So we decided to go for brass fixtures. An expensive solution, but definitely worth it. The flor and walls are covered with micro cement. The colour seems lighter in the pictures than in real life, but the colour definitely surpriced us by being lighter than expected. But that’s how it is when you decide on micro cement.

Affiliate links: Cabinet, countertop og sink and mirror cabinet : IKEA     Toilet : Ifö     Fixture for the sink : Mosaikhjørnet      Bathtub fixture : Tapwell

Nu sker det!

IMG_6656Bare det at skrive det her, er noget af det mest grænseoverskridende. Men nu sker det! I næste uge – nærmere bestemt på tirsdag tjekker jeg ind på Aleris og får endelig den operation jeg så længe har drømt om. Lige nu er det med ligedele begestring og bekymring, men jeg ved inderst inde at det nok skal blive godt. Men man kan nok ikke se sig fri for, at være bekymret for, om det nu er et resultat der kan mærkes. Særligt fordi jeg slet ikke er i nærheden af, at tabe mig det jeg skal og økonomien ærlig talt slet ikke er til at overskue lige nu. Men jeg gør det og håber at jeg bliver et gladere menneske og en bedre mor♥

//English recap

So I’m doing it. Even though my weightloss is far from the desired, I’m going through with the tummytuck operation. Hopefully this will fix my rectus diastasis – Oh god I really hope so. Hopefully this will all contribute to me being a better and more happy person – and in the end a better mom. So please wish me luck. Right now I’m 50/50 on excitement and anxiousness.

Update på projekt vægttab

ecf2e485e88c34493e7403098712d7d4

Jeg lovede jer en update på hvordan det går med træningen. Dette skal naturligvis gøres til billederne af intet mindre en Khloé Kardashian, som jo om nogen har formået at vende skuden. Så skulle motivationen da vidst være på plads. Nå pyha, vi må til det. Overordnet set går det rigtig godt. Jeg træner mindst 5 gange om ugen mellem 45 – 60 minutter. Jeg tror de fleste med små børn kan nikke rigtig meget genkende til dilemmaet med hvornår hulen man bedst lægger sin træning ind. For uanset hvordan man vender og drejer det, har man dybest set ikke tiden til det. Det betyder at tiden (i hvert fald i mit tilfælde) bliver taget fra noget andet. Nemlig fra tiden om aftenen hvor drengene er lagt i seng og hvor Mikkel og jeg normalt kobler fra og ser tv. Det har simpelthen været det eneste tidspunkt jeg har kunne få til at fungere. For jeg vil for alt i verden ikke have at det går ud over drengene. De skal kun mærke slutresultatet, som er en meget gladere mor. For det ved jeg at jeg vil blive.

Ikke alene vil jeg slippe af med de delte mavemuskler som hver dag er til stort ubehag men jeg vil også blive langt gladere for mit egen spejlbillede, hvilket også spiller en stor rolle. For sådan som det er nu, undgår jeg notorisk hvert et spejl. Min mave buler stadig ud som var jeg i 7 måned, og kommentarerne fra både bekendte og fremmede kan hurtigt anes på deres læber, indtil jeg hurtigt fortæller at vi ikke skal have flere børn. Men en gang i mellem sker det, at den jeg står overfor er væsentlig hurtigere end jeg, selvom jeg efterhånden altid er på vagt. Så kommer spørgsmålet som, hvis ikke alle, så en stor del af os kvinder frygter: ” Er du gravid? Hvor lang tid er der så til?”. Åh hvor er jeg træt af folk der blander sig i tide og utide. Uanset om man er ikke gravid eller gravid tror jeg, at det er et af de mest grænseoverskridende spørgsmål. For uanset hvad, er det nok noget man selv skal fortælle. Og har man ikke fortalt noget om nogen lykkelige omstændigheder, så skal andre ærlig talt klappe i. Der kan jo være så uendelig mange grunde til, at man ikke fortæller noget (hvis der overhovedet er noget at fortælle). Jeg har virkelig fået mange af den slags kommentarer. Men flere og flere kender heldigvis til delte mavemuskler, så rigtig mange kan også godt efterhånden forstå, at det er et stort problem – både fysisk og psykisk.

Nå men tilbage på sporet igen. Min træning har begrænset sig til spinning, da jeg som mange andre mødre ikke har kunne bestå “Trampolin testen”. Det har også fungeret rigtig fint. Med musik i ørerne og en masse blogs på mobilen får jeg snildt gennemført den daglige træning. På nær de 1-2 dage hvor man krop skal hvile. Som mange af jer allerede har set, købte vi i starten af projektet en el ladcykel, så jeg/vi i stedet for at køre i bil til vuggeren/arbejde kunne bruge cyklen. Det har fungeret virkelig godt og sparer os for en del myldretid, hvilket virkelig også er et plus. Det er en dyr løsning at købe sådan en ladcykel (særligt med el), men det er til gengæld noget vi har talt om længe inden vi fik drengene.

Jeg har løbende vejet mig igennem projektet. De første to uger tabte jeg 2,3 kilo (ud af de samlede 10 kilo jeg skal tabe). Så skete der det, at jeg pludselig tog det hele på, for så at tabe det igen. Sådan gik det lidt on/off. Jeg kan sige med 100% sikkerhed at det ikke er fordi jeg er faldet i mad fælden. For jeg holder til dags dato mit kalorieregnskab meget stramt. Det viste sig at være væske ophobninger i kroppen. De er kommet fordi mit stofskifte kæmper med at få min medicin til at virke, og når jeg tænker over det, er det faktisk noget der har været der længe. Jeg kontaktede derfor min endokrinolog (stofskifte læge) som udskrev nogle vanddrivende piller til mig og samtidig satte mig på noget ny stofskifte medicin. De vanddrivende virkede slet ikke som de skulle, men gav i stedet en masse bivirkninger og jeg er derfor efter en mindre kamp kommet på nogle andre nu, som indtil videre har bevist at jeg mindst har to kilo væske ophobning. Men vægten er stadig ikke god. Jeg formåede at tabe 5 kilo, men efterfølgende steg den igen og står nu totalt stille. Jeg kan godt selv se, at min muskelmasse i benene er blevet forøget væsentligt, og at det sagtens kan være noget af årsagen. Men frustrerende er det nu altså. På gode dage kan jeg godt se, at min krop har ændret sig og at fedtet fra maven er svundet ind, men på dårlige dage er den præget af væske ophobninger (forbandede stofskifte!) og hævelse. Det er de dage der næsten får mig til at give op. For ligegyldigt hvordan jeg vender og drejer det, så har jeg fået at vide at jeg helst skulle smide 10 kilo, hvis jeg ville have et pænt resultat. Og det er jeg slet ikke i nærheden af nu her, med få dage igen inden deadline.

Jeg er virkelig frustreret over det, men kan samtidig godt selv se, at jeg ikke har en chance. 10 kilo på to måneder er for et almindelig menneske uden en stofskiftesygdom i sig selv en kamp. Min kamp kan nok, uanset hvor hårdt jeg kæmper, nok ikke vindes. For min krop kæmper imod. Og i sidste ende kan jeg ende med at gøre mere skade end gavn, hvilket vil være katastrofalt. Så lige nu står jeg med 1000 tanker i hovedet om, hvordan jeg får det bedste mulige ud af situationen. På den ene side tænker jeg, at det må kunne lade sig gøre og at jeg så bare må affinde mig med resultatet, men på den anden side er det afsindigt mange penge (som jeg selv skal betale), for et resultat der dybest set ikke er helt tilfredsstillende. Tankerne kører rundt i hovedet på mig, og frustrationerne over alt det arbejde jeg har lagt i det, og som jeg fortsat lægger i det, som muligvis er spildt gør mig virkelig ked af det. For lige at forklare hvad jeg mener med at det kan være spildt, skal dertil siges at jeg har timet operationen efter mit arbejde og hvornår jeg vil kunne få mest hjælp af andre. I det her tilfælde passer det suverænt bedst om sommeren og i år holder vi først sommerferie til efteråret, vil betyder at drengene skal i vuggestue der hvor de fleste ellers normalt lægger deres ferie. Derfor vil jeg have mulighed for at tage 1-2 uger hjemme på langs uden at det generer hverken arbejde eller børnene. Og med hensyn til det psykiske kan jeg mærke at det bare skal være nu. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, at jeg hele tiden er så ked af mit udseende, hvis jeg har en mulighed for at gøre noget ved det. Så min egen iver efter den rette planlægning har faktisk bare gjort mig endnu mere frustreret. Men jeg tror virkelig også at det spiller ind, at jeg ved hvor lidt der skal til at vælte vores verden omkuld. Der skal bare meget planlægning og struktur til, ellers giver det for meget uro for både drengene og os.

Deadline for vægttabet er på mandag og der kan enhver regne ud, at jeg umulig kan nå at tabe de nødvendige kilo, med mindre jeg vælter at amputere et ben eller to. Så lige nu er jeg i tænkeboks og jeg vil nok også bruge resten af weekenden på at tænke. En mulighed er simpelthen at sige at det skal gennemføres uanset hvad. For det resultat der måtte komme ud af det, er uanset hvad væsentlig pænere og bedre end udgangspunktet. Men samtidig nager det mig også bare, at det kunne være bedre. Til den løsning kan det eventuelt være en mulighed at få fjernet yderligere overskydende om 6-12 måneder såfremt min medicin der er begyndt at virke efter hensigterne. På den måde får jeg i sidste ende det resultat der er meningen, men gør det bare i etaper. Min hjerne siger at det klart er den bedste løsning, for på den måde får jeg også noget fred og føler at der sker noget, i hele det her projekt, men samtidig kan jeg bare se pengene flyve afsted. Og det er i forvejen en hård økonomisk omgang, så har jeg overhovedet råd til at gøre det på den måde?

Åh det er simpelthen så svært og frustrerende det hele. Og tankemylderet er bestemt ikke blevet mindre. Så hvis der sidder en af jer derude der har været noget lignende igennem, må I hjertens gerne melde ind♥