Når kroppen siger fra…

book-13-718x581cÅrh for pokker da, nu må vi til det. Jeg har været den sidste måned! Eller det vil sige, egentlig længere tid end det, og det er møg hamrende irriterende. For der er absolut ikke tid til det med to små basser, der kræver ens fulde opmærksomhed 24/7. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg har den stofskifte sygdom der hedder Hashimoto. Den vil jeg egentlig ikke komme så meget ind på, da det langt fra er opmuntrende læsning, og fordi man bliver meget “mæt” af hele tiden at tale om “sin sygdom”. Men lige nu kan jeg ikke komme uden om snakken, for noget er der galt. Og jeg ved jo udemærket godt selv, at det sagtens kan kædes sammen med den møg sygdom. Men det er egentlig ligemeget. For jeg tror alle kender til, i perioder at have et immunforsvar der er komplet råddent. Min periode er så bare lidt mere langtrukket;)

Jeg blev som sagt syg for lidt over en måned siden, hvor det var sådan lidt influenza agtigt, men hvor det hurtigt satte sig i bihulerne og i halsen. Jeg fik noget antibiotika (efter jeg havde holdt stand i længere tid og nægtet det stads). Det lod egentlig til at virke, og jeg nåede til de der dage, hvor man kan mærke at det hele er ved at lette, og man er ved at vende tilbage til sig selv igen. Troede jeg! For før jeg nåede videre derfra begyndte halsen virkelig at gøre ondt. Min tanke var med det samme at det kunne være, at bihulebetændelsen havde sat sig til en halsbetændelse. Og da det absolut ikke blev bedre, men værre og værre, måtte jeg endnu en gang gå de tunge skridt ned til lægen og bede om hjælp. Eller det vil sige det kunne jeg ikke, for jeg havde på det tidspunkt også mistet stemmen. Ja så kan I selv forestille jer, hvordan det kører med to på 4 måneder, som snakker og pludrer løs og forventer at man ivrigt bryder ud i jubel.

Nå man lægen tog de typiske prøver. For lavt D-vitamin: tjek, for lavt jern: tjek, og et forhøjet infektionstal. Det med D-vitamin og jern vidste jeg allerede på forhånd, da det desværre er en del af den forbandede sygdom, men nu er de blevet meget lave, og allerede der vidste jeg godt, at det ikke kan blive ved. Jeg bliver simpelthen nødt til at hjælpe mit immunforsvar på vej, så godt jeg nu kan. For jeg er ærlig talt en smule  temmelig nervøs for, hvordan mit immun forsvar skal klare sig fremover – uden at lyde alt for melodramatisk. Jeg fik endnu en gang en antibiotika kur mod det der både kan være lungebetændelse og bronchitis, som skulle være noget mere effektiv. Og langt om længe lader det til at tågen er begyndt at lette. Med mindre jeg altså når at blive syg endnu en gang. Jeg krydser virkelig mine små pølsefingre, og håber på det bedste.

Og nu til det jeg egentlig vil sige med det hele. Jeg skal igang med at booste mit immunforsvar. For det piner mig at tænke på, hvis jeg konstant skal være syg, med twins der jo kun kommer til at kræver mere af mig fremover. Så lige så snart jeg er frisk nok til det, skal jeg en tur (forhåbentlig mere end bare en enkelt tur;)) i fitness centeret. Det var egentlig planlagt allerede før jeg blev syg, men “belejligt” nok, ville mit immunforsvar det anderledes. Men denne gang skal det ikke få lov til at bestemme. Derudover skal jeg have fyldt depoterne fuldstændigt op med vitaminer og mineraler. Og i den anledning skal jeg faktisk til en…øh..ja jeg ved faktisk ikke engang hvad hun kaldes, men en holistisk behandler, som jeg har hørt rigtig godt om. Jeg har faktisk stiftet bekendskab med holistisk behandling før og er hverken synderligt meget få eller imod. Jeg fik dog ikke noget ud af den sidste behandler. Min tillid til det “rigtige sundhedsvæsen” ligger dog efterhånden desværre på et meget lille sted, hvilket jeg desværre langt fra er ene om. Så jeg holder alle muligheder åbne, og ville egentlig føle mig som en kæmpe idiot, hvis jeg sagde nej til hjælp fra den kant,  bare fordi jeg måtte være imod den holistiske tilgang. Jeg tror desværre at der er rigtig mange der ikke tror på den holistiske vej, fordi det etablerede sundhedsvæsen ofte er ude og latterliggøre det i offentligheden.

Nu får vi at se hvad det bringer med sig. En ting er i hvertfald sikkert, jeg springer ikke ud som guru efter mit besøg hos hende. Men det kan være at jeg bliver noget klogere, på nogle ting jeg måske ikke vidste i forvejen. Og hvem vil ikke gerne det?

Sidste men ikke mindst, skal der gøre noget ved kosten – det giver rimelig meget sig selv. Og jeg overvejer kraftigt om det for en periode skal være farvel til sukker, gluten og laktose. Men pyha den er svær. Men samtidig vil jeg egentlig gøre alt hvad der kræves.

Men nu ser vi lige hvad den kloge dame kommer med af bud. Jeg er i hvert fald virkelig spændt.

Om at vælge amning fra

Processed with VSCO with b5 presetSom de fleste af jer ved, ammer jeg ikke. Det gør jeg ikke af den simple (og sikkert stødende grund for nogle), at det aldrig har føltes naturligt for mig, og at jeg har mere tid og overskud til børnene ved at give flaske. Det betyder også at Mikkel kan være med til at give mad, og at jeg ikke skal bruge timevis på at amme de to små. Allerede inden jeg blev gravid, vidste jeg at jeg ikke havde den store lyst til at amme. Og her ved jeg godt, at der er rigtig mange der bliver stødt på manchetten og at jeg hurtigt bliver stemplet som en dårlig mor, der ikke vil unde mine børn den nærhed. Men so what! Men jeg lovede mig selv, at jeg ville give det et forsøg, for hvem ved, måske ville det ændre sig. Så det gjorde jeg. Men et hospitals ophold med hvad dertil hører, gjorde absolut ikke lysten større, og i sidste ende vidste vi, at hvis drengene fik flaske, ville vi komme hurtigere hjem fra hospitalet, end hvis de skulle ammes, og vi ville hurtigere kunne føle os som en rigtig familie. For at det kunne etableres ordentligt og vi var sikre på, at de tog det på i vægt som det skulle, ville der nemlig gå en rum tid, og det ville være noget sygeplejerskerne skulle involveres i hver gang. Og den nærhed som jeg personligt mener der skal være ved at amme, var totalt væk og erstattet af en følelse af at være fanget i en cirkus manege, de gange vi prøvede det. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi (eller jeg var det jo rettere sagt), i den grad blev presset af mange af sygeplejerskerne til at amme. Og den ting var absolut heller ikke med til at gøre lysten til det større. Så jeg valgte amningen fra. Så jeg valgte at give dem flaske – men med min mælk i. For jeg ved hvor mange vitaminer og mineraler, der kunne booste drengenes immunforsvar, der er i det. Så jeg malkede ud (ja sorry for det billede!) i mange timer dagligt, for at kunne give drengene min mælk. Den fik de i lidt over en måned, hvorefter min mælk langsomt slap op ( og det samme gjorde kræfterne ærlig talt). Så herefter røg vi over på modermælkserstatning og har ikke fortrudt det ét eneste sekund. For ja gu’ fanden er det dyrt, men nu er vi to til at give drengene den nærhed. Den nærhed fås nemlig ikke udelukkende ved at amme. Jeg synes det er hvad man gør det til.

Men hvorfor havde jeg så ikke lysten til at amme? Jeg er absolut ikke imod amning, men jeg er ikke en af dem der er fan af #freethenipple (puha nu er det sagt – hvor mange mon jeg får på nakken nu?). Og det er af den simple grund, at jeg synes amning bliver totalt udvandet og bliver alt andet, end det, jeg personligt synes, det står for. Nemlig nærhed mellem mor og barn. Pludselig bliver det noget alle andre skal involveres i, i stedet for at det er noget mellem mor og barn. Det er ikke længere noget der gøres i ro og mag, men i stedet noget der gøres enten midt i kaffe latten, mens man sidder og snakker med veninderne på cafe, eller midt i shoppingen i en tøjbutik, mens de andre kunder vimser rundt og en. Misforstå mig ikke, jeg er ikke imod amning. Men jeg bliver trist hver gang jeg ser en mor smide hele pivtøjet frem til offentlig skue, mens hun multitasker – enten med smartphonen i hænderne eller den dybe samtale med veninderne, i stedet for at have fokus på sin lille baby, der har brug for kontakt. Jeg synes nærheden er væk. I stedet er det blevet super smart at man kan amme uanset hvor man er, og hvad man laver, og det bliver ofte til noget baggrunds noget der foregår, mens man lige får ordnet en masse andre ting. Og nej det er jo ikke fordi nærhed kommer på flaske. Absolut ikke. Men fordi vi har valgt at drengene får flaske, er det noget vi begge kan være med til, og vi slipper for at jeg ender som nonstop malkeko (hvilket også vil tage noget af nærheden for mit vedkommende). Og når drengene skal have mad, foregår det i ro og mag enten der hjemme eller i en af de efterhånden rigtig mange baby lounges (kan personligt anbefale den i Fields) der findes, hvis vi er ude. For på den måde føler jeg/vi, at det bånd der bliver knyttet under måltidet bliver opretholdt, og at jeg/vi ikke sidder dybt begravet i alt muligt andet, mens drengene får deres “mad på farten”.

Og med det sagt, håber jeg at I forstår hvad jeg mener, og at der ikke sidder nogen derude, der føler sig alt for stødt. For jeg ved godt at man dårligt nok kan berøre et mere følsomt emne end det (måske lige med undtagelse af smør-under-Nutella-diskusionen). Vi er jo alle forskellige, men jeg er ærlig talt en smule træt af at der kun er én side i ammedebatten, og at mange bliver stemplet som dårlige mødre (inklusiv jeg selv), fordi vi ikke ammer. Der er mange sider af den debat, og den ene er bestemt ikke mere rigtig en den anden. Jeg har prøvet begge dele, men synes i mit tilfælde, at det eneste rigtige er, at give flaske. Jeg føler at jeg er langt mere til stede til at knytte det specielle bånd til dem.

 

4 måneder som Ninja

Processed with VSCO with m3 preset

I dag fylder drengene 4 måneder. Jeg kan slet ikke forstå at det allerede er 4 måneder siden at vi første gang fik dem i armene. Som jeg skrev i mit sidste indlæg har de det rigtig godt, og vi har været virkelig heldige, at de ikke lider af en masse skavanker – bortset fra refluksen (som selvfølgelig også har trukket tænder ud). Det er en mærkelig følelse det der med at få børn. Det kan virkelig ændre selv den mest hardcore person og det har i den grad ændret vores liv til det bedre. Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden dem, og glæder mig sindssygt meget, til alle de fantastiske oplevelser vi kommer til at få i fremtiden.

Det er overvældende at få børn, og at få to på en gang er i den grad overvældende på alle måder. Men når man står der og kigger på først den ene lille trold, og tænker hvor heldig har jeg lige lov til at være, bliver overvældelsen virkelig enorm, når man så kigger hen på den anden lille trold og bliver mindet om, at man har været så heldig at få to på én gang. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke var hårdt. For JO det er det. Det tror jeg giver sig selv. Men når folk spørger, svarer jeg dem altid, at vi jo af gode grunde ikke ved hvordan det er kun at have én. Og det er måske godt det samme, for så kan vi ikke sammenligne. Kun ud fra hvad vi hører forældre til et barn tale om. Og der er ikke nogen tvivl om, at der da er en kæmpe forskel. Så når mødre med et barn taler om hvor lidt de kan nå, og hvor hårdt det er, kan jeg ikke lade være med at smile og tænke på, at det er godt det ikke er dem der har fået to og er kommet med i klubben af Ninja mødre (man forstår hurtigt hvorfor vi kaldes det, når man hvordan problemer nogle gange løses).Processed with VSCO with t1 preset Om meget kort tid er det jul, og jeg må ærligt indrømme at jeg aldrig har glædet mig så meget, som jeg gør nu (med undtagelse af da jeg var barn og vækkede min far klokken 4 om natten, for at åbne pakkekalender). Jeg glæder mig sindssygt meget til at have de to små banditter med, som jo af gode grunde ikke fatter en brik af hvad der foregår. Men helt ærligt, det er da den bedste gave man kan få. Særligt når jeg (vi) sidste år ved samme tid, fik at vide at vi nok skulle regne med at det med børn blev svært♥

 

 

To knapt så flade og en update

Processed with VSCO with t1 presetJeg gider ikke engang undskylde at jeg ikke har været mere aktiv herinde, for det er the same as usual. De to minier optager bare alt tænkelig tid. Og jeg ville ikke engang ønske at der var flere timer i døgnet, for så skulle de to banditter nok finde ud af, hvordan de også skulle udnytte dem;)

Nå men her får I en update på hvordan tingene står til. Det går godt! Så er det sagt, men for lidt at uddybe, så går det stadig godt med drengene, de har sågar mere eller mindre overstået endnu et tigerspring (pyha!) og kan nu begge sige “hej”. For pokker hvor bliver man stolt. Og hvor lærer man bare at være møghamrende ligeglad, når andre ikke tror på det. For jeg ved det. Jeg er sammen med dem 24/7 og herhjemme bliver der sagt “hej” virkelig mange gange om dagen;)

I dag var vi til sundhedsplejersken, som også kun kunne bekræfte os i, at det går godt. De vejer nu henholdsvis 5,1 og 5,3 og følger deres kurve præcis som de skal. Yay! De er utroligt nok langt fremme, af for tidligt fødte at være (heriblandt “hej’et”), og lader overhovedet ikke til at være påvirket af deres noget turbulente start på det fede liv.

Moren har det også godt, hvis nogen skulle spørge. Altså taget i betragtning at jeg maks sover 2 sammenhængene timer i døgnet (ufatteligt hvad kroppen kan klare!). Jeg har endelig fået taget mig sammen og fået købt en ny computer. Oh yes det var tiltrængt! Og denne gang har jeg købt en Mac. Og for pokker hvor har jeg ikke fortrudt det et eneste sekund. Det bliver godt det her!

Nå men det er det for denne gang. Indtil næste indlæg, kan nyde synet af to stykker ufatteligt velsmurte stykker smørrebrød fra Hallernes Smørrebrød i Lyngby Storcenter, som jeg indtog da jeg var ude at blive luftet for nyligt;)