Fødslen #1

Emilie QuiEndelig er vi hjemme igen – eller det vil sige, vi er på hjemmeophold. Med de dejligste to små mænd som vi overhovedet kunne ønske os. Efter 3 uger på neonatal afdelingen med de to små, som jeg nok skal fortælle mere om. Tre uger som jeg uden tøven, vil betegne som de værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg var virkelig ikke forberedt på hvordan det ville være. Selvom jeg et langt stykke hen ad vejen godt vidste, at jeg ville føde før tid. Der var bare en eller anden følelse.

Derfor gik dagene op til fødslen faktisk også med at ordne mest muligt. For jeg havde pludselig fået fornyet energi – hvilket jeg havde på fornemmelsen, fortalte at det var snart. Derfor skyndte Mikkel og jeg os også at booke tid til den par massage, som vi længe havde haft udskudt. I samme ombæring ville vi smutte ind til Møller Kaffe og Køkken. Vi blev enige om at torsdag ville være en god dag.

Om onsdagen havde min mor og jeg biletter til Dirty Dancing i Operaen. Biletter der var købt et år forinden og bare ikke skulle gå til spilde. Jeg gjorde lidt ekstra ud af mig selv og følte mig faktisk også ganske pæn;) Det kunne jo være sidste gang i et godt stykke tid, at muligheden bød sig. Og ganske rigtigt. Hen mod slutningen af forestillingen (som btw var fantastisk!) kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet. Jeg vidste allerede der, at der var noget på vej. Men slog det hen og prøvede at nyde den sidste del.

Næste morgen kunne jeg godt mærke at der var noget. Jeg havde sovet uroligt og havde det underligt. Og hurtigt fandt jeg ud af, at vandet var gået. Det var meget tidlig morgen, og jeg nænnede næsten ikke at vække min sovende mand. Så jeg forberedte mig på at det nok betød en tur op på Hillerød, hvor de så ville give mig noget for at stoppe fødslen i at gå i gang, og at jeg godt kunne vinke farvel til den tiltrængte massage. Jeg prøvede at tage det roligt, selvom jeg godt vidste at det var noget lort, for at sige det rent ud. Gik ind og vækkede Mikkel, som selvfølgelig fik et chok. Herefter gik det stærkt. Jeg ringede til hospitalet, som straks bad mig om at lægge mig ned, og vente på en ambulance. Imens skulle Mikkel pakke det aller mest nødvendige. Ambulancen kom og jeg fiks strenge instrukser på, at jeg ikke måtte rejse mig. Jeg skulle ligge ned, ellers kunne navlesnoren fra den ene tvilling vikle sig rundt om halsen på den anden. Bang! Så forstår man hurtigt alvoren.

Vi kom op på Hillerød hvor de kunne konstatere at jeg havde veer. Ikke kraftige, men de var der. Jeg fik ve-hæmmende medicin i drop og lungemodner til de små, og nu kunne vi ikke andet end at håbe på at det ville gå i sig selv, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke ville gøre det. Men vi håbede. Det gjorde vi i 3 dage. Tre hårde og smertefulde dage, hvor jeg ikke måtte andet end at ligge ned. Søndag ville de tage mig af de ve-hæmmende og lade tingene gå sin gang. For på det tidspunkt havde babyerne fået alt den lungemodner de kunne og ville trods alt være 31+6 i stedet for 31+3. Når det er så tidligt tæller hver en dag nemlig.

Allerede under en time efter, begyndte veerne igen. De tog til henover de næste timer, og vi blev forberedt på at det ville ske samme dag. Allerede om fredagen havde vi talt med diverse læger og havde været oppe og besøge neonatal afdelingen. Så vi var forberedt på det. Så godt som vi i hvert fald kunne være. Det troede vi i hvert fald. Under hele graviditeten har jeg været forberedt på at det blev kejsersnit, fordi den ledende tvilling lå med måsen nedad. Det var fint med mig. Havde hverken ønske om det ene eller andet. Bare børnene havde det godt. Søndag troede jeg stadig at det skulle være kejsersnit, og en operations stue blev booket. Men jordmoderen besluttede i sidste øjeblik at scanne mig, fordi hun havde svært ved at finde hjertelyd på den ene tvilling. Noget som vi havde fået koldsved over en del gange den dag. Det viste sig at være fordi tvillingerne havde byttet plads. Den baby der tidligere lå nederst (og med måsen nede), og altså var den ledende, lå nu øverst. Det betød at den anden baby, som altså lå med hovedet nedad, pludselig blev til den ledende tvilling. Derfor måtte jeg godt føde naturligt. Vi blev selvfølgelig spurgt om hvad vi havde det bedst med, og for at være helt ærlig så var der ingen forskel for mit vedkommende. Fødslen er ikke noget jeg hverken har frygtet eller set frem til. Misforstå mig ikke, jeg har set frem til at møde mine dejlige børn. Men jeg har ikke dyrket teknikker indenfor vejrtrækning eller haft et ønske om at møde min indre urkvinde, ej heller har jeg haft et ønske om kejsersnit og hvad det indebærer. Fødslen har ligesom været et middel for at komme hen mod målet – vores to børn.

Vi blev enige om naturlig fødsel. Og mens veerne tog til, prøvede vi mentalt at forberede os på at det var nu. Nu som i virkelig nu.

Næste indlæg om fødslen kommer snart♥

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s