Fødslen #2

Hvordan forbereder man sig lige på, at man lige om lidt er blevet nogens mor? Det var noget jeg først skulle være blevet godt halvanden måned senere. Og halvanden måned kan altså gøre den store forskel. Ikke at jeg ikke var klar til at blive mor, og Mikkel klar til at blive far. Men vi manglede den der spændthed og glæde – den der boblende følelse i maven over at nu er det nu. I stedet var den afløst af udmattethed og bekymringer om hvordan det hele ville gå. Ville drengene komme ud med alverdens skavanker og hvor lang tid skulle vi egentlig være indlagt? Ville de være lige så små som nogle af de andre børn vi var blevet præsenteret for, på neonatal afdelingen?

Mens jeg lå der på fødselslejet fløj alle de tanker igennem mit hoved. Men mest af alt fyldte tanken, om bare at få det overstået på bedst mulig vis. Veerne tog til og mængden af mennesker på stuen blev kraftigt forøget. Mest fordi det var en tvillingefødsel, men også fordi der var en vis risiko. Jeg prøvede at abstrahere fra det hele og lukkede mig nok meget inde i mig selv. Lyttede bare til musikken vi havde fået lov til at sætte på. Den hjalp utrolig meget. Sent på aftenen – mange timer efter at det hele var startet, kom Ludvig til verden. Jeg kan huske at jeg igennem graviditeten hele tiden har tænkt at jeg ikke havde lyst til at se dem eller få dem op, før de havde tørret alt blod og snask af. Mærkeligt i nogens øjne sikkert, men jeg synes det kan virke utrolig voldsomt med alt det blod på sådan en lille fyr – nærmest skræmmende. Men i det øjeblik han blev født, var det bare fuldstændig lige meget. Han skulle op hos mig hurtigst muligt, for jeg vidste at jeg kun havde få sekunder før de tog ham igen, fordi han ikke ville kunne holde varmen og fordi han skulle have hjælp til at få luft. Jeg ville bare mærke at han var okay. Og det var han den lille mand. Veerne tog til igen og vandet (som stadig var tilbage på tvilling 2) gik. To minutter efter og med kræfterne sat ind på at det bare skulle være nu, blev Elliot født. Forinden havde jeg fået iltmaske på, fordi Elliot havde behov for ilt. Men den maske gjorde det til et helvede, og gjorde faktisk bare min astma værre. Så jeg kan huske at jeg tænkte, at hvis bare jeg kan få lov til at slippe for den maske, så skal jeg nok få det overstået. Jeg ville for alt i verden ikke risikere at han skulle fødes ved kejsersnit, på grund af komplikationer – hvilket der altid er en risiko for ved tvilling 2. Og det lykkedes. Jeg kæmpede bare for at få ham ud hurtigt. Og det kom han. Han kom ligeså hurtigt op hos mig, og blev fjernet lige så hurtigt igen. Barsk og noget af det der i den grad adskiller det fra en “normal” fødsel. her var der ikke det der øjeblik hvor man ligger med sin guldklump i armene og ånder lettet op. Det øjeblik skulle først komme dagen efter fødslen, hvor drengene kom ud af kuvøsen og var stærke nok til at ligge hos mig.

Mikkel blev bedt om at følge med tvillingerne op på neonatal afdelingen, mens jeg blev tilbage. Det var virkelig en tom følelse. Jeg kan huske at det første der ramte mig, var en overvældende følelse af at fryse. Det var som om rummet frøs til is. Jeg kan huske at jeg lå der på lejet i det nu næsten mennesketomme lokale, hvor kun jordmoderen (som var kanon!) og jeg var tilbage og rystede af kulde og udmattelse.

Nu var jeg blevet mor. Mor til to meget små drenge som det næste lange stykke tid skulle kæmpe for at komme til kræfter. Men hvor lang tid havde vi ikke haft noget idé om. Jeg havde kun mine bange anelser – som desværre viste sig at være rigtige.

Mikkel kom tilbage til stuen da jeg var færdig. Han var hvid i hovedet og havde en blanding af glæde og frygt malet i ansigtet. Han var vidst ligeså overvældet som jeg var. Kort efter kom jordmoderen ind i rummet med det obligatoriske bord med flag, kaffe og noget at spise. Jeg havde ikke spist siden om morgenen, hvor appetitten heller ikke lige var prangende. Men jeg kunne ikke få en bid ned. Jeg var fuldstændig færdig og sad bare og rystede indvendigt. Men nu var det overstået og drengene havde gudskelov klaret fødslen rigtig fint.

 

De første barselsdage

Emilie QuiMandag var en kæmpe stor dag. Normalt plejer mandage ikke ligefrem at være de dage man ser aller mest frem til, men det gjorde vi med denne mandag. For det var nemlig tid til sidste lægetjek og vejning – og forhåbentlig en udskrivelse af drengene.

Det var virkelig en dag vi har set frem til længe, uden overhovedet at ane, hvornår den ville komme. For når babyer er for tidligt fødte, er der så uendelig mange faktorer der gør, om det går fremad eller tilbage – og om man kan få lov til at slippe taget i hospitalet. Vi har gudskelov været ufatteligt heldige (7-9-13) med drengene. I følge lægerne aner de åbenbart ikke at de er født før tid, og er derfor “foran” på mange områder. Det har virkelig hjulpet med at få os hurtigt hjem. Altså hvis man synes at 3 uger er hurtigt! For vi kom jo som sagt hjem – i den forstand at vi var på tidligt hjemmeophold. Der er man stadig tæt knyttet til hospitalet, men står for alt ting selv – også at give sondemad, hvilket vi allerede gjorde på hospitalet. En til to gange om ugen skulle vi så op og have drengene vejet og tjekket igennem. De var gudskelov ret hurtige til at kunne klare sig uden sonderne og gik derefter over på ren flaske. Allerede der lettede et kæmpe pres på vores skuldre. For nu var der ikke langt til en udskrivelse – forudsat at de fortsat tog på.

Og det gør de heldigvis. De blev som sagt tjekket af en læge i mandags og vejet endnu en gang, og havde endnu en gang begge taget på. Lægen roste endnu en gang drengene for at være “så langt fremme” og for at være så livlige og glade. Pyha hvor det bare er skønt at høre en læge sige endnu en gang. Så endelig skete det – de blev udskrevet. Tre uger på hospitalet og to uger på hjemmeophold er endelig slut. Nu kan det rigtige barselsliv begynde.

Lige nu sover de to små tyttebøvser og er faktisk rigtig flinke generelt med at sove. Så også der har vi været utrolig heldige – i hvert fald indtil videre;) Så pyt med at jeg først får morgenmad omkring kl. 12 efter de små har spist, når vi alle sammen lige kan nå en lur inden♥

Fødslen #1

Emilie QuiEndelig er vi hjemme igen – eller det vil sige, vi er på hjemmeophold. Med de dejligste to små mænd som vi overhovedet kunne ønske os. Efter 3 uger på neonatal afdelingen med de to små, som jeg nok skal fortælle mere om. Tre uger som jeg uden tøven, vil betegne som de værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg var virkelig ikke forberedt på hvordan det ville være. Selvom jeg et langt stykke hen ad vejen godt vidste, at jeg ville føde før tid. Der var bare en eller anden følelse.

Derfor gik dagene op til fødslen faktisk også med at ordne mest muligt. For jeg havde pludselig fået fornyet energi – hvilket jeg havde på fornemmelsen, fortalte at det var snart. Derfor skyndte Mikkel og jeg os også at booke tid til den par massage, som vi længe havde haft udskudt. I samme ombæring ville vi smutte ind til Møller Kaffe og Køkken. Vi blev enige om at torsdag ville være en god dag.

Om onsdagen havde min mor og jeg biletter til Dirty Dancing i Operaen. Biletter der var købt et år forinden og bare ikke skulle gå til spilde. Jeg gjorde lidt ekstra ud af mig selv og følte mig faktisk også ganske pæn;) Det kunne jo være sidste gang i et godt stykke tid, at muligheden bød sig. Og ganske rigtigt. Hen mod slutningen af forestillingen (som btw var fantastisk!) kunne jeg godt mærke, at der var et eller andet. Jeg vidste allerede der, at der var noget på vej. Men slog det hen og prøvede at nyde den sidste del.

Næste morgen kunne jeg godt mærke at der var noget. Jeg havde sovet uroligt og havde det underligt. Og hurtigt fandt jeg ud af, at vandet var gået. Det var meget tidlig morgen, og jeg nænnede næsten ikke at vække min sovende mand. Så jeg forberedte mig på at det nok betød en tur op på Hillerød, hvor de så ville give mig noget for at stoppe fødslen i at gå i gang, og at jeg godt kunne vinke farvel til den tiltrængte massage. Jeg prøvede at tage det roligt, selvom jeg godt vidste at det var noget lort, for at sige det rent ud. Gik ind og vækkede Mikkel, som selvfølgelig fik et chok. Herefter gik det stærkt. Jeg ringede til hospitalet, som straks bad mig om at lægge mig ned, og vente på en ambulance. Imens skulle Mikkel pakke det aller mest nødvendige. Ambulancen kom og jeg fiks strenge instrukser på, at jeg ikke måtte rejse mig. Jeg skulle ligge ned, ellers kunne navlesnoren fra den ene tvilling vikle sig rundt om halsen på den anden. Bang! Så forstår man hurtigt alvoren.

Vi kom op på Hillerød hvor de kunne konstatere at jeg havde veer. Ikke kraftige, men de var der. Jeg fik ve-hæmmende medicin i drop og lungemodner til de små, og nu kunne vi ikke andet end at håbe på at det ville gå i sig selv, selvom jeg godt kunne mærke, at det ikke ville gøre det. Men vi håbede. Det gjorde vi i 3 dage. Tre hårde og smertefulde dage, hvor jeg ikke måtte andet end at ligge ned. Søndag ville de tage mig af de ve-hæmmende og lade tingene gå sin gang. For på det tidspunkt havde babyerne fået alt den lungemodner de kunne og ville trods alt være 31+6 i stedet for 31+3. Når det er så tidligt tæller hver en dag nemlig.

Allerede under en time efter, begyndte veerne igen. De tog til henover de næste timer, og vi blev forberedt på at det ville ske samme dag. Allerede om fredagen havde vi talt med diverse læger og havde været oppe og besøge neonatal afdelingen. Så vi var forberedt på det. Så godt som vi i hvert fald kunne være. Det troede vi i hvert fald. Under hele graviditeten har jeg været forberedt på at det blev kejsersnit, fordi den ledende tvilling lå med måsen nedad. Det var fint med mig. Havde hverken ønske om det ene eller andet. Bare børnene havde det godt. Søndag troede jeg stadig at det skulle være kejsersnit, og en operations stue blev booket. Men jordmoderen besluttede i sidste øjeblik at scanne mig, fordi hun havde svært ved at finde hjertelyd på den ene tvilling. Noget som vi havde fået koldsved over en del gange den dag. Det viste sig at være fordi tvillingerne havde byttet plads. Den baby der tidligere lå nederst (og med måsen nede), og altså var den ledende, lå nu øverst. Det betød at den anden baby, som altså lå med hovedet nedad, pludselig blev til den ledende tvilling. Derfor måtte jeg godt føde naturligt. Vi blev selvfølgelig spurgt om hvad vi havde det bedst med, og for at være helt ærlig så var der ingen forskel for mit vedkommende. Fødslen er ikke noget jeg hverken har frygtet eller set frem til. Misforstå mig ikke, jeg har set frem til at møde mine dejlige børn. Men jeg har ikke dyrket teknikker indenfor vejrtrækning eller haft et ønske om at møde min indre urkvinde, ej heller har jeg haft et ønske om kejsersnit og hvad det indebærer. Fødslen har ligesom været et middel for at komme hen mod målet – vores to børn.

Vi blev enige om naturlig fødsel. Og mens veerne tog til, prøvede vi mentalt at forberede os på at det var nu. Nu som i virkelig nu.

Næste indlæg om fødslen kommer snart♥

Jeg er blevet mor

Søndag d. 17. Juli skete der noget vildt, som har gjort at bloggen pt står stille. Jeg er blevet nogens mor. Mor til de dejligste to små drenge, som ikke gad at vente længere. Derfor kom de en del før ventet (selvom jeg selv havde en anelse om at det var snart), og vi er derfor alle indlagt på neonatal afdelingen, indtil de er stærke nok til at komme med hjem.

Jeg håber derfor at I vil bære over med de manglende indlæg og tage godt imod mine to små guldklumper når de forhåbentlig snart bliver vist nærmere frem♥