Bryllup: Når vi når dertil….

Emilie QuiDa vi startede med at tale om bryllup, var vi begge enige om et sommerbryllup. Ingen tvivl om det. Det skulle være varmt og solrigt og sommeragtigt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi intet har fået booket overhovedet. For vores verden har siden forlovelsen været fyldt med alt for mange andre ting der krævede og stadig kræver alt vores opmærksomhed. Men det betyder ikke at brylluppet ikke er vigtigt. For det er det.

Vi mødte hinanden for over 10 år siden. På noget så romantisk som….internettet! Vi aftalte at mødes, men han brændte mig af første gang. Normalt ville jeg nok egentlig bare tænke “videre”, men jeg kunne bare mærke at der var et eller andet uforklarligt. Så jeg pressede på for at møde ham. Vi boede ca. 25-30 kilometer fra hinanden. Den ene fra Nordsjælland (mig) og den anden fra Vestegnen. Ikke lige noget der klinger af “meant to be”. Men det var det.

Da vi mødtes første gang hjemme hos Mikkel, var der bare præcis det der uforklarlige. Vi har senere talt om, at vi begge følte at vi havde kendt hinanden altid og bare følte os utrolig trygge i hinandens selskab, selvom vi kun havde skrevet sammen før. Jeg plejede at være ufattelig genert, men den dag var det intet problem. Mikkel derimod plejede altid at snakke et øre af, men var af en eller anden grund utrolig stille. Han har sidenhen fortalt at han simpelthen bare var så nervøs fordi han kunne mærke at det var helt rigtigt. Vi snakkede jeg ved ikke hvor mange timer væk, og pludselig var det aften og jeg skulle hjem. Det gentog sig nogle gange over det næste uger. Og pludselig var vi kærester. På den der uromantiske “mine venner spørger om vi så er kærester?” måde. Haha!

De første 3 år af vores forhold var virkelig turbulente og noget de færreste kender til. Selv dem der er helt tæt på os, ved ikke hvor slemme de egentlig var, og kommer nok heller aldrig helt til det. for der er så mange detaljer i det, som først dukker op hen ad vejen. Og mange ting vi begge har fortrængt. For Mikkels forhold til hans forældre var allerede før vi lærte hinanden at kende anstrengt. Og jeg havnede lige midt i noget, der kun kunne eksplodere når først jeg blev en del af det. Det resulterede i rigtig mange ubehagelige sammenstød med hans forældre, for vores begges vedkommende, og i sidste ende at vi begge brød fuldstændig med dem et år senere. Det var enten dem eller os. Og vi vidste begge to, at det vi havde var langt mere værd, end det forkvaklede forhold han havde til dem.

Vi begyndte at kigge efter en lejlighed, til trods for at ingen af os havde midlerne til at betale den, da vi lige var fyldt 18. Men med hjælp fra mine forældre, som hele vejen igennem havde været en kæmpe støtte – også for Mikkel, lykkedes det os at få en lejlighed på Frederiksberg. Det var med blandede følelser at vi flyttede ind i den. Jeg havde det nok egentlig sådan, at det var for tidligt for mig at flytte hjemmefra. Men det var det jeg måtte ofre for at vi kunne være sammen. På det tidspunkt brød Mikkel med hele sin familie og har aldrig taget kontakt til dem igen, selvom de gentagende gange har opsøgt os.

Det var nogle turbulente år på Frederiksberg, hvor vi begge havde virkelig meget brug for ro, til at komme os ovenpå alt det med hans familie, men samtidig skulle finde ud af at være kærester. Det krævede rigtig meget hårdt arbejde. Og selvom venner og veninder altid har synes at det så så legende let ud, var det i virkeligheden benhårdt at arbejde for kærligheden, selvom det lyder aldeles uromantisk. Sorry.

Da vi havde boet der i en 5 års tid, begyndte pladsen så småt at blive for trang. Og det der i starten bare var den perfekte flugt fra hans familie – vores getaway sted, begyndte at blive forældet. Vi var ligesom kommet over det der, og var efterhånden klar til at komme videre. Vi troede i lang tid at vi helt sikkert skulle blive i byen, om end vi godt vidste at det ikke skulle være Frederiksberg. Nærmere Østerbro. Men sådan skulle det ikke være. For en dag var der en annonce i avisen over en lejlighed, vi faktisk allerede havde talt om året forinden. Men den lå jo laaangt væk fra byen. Den lå ud til den sø, hvor vi året forinden havde skøjtet om vinteren, da vi var på besøg hos mine forældre. Kønt var det ikke – ja altså skøjningen! Lejligheden derimod var perfekt. Og allerede dengang havde vi joket om, at hvis vi overhovedet skulle bo her i byen, hvor jeg voksede op som teenager, så skulle det i hvertfald være i den lejlighed, som på dét tidspunkt var fuldstændig uopnåelig. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre.

Men et år senere var den til salg. Og der var bare endnu en gang den der følelse af at det var det helt rigtige. Og det var det. Mine forældre købte den som et forældrekøb og vi har lejet den lige siden. For første gang siden vi lærte hinanden at kende, føler vi os rigtig hjemme. Mikkels forældre har vi ikke hørt noget særlig meget til, i det der gudskelov er rigtig lang tid, og lejligheden er på en eller anden måde symbolet på, at det hele godt kan lade sig gøre. For nu har vi købt den af mine forældre, og er ved at få lavet de ting ved den, som vi ellers kun har kunne drømme om. Det er de ting der har taget tiden fra bryllups planlægningen, og det er i bund og grund helt okay.

Vi er for alvor blevet voksne, og i sidste ende har hele den turbulente tur vi har haft sammen, været det hele værd. Vi er begge blevet stærkere af det. Og selvom vores fremtidige børn kommer til at mangle et sæt bedsteforældre og dén side af familien, så var det for det bedste. Selvom mange stadig i dag, ikke kan sætte sig ind i situationen.

Når vi endelig står i kirken og siger ja til hinanden, så ved jeg at vi begge vil stå med den der uforklarlige følelse. Ja nok ved jeg, at alle par har sådan en eller anden følelse. Og alle par har været deres igennem. Men jeg ved at vi ligesom vil føle at vi endelig har nået målet. Det der har krævet blod, sved og uendelig mange tårer. Vi er nået dertil hvor vi kan sige at vi gjorde det fandeme. Ja jeg ved godt, at vi allerede er nået dertil. Der nåede vi nok til for flere år siden. Men at stå der og endelig bekræfte at nu er vi os to, fortiden er lagt bag os og fremtiden ligger lige for, foran dem der står os aller nærmest, det er noget helt specielt. Også så mange år efter. Det er det jeg har glædet mig allermest til. Og noget jeg godt har kunne mærke de seneste år, har betydet rigtig meget for mig. Så selvom jeg absolut aldrig har været typen der har higet efter et bryllup – jeg har aldrig haft det ønske. Så det egentlig helt perfekt for os. Til at fejre at kærligheden rent faktisk godt kan lade sig gøre.

Så selvom vi måske ikke når det til næste år (selvom det da ville være fantastisk). Så ved jeg at det på alle måder bliver helt perfekt. Og når det komme til stykket er det jo gudskelov ikke mængden af tyl (det er en ren metafor – der bliver altså ikke noget tyl!) og balloner, der afgør om det er et godt bryllup♥

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s