Den hårdeste tid i mit liv..

Emilie QuiDet her indlæg er uden tvivl det sværeste jeg nogensinde har skulle skrive. Det har været længe undervejs, for så at blive slettet eller lagt i kladde og derefter bevidst forsøgt glemt. For det er det indlæg der uden tvivl gør aller mest ondt, og rammer lige der på det personlige og følsomme.

Det er den type indlæg der absolut ikke er læsere i, for det er ikke det der fede indlæg som giver den der fede følelse, som folk elsker at læse. Men det handler om virkeligheden og hvad der foregår i mit liv lige nu, som mildest talt er kaos.

I lang tid var det en hemmelighed, at jeg i mange år har været syg. Men jeg løftede sløret lidt for det sidste år. Det var hårdt. Specielt fordi jeg allerede der godt vidste, at det ikke var den fulde sandhed. For jeg vidste på det tidspunkt ikke engang selv hvad den fulde sandhed var.

I flere år har jeg fået at vide at jeg havde en kronisk sygdom. Ikke det fedeste at have, og absolut ikke det fedeste stempel at få på sig. Men jeg var egentlig glad for at “høre til” der, fordi livet uden en diagnose var uendeligt hårdt og vanvittig svært at forklare andre, når der var noget helt galt. Men undervejs er der stødt flere og flere ting til, der bare ikke stemte. Mange symptomer der ikke passede på den sygdom. Men hvad ved jeg, jeg er jo ikke læge.

Jeg spurgte flere gange min læge, om de kunne undersøge mig for andre ting, men det kunne de ikke, for i deres øjne havde de kigget på alt, der var ikke mere at gøre og diagnosen  på den kroniske sygdom blev i stedet til en “måske” på grund af de nye symptomer.

Ved min sidste samtale med lægen sidste år, indså jeg at der ikke var mere de kunne gøre. Og jeg var ærlig talt mættet af alt den snak og alle de spørgsmål. Så jeg bildte mig selv ind i lang periode, at tingene gik bedre. Men jeg vidste jo egentlig godt at det var løgn. Det var bare ren overlevelse.efter lang tids overlevelse, mærkede jeg langsom mere og mere til alting igen. Alle smerterne, trætheden og den udmattende følelse der ofte er skyld i stilheden her på bloggen. Og vægten der steg uhæmmet.

I et sidste forsøg tænkte jeg alting igennem igen. Var der noget jeg havde overset? Noget lægerne havde overset? Jeg besluttede mig for endnu en gang at gå til lægen, og få ham til at tage de prøver der skal til, for at se om mit stofskifte fungerede. For det lå i familien at stoftskiftet gav vrøvl.

Han gik modvilligt med til at tage nogle prøver. Eller rettere sagt én. For mere var jo absolut ikke nødvendigt. Jeg var jo i min bedste alder og fik hurtigt forklaringen om, at det er klart at man har det dårligt, når man har taget så meget på, som jeg har, og at jeg måtte spise meget usundt og være utrolig doven. Av hvor gjorde det ondt at høre!

Ikke at jeg ikke vil anerkende at jeg har taget på. For det har jeg og det er et kæmpe problem. Jeg tager på ligegyldigt hvad, og har derfor undtaget billeder på bloggen i meget meget lang tid, for jeg har ikke følt at jeg kunne stå inde for dem. Og let’s face it, bloggeren er benhård og der bliver lagt mærke til selv den mindste detalje.

Det var der tanken med stoftskiftet kom ind i billedet. For jeg blev træt af at andre så mig som doven og som en grovæder, når jeg i virkeligheden var ved at dø af træthed og af smerter.

Derfor tog jeg til lægen, for jeg kunne til sidst ikke se mig selv i øjnene og ignorere at der var noget galt. Jeg måtte få undersøgt det en sidste gang. Han tog én blodprøve, som absolut ikke er nok. Men han var overbevist om at der intet var, og nægtede at gå videre med det.

Men da jeg ved fra resten af min familie, at det ikke er nok med den ene prøve, valgte jeg at gå videre til at privat læge, for jeg kunne bare mærke at der var noget. Det kommer til at koste mig 1500 bobs, men det er det værd.

I går fik jeg prøverne som privatlægen har taget. Jeg har ventet på dem siden fredag. Og har været igennem tusinde af tanker. For hvad hvis de ikke viste noget? Hvor stod jeg så? Hvad skulle jeg så gøre?

Men reusultatet viste præcis det jeg på en og samme tid frygtede og håbede på. Der er noget galt. Og hvordan f* kan man så håbe på sådan noget, spørger du nok. Jo ser du, det er det stadie man når til, når man i over 10 år har hørt på, at der måske eller måske ikke er noget galt, når man selv bare ved at den er helt galt. Så når man dertil hvor man til sidst bare håber på noget håndgribeligt.

Det fik jeg i går. Efter så mange år har jeg endelig noget jeg kan bruge til noget. På en og samme tid var jeg virkelig lettet over at have modebevidst den forbandede læge, som prøvede at bilde mig ind, at det var min egen skyld, og samtidig dybt ulykkelig over at jeg faktisk begyndte at beskylde mig selv for min overvægt. For jeg måtte jo spise for meget og jeg måtte jo være doven.

Mit stofskifte er fuldstændig i smadder og der ligger forklaringen som indtil videre har kostet mig forholdet til min egen læge, 1500 kroner, godt og vel det samme antal kilo på sidebene og utallige tårer.

Følelsesmæssigt aner jeg ikke rigtig hvordan jeg har det. Det har været en rutsjebanetur. Og det kommer det nok også til at være fremover. For det er noget der kommer til at påvirke de fremtidsplaner jeg har, hvilket virkelig er hårdt. Men i næste uge ved jeg lidt mere, når jeg skal til samtale med privatlægen.

Og hvem ved, måske kan jeg snart se mig selv i spejlet igen, og være glad og stolt over det jeg ser? Og måske kan jeg snart glæde mig sådan ægte over at vi lige har købt lejlighed og snart får det fedeste køkken.

Jeg har virkelig tænkt frem og tilbage, om det var noget jeg skulle dele med jer, og jeg er ærlig talt selv i tvivl. Men der kommer til at fylde en del i mit liv fremover og kan hjælpe med at forklare en del ting. Så jeg synes det var passende at få det ud. Selvom det er noget af det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har prøvet.

En tanke omkring “Den hårdeste tid i mit liv..

  1. Wow, det er slet ikke et dårligt indlæg, men et virkelig godt. Du skal have stor ros for at turde dele dine tanker og oplevelser med os læsere. Du har givet et godt indtryk hvem du er som person og personligt kan jeg godt lide og vide hvem der er bag bloggen, så tak for det 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s