Bryllups forventninger….

Emilie QuiEn ting jeg har lagt mærke til, efter nyheden om at manden og jeg skal giftes kom ud, er folks reaktioner. De spænder ret vidt – ligefra overstadig glæde, til undren over at vi overhovedet gider alt det besvær.

Jeg er ikke vokset op med en drøm om det store “prinsesse bryllup” og alt det der. Det er faktisk først for nogle år siden at tanken om det at blive gift strejfede mig. Mine forældre blev først gift da jeg var i de tidlige teenage år, og der var intet prinsesse agtigt over det.

Men skal det også være det der kolosale bryllup der næsten skaber større gæld end glæde? Dem hvor parret næsten er ved at gå fra hinanden bare på grund af alt den planlægning, fordi det hele jo skal være så perfekt?

Min kære forlovede (ret underligt at skulle kalde ham det..haha) spurgte mig for nogle dage siden, om jeg egentlig havde nogle tanker omkring hvad jeg skulle have på. Hvad jeg havde lyst til at have på. Mit svar var “øhm…. en kjole havde jeg tænkt”. For jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har gjort mig de store tanker om det. Og regner heller ikke med at det bliver det store issue. Men det kan jeg høre at andre synes.

De fleste reaktioner har nemlig været de der overstadige reaktioner. Dem hvor folk regner med at det skal være det vildeste af det vilde. Dem hvor folk allerede regner med, at det halve allerede er planlagt. Det er det ikke. Tværtimod.

Jeg tror nemlig ikke på de der kæmpe bryllupper, hvor det vigtigste af det hele, er hvad bruden skal have på og hvor det vigtigste er at please bruden, så der ikke går bridezilla i den. Jeg tror at de er dømt til at gå galt.

Hvorfor er der ofte de forventninger om at den dag skal være så vild så vild. At både brud og brudgom dårligt nok kan følge med og nå at nyde det det egentlig handler om?  Hvorfor skal det være så overstadigt og overdådigt? Og er man (i det her tilfælde jeg) dømt til at ligne en gigantisk cupcake for at brylluppet er perfekt?

Det håber jeg inderligt ikke. Så vil jeg i hvert fald hellere undvære det.

Jeg må være ærlig at sige, at jeg godt kan forstå at der er mange (især mænd) der løber skrigende væk, når de hører forventningerne til den dag. De forventninger der dybest set er skabt af film som Sex And The City. Bare se hvor galt det gik der. Lige pludselig udartede det hele sig til et stort show for Carrie og Big, hvor alt var centreret om den (forbandede) kjole, som lige pludselig havde en masse forventninger med sig, om hvordan tingene skulle være. Så mange forventninger at det vigtigste af det hele pludselig gik tabt i det hele.

Er det virkelig det man ønsker sig? Jeg får i hvert fald kriller ved tanken. Selvfølgelig blev jeg da også vildt betaget over de kjoler (dog minus den famøse kjole som jeg omtalte ovenfor). Og det ville da være så lækkert at kunne iføre sig Lanvin’s fantastiske kjole. Men det ved jeg jo godt er urealistisk, så det er slet ikke en tanke. Og det har jeg det faktisk bedst med. For jeg tror hurtigt at mere vil have mere. Og før man får set sig om, havner man i den situation at man er viklet ind i noget fuldstændig urealistisk, hvor den egentlige mening med det hele er forsvundet.

Mine tanker om vores bryllup er at det skal være den dejligste fest hvor vi fejrer at vi har holdt ved så længe og stadig er vilde med hinanden. Brylluppet er i min verden ikke det største højdepunkt i mit liv, men det er en af de milepæle jeg selvfølgelig vil huske.

 

 

 

Published by

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.